Boganmeldelse: I maskinrummet

Den indledende artikel af arkitekt og arkitekturteoretiker Wilfried Wang er både kompleks og informationstung. I begyndelsen opridses hovedpersonens barndom og den politiske virkelighed, som han fødes ind i, i 1950ernes Sverige. I artiklen sættes Johan Celsings projekter i relation både til den svenske samtid og den store arkitekturhistoriske kontekst, med referencer både til den svenske og den internationale arkitekturhistorie. Gennem analyser af udvalgte bygninger knyttes Johan Celsings værk til hans lige så berømte far, Peter Celsing. 

Den næste artikel er skrevet af Claes Caldenby, mangeårig redaktør på det svenske tidsskrift Arkitektur. Artiklen lægger endnu et lag af akademisk analyse ind over Johan Celsings værker samt hans tekster, som følger senere i bogen. Begreberne form og funktion behandles indgående i en analyse af spændingsforholdet mellem de to begreber, samt hvordan de forstås i arkitekturteorien. Caldenby beskriver den svenske byggeindustri, hvor arkitekten oftest er en konsulent på lige fod med med vvs-installatøren og andre faggrupper, som er nødvendige for at bygge et hus. Her mærkes det, at bogen er skrevet til et internationalt publikum, hvor det måske kan være svært at forstå den viljekraft, der ligger bag Johan Celsings kompromisløse bygninger i konteksten af den svenske byggebranche. Et gennemgående tema i begge artikler er, ud over forholdet til faderskikkelsen, Johan Celsings arbejde med relationen mellem bygning og omgivelser. 

Som afslutning på de indledende tekster er et fint interview af Pamela Johnston med fotografen Ioana Marinescu, som har fotograferet Johan Celsings bygninger gennem 15 år. I interviewet reflekterer Ioana Marinescu over sin fotografiske praksis og det analoge fotografis langsommelige, hemmelighedsfulde tilblivelse, hvor det ikke er muligt at have den præcise kontrol, man har med det digitale foto. Hun beskriver, hvordan det analoge fotografi skaber en anden poesi i billedets lystoner. Fotografierne, som illustrerer projekterne i monografiens projektgennemgange, er hovedsageligt i farve og beskåret på forskellig vis. De fremstår desværre ikke helt i tråd med interviewet og de smukke sort/hvide, analogt rammede fotografier i stor- og mellemformat, som ledsager det. 

Den første bygning, som beskrives, er Nobel Forum, der må siges at være et tidligt nøgleværk, som også analyseres i begge de indledende artikler. Projektet dokumenteres, ligesom de andre ca. 30 projekter, grundigt i skitser, tegninger, modelfotos, byggepladsfotos og fotografier af det færdige byggeri. En kortfattet beskrivende tekst fører læseren gennem projektet, et Gesamtkunstwerk i fuldmuret tegl med specialdesignede møbler.

Herefter følger arbejderne i så kronologisk rækkefølge, som det lader sig gøre, når nogle projekter har optaget tegnestuen i seks måneder og andre nærmere et årti. Projekterne spænder fra konkurrenceforslag, kunstinstallationer og udstillingsdesign over ferie- og enfamiliehuse til boligbebyggelser og offentlige institutioner. Den store interesse for hele arkitekturens bredde, fra det abstrakt kunstneriske over møbeldesign og 1:1-konstruktive detaljer til det kontekstuelle greb i landskabet eller byplanen, imponerer, selvom man godt kunne have redigeret nogle af konkurrenceprojekterne ud. 

I de fleste tilfælde er projekterne ledsaget af en kort beskrivende tekst uden afsender. En undtagelse er Riksantikvarieämbetet, hvor Elizabeth Hatz’ værkanmeldelse i Arkitektur nr. 7/2008 er gengivet, med fine beskrivelser af bygningens interaktion med det gotlandske landskab, horisontaliteten og tyngden, og en interessant analyse af, hvordan planens rumligheder fungerer i bevægelsen gennem bygningen. Den anden undtagelse er højhuset i Malmøs nye bydel på havnen. Her ledsages fotos og konstruktionstegninger af Katarina Rundgrens værkanmeldelse fra Arkitektur 2016, hvor frasen “form følger funktion” er udgangspunktet for en udmærket beskrivelse af det forfinede forhold mellem symmetri og asymmetri i volumen og facadekomposition på det 19 etager høje hus. 

Når man ser på den samlede monografi, tegner der sig nogle tendenser. Teglet med sine mange muligheder for at variere udtryk og detaljering dukker op igen og igen. Ikke mindst det fuldmurede bygningsværk må siges at være særligt i en tid, hvor det stort set er udryddet. Her er eksemplerne Nobel Forum og Årsta Kirke imponerende, men også højhuset i Malmø, hvor facaden er håndlagt i rød tegl med en rød fuge, som får helheden til at fremstå homogen, samtidig med at håndværkets bearbejdning skaber en taktilitet i overfladens detaljer. Glaserede tegl og opdelinger af facader i felter af lysere og mørkere tegl går ligeledes igen i mange projekter. De glaserede tegl bruges i projekterne med en overbevisende præcision, som trods et lavmælt udtryk skaber ikoniske bygninger. 

Men ud over teglet arbejder Johan Celsing også overbevisende med andre materialer. Træet, både den klassiske svenske facadebeklædning og gennemarbejdede CLT-konstruktioner. Glasfacaden med sin antimaterialitet i sublim detaljering har jeg ved selvsyn oplevet smukt udført på Bonniers Konsthall i Stockholm. Beton, in situ-støbt eller som gennemarbejdede elementer, var det rigtige valg til konstruktion og interiør ved udformningen af Krematoriet på Skogskyrkogården, i Årsta Kirkes tagkonstruktion og på Skissernas Museum i Lund. Ved Millesgården på Lidingö, denne anmelders personlige favorit, indgår naturstensmurværket som samlende element mellem den gamle gårdhave og den nye udstillingsbygning. 

I de tre essays “The Robust, the Sincere” fra 2007, “Decorum” fra 2014 og “Plans, Metres” fra 2016 og i et afsluttende interview af arkitekten Hugh Strange beskriver Johan Celsing sine overvejelser omkring formgivning på det principielle plan og gennem forbilleder blandt svenske og udenlandske arkitekter. Her fremhæves de svenske arkitekter Sigurd Lewerentz samt Erik og Tore Ahlsén, ligesom den østrigske skole med Adolf Loos og den nulevende Hermann Czech samt tyske Heinrich Tessenow, gentagne gange som inspirationskilder. Josef Frank bygger bro mellem de to arkitektoniske kulturer og nævnes også som inspiration, ikke mindst ved udformningen af Johan Celsings enfamiliehuse. 

Ledetemaer som ‘det robuste er bæredygtigt’, ‘en oprigtig arkitektur vender sig mod det rent visuelle’, og at arkitekturen skal være ‘passende til stedet og funktionen’, formuleres og nuanceres i teksterne, ligesom plantegningens abstrakte præcision fremhæves som gestaltningsredskab. Analogier mellem poesien og arkitekturen, ikke mindst poesiens regler, det sapfiske vers, der pryder bogens forside, udfoldes i en hyldest til regler, der udfordrer spilleren og dermed informerer udviklingen af værket. De tre essays udgør en nøgle til at forstå Johan Celsings arkitektoniske arbejde, og det giver rigtig god mening at sætte dem sammen med værkpræsentationerne. 

Den sidste tekst, “Notes” fra 2020, er en personlig skildring, hvor Johan Celsing selv, som indramning af bogen, beskriver sin relation til faderen, Peter Celsing, samt sine formative år. Den er befriende letlæst og viser en personlig og humoristisk side af Johan Celsing, jeg ikke tidligere har oplevet. 

I sin helhed fremstår monografien gennemarbejdet og med en god balance mellem teoretiske og faktuelle tekster, fotografi og tegning. Både fotografier og tegninger virker dog mere som en hurtig assemblage end som et gennemarbejdet Gesamtkunstwerk. Udtrykket i materialet er forskelligartet, og det ser ikke ud til, at tegningsmaterialet er efterbehandlet til at fremstå ensartet, som man ellers ofte ser det i de store monografier. Det er en bog, som giver lyst til at tage en tur over sundet for at opleve eller genopleve alle de fantastiske bygninger, der ikke rigtig lader sig presse ned på papirets to dimensioner.