Boganmeldelse: Kopier af kopier

Nuvel, det mest flamboyante projekt er eller var netop villaen og ikke mindst den vidunderlige eksotiske have udført af landskabsarkitekten Rudolph Rothe.

“Men det var Laura Jacobsen, der tog slæbet”, skriver professor emerita i historie og etnografi Birgitte Possing. Possing fremlægger i sin artikel i bogen resultatet af en grundig research, som viser, at J.C.’s hustru spillede en afgørende rolle i stort set alle sammenhænge. Men, som Possing anfører, så sørgede J.C. Jacobsen for, at sporene efter Laura Jacobsens arbejde blev slettet, og en senere generation af historikere lod sig forføre af bryggerens formidable evne til at styre sit eftermæle. Sagen var, fastslår Birgitte Possing, at intet af Carlsberg kunne være skabt uden Laura Jacobsen.

Det afsluttende billede, som tegnes i artiklen, er dog af et magtfuldt par, som ikke kunne undvære hinanden. Historien, til gengæld, har sagtens kunnet undvære Laura Jacobsen, indtil udgivelsen af denne bog. Nu ved vi, at de har været fælles om at skabe første del af kongeriget på Valby Bakke.

Villaen blev langt senere til æresbolig bl.a. for Niels og Margrethe Bohr. Som det beskrives i lektor i videnskabshistorie Kristian Hvidtfelt Nielsens artikel om husets forskellige beboere, var Bohr-parret det mest betydningsfulde i dansk ånds- og kulturliv.

Niels forskede, og Margrethe stod for husholdningen, men virkede også som sparringspartner, læser man. “Selv fysikken satte hun sig ind i”. Ups. Selvom artiklen er en noget formel gennemgang af, hvem der boede og levede på den eksklusive adresse, kunne man med held have luget mere ud i det sproglige, i forlængelse af Birgitte Possings væsentlige pointer.

Possing betegner dog selv et sted Laura Jacobsen som en edderkop i sit spind. Den sammenligning har for mig flere negative end positive konnotationer og burde måske have været omformuleret – nu, hvor selvsamme kulturhistoriske netværksanalyse, der er bogens bærende bidrag, når frem til, at Jacob Christian udslettede alt, som havde med Laura at gøre.

Det gjorde sønnen Carl, der modtog store summer fra moderen, til gengæld ikke. Possing citerer: “Det er jo i virkeligheden min mor og ikke mig, som skaber Glyptotekfondet. Dette skal ikke skjules – det skal tværtimod vides.”

(Teksten fortsætter)

Forhistorien til bryggeriets fysiske opståen på bakken gentages i forskellige variationer både hos Birgitte Possing, Peter Thule Kristensen og Kristine Jensen. Så skulle den historie da vist også være på plads!

Det er et vældigt plus for bogen, at haven i landskabsarkitekt Kristines Jensen artikel beskrives grundigt. Jensen har selv stået for den nuværende transformation af haven, hvad man som læser ikke lades i tvivl om, så hvis man abstraherer fra superlativerne, ender det med en fin analyse af J.C. Jacobsens og Rothes paradisiske have, som i øvrigt skildres med bogens smukkeste fotografier.

Det forekommer mig i det hele taget, at de fleste artikler i denne rigt udstyrede bog er noget bedre end det, hus den handler om. Det samme gælder selve restaureringsarbejdet, der er udført med ekstrem akkuratesse af Elgaard Arkitekter, båret af tanken om at genskabe fortidens glans og glorværdighed. Det efterlader visse dele med et lidt overrestaureret præg, men dermed også med et meget klart billede af Nebelongs, Jacobsens og Bøneckes æstetiske præferencer.

Som brand og narrativ er huset selvsagt et ikon, og selvfølgelig kan bygherren ikke være andet bekendt  end at sætte sit første hovedsæde i stand fra top til tå. Arkitekturlektor Christoffer Thorborgs gennemgang af restaureringsprocessen er samtidig en hel lille forelæsning om forskellige restaureringsprincipper. Spørgsmålet om bevaring af patina kontra spritny efterligning af det gamle tages op flere gange i artiklen, i takt med gennemgange af forskellige dele af huset. Originale lysninger er visse steder bevaret, om end i mildt olieret stand, med den underskønne patinering som mange andre flader mangler – mens hele rum mere eller mindre er helt nye kopier af det gamle.

Det berøres ikke i artiklen. Men sådan var det jo netop Hr. Jacobsen gjorde i 1854, efterlignede fortiden for fuld udblæsning. En lille sløjfe tilbage til Thule Kristensens artikel om de kataloger, bryggeren byggede efter, kunne have været en festlig krølle på den restureringshistorie.

Museumsinspektør Birgitte Anderberg har fat i samme emne i sin omhyggelige gennemgang af villaens mange kunstneriske udsmykningselementer. “I sin dyrkelse af Thorvaldsen lod J.C. Jacobsen sig ikke anfægte af, at tidens bevægelser i kunsten gik i andre retninger”. I datiden var den moderne realisme på fremmarch, beretter Anderberg, og igen bliver det tydeligt, at skønt J.C. var teknologisk nyskabende, var han tilbageskuende i forhold til kunsten og arkitekturen.

Kopier af kopier. Man glædes over artiklernes høje faglige niveau og over, at Carlsberg fra begyndelsen forstod betydningen af kunst og arkitektur.