ANNONCE
Boganmeldelse: Louisiana – Arkitektur og landskab
Michael Sheridans bog om Louisiana er en minutiøs, gennemresearchet og stærk fortælling om arkitekturens betydning.
Martin Keiding
Chefredaktør
Arkitekt MAA
Knud W. Jensen havde regnet med 40.000 besøgende det første år. Det blev til fem gange så mange, og Michael Sheridan fortæller i sin bog, at man længe forinden havde bedt Jørgen Bo og Vilhelm Wohlert om et projekt til udvidelse. Resten er historie, men indtil nu i 2017 ikke af den arkitektoniske slags. Derfor er Sheridans bog både vigtig og kærkommen.
Om Louisiana må man sige, som Steen Eiler Rasmussen skrev om Christiania; havde man det ikke, måtte man opfinde det. Knud W. Jensens idé med det navnkundige museum var at gøre moderne kunst tilgængelig for så mange som muligt i hvert fald for flere end dem, der i 1950erne gik på, hvad Jensen betragtede som et skummelt og afvisende Statens Museum for Kunst.
‘Mange’ blev til masser på dette det mest besøgte og mest berømte danske museum, hvis eksistens vi kan takke samarbejdet mellem bygherre og arkitekt for. Hvis du vil vide absolut alt om arkitekturens formelle træk og bygningshistorien bag Louisiana, som for stedets og landskabsarkitekturens vedkommende begynder i 1800-tallet, skal du købe denne minutiøse og gennemresearchede bog. Oversættelsens sprog er sine steder lidt kantet, men indholdet er klart og systematisk, og den viden, som forfatteren er i besiddelse af om Louisianas arkitekturhistorie, overgår enhver andens.
Arkitekturgennemgangen kobles undervejs sammen med bygherre- og museumshistorie og har som et centralt træk fortællingen om ildsjælen Knud W. Jensens utrættelige bedrifter i samarbejde med de mindst lige så energiske og ifølge Sheridan til tider gudsbenådede husarkitekter, Bo og Wohlert.
En usædvanlig forening af kunst og landskab
Meget vigtigt er det imidlertid, at Sheridan på fornem vis også får løftet landskabsarkitekten Ole Nørgaard til Olympen: “Den første fase af Louisianas ekspansion skulle ikke blive en bygning,” skriver forfatteren, “men en usædvanlig forening af kunst og landskab, der står tilbage som Nørgaards absolutte mesterværk og som en af museets største bedrifter”. Hørt!
Nørgaard arbejdede videre på en have, som var grundlagt og udviklet af biavler og rigsrådsmedlem Alexander Brun, der købte ejendommen i 1854. Brun importerede sjældne træsorter fra Japan, Marokko, Tibet, Serbien m.m., og som Sheridan dokumenterer, var Louisianas park en turistattraktion i begyndelsen af 1900-tallet.
Arvinger overtager og sælger videre til andre osv., indtil kommunen i 1954 overtager stedet. Kirkegården skulle udvides langt ind i Bruns park, det gamle hovedhus egnede sig til plejehjem, mente man, og et spildevandsanlæg var planlagt til opførelse i den bregnefyldte kløft.
Men så var det, at kunstsamler Jensen hoppede over hegnet: “Det var som at trænge ind i haven om et Torneroseslot,” skrev mæcenen i sin dagbog. Her ville han bygge sit museum og købte det hele. Tak.
Martin Keiding
Chefredaktør
Arkitekt MAA
Louisiana – Arkitektur og landskab
Louisiana Museum of Modern Art, 2017
Forfatter: Michael Sheridan
Redigeret af Michael Juul Holm
Grafisk tilrettelæggelse: Michael Jensen
Dansk oversættelse: Knud Michelsen
ANNONCE
Solid arkitekturhistorie
Både Bo og Wohlert studerede under Kay Fisker, og ad forskellige veje og ruter mødtes de to unge arkitekter i Californien på den pilgrimsrejse, som andre før dem også havde fulgt: Wurster, Lloyd Wright, Neutra, Eames, Schindler. Sidstnævntes Kings Road House i Hollywood (1922) kan ifølge Sheridan ikke overvurderes som inspirationskilde til den første del af Louisiana fra 1958. Også Neutras Bailey House i Pacific Palisades fra 1948 indregnes i forfatterens liste over impulsgivende arkitektur. Det gør de to arkitekters forudgående arbejder også, og den arkitektur, som omgiver dem i Danmark, inddrages kyndigt og detaljeret. Ovenlyset i Carl Petersens ‘Indianerhytte’, udstillingsbygningen til Grønningen fra 1915. Kaare Klints modulære principper o.m.a.
Sheridan skriver, at Jørn Utzon var den første arkitekt, Knud W. Jensen kontaktede, da han ville bygge sit museum. Men Utzon oplyste, at han havde afsat hele 1956 til en konkurrence om et nyt operahus i Sydney, og takkede derfor nej. Således fordeles skæbner og talenter til gavn og glæde for eftertiden.
Jensen var opmærksom på Utzons eget hus i Hellebæk fra 1952, og det fremgår kortfattet i bogen, at arkitekturen forenede danske murværkstraditioner med ideer fra USA, nærmere bestemt Frank Lloyd Wright. Hellebækhuset er dog ikke med blandt de egentlige referencer, som Sheridan fremhæver i forhold til Louisiana. Meget kom fra USA i den periode, men spørgsmålet er om Utzons dengang opsigtsvækkende enkle og konsekvente arkitektur ikke har spillet en lidt større rolle for Bo og Wohlert på den danske scene?
1958, ’66, ’71 og ’76 er alle årstal for udvidelser karakteriseret af tektoniske og materialemæssige sammenskæringer af bygningselementer. Med Jørgen Bos sydfløj i begyndelsen af 1980erne skiftes der til lukket mur, indadvendt white cube (dog undtaget Panoramarummet). Udstillingsrummene i fløjen er suveræne, relationen til landskabet er baseret på Ole Nørgaards skulpturterrasser, men hvad der forhindrer fløjen i et være et mesterværk, er, som forfatteren præciserer, at de besøgende berøves en fornemmelse af deres placering i forhold til landskabet. Så følger Wohlert Arkitekters underjordiske anlæg, vinterhaven, det smukke børnehus, den udvidede butik. Alt lægges frem og beskrives med tegninger og fotos, og med økonomi og kunstværkerne som konstant interagerende elementer.
Sheridan skriver bl.a. om George Trakas Self Passage fra 1989, et skjult stiforløb på den stejle skrænt ved førnævnte Panoramarum. Ikke noget, man pænt ser på i en park, men, som oplevet for nylig, en lettere risikabel spadseretur på smalle ståltrin, brudte fliser og gyngende planker.
Som Louisianas egen historie. I sandhed et sted – og en kunst! Nu med sin egen solide arkitekturhistorie.
