ANNONCE

China Academy of Art, gæstebolig, arkitekt Wang Shu, Hangzhou, Kina. Foto: David Leatherbarrow (fra bogen)
Anmeldelse af

Mikael Andersson

Cand.mag. i kunsthistorie og arkitekturhistoriker

Rumlige aspekter og overvejelser har altid indgået som en del af arkitekturteorien. Den tidslige dimension, derimod, har slet ikke været genstand for samme opmærksomhed og interesse. Dette misforhold mellem spatialitet og temporalitet forsøger den amerikanske arkitekturprofessor David Leatherbarrow at råde bod på med bogen Building Time: Architecture, Event, and Experience (Bloomsbury, 2020). Her undersøger han forholdet mellem tid og arkitektur via en række case studies af værker tegnet af – det indrømmer jeg blankt – nogle af mine favoritarkitekter: Sverre Fehn, Álvaro Siza og Pezo von Ellrichshausen. 

Ligesom Leatherbarrows tidligere bøger er Building Time et lærd og tværvidenskabeligt værk. Her er filosofferne: Aristoteles, Søren Kierkegaard, Paul Ricœur. Der er forfatterne: Anne Carson, Francis Ponge, Thomas Mann, Rainer Maria Rilke. Og så er der selvfølgelig arkitektur- og havehistorikere som August Schmarsow og John Dixon Hunt. Denne gang spiller sågar billedkunsten en vigtig rolle, idet bogens tre tematiske kapitler indledes med tolkninger af værker fra malerkunstens historie: Adolph Menzels Balkonværelset fra 1845, Nicolaes Maes’ Betragteren fra 1657 og Leonardo da Vincis ufuldendte maleri Kongernes tilbedelse fra slutningen af 1400-tallet.

Trods det vidtforgrenede netværk af referencer er Leatherbarrows værk ikke specielt teoritungt eller kompliceret. Tværtimod er fremstillingen enkel og pædagogisk. Som en detektiv stykker han langsomt og metodisk de enkelte fragmenter sammen til robuste helheder i sine værkstudier. Samtidig står han hele tiden i tæt, tæt dialog med selve materialet, dvs. arkitekturen, dens fysiske manifestationer og bestanddele – såvel arkivmaterialet som selve bygningsværkerne.

Men det, der frem for alt udmærker Leatherbarrow, er hans indlevelse – indlevelse i den arkitektur, han skriver om, men også indlevelse i forhold til arkitekterne, brugerne og de behandlede eksemplers baggrund og historie. 

Building Time er med andre ord ikke noget skrivebordsprodukt. Bogen baserer sig på forfatterens egen fysiske og mentale oplevelse af de undersøgte objekter samt et nærmest intimt kendskab til arkitektens virke, tilblivelsesprocesserne, håndværket, rummene og detaljerne. Man fornemmer, at det her er en arkitektur, der optager Leatherbarrow, som han er dybt engageret i. Og måske er det netop en af forklaringerne på, at hans beskrivelser og tolkninger formår at ramme så præcist. 

Efter at bogens præmisser og oplæg således er ridset op, nærmer Leatherbarrow sig selve temaet – tid – ud fra tre forskellige vinkler. Kapitlet “The Time of the World” handler om den tid, der regulerer vores tilværelse: minutterne, timerne, dag og nat, solens op- og nedgang og årstiderne, ligesom spørgsmål om klima og vejrlig: Hvilke spor har regn og rusk efterladt på facadematerialet i et så udsat projekt som Fehns Villa Busk? Hvilke fysiske aftryk sætter vores bevægelsesmønstre eller et ofte anvendt ildsted?

Anmeldelse af

Mikael Andersson

Cand.mag. i kunsthistorie og arkitekturhistoriker

Fakta

Building Time: Architecture, Event, and Experience
Bloomsbury Visual Arts, 2020
Forfatter: David Leatherbarrow

Udgivelse

Anmeldelsen er første gang bragt i Arkitekten 02/2021

Oversættelse

Anmeldelsen er oversat fra svensk af Cornelius Colding

ANNONCE

Wells Cathedral, domkapitlet, England. Foto: David Leatherbarrow (fra bogen)

Villa Busk, arkitekt Sverre Fehn, Bramble, Norge. Foto: David Leatherbarrow (fra bogen)

Leatherbarrow viser, hvordan planløsningen i Eileen Grays hus Tempe à Pailla på Den Franske Riviera er orienteret efter solen, så valget af aktivitet og rum nemt kan tilpasses de tilstedeværende lys- og temperaturforhold. Ydre faktorer som disse nedtones til gengæld i kapitlet om “kroppens tid”, der beskæftiger sig med forholdet mellem tid, krop og bevægelse og det nære/fjerne. Her er det Wang Shus campusområde og gæsteboliger ved kunstakademiet i Hangzhou, der står i centrum sammen med Louisiana. Indirekte bliver denne del af bogen et eksempel på, hvor svært det er at kortlægge forholdet mellem tid og arkitektur, for indimellem forvilder forfatteren sig væk fra emnet og glemmer sit tematiske kompas. Alligevel byder teksten på flere fine betragtninger, bl.a. om samspillet mellem Shus arkitektur og det omgivende bjerglandskab; om forløbet fra Louisianas lille, intime entré, via museets forskellige rumligheder og historiske dele til den storslåede, monumentale udsigt over Øresund; og om vekselvirkningen mellem forventninger/løfter og åbninger/udsigter ved Sizas badeanlæg i det nordlige Porto – et projekt, der går igen i bogens forskellige kapitler som en slags referenceobjekt.

Forskellen mellem ‘project making’ og ‘production’ danner udgangspunkt for det tredje perspektiv. Mens den sidste af de to tilgange fokuserer på slutproduktet og “frasorterer alle muligheder på nær én for at nå frem til det endelige resultat”, er den første blot “en vision om produktet, en vag forestilling om noget kommende”, hvilket “dels giver mulighed for selvjustering og dels for input udefra – om det så er fra andre mennesker eller omstændigheder af forskellig slags”. Resultatet er en bredere projektforståelse, hvor alt tæller med, lige fra inspirationskilder – her f.eks. i form af Sizas rejseskitser – over historiske, kulturelle og topografiske forhold til hverdagslivets iscenesættelser og senere arkitektoniske tilføjelser og forandringer.       

Som David Leatherbarrow påpeger, kan arkitekturen forstås som et ur – et ur, der i bedste fald gengiver alle tre tider: verdens, kroppens og projektets. Måske er det en dimension, vi er blevet særlig bevidste om her på det seneste, hvor vores råderum har været begrænset, og køkkenbordet for mange af os er blevet den faste base, hvorfra vi bl.a. følger nøje med i dagenes og årstidernes skiftende vejr og stemninger.

Leça da Palmeira Pools, arkitekt Álvaro Siza. Foto: David Leatherbarrow (fra bogen)

Poli House, arkitekt Pezo von Ellrichshausen, Coliumo, Chile. Foto: David Leatherbarrow (fra bogen)