BOGANMELDELSe: Verden, kroppen og projektet

Rumlige aspekter og overvejelser har altid indgået som en del af arkitekturteorien. Den tidslige dimension, derimod, har slet ikke været genstand for samme opmærksomhed og interesse. Dette misforhold mellem spatialitet og temporalitet forsøger den amerikanske arkitekturprofessor David Leatherbarrow at råde bod på med bogen Building Time: Architecture, Event, and Experience (Bloomsbury, 2020). Her undersøger han forholdet mellem tid og arkitektur via en række case studies af værker tegnet af – det indrømmer jeg blankt – nogle af mine favoritarkitekter: Sverre Fehn, Álvaro Siza og Pezo von Ellrichshausen. 

Ligesom Leatherbarrows tidligere bøger er Building Time et lærd og tværvidenskabeligt værk. Her er filosofferne: Aristoteles, Søren Kierkegaard, Paul Ricœur. Der er forfatterne: Anne Carson, Francis Ponge, Thomas Mann, Rainer Maria Rilke. Og så er der selvfølgelig arkitektur- og havehistorikere som August Schmarsow og John Dixon Hunt. Denne gang spiller sågar billedkunsten en vigtig rolle, idet bogens tre tematiske kapitler indledes med tolkninger af værker fra malerkunstens historie: Adolph Menzels Balkonværelset fra 1845, Nicolaes Maes’ Betragteren fra 1657 og Leonardo da Vincis ufuldendte maleri Kongernes tilbedelse fra slutningen af 1400-tallet.

Trods det vidtforgrenede netværk af referencer er Leatherbarrows værk ikke specielt teoritungt eller kompliceret. Tværtimod er fremstillingen enkel og pædagogisk. Som en detektiv stykker han langsomt og metodisk de enkelte fragmenter sammen til robuste helheder i sine værkstudier. Samtidig står han hele tiden i tæt, tæt dialog med selve materialet, dvs. arkitekturen, dens fysiske manifestationer og bestanddele – såvel arkivmaterialet som selve bygningsværkerne.

Men det, der frem for alt udmærker Leatherbarrow, er hans indlevelse – indlevelse i den arkitektur, han skriver om, men også indlevelse i forhold til arkitekterne, brugerne og de behandlede eksemplers baggrund og historie. 

Building Time er med andre ord ikke noget skrivebordsprodukt. Bogen baserer sig på forfatterens egen fysiske og mentale oplevelse af de undersøgte objekter samt et nærmest intimt kendskab til arkitektens virke, tilblivelsesprocesserne, håndværket, rummene og detaljerne. Man fornemmer, at det her er en arkitektur, der optager Leatherbarrow, som han er dybt engageret i. Og måske er det netop en af forklaringerne på, at hans beskrivelser og tolkninger formår at ramme så præcist. 

Efter at bogens præmisser og oplæg således er ridset op, nærmer Leatherbarrow sig selve temaet – tid – ud fra tre forskellige vinkler. Kapitlet “The Time of the World” handler om den tid, der regulerer vores tilværelse: minutterne, timerne, dag og nat, solens op- og nedgang og årstiderne, ligesom spørgsmål om klima og vejrlig: Hvilke spor har regn og rusk efterladt på facadematerialet i et så udsat projekt som Fehns Villa Busk? Hvilke fysiske aftryk sætter vores bevægelsesmønstre eller et ofte anvendt ildsted?