Boligbyggeri i Aarhus: Forsømte livsrammer

Visioner

Lighthouse-projektet med omkring 400 boliger på nordøstspidsen af havnen og Aarhus Ø skal nu realiseres. Den projekterede højde er gået fra 142 over 110 til nu 128 meter, og Lighthouse bliver i så fald Danmarks højeste hus, på byens mest udsatte sted. I det hele taget er Aarhus Ø et følsomt område i forhold til store bygninger med p-kældre under, bygget på landfyld, sedimenter, sand og plastisk ler. Der skal funderes i nogle gange 50 meters dybde, og grundvandet er salt og står højt. Synlighed og city branding prioriteres, men ikke bæredygtighed i enhver forstand.

Bortset fra Lighthouse har højhusfeberen lagt sig – den var dyr i klager, anmodninger om agtindsigt og måske i vælgerfrafald. Det vilde-vesten-agtige land rush, hvori kommunens grundsalgskontor – trods planstrategiernes og kommuneplanernes ord om fortætning – opkøbte og byggemodnede enorme arealer af landbrugsjord og solgte énfamiliehus-grunde til det gode skattegrundlag (øvre, yngre middelklasse med et langt arbejdsliv foran sig), er også stilnet af – det øvrige civilsamfund af daginstitutioner, skoler osv. kunne ikke følge med. I stedet bygges der nu flere etageboliger og rækkehuse, og der er kommet politikker og målsætninger(3) om flere ‘familieegnede boliger inden for Ringgaden’, herunder også almennyttige familieboliger, ‘mangfoldighed og blandede naboskaber’, ‘klog vækst’, og ikke mindst det allestedsnærværende Monocle-udtryk liveability. Den boligsociale segregeringstendens, Aarhus er blevet konfronteret med i pressen,(4) indrømmes som et stort problem, der skal rettes op på, og der refereres f.eks. i et data­bilag til Boligpolitik Aarhus Kommune til Lars Olsens bøger Det danske klassesamfund fra 2012 og Klassekamp fra oven fra 2014.

For de overordnede planpolitiske og planlægningsmæssige visioner og initiativer – og hvis man ser bort fra den fortsatte nedrivningstrang rettet mod Brabrand og Aarhus Vest, tegner det altså lovende for Aarhus. Der bliver gjort op med det frie boligmarked og kortsigtet kommunal indtjening på jordsalg som overdeterminerende motorer for samfunds- og byudvikling, og der arbejdes eksperimenterende og intelligent i Gellerup, med det gamle Amtssygehus og andre steder i byen. Og der bygges mange fine boligbyggerier. Men når man ser på de enkelte boliger som netop bolig, som livsverden, som fysisk rumlig bygget realitet, ser det vanskeligere ud, og her er situationen nok ikke anderledes i Aarhus end i det øvrige land og længere væk endnu. På de boligprojekterende tegnestuers hjemmesider er der mange og fine renderinger og fotos af forestående og realiserede boligprojekter, hovedsageligt set udefra, fra en fordelagtig vinkel, som de objekter og beholdere, de også er. Men beboere er vel ikke så meget nogen, der kigger på, som de er nogen, der lever i og ser verden med det byggede. Der er meget få plan- og snittegninger og interiørbilleder på hjemmesiderne – og dem, der er, er nogle gange svære at forstå mht. den enkelte boligs anvendelighed, møblerbarhed og rumlige kvaliteter. For interiørbilledernes vedkommende ligner de fleste boliger dette års schweiziske pavillon på biennalen i Venedig: hvide vægge og lofter, hvide fodpaneler, hvide døre og skabslåger, akryllakeret lamelparket.

Mest besværligt (men lettest at iagttage som almindelig forbipasserende) ser ud til at være arbejdet med overgangssituationerne, altså dér, hvor det enkelte byggeri eller den enkelte bolig i særlig grad udveksler med omgivelserne. Det følgende og de ledsagende billeder er et forsøg på at tematisere blot nogle af disse besværligheder. Ikke for at pege fingre, men for at eksemplificere nogle udfordringer, man ikke mindst i forskningen og uddannelsen kunne se nærmere på.

Niveaufri adgang?

Private boligrum og offentlige gaderum, der gensidigt konstituerer hinanden, bliver i sagens natur bragt tæt sammen. Det blev tidligere håndteret ved en hævet stueetage, der ud over at give dagslys i kælderen og tørre bjælkelag, gulvkonstruktioner og boligrum i stuen, sikrede, at folk på gaden ikke gloede lige ind i stuerne. Det sikrede også en sokkel eller base, der modulerede overgangen mellem belægning og bygning, og et tydeligt artikuleret indgangsparti. Heldigvis er det med kravet om såkaldt ‘niveaufri adgang’ blevet lettere for ældre og gangbesværede at komme ud og ind af bygningerne – men desværre er overgangene blevet til sammenstød. På Aarhus Ø, Søren Frichs Vej, Nørre Allé, Lisbjerg Bakke og mange andre steder i Aarhus glor man nu lige ind i folks stuer. Beboerne kan så klæbe folio op eller rulle gardiner ned, men når bygninger ikke har en artikuleret base, savnes et af de elementer, der kultiverer gadens liv, og det offentlige rum bliver noget andet; man læner vel ikke sig selv eller sin cykel op ad en glat, ‘niveaufri’ yderside af folks soveværelser og dagligstuer – eller gør man?

De hårde sammenstød er velbegrundede i lovkrav om tilgængelighed, i økonomi og pladsoptimering – og sære, utilsigtede sammenstød er netop en del af byens liv, man ikke ville være foruden. Men når der skal tegnes så mange byboliger fremover, kunne det være en arkitektfaglig ambition at generobre og kultivere disse overgangszoner på deres nye, niveaufri betingelser. Dette gælder ikke bare sokler og kotering af stueplan i forhold til omgivelserne, men terrasser, forhaver, altaner, gadedøre alle de steder, hvor offentlige og private rum graduerer og folder sig ind i hinanden.

“How to park a car” (– eller børn og biler)

Forestillingen om kernefamilien som demografisk boligmæssig grundenhed er muligvis forældet. I Aarhus Kommune, eksempelvis, bebos 41% af husstandene af kun én person.(5) Ikke desto mindre bor 74% af alle danske børn under 18 (næsten 80% af de børn, der ikke er indvandrere eller efterkommere) i enfamilieboliger.(6) Den verden, de fleste danskere får deres primære socialisering i, er altså parcelhusområdernes verden, hvilket dels fortæller os, at den er vigtig, dels at der, trods en midlertidig opbremsning af parcelhus-udstykninger i Aarhus Kommune, formentlig kommer endnu mere af den. I bogen Echo of Space/Space of Echo fra 2009 diskuterer arkitekterne Yoshiharu Tsukamoto og Momoyo Kaijima i kapitlet “How to park a car” et væsentligt træk ved denne verden; parkerede biler og deres holde- og manøvreplads som transitionszone mellem gade og bolig, mellem offentligt og privat rum. Forfatterne bemærker bl.a., at det ofte ser ud, som om bilerne har stukket hovedet ind i boligens masse, og “gemmer deres hoved, men ikke deres røv”. Selv om der er gået over et halvt århundrede med privatbilen som massefænomen og som en del eller forlængelse af de fleste boliger, er en parkeringsæstetik endnu ikke kultiveret. Forfatterne foreslår, at vi begynder at betragte parkering og manøvrering af biler som en del af arkitekturen og boligen, og dermed som en del af det kultiverende netværk af rumlige moduleringer og relationer, som gader, villaveje, boligområder og byer er eller kunne være. I forhold til Japan er danske parcelhusgrunde store og vejskellet langt, men hvad er overhovedet en parcelhusvej i Danmark: en vej? En gade? En slags fælles indkørsel? Når man ser ned ad en parcelhusvej, med græsrabatter, bil-bagender og typehuse i skjul bag høje hække eller nøgne bag en smal ørken af mørke stenskærver, tænker man ikke nødvendigvis: Hurra! Det er den rumlige kultur, de kommende generationer socialiseres ind i!

Refleksion og fremtid

I Bosætningsbogen fra 1953 skrev forfatterne i første kapitel, “Boligen og vi”, at “boligen skal være rammen omkring en familie gennem årenes skiftende tilværelse, fra familien stiftes, til den ved livets afslutning ophører at eksistere. Det ved vi; og så ved vi også, at det ville have været et gode, om boligen kunne have været noget i retning af en harmonika, der lod sig trække ud og ind efter behov. Men boligen er stiv – den lader sig ikke rokke…”.(7) Samfundsøkonomi, demografi og alt muligt andet har ændret sig meget siden efterkrigsårene, men tematisk er problematikkerne beskrevet i Bosætningsbogens første kapitel de samme nu: behovet for boliger, der fungerer som en ‘harmonika’, der i højere grad kan optage skiftende livsfaser og familiemønstre med delebørn osv.; behovet for boligrum, der i højere grad indgår meningsfuldt i større rumlige sammenhænge og modulerer den enkelte beboers sociale og kulturelle deltagelse i større fællesskaber, i og uden for boligen; behovet for boliger, der i deres prisleje og øvrige appel til beboersammensætning ikke er for demografisk monomane og dermed socialt og på sigt også (samfunds-)økonomisk ubæredygtige. Vi er blevet over dobbelt så rige som dengang og har ikke akutte husvildeudfordringer i nær samme skala, men er vi bedre til at løse problemerne nu? Måske er vi, når det kommer til stykket, både som beboere og som profession ikke særlig interesserede i disse komplekse problemstillinger og behov: der skal tjenes penge, det hele skal helst være behageligt og gå hurtigt og glat, vi vil gerne kunne vælge de andre til og fra. Skal boliger være niveaufri og friktionsløse? Neutrale medier, der som en slags rumlig tofu blot akkommoderer en anonym beboers daglige behov og gennemsnitlige adfærd, og absorberer omgivelserne alene som udsigt? Det er en illusion, der sælger, og arkitektydelsen og boligerne skal kunne sælges, men det er også professionens opgave og ansvar at arbejde intenst med, hvad boliger, som de primære livsrammer og socialiserings-settings de er, overhovedet kunne og burde være, og hvordan de kan arbejdes frem. Den praktiske del af arkitektfaget er måske mere erhverv end profession, og det igangværende og forestående boligbyggeboom fordrer en besindighed, refleksion og udvikling af færdigheder, erhvervet ikke kan præstere alene. Så er det godt, vi har arkitektskolerne, med forskning og en fem år lang akademisk uddannelse, hvor bosætning og boligbyggeri nu prioriteres højere.