ANNONCE

Hjørnet Ny Østergade/St. Regnegade, København. Visualisering: Praksis Arkitekter
Af

Kjeld Vindum

Arkitekt, professor emeritus Carsten Juel-Christiansen er pludselig død, 75 år gammel. Netop som projektet til huset på hjørnet Ny Østergade/St. Regnegade i hjertet af København lå færdigt. Et projekt, som Carsten begyndte at tegne på i 2006, og som blev publiceret i Arkitekten 03/2011. Senere indgik han et samarbejde med Praksis Arkitekter om den endelige udformning og projektering af bygningen, hvis opførelse nu er påbegyndt. Et arbejde, som tydeligvis glædede Carsten meget.

Som infill-opgave på et hjørne har projektet træk til fælles med hans første store opgave som praktiserende arkitekt: socialinstitutionen Garvergården på Vesterbro i København (1976-77). Et omfattende byggeri inkluderende to hjørner, som han tegnede sammen med Gunnar Sørensen for Hauge & Kornerup-Bang. Herefter fulgte endnu et hjørne, den mere diskrete, stramme og fint situerede boligbebyggelse Danasvej/Skt. Jørgens Sø, København.

Den gennemgående og dominerende tråd i Carstens virke var dog Kunstakademiets Arkitektskole, som han med sin skarpe intelligens, sit stærke kunstneriske talent og sit vedblivende engagement i høj grad bidrog til at styrke som akademi. Og det både som underviser, forsker og leder af først en stor undervisningsenhed og siden forskningsinstituttet for arkitekturteori og -historie.

Efter sin afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1970 indgik Carsten i et undervisningsfælleskab på akademiet med billedkunstnerne Stig Brøgger, Hein Heinsen og Mogens Møller, hvis grundlag var den fælles interesse for 1960’ernes minimalisme, og som i 1974 førte til oprettelsen af Institut for Skalakunst. Et arkitektonisk resultat af dette samarbejde var det præmierede projekt til den første konkurrence om Ullerødbyen ved Hillerød i 1978.

I forlængelse af arbejdet i Institut for Skalakunst gav et kandidatstipendium (forløberen for nutidens ph.d.-stipendium) Carsten mulighed for at gennemføre et forskningsprojekt, som i 1985 manifesterede sig i bogen Monument og niche – Den ny bys arkitektur. En bog, der på flere måder var skelsættende i dansk arkitekturforskning. Analysen anskuer den nye by som udtryk for en opløsning af den traditionelle by og helhedsbegrebet, men samtidig som en ny begyndelse.

Projektet var på én gang forskning og det, vi i dag kalder Kunstnerisk Udviklingsarbejde (KUV), idet det inkluderer arbejdet med fotografier og modeller samt bogen som medium i sig selv.

Således peger Monument og niche frem mod Carstens og Erik Werner Petersens pioner-værk inden for kunstnerisk udviklingsarbejde, Die Anhalter Faltung (1988), og hans solo-projekter Paris-passagen og storskala-modellen København-passagen, udført til Statens Kunstfonds jubilæumsudstilling i 1989.

Jeg lærte Carsten at kende som kollega, da han trådte til som leder af daværende afdeling 5 efter Henning Larsen. Han kom med en betydelig autoritet, hvis fundament var hans dybt seriøse tilgang til faget. For ham var det at arbejde med arkitektur et eksistentielt anliggende, et livtag med verden, om man vil. Et alvorligt forehavende, som krævede grundige refleksioner. Hvis man vil sætte nye rum og former i verden og dermed påvirke fremtidigt liv, må man tænke sig om. Ikke mindst fordi arkitektur, som Carsten så det og viste os andre, er en kunstart, der er så rig på virkemidler og rummer så mange aspekter og muligheder. Ordet ‘rigt’ var netop en af de betegnelser, han brugte om arkitekturværker, der formåede at opbygge tætheder af betydning. Som var meningsfulde. ‘Tæt’ var et andet af Carstens plusord.

For ham var undervisning i arkitektur meget mere end det at formidle viden og metoder til de studerende. Han talte om at ‘arbejde med de studerende’, hvilket var noget ganske andet end blot at ‘levere’ viden, kompetencer, metoder og færdigheder eller at ‘instruere’ i, hvordan man gør. At arbejde med de studerende indebar, at man talte med dem og ikke blot til dem. At man spurgte til vigtigheden af deres valg, og hvad de måtte betyde for mennesker og verden. At man styrkede dem i forhold til at indkredse og formulere en position i verden. Et ståsted at virke ud fra. ‘Virke’ var endnu et ord, han ofte brugte, dels om det at handle, at virke i verden med arkitektur, men også om hvordan et projekt virkede som arkitektur. Hvad det gjorde og betød, ud over at fungere i forhold til sit program og sin umiddelbare kontekst.

De såkaldte ‘gennemgange’, hvor de studerende præsenterede deres projekter og forslag til efterfølgende kritik og diskussion, blev med Carstens medvirken til intens undervisning. Han spurgte ind til, tænkte, nogle gange næsten så det knagede, udfordrede den studerende og blotlagde forslagenes svagheder og kvaliteter. Og var der noget, den studerende ikke forstod i første omgang, var han klar med opfølgende forklaring og diskussion. På den bane var han klart mester. Som læser af arkitektur var Carsten i det hele taget formidabel.

Endnu et begreb, som han ofte anvendte, også i den sammenhæng, var ‘Horisonten’ – det, som er større end projektet, og som det må forholde sig til. Fællesskabet mellem mennesker, verden – dens tilstand og muligheder, det store i tilværelsen. En af hans særlige kvaliteter var netop hans evne til at ‘se det store i det små’. F.eks. når han i en ung studerendes lille projekt så en fortolkning af et eksistentielt forhold, som den studerende ikke selv var helt bevidst om, men blev glad, stolt og klogere af at få udfoldet. Men det var også en evne, som indimellem kunne gøre ham ganske betydningstynget. Tynget af at se betydning i alt og i selv det mindste.

Begrebet om Horisonten hænger også sammen med bevidstheden om en standard. Og på grund af sine kunstneriske og intellektuelle kapaciteter og sin måde at forvalte dem på, sin konsekvens og konsistens, formåede han på enestående vis at sætte en standard i de miljøer, han arbejdede og færdedes i. Undervisere, der kan netop det, er livsvigtige for en arkitektskole.

I hans fravær må vi nu arbejde på, så vidt muligt under de givne betingelser, i det mindste at opretholde horisonten.

Af

Kjeld Vindum

Carsten Juel-Christiansen. Foto: KADK