Citizen Jane – Kampen om byen!

Jane Jacobs åbner The Death and Life of Great American Cities (1961) med sætningen: Denne bog er et angreb! Angrebet rettes mod efterkrigstidens modernistiske byplanlæggere, der i hendes optik opererer fuldkommen afkoblet fra almindelige menneskers liv. I sit pionerskrift anfægter hun opfattelsen af, at byer kan være syge, og at nedslidt bygningsmasse skal ryddes, for at byen igen kan nydes. Hun anfægter, at fortovet er et uddateret restrum, som må vige for automobilen, så verden kan komme videre. At gadens rum er latent kriminelt og dermed socialt korrumperende for børn og voksne.

Jacobs iagttog livet på gaderne, hvor hun boede, i Greenwich Village i New York, som ingen havde gjort det før. Det, hun så og beskrev, var kvaliteterne ved det liv, som allerede fandtes, og som netop muliggjordes af byen, af tætheden i menneskers udlevede håb og drømme.

Tung dramaturgi

Matt Tyrnauer åbner filmen “Citizen Jane” ved at introducere Jacobs for publikum gennem 1, 2, 3, 4 … 7 rammesættende talking heads, som fortæller, at Jane Jacobs er vigtig, at hendes arbejde var revolutionerende, at verden ville være en anden uden hende. Der går alt for lang tid, inden Jacobs selv kommer på banen gennem filmklip. Det kunne have opbygget suspense, men virker i realiteten som en fad demontering af Jacobs’ egen aktivistiske kraft, når hun skal smøres så grundigt for at glide ned som betydningsfuld hovedperson i sin egen film. Og det bliver dermed et kvalitetstab for filmen, der ikke selv ser, at inspirationen til handling og den samfundsomstyrtende kraft, som den tydeligvis gerne vil formidle, kommer fra kvinden selv!

Filmens dramaturgi er hårdt og meget klassisk optrukket som en kamp mellem det strategiske talent Jacobs, der bliver aktivist ved et tilfælde, og magteliten, i tætpakket skikkelse af Robert Moses, New Yorks magtfulde over-byplanlægger. Moses, der beskrives som en feudalherre med ubegrænset bureaukratisk magt og rækkevidde, accelererede efter 2. verdenskrig sin bilforherligende og opdragende tilgang til planlægningen. Han beskriver sig selv som en mellemting mellem kirurg, frelser og slagter:

“When you operate in an overbuilt metropolis, you have to hack your way with a meat axe.”

På billederne af Moses står han gentagne gange omgivet af nedrivningsparate spadestikskumpaner i trenchcoats, der storsmilende lægger grundstenen til endnu en højhusblok, hvor der tidligere lå et helt kvarter. Da Moses planlægger at føre en stor vej igennem Washington Square Park, organiserer Jacobs lokal modstand, og kvinder med barnevogne slår ring om parken, der er et af byens få lokale åndehuller. Der er dermed absolut ingen tvivl om, hvem der er de gode, og hvem der er de onde i kampen om byen. Jacobs’ aktivisme påvirker med tiden byens magtbalance, og den verdensfjerne megaloman, Kane-karakteren Moses, bliver mere og mere isoleret.

Kompleksiteten går tabt

Tyrnauer har tidligere i sin karriere skrevet historier fra det klassiske Hollywood til Variety Magazine. Trods de gode intentioner om at ville sprede Jacobs’ ideer til et massepublikum så ryger der nogle kompleksitetsgrader i den klassiske fortælling om modstand fra neden, der besejrer systemet foroven. Som når kritikken af modernisternes abstrakte byplanlægning billedliggøres af Le Corbusier, der flyver hen over Paris. Derfor er de mange arkivklip fra gaderne og småinterviews med borgere, der støttede op om de retssager, Jacobs igangsatte og vandt, velgørende. Fordi de er i øjenhøjde, og fordi man gennem dem får en chance for at leve sig ind i tidens New York.