Debat: Dahl og Sivager har misforstået budskabet

Lokalplanerne virker ikke efter hensigten

Det kommunale lokalplansystem virker ikke helt efter hensigten og efterlader alle parter i en utilfredsstillende situation. Plansystemet er skabt i en tid, hvor byggekulturen var en anden, og hvor bygherrernes interesser i lokalplanområdet var mere langsigtede, og processerne var langsommere. Lokalplanerne er indrettet til at udstikke rammerne for forskellige løsninger af en given opgave. Hermed gives et løsningsrum, som skal anspore til den arkitektoniske kvalitet og sikre det enkelte projekts udvikling fra idé til endeligt projekt.

Dagens bygherre har ofte en relativt kortsigtet (økonomisk) interesse i et lokalplanområde uden blik for helheden. Lokalplanerne forsøger i stigende grad at administrere de enkelte matrikler og detaljer med et tilsvarende snævert og kortsigtet formål. Dermed mister lokalplanen sin fundamentale opgave med at sikre de langsigtede rammer og interesser; den langsigtede kvalitet og dermed grundejernes langsigtede tryghed for kvalitet.

Det er særligt de dele af lokalplanerne, som knytter sig til det æstetiske, og dermed den arkitektoniske kvalitet i det enkelte byggeri, som giver anledning til frustrationer. Hvorfor ligner det byggede ikke illustrationerne i lokalplanen? Hvorfor er lokalplanen så detaljeret i kravene, i stedet for at myndighederne forholder sig til det projekt, der præsenteres for dem? Osv. Resultatet er, at bare få år gamle lokalplaner skal ændres, for at et givent byggeri kan opføres. Eller at der laves både rammelokalplaner, lokalplaner for delområder og til sidst en lokalplan for hvert byggeri. En tidskrævende og meget omkostningstung proces.

Forslag til ændringer

Der er behov for en ændring af lovgivningen, så de projektspecifikke bestemmelser kan håndteres i byggeloven. De meget detaljerede krav til arkitekturen og materialevalg hører ikke hjemme i lokalplanerne. Lokalplanernes rammegivende paragraffer egner sig ikke til en detaljeret styring af arkitekturen. Og når de indføres i lokalplanerne, virker de begrænsende for projekternes arkitektoniske udvikling. Lokalplanerne skal i fremtiden primært bruges til at lægge de overordnede arkitektoniske linjer, samtidig med at de i højere grad skal beskrive, hvilket miljø man ønsker at opnå. I denne forbindelse er det vigtigt, at man politisk fortsat forholder sig til funktioner og volumen – herunder højder, afstande mv. – i lokalplaner, og ikke til de konkrete projekter, hvor et givet æstetisk udtryk fastsættes.

Den konkrete sagsbehandling hører hjemme i byggeloven, og derfor skal den myndighedsmæssige vurdering af arkitekturen flyttes over i byggeloven, bygningsreglementet og de kommunale arkitekturpolitikker.

En byggelov, som også skal varetage almenvellets æstetiske interesser og tilsikre, at den nutidige og aktuelle offentlige interessevaretagelse tilgodeses uden lange lokalplanprocesser. Kommunerne kan med fordel formulere de konkrete principper for arkitektur og æstetik i en arkitekturpolitik. Principper, som kan bruges i myndighedsbehandlingen og give borgere en indsigt i vurderingsgrundlagene. Dermed skal den kommunale sagsbehandling i højere grad kunne håndtere et byggeprojekt i en eksisterende lokalplan uden at ændre planen blot ved at forholde sig til det konkrete projekt. Den skal både kunne omfatte offentlig høring (f.eks. 14 dage) og politisk sagsbehandling. Nøjagtig som i dag, blot langt mere målrettet det enkelte projekt og gerne med udgangspunkt i en arkitekturpolitik.

Myndighedens forvaltning af arkitekturen i de enkelte byggesager kan med fordel håndteres gennem en kommunalt vedtaget arkitekturpolitik, som dels skal være en kontrakt mellem borgere, politikere og forvaltningen, men også udgøre et fagligt grundlagt for kommunen i forhold til at kunne sige nej til konkrete projekter, som ikke ligger inden for den overordnede arkitektoniske linje – og dermed de overordnede æstetiske krav til byggerierne. Derved får borgere, bygherrer og rådgivere klare retningslinjer for kommunens krav.