Debat: Hvor underspillede skal moderne kirkebygninger være?

For det er vel det, vi ønsker, os kirkefolk, præster, lægmænd og enhver kristen, at kirken ikke ‘putter’ med budskabet. Vi tror vel stadig, at vi har det bedste budskab at bringe og den rette lære. Jeg personligt ser ingen grund til at ‘bøje nakken’ eller være bange for at tone ud med majestætiske og imponerende bygningsværker.

For modsat, forsøger kirken at ligne sine omgivelser, risikerer den at blive mindre synlig og mere underordnet, nærmest som en kamæleon, der går i ét med omgivelserne.

Det sidste kan man ikke beskylde to af verdensarkitekturens måske mest ambitiøse kirkebyggerier for: domkirken i Firenze – Il Duomo – tegnet af Filippo Brunelleschi (1377-1446) og den ufuldendte Sagrada Família i Barcelona, tegnet af Antoni Gaudí (1852-1926).

På vores hjemlige breddegrader er det Grundtvigskirken (1940, tegnet af arkitekten Peder Vilhelm Jensen-Klint (1853-1930) samt Bagsværd Kirke (1976, tegnet af Jørn Utzon), der har skilt sig ud som moderne, originale mesterværker (også selv om visse lokale i Bagsværd antog den for at være en fabriksbygning, da den stod færdig). Grundtvigskirken og Bagsværd Kirke nævnes som de eneste danske eksempler i Richard Westons opgørelse over verdensarkitekturens 100 mest mesterlige bygningsværker (Key Buildings of the Twentieth Century, udg. 2004 på Laurence King Ltd., London). Det er værd at notere sig, at en arkitekt som Arne Jacobsens værker forbigås i tavshed. Det skyldes måske Westons manglende kendskab til Arne Jacobsen, eller også ganske enkelt, at han ikke mener, at Jacobsen har Utzons eller Jensen-Klints format.

Lidt polemisk kan man således fristes til at sige, at ikke siden Grundtvigskirken og Bagsværd kirke er der kommet nye kirker til, som har skilt sig synderligt ud på de danske breddegrader. Man kunne sige, at kirkebyggeriet er blevet nedtonet i såvel størrelse, økonomi, beliggenhed og synlighed. Selv om f.eks. Exners og Spreckelsens moderne kirker er formfuldendte og smukke, er de set med internationale øjne som Westons altså ikke ‘superliga’ som Utzons og P.V. Jensen-Klints.

De nye, moderne kirker i Danmark ligner – bortset fra visse – forvoksede parcelhuse. Og det er ved mange af dem svært at få øje på det storladne, ekstravagante og overdådige. Her har kontekstualitet og det hverdagsagtige været nøgleord, og kirkebyggeriet har ikke skilt sig synderligt ud.

Det kunne man sige er sympatisk i forhold til, at kirken skal række ud til en moderne og funktionel bevidst tid, og at man ikke behøver ekstravagance eller arrogance fra kirkens side. Imidlertid medfører denne bevægelse, at kirkebygningerne så til gengæld bliver svære at få øje på i bybilledet, for kirkerne skiller sig ikke ud – hverken i størrelse, form eller indhold.

Den manglende synlighed ved moderne kirkebyggeri kan få den negative slagside, at de, som søger kirken, ikke kan finde den. For signalerer kirkebyggeriet med sin arkitektur ikke ‘kirke’, hvordan skal de, som søger kirken, så finde den?

Kirkebygningen er den naturlige markør for at ‘reklamere’ for sin eksistens, både som samlingssted for gudstjeneste og for dem, som søger den. Med sin arkitektur, beliggenhed og synlighed har kirken mulighed for at være til stede – med sin særlige funktion. Så de, der har behovet for den, kan ‘aflæse’ den i bybilledet og naturligt finde vej.

Det bekymrer mig, at man trods gode intentioner og viljer for en del moderne kirkebyggeri er endt op med bygninger, der ikke klart melder ud og bekender sig til deres funktion som Guds huse. De skal naturligvis fremstå som Guds huse, som kirker med kors, og være utvetydige markører for, hvad huset rummer. Ingen skal kunne tage fejl af formålet, når de nærmer sig eller står foran bygningen.