ANNONCE

Lars Møller Andersen

Arkitekt MAA.

I Arkitekten 02/2020 skriver Ane Cortzen en rørende kritisk klumme om arkitekter, som hellere vil google den nye Tesla end blande sig i debatten om udryddelsen af de unikke kulturmiljøer rundt om i vores byer. Cortzen, der er en kendt radio- og tv-vært og uddannet på arkitektskolen, beskylder arkitekterne for at tjene for meget, være for magelige og være uden interesse i samfundsdebatten.

Måske har hun en pointe, men peger hun egentlig på et problem?

De idealistiske arkitekter er bestemt i fåtal og kendes nok bedst ved at have en (som oftest mindre) tegnestue, der bærer deres eget navn. Men de idealistiske arkitekter har simpelthen ikke timer nok i døgnet til også at være penneførere i samfundsdebatten.

Man har opfattelsen af, at det gælder om at være stor, større, størst, hvilket ses af de mange tegnestuesammenlægninger af navnløse tegnestuer, hvor indehaverne skjuler sig godt bag endeløse projekter. Deres forsvar for størrelsen er bl.a., at de på den måde bliver konkurrencedygtige, kan byde ind på såvel store som små opgaver og kan blande sig mellem store udenlandske tegnestuer i international sammenhæng. Ingen bruger ordene arkitektur og kvalitet i denne sammen­hæng.

Om disse indehavere evner at blande sig i debatten, skal jeg lade være usagt. Ane Cortzen mener ikke, de tør, fordi de jo kunne miste anseelse og tabe opgaver.

Samtidig er det bemærkelsesværdigt, at så mange offentlige udbud gang på gang tildeles de samme tegnestuer. Med tanke på myndighedernes kamp mod nepotisme kan man kun håbe på, at denne proces stoppes eller er på tilbagetog. (Man kan få det indtryk, at kagen skæres med krav og referencer, som tilsidesætter den idealistiske tegnestue, blot for at lette sagsgangen hos udbyderen).

Tidligere var arkitekten bygherrens fortrolige rådgiver. Sådan er det bare ikke mere. I de nye aftalegrundlag er arkitektens rolle som bygherrens tillidsmand fjernet. Arkitektfaget i dag er blevet en utrolig kompleks størrelse, ikke mindst takket være bygherrerådgiverne.

Djøf’erne har gennem snart mange år sørget godt for, at der skal tilknyttes bygherrerådgivere og jurister, som både sætter rammerne for arkitekten og samtidig kontrollerer hans/hendes arbejde.

Som om det ikke var nok med bygherrerådgiverne, har de offentlige bygherrer også selv ansat uddannede arkitekter og ingeniører, som burde have evnerne til selv at agere og tage beslutninger uden juridiske spidsfindigheder. Men nej, også her ansætter de eksterne konsulenter, som f.eks. skal kontrollere arkitektens projektmateriale (f.eks. tegninger og beskrivelser). Det kaldes kvalitetssikring, som de offentlig ansatte arkitekter tilsyneladende ikke selv evner at gøre. Dette på trods af, at arkitekten naturligvis selv kvalitetssikrer arbejdet. (Altså betales der dobbelt for blot denne ene ydelse).

Med andre ord har der virkelig sneget sig et ekstra lag ind i rådgivningsprocessen, som skal honoreres.

De offentlige bygherrer i dag tør som oftest ikke træffe beslutninger uden rygdækning fra bygherrerådgivere og jurister, der udarbejder det ene forbehold efter det andet i de betingelser, som arkitekterne (og for den sags skyld også entreprenørerne) skal konkurrere på.

Alle med det formål at lægge ansvaret over på den stakkels idealistiske arkitekt, som kæmper en kamp for at skabe en meningsfuld arkitektur.

Arkitekterne er nødt til at føre bygherrens forbehold videre til entre­prenørerne. Til sidst ender det med forbehold på forbehold på forbehold, der kan gøre en byggesag helt umulig at håndtere såvel i projekteringsfasen som i udførelsesfasen.

Det at bygge et hus er en prototype hver gang; hvis ikke det er byggeteknikken, der giver problemer, er det alle mulige andre faktorer – såvel forudseelige som uforudseelige – f.eks. bygherrens finansiering, bygherrens manglende beslutninger undervejs, bygherrens accept af alt for lave tilbud, asbest og anden miljøforurening osv., osv.

Nye samarbejdsformer i byggeriet afprøves konstant. Siden 2017 har det været strategiske partnerskaber, som skulle have til hensigt at forenkle byggeprocessen. Det bliver spændende at se, om disse samarbejdsformer kan skabe en bedre arkitektur og skrælle nogle af fedtlagene bort.

Nye ydelsesbeskrivelser for både bygherrerådgiveren og arkitekten har også set dagens lys, f.eks. ydelsesbeskrivelse for bygherrerådgivere (YBB19), der som baggrund har både AB/ABR18-reglerne. Her kan bygherrerådgiveren rådgive bygherren frem til og med byggeprogram.

Hvordan disse nye regler modtages og implementeres hos arkitekterne, må de kommende år vise.

For at vende tilbage til Ane Cortzens artikel om, at arkitekterne tjener for meget, kan jeg da kun konstatere, at de, som virkelig har skummet fløden i byggeprocessen, er bygherrerådgiverne. De honoreres som regel med 3-5% af byggesummen, hvilket bare er få procent under det honorar, som arkitekten kan oppebære som totalrådgiver, og det på trods af at arkitekten har et ansvar for byggesagen, som ud over selve æstetikken omfatter forsikringer, medarbejderlønninger, ansættelse af alle nødvendige underrådgivere osv. Regnestykket har i mange år skreget langt væk af uanstændighed. Ikke mindst set i lyset af den ene offentlige skandale efter den anden.

Det er her, det virkelige problemlag skal søges, og det er her, Ane Cortzen burde henvende sig.

Målet for arkitektens arbejde må stadigvæk være Vitruvius’ tre begreber: HOLDBARHED, BRUGBARHED OG SKØNHED, uanset hvor mange bump vejen end måtte have.

Lars Møller Andersen

Arkitekt MAA.

Udgivelse

Indlægget udkommer i Arkitekten 04/2020.

ANNONCE

Udgivelse

Indlægget udkommer i Arkitekten 04/2020.