ANNONCE

Værelse med både soveplads og køkken i The Tenement Museum, New York. Foto: Ryan Lahiff
Kritisk klumme af

Hvis læsere af denne klumme har besøgt det fabelagtige Tenement Museum i New York, vil de sidde med et ret klart billede af, hvordan boligarkitekturen ser ud efter corona. For bag døren til den brune bygning fra 1800-tallet gemmer sandheden sig om, hvordan den multiprogrammerede bolig, der lovprises for tiden, kan ende med at se ud.

Siden corona sidste forår sendte hele verdens højtuddannede hjem og overlod den reelle drift af samfundet til chauffører, kassedamer og sundhedspersonale, har der været talt og skrevet meget om hjemmearbejdets velsignelser. Ud over vaccinen står hjemmearbejdspladsen som én af de få varige forandringer, corona har skabt – også når verden begynder at blive sig selv igen i løbet af 2021. I foråret blev den kritikløst hyldet som en gave til alle os, der hidtil havde kæmpet en desperat kamp for at få arbejde og familieliv til at hænge sammen. Og selvom der i løbet af efteråret opstod en vis fatigue foran skærmen, var der bred enighed om, at hjemmearbejdet indvarsler en ny æra for både boligen og arbejdspladsen og dermed for den arkitektur, der skal skabe gode rammer om begge dele.

Rambøll – der var tidligt ude – afholdt allerede i maj 2020 et webinar, hvor arkitekter fra nogle af landets største tegnestuer gav deres bud på bolig- og byudviklingen post-corona. Begrebet ‘multiprogrammering’ gik igen i flere oplæg, og markedschef i Rambøll, Ofri Earon, mente, at løsningen på at få arbejde og fritid til at sameksistere i boligen er, “at inkorporere forskellige domæner i de enkelte værelser. Et domæne kan f.eks. være en sofa under trappen, hvor man kan slappe af, eller et legerum i nichen under skråvæggen, der giver børnene et område, som er deres. Ved at arbejde med domæner gør man det enkelte rum mere fleksibelt, så det kan opfylde modsatrettede behov, og i mindre boliger kan et domæne desuden fungere som et alternativ til et separat værelse” (citat fra resumé af webinaret på www.oicc.dk).

Kritisk klumme af

Udgivelse

Den kritiske klumme udkommer i Arkitekten 01/2021.

ANNONCE

“Men spørgsmålet er, om hjemmearbejdet ikke bliver akademikernes vej til et arbejdsliv, der minder mest om Wolt-budenes: en ensom rytter på en hurtig knallert.”

Ulla Tofte

Det lyder jo umiddelbart som den ultimative work-life-drøm, hvor arbejdsplads og fritid smelter gnidningsfrit sammen i en perfekt, senmoderne hybrid. Men sandheden er snarere en neoliberal realitet, hvor den enkelte medarbejder sidder isoleret fra fællesskabet og prisgivet arbejdsgiverens luner. Licitationen sagde det helt uden omsvøb under overskriften: “LICITATIONEN MENER: Hjemmearbejde kan give bedre bundlinje”. Sådan. Hjemmearbejde er vejen til at reducere virksomhedernes omkostninger og dermed øge overskuddet. Og nu er vi tilbage ved Lower East Tenement Museum. For her – bag dørene til New Yorks immigranthjem – skal jeg lige love for, at der blev multiprogrammeret i det sene 1800-tal, hvor hele familier hjemmearbejdede i tekstilindustrien. Adskillige ‘domæner’ var inkorporeret i hvert værelse – arbejde, ophold, leg, madlavning, sex. Problemet var ikke blot den totale mangel på fysisk og dermed også mental sondring mellem fritid og arbejde, men at arbejdstagerne opfattede sig selv som små selvstændige enheder, der ikke havde noget videre til fælles med de andre, små uafhængige enheder. Muligheden for at organisere sig på tværs, forhandle bedre løn- og arbejdsvilkår og i det hele taget opleve en fælles identitet som netop ‘arbejdstagere’ var væsentligt ringere end hos dem, der arbejdede på en traditionel arbejdsplads. Dermed varede det også længere, før de kunne løfte sig ud af slummen.

Det er umiddelbart en nem opgave at skabe gode fysiske rammer om fremtidens hjemmearbejdsplads. Men spørgsmålet er, om hjemmearbejdet ikke bliver akademikernes vej til et arbejdsliv, der minder mest om Wolt-budenes: en ensom rytter på en hurtig knallert.