ANNONCE
Den værdibaserede metode
En værdibaseret metode kan øge vores sensibilitet over for de fysiske omgivelser på grundlag af undersøgelser af, hvad der er på færde et givent sted.
Mogens A. Morgen
Arkitekt MAA og professor på Arkitektskolen Aarhus.
Året 2011 markerede et vendepunkt for restaurerings- og transformationsfagets position inden for arkitekturen. Dette år tildelte en komité bestående af bl.a. Annette Gigon (Gigon/Guyer) og Anne Lacaton (Lacaton & Vassal) Europas fornemmeste arkitekturpris, Mies van der Rohe-prisen, til David Chipperfield og Julian Harrap for deres restaurering og transformation af Neues Museum (Friedrich August Stüler, 1855) i Berlin.
En stor del af Neues Museum blev ødelagt af bomber og skud under 2. Verdenskrig og stod, efter en international arkitektkonkurrence i 1997, for at blive genopbygget. Chipperfield og Harrap tog fat på opgaven med en tilgang, der er et forbilledligt eksempel på den værdibaserede metode, som praktiseres bl.a. i undervisningen og forskningen på Arkitektskolen Aarhus. Deres projekt blev til på grundlag af grundige videnskabelige undersøgelser af bygningen, hvor de ikke alene dokumenterede dens daværende udtryk, men også detaljer og bestanddele, samt hvordan den indgår i Berlins urbane rum. Relevante arkiver blev gennemsøgt for originalt tekst- og tegningsmateriale, og der blev gennemført arkæologiske undersøgelser, hvor arkitekterne dissekerede sig til en forståelse af bygningens opbygning og materialesammensætning. Og nok så væsentligt blev der gennemført en minutiøs opmåling af bygningen, som i den håndholdte udgave er en proces, hvor man ud over et indgående kendskab til bygningens proportionering også lærer dens atmosfære at kende qua den langvarige tilstedeværelse i bygningen, som opmålingen kræver.
Den værdibaserede metode handler om at øge sensibiliteten over for vores fysiske omgivelser på grundlag af undersøgelser af, hvad der er på færde et givent sted. Det er en metode, der er lyttende, hvor man lader sig informere af, hvad der allerede forefindes på stedet, fremfor at pådutte stedet en arbitrær arkitektonisk vilje. Formgivningen bliver til i en dialogisk udveksling mellem det arkitektonisk/kunstneriske og det videnskabeligt/undersøgende – eller mellem det formgivende subjektive og det analytisk objektive. Ud af denne interaktion kan det sublime arkitektoniske projekt opstå, som det er tilfældet med Neues Museum i Berlin. Det er blevet en bygning, hvor det kan synes, som om arkitekturen er vokset ud af allerede iboende egenskaber på stedet, og hvor arkitekterne Chipperfield og Harrap har fungeret som fintfølende sensorer, der har evnet at drive en dialogisk arkitektonisk skabende proces.
Det er en udbredt misforståelse, ikke mindst hos arkitektkollegaer, at restaurering er en tilbageskuende, nogle vil endda sige reaktionær, måde at se og forstå verden på, med en implicit modstand mod forandringer. Det er ingenlunde tilfældet. Både restaurering og transformation er discipliner med blikket stift rettet mod fremtiden, hvor forandring er et grundlæggende vilkår. Grunden til, at restaureringsarkitekter bruger meget tid på at undersøge, analysere og forstå historiske bygninger, er for at opnå en viden, der gør dem i stand til at forholde sig kvalificeret til de udfordringer, der ligger foran dem. Man kan sige, at restaureringsarkitekten lader sig informere af den viden, som flere tusinde års byggeri har materialiseret i den arkitektur, vi kender. Og som for en stor del kan synes at være glemt i den mængde byggeri, der skyder op i disse år.
Mogens A. Morgen
Arkitekt MAA og professor på Arkitektskolen Aarhus.
Udgivelse
Artiklen er første gang bragt i Arkitekten 07/2020
Noter
1) Frit efter Lene Tanggaard, professor, rektor for Designskolen Kolding.
2) A History of Modern Conservation (2nd edition, 2017).
ANNONCE
Målet for restaureringen og transformationen vil altid være et arkitektonisk udsagn af sin egen tid. Det opstår i en dialektisk proces, hvor læring fra fortidens bygninger skaber nye nutidige erkendelser, der som kreativ drivkraft peger frem. Der er da heller ikke nogen modsætning mellem at lære noget og at være kreativ. Anerkendte kreativitetsforskere er ikke blege for at konkludere, at man skal vide noget for at kunne være kreativ. Man kan improvisere, når man kan manuskriptet udenad (1). Det er, ligesom når hjernens højre og venstre halvdele er i konstant elektrisk udveksling. Som hvis man så ind i hjernen på en jazzmusiker, hvor man midt i en improviseret solo vil kunne finde tillært koncentration om det indstuderede, samtidig med at impulsive indfald får plads i en musik, der opstår mellem det planlagte og det uplanlagte.
Den værdibaserede metode, hvis navn skyldes, at den kredser om at definere de værdier, der skal være drivende for den kunstneriske, dialogiske udviklingsproces, er en dynamisk metode, der kan anvendes inden for alle genrer af bygningskunsten, også den del, der beskæftiger sig med nyt byggeri. Den japanske tegnestue SANAA taler om, at stedet, hvor de arbejder, i forvejen har et arrangement af forhold, hvor de anskuer projektet som en renovering eller restaurering af den eksisterende atmosfære. Det dynamiske perspektiv udvikles i nordisk sammenhæng gennem NORDMAK, som Arkitektskolen Aarhus driver som en 2½-årig efteruddannelsesmaster i kulturarv, i samarbejde med AHO i Oslo, KKH i Stockholm samt Aalto Foundation og Aalto Universitetet i Finland. Snart har mere end 50 studerende fra Island, Norge, Sverige, Finland og Danmark gennemført uddannelsen og dannet et stærkt fagligt netværk med nøglepersoner inden for kulturarvsområdet i hele Norden. Den værdibaserede metode danner et underliggende fundament i uddannelsen, hvor den udvikles i en dynamisk proces, der ikke kun er dansk og nordisk, men i høj grad også international i den løbende meningsudveksling, der sker inden for fagmiljøet, hvor eksempelvis den mangeårige finske medarbejder i ICCROM i Rom Jukka Jokilehto har sagt, at: “The key issue in modern conservation is the question of values” (2).
Det arkitektoniske udkomme af Neues Museum blev et, hvor arkitekterne fik smeltet fortid og nutid sammen i en intervention, der giver mulighed for en læsning af museets mange lag. Ved at tilføje en række nye elementer fremhævede og forstærkede de bygningens kompleksitet af niveauer. Den værdibaserede metode resulterede i en rumlig orden, der giver den besøgende mulighed for, ikke kun at tilegne sig museets samling, der omfatter den berømte Nefertiti-buste, men i lige så høj grad selve bygningen som monument. Ved både at fremhæve bygningens proceshistorie og samtidig at være til stede som nutidig manifestation fremstår projektet på en gang med permanens og nyt i vor egen samtid. I dette dobbelte greb transcenderer Neues Museum tiden og fremstår som en enestående kunstnerisk manifestation i sin egen ret.
