Det overleverede og det nye

At et rum i B208 altid følges op af den næste funktion sammenhæfter bygningen og gør en rundtur intuitiv. Også vertikalt er bygningen sammenhængende. Tydeligst ved en bred trappe, der fører ned til underetagen mod vest, hvor stemningen bliver mere uformel. Speciallavede sofaer med afdæmpede farver og sporadisk placerede tekstiler fra loftet skaber en masse zoner i en lang læsesal. Ved siden af ligger der en dansesal, hvor en yogatime er i gang. Læsesalen fører tilbage til et dobbelthøjt rum, der igen hægter sig på foyeren ovenpå. De forbundne rum fører hele tiden én videre til det næste studierum. Ingen rum er skjulte, da der er vinduer og kig igennem og på tværs af det hele. Det er charmerende og giver en vis idé om, at samarbejde og vidensdeling har været et oplæg til opgaven. Men det leger også med en farlig grænse, hvor arbejdsrum og fordybelse skal have en aura af café eller kantine à la såkaldte co-working spaces. I disse sammenhænge er fleksible arbejdspladser, sociale områder, bordfodboldborde, afslapning og samarbejdsområder obligatoriske ingredienser, der er blandet sammen i en pærevælling. Det slører grænsen mellem, hvornår man arbejder, og hvornår man har fri. B208 har også disse elementer og går lige til grænsen med slængende studiepladser og yogamåtte i samme zoner som læsepladser. Det kammer lige akkurat ikke over, og de zoneopdelte rum guider nogenlunde én til at forstå, hvad der er hvad. Det er behageligt at være der, og man kan heldigvis godt fornemme, at det er et læringsrum. Læring skal selvfølgelig foregå i inspirerende rammer, og B208 opnår en fin balance mellem institutionens stramhed og hverdagens afslappethed. At balancen ikke tipper er nok delvist på grund af præcisionen i det billedkunstneriske bidrag.

Stole, tekstiler, vægfarver, materialer og skilte er tydeligt afstemt på tværs af hele bygningen. Det er helstøbt, smagfuldt og af og til lige vel styret. Især farveholdning og antydning af zoner, hvor farverne hele tiden viser et funktionsskifte, er med til at fremhæve kvaliteter fra Eva og Nils Koppels oprindelige arkitektur. Ovenlysvinduerne i foyeren er især et element, der afslører, at bygningen er udført med høje ambitioner. Nicherne til ovenlysvinduerne bølger igennem loftet og bliver skulpturelle, selvom skulpturen består af et negativt rum. De oprindelige konstruktioner har fået en accent i form af en lys gul farve, der giver lyset en varmere tone. Betonkonstruktionen er fra det oprindelige byggeri, men fremhævelsen af delene er forstærket af den nye modernisering.

At beskrive en totalrenoveret bygning er ikke lige til, for hvornår beskriver man den foregående bygning, og hvornår beskriver man den nye? Grænsen mellem oprindelig arkitektur, og hvad bygningen er blevet til, er sløret. Bygningen er tydeligt både den bygning, man møder nu, blandet med dens oprindelige ansigt og dens nye funktion, udtryk og tilstedeværelse. Dette er især gældende for den aktuelle sag. Bygningens relativt kedelige ydre bliver nemlig løftet af at have fået et nyt indre, selvom man knapt opdager det ved ankomsten. De nænsomme og næsten usynlige ændringer i eksteriøret gør interiørets præcision endnu mere væsentlig. På samme tid betyder den nye indmad, at man også begynder at læse de udvendige rammer på ny. Det bliver derfor til en ret fin, meget subtil dialog mellem viderebragte bygningselementer og nye tiltag. Arkitekturen kan derfor aflæses som to bygninger i én: Der er den bygning, som man møder første gang, og som kræver lidt velvilje at synes om. Og så er der bygningen, man ser i et nyt lys, når man har bevæget sig igennem de stramt moderniserede rum. Kunst, arkitektur og videnskab er smeltet sammen i denne bygning.