Domesticeringen af naturen

Udsigtsplatformen

Et par bænke, en diskret indhegning med underlag, måske endog et lille tårn. Markering af udsigtspunkter og servicering af de besøgende er langtfra noget nyt og udgør ofte et velanlagt møde mellem kultur og natur, hvor sidstnævntes integritet består. Men i den form for natur-domesticering, jeg taler om her, er den menneskeligt tilrettelagte udsigt blevet både et mantra og en styrende ramme, der transformerer naturoplevelsen om til en overvejende arkitektonisk oplevelse. På Himmelbjerget havde man planer om at omdanne hele toppen til et træplateau med en udsigtskasse skudt ud over bakkefaldet. På Pikkerbakken i Frederikshavn fjerner man sig helt fra det naturlige udsigtspunkt og træder ind i et større anlæg af beton, glas og træ. Og i Nørreskoven i Vejle vil man anlægge en enorm cirkelformet udsigtsplatform, der fuldstændig fjerner den besøgende fra terrænet og sætter én ind i en arkitektonisk ramme, der meget lidt har at gøre med den oplevelse, naturen faciliterer. 

Disse tre eksempler er langtfra enestående. Fælles for dem er, at hvor de fremføres med et argument om, at de fremmer naturoplevelsen, gør de faktisk præcis det modsatte. Med det mener jeg, at de skaber en ny oplevelse frem for at lægge sig ind i det, der findes i forvejen. Naturen bliver til en scene for arkitekturen og en pynte­genstand i den arkitektoniske ‘montre’. På den måde suges naturen ind i en verden af teknologisk mediering (‘fremstilling’) og konstruktion af væresteder – dwelling points (Norberg-Schulz 1980) – som er et særkende ved den menneskeskabte niche. Vi benytter teknologi til at skabe æstetiske produkter, som kan bebos, gemmes, deles, sælges og bruges til at pynte med. Når arkitekturen træder dominerende ud i naturen i form af udsigtsplatforme, går udsigtspunktet fra at være et sted i naturen til at være et teknologisk oplevelsesprodukt. Og der, hvor det bliver særligt tydeligt, er i det, jeg kalder den hypereksperientielle dimension (Hougaard 2018 og 2020), som oplevelsen får gennem arkitekturen. Det hypereksperientielle træder ind, når man benytter teknologi og andre artefakter til at skabe forstærkede oplevelser, der går ud over, hvad krop og natur giver os. I tilfældet med den store buede udsigtsplatform i Nørreskoven i Vejle består det hypereksperientielle i, at man ved at vandre på den kan få en oplevelse af at løfte sig fra skovbunden, op mellem trækronerne og over skoven, hvor man i svævende tilstand kan indtage en arkitektonisk faciliteret udsigt. Dermed bærer konstruktionen helt centrale træk af en teknologisk og medieagtig oplevelse, som altså i sit væsen er noget helt anderledes end den af naturen tilvejebragte oplevelse. Der bliver i stedet for tale om noget spektakulært, som mennesker har skabt siden de tidligste former for storslået arkitektur, og som siden industrialiseringen har antaget nye og stadig mere eksplosive former gennem kameraets mobilitet og de visuelle mediers manipulationsmuligheder (Benjamin 1969 (1935)).

Trailcentre og outdoorbølgen

En anden type arkitektur i naturen, som har meget entreprenørisk fokus for tiden, er de såkaldte ­trailcentre. Danmarks Idrætsforbund, som i perioden 2017-20 har samarbejdet med Lokale og Anlægsfonden om udvikling af disse faciliteter, beskriver trailcentrene som “servicebygninger og mødesteder for alle former for out­door-idrætter”, steder hvor man “starter og slutter sin træning”, og som sågar kan anvendes af “organiserede idrætsforeninger” med “foreningslokale”, depot til opbevaring af udstyr, “omklædningsfaciliteter” og “overdækket aktivitetsområde”.1 Trailcentrene er dermed en del af en generel bølge af outdoor-tiltag, som synes at have overtaget og udvidet det, man tidligere blot kaldte for ‘friluftsliv’. Et væsentligt træk ved outdoor-rekonceptualiseringen er, at friluftsaktiviteter er gået fra at tendere mod det snævre og nørdede til at være ‘hot’ og mainstream. Dertil kommer, at friluftslivet nu byder på en langt bredere vifte af aktiviteter samt store festivaler og massive turistsatsninger.2

Ganske som med udsigtsplatformen har vi at gøre med et fænomen, der fremføres som fremmende for oplevelser af og i naturen. Men i tråd med udsigtsplatformen er der snarere tale om en form for tilrettelæggelse, hvor naturen er reduceret til scene for menneskelig aktivitet, der i form og indhold i overvejende grad forlænger det sports- og fritidsliv, som har været kendetegnende for højtudviklede samfund i den post-industrielle tidsalder, inklusive en globaliseringsdimension med kulturel import og appropriation (med f.eks. tipier og shelters i dansk natur). Trailcentrene er dermed med til at fastholde det moderne produktionssamfunds livsstil med nemme, servicerede muligheder for sport og rekreation henlagt til naturen. Med andre ord, i sin organiserede form med trailcentre og andre arkitektoniske indretninger er outdoor ikke en bevægelse væk fra den industrielle, urbaniserede og globaliserede livstil; den er en forlængelse af den.

Infrastrukturen i naturen

Både udsigtsplatforme og trailcentre indgår i en generel menneskeskabt infrastruktur i naturen, som udvides kraftigt i disse år. Det gennemgående omdrejningspunkt for denne infrastruktur er ‘informationscenteret’ (eller ‘velkomstcenteret’), som i mange tilfælde udgør eller planlægges som en portal til områder, hvor der også er anlagt kraftigt markerede stisystemer, en bred vifte af parkagtige installationer, mountainbike-spor, de omtalte udsigtsplatforme og meget mere. Ligesom udsigtsplatformene og trailcentrene er informationscentrene og den øvrige infrastruktur typisk opført i en stil, der skal give indtryk af en arkitektonisk overgivelse til naturen. Massive bjælker, organiske former, konstruktioner nedsænket i terrænet og andre træk anvendes som en slags indbyggede undskyldninger for at opføre bygningerne: Man spejler blot naturen. Men sådanne betragtninger har et strejf af manipulation over sig. Den stadig mere omfattende udbygning af infrastruktur i naturen spejler især industrialisering, urbanisering og ikke mindst digitalisering og den produktion af livsstil, som følger med disse. Naturen gøres gennemskuelig, overskuelig og nemmere at komme frem i efter generelle principper om menneskeskabt mobilitet, informationssøgning og dataficering. Der gives information (eller ‘data’), så man kan planlægge sit ‘besøg i naturen’, og så besøget kan omsættes i et målbart vidensmæssigt udbytte. Områder inddeles i kvantificerede oplevelser, og gennemførelsen af aktiviteter i naturen effektiviseres, så de kan passes ind i et hverdagsliv, hvor der afsættes blokke af tid til forskellige gøremål.

Fastlåst naturopfattelse 

På baggrund af ovenstående håber jeg at have anskueliggjort, hvorledes det ikke giver et fyldestgørende billede at tale om mangel på ‘vild natur’ uden også at reflektere over den måde, hvorpå naturen underkastes en livsstilsmæssig indretning, der forlænger og forstærker den produktionsmæssige. Naturligvis udgør udsigtsplatforme og trailcentre ikke i sig selv en sammenlignelig trussel mod biodiversitet. Men tidens livsstilsmæssige indretning af naturen udgør en tilgang, som kan vise sig at forlænge den produktionsmæssige tilgang og dermed være med til at forme en livsstil, der understøtter den produktionsmæssige. Således bliver tidens livsstilsindretning af naturen i sidste ende en slags paradigme, der er med til at fastlåse vores naturoplevelse i et tidstypisk samtidsbillede, som indsnævrer vores horisont, vores generelle accept af naturens egenart og vildskab, og vores forestillingsevner, når det kommer til fremtidige scenarier for sameksistensen mellem naturen og menneskelig kultur og samfund.