En stigende kurve

Hvilke økonomiske og kulturelle grunde?

Jeg tror, vi skød over målet. Det viser sig, at gennemsnitsalderen blandt dem, som bor i Gårdhusene, er 60-65 år. Mange har boet der hele deres liv og er ikke interesserede i at betale ekstra for at få genbrugstræ på væggene. De er simpelthen ikke i first mover-segmentet.

Anderledes ville det måske være, hvis målgruppen havde været en anden, lad os sige mere velhavende mennesker fra Hellerup. Ingen i deres lokale omgangskreds ville se skævt til eller tænke: “det er, fordi de ikke har råd til andet, at de kører shabby chic-stil i form af rustikt genbrugstræ i lysthuset”. I Albertslund er det anderledes. Her har man et andet forhold til penge, og det er vigtigt, tror jeg, særligt for den ældre generation, at kvarteret ser ordentligt ud, og at husenes overflader er nye – og i den forstand kiksede vi måske lidt med vores ‘target’ i konkurrencen, men det betyder jo ikke, at det var en dårlig idé som sådan.

Da det lå fast, at ideerne om genanvendelse, som vi havde prøvet af i prøvehusene, ikke blev til noget, gjorde vi to ting: Det ene var at søsætte innovationsprojektet Nordic Built Component Reuse, hvor vi har udviklet prototyper på bygningskomponenter baseret på genbrug af tiloversblevne materialer fra renoveringer. Det toårige projekt blev støttet af EUDP-midler og involverede genbrugstømmerhandlen Genbyg, Malmö Tekniska Högskola og ingeniørfirmaet AsplanViak.

Det andet var, at vi skrev ind i udbudsmaterialet for Albertslund-renoveringen, at der skulle være tid i nedrivningen til, at gulvene kunne blive bjerget. På den måde har Genbyg, som vi har samarbejdet med, overtaget en del af nedrivningsentreprenørens arbejde og får tilmed lidt for det. Genbyg har sidenhen kontaktet Junckers, der leverede gulvene tilbage i 1960erne, og har fået dem til at rense brædderne; slibe dem ned, fjerne skimmelsvampesporer og fået dem til at høvle dem plane, så de bliver lige tykke, så man kan lægge dem igen. På den måde kan de udbyde dem igen som et ‘nyt’ genbrugsgulv med samme kvalitet som et spritnyt gulv til priser, der svarer til klik-gulve. 80.000 kvm gulve over ti år giver basis for et godt flow.

Men selvom det gamle gulv så nyt ud, ville beboerne i Albertslund stadig hellere have et nyt?

Nu var det ikke sådan, at vi kun fik negative tilbagemeldinger på vores vægbeklædning i prøvehusene. Ikke alle syntes, det var grimt. Faktisk var der en del, der syntes, det var flot og lignede noget, de havde set i butikker og på hoteller, men derfra til at de selv ville vælge det og betale ekstra for det, ja, det var der altså ingen, der ville. For ud over prisen skal man jo være sikker på, at det er noget, man gider blive ved med at se på. Dertil kommer, at man skal kunne forsvare det over for familie og venner, når de spørger: “Hvad er det for en mærkelig væg?”. Så skal man være i stand til at fortælle hele historien om de gamle gulve, der blev til vægbeklædning, og endelig skal man kunne forsvare, at man har givet ekstra for det. Også selvom det ikke var så meget. Beboerforeningen valgte i dette tilfælde, at da genanvendelsen af gulvene ikke var omkostningsfri, ja, så måtte man selv betale, hvis det var noget, man ville have. Fair nok. 

Så meget for fællesskabet… 

Jo, men nogle ting har man valgt, at fællesskabet betaler – f.eks. vindueshullerne ud til stierne, der er en social foranstaltning, så man får mere tryghed. Det er ikke sådan, at hvis det er en fællesudgift, så siger de nej til alt. Men her satte
de trods alt grænsen.

Hvordan balancerer i forholdet mellem synlighed og oprindelse, altså hvorvidt man kunne se, at de materialer, I bruger, er genbrugte? 

Det varierer. Som arkitekt må man have et stort repertoire. Som med Mies van der Rohe, der i nogle projekter lavede synlige konstruktioner – i andre var det rent trylleri, fordi man ikke kunne se, hvad der foregik. Begge strategier er gangbare. Vi er måske mest til det tektoniske, hvor man kan se, hvad der sker. 

Netop nu er vi gået sammen med GXN og Lendager Group om udarbejdelsen af et projekt med titlen Circle House. Her udvikler vi et boligbyggeri for Lejerbo efter cirkulære principper. Vi har bevidst valgt at bygge huset i beton for på den måde at få betonindustrien involveret i et innovationsprojekt omkring mekaniske samlinger – altså i modsætning til støbte samlinger, som er det, man bruger i dag. De støbte samlinger er f.eks. elementsamlinger mellem væg og dæk, og facade og dæk, hvor man har armeringslåse, som bliver støbt ud. Hvis vi inden for betonbyggeriet i stedet blev i stand til at lave mekaniske samlinger, så ville vi i fremtiden kunne genbruge betonelementer.

Hvilken rolle har I som arkitekter haft i et projekt som Gårdhusene i Albertslund? 

Det kan man se i Rebeauty-rapporten på side 58.1 Undervejs i projektet har vi prøvet at finde ud af, hvad det er for en udvikling, som vi er inde i – det er det, vi forsøger at illustrere med Hype Cycle-diagrammet her, der er en figur udviklet af den amerikanske teknologianalysevirksomhed Gartner. Hype ­Cycle-
diagrammet har vi anvendt til at forstå vores projekter som del af en langsigtet udvikling hen imod en cirkulær praksis. 

Men for at forklare, hvad det går ud på, så er der i dag en masse hype omkring cirkulær økonomi. Hernede i bunden af diagrammet har vi en trigger. Den illustrerer, at vi netop har opdaget, at vi bruger en masse energi ikke bare på opvarmning og køling, men også på at producere materialer. Måske burde vi derfor i byggebranchen tænke lidt nærmere over, hvordan vi kommer et affaldsløst samfund nærmere. For tiden går jeg ca. to gange om ugen til seminarer om cirkulær økonomi, genbrug og bæredygtighed – det hypes helt vildt! Men som vi kan se på diagrammet, så sker der det lige om lidt, at vi finder ud af, at vi er meget, meget langt fra at kunne realisere en cirkulær økonomi inden for byggeriet. I andre brancher er det lettere… 

Hvilke brancher tænker du på? 

Det er f.eks. bryggerier med flaskepant eller inden for elektronik, hvor udvalgte computervirksomheder udelukkende leverer genbrugsting. Eller inden for tekstilbranchen, hvor man har take back-ordninger. Men når vi i byggebranchen skal implementere en mere cirkulær økonomi, så ryger vi hurtigt ned i det, vi kalder trough of disillusionment, idet vi finder ud af, at der nu og her ikke er en skid, der egentlig kan lade sig gøre. Det er enten ulovligt, besværligt, fordyrende…

Hvad mener du med ulovligt?  

Hele miljølovgivningen er bygget op omkring den hidtidige praksis i en lineær økonomi, hvor vi ender med affald. Der eksisterer ikke et regelsæt for genbrug af byggematerialer. Man kan jo også dårligt lave en lovgivning for noget, man ikke ved kan lade sig gøre. Teknologien må derfor kravle op af den her slope of enlightenment, hvor man laver prototyper og demonstrationsforsøg. Herefter går man ind i opskalerings- og certificeringsordningsperioden, og først når man har tilstrækkelig megen evidens for, at tingene fungerer, kan man begynde at tage hul på lovgivningen – den røde plet, det er lovgivningen. Pletten angiver, at man er kommet op på the plateau of productivity. 

Tit er der nogen, der jamrer over, at lovgivningen ikke går forrest, men det tror jeg ikke på, at den kan. Teknologien skal være i orden først. Det svarer til, at man laver en lov om tvungen brug af et it-system uden at vide, om det vil virke. Sporene skræmmer. Det er derfor, at den frivillige, såkaldt ‘transparente’ implementering af lavenergiklasserne LE205 og LE2020 var så genial, da man her slog teknologiudviklingsfasen sammen med en frist for at nå et mål. Med LE2020-reglerne er det dog blevet klart, at teknologiens grænse var nået. Når man rent faktisk implementerer reglerne i LE2020, får man en masse paradoksale reaktioner. Spørgsmålet er, om lovgiverne kan nå at erkende det og rette regelsættet op, inden vi når 2020. 

Man må se på bæredygtighed som et dynamisk felt og forstå, at man ikke kan score toppoint på alle parametre. Hvis vi f.eks. overfører LE2020-kriterierne til DGNB, scorer man enormt højt på driftsenergi, men lavt i forhold til dagslys – og når du scorer lavt på dagslys, så påvirker det det sociale osv. Vi kan ikke få alting på én gang. Skal du overholde alle LE2020-kriterierne, får du samtidig svært ved at udnytte fordelene ved at bygge tæt by, da du ikke kan medregne solindstråling fra vinduerne i tilstrækkeligt omfang. Det bevirker, at du ikke kan overholde energirammen, og så må du kompensere ved hjælp af solceller på taget. Men fordi du bygger tæt og højt, så har du kun en relativt lille tagflade. Kort sagt: Ligningen går simpelthen ikke op! 

Men du vil stadig fastholde, at man ikke kan bruge lovgivningen som et instrument? 

Det, man f.eks. kunne gøre i forhold til lovgivningen allerede nu, kunne være, om man lempede energikravene ved fremover også at inddrage livcyklusvurderinger. SBi har udviklet et standard LCA-værktøj (LCA står for Life Cycle Assessment, red.), og ved at gøre brug af det kunne man, som mange har foreslået, åbne op for, at man i det nye bygningsreglement inkluderede energiforbruget til materialefremstilling i den totale energiramme. 

Tit er der nogen, der jamrer over, at lovgivningen ikke går forrest, men det tror jeg ikke på, at den kan. Teknologien skal være i orden først. Det svarer til, at man laver en lov om tvungen brug af et it-system uden at vide, om det vil virke. Sporene skræmmer. Det er derfor, at den frivillige, såkaldt ‘transparente’ implementering af lavenergiklasserne LE205 og LE2020 var så genial, da man her slog teknologiudviklingsfasen sammen med en frist for at nå et mål. Med LE2020-reglerne er det dog blevet klart, at teknologiens grænse var nået. Når man rent faktisk implementerer reglerne i LE2020, får man en masse paradoksale reaktioner. Spørgsmålet er, om lovgiverne kan nå at erkende det og rette regelsættet op, inden vi når 2020.

Man må se på bæredygtighed som et dynamisk felt og forstå, at man ikke kan score toppoint på alle parametre. Hvis vi f.eks. overfører LE2020-kriterierne til DGNB, scorer man enormt højt på driftsenergi, men lavt i forhold til dagslys – og når du scorer lavt på dagslys, så påvirker det det sociale osv. Vi kan ikke få alting på én gang. Skal du overholde alle LE2020-kriterierne, får du samtidig svært ved at udnytte fordelene ved at bygge tæt by, da du ikke kan medregne solindstråling fra vinduerne i tilstrækkeligt omfang. Det bevirker, at du ikke kan overholde energirammen, og så må du kompensere ved hjælp af solceller på taget. Men fordi du bygger tæt og højt, så har du kun en relativt lille tagflade. Kort sagt: Ligningen går simpelthen ikke op!

Men lige når det angår lovgivning, er det bedst at have udarbejdet de her livscyklusanalyser i et stykke tid – man må have erfaring med dem og kende til de usikkerheder, som de indeholder, så man hen ad vejen kan få usikkerhederne elimineret. Lad os nu sige, at man i Danmark havde en ordentlig database, der indeholdt al den information, som skal til, for at man kan udarbejde en livscyklusanalyse, så man kunne dokumentere miljøpåvirkninger og CO2-udledning på et ensartet grundlag. Den database, vi selv bruger lige nu, hedder EcoInvent og er schweizisk, og det koster ca. 30.000 kr. om året at have adgang til den. 

Hvis man havde en autoriseret database, udbudt af et af universiteterne f.eks., som vi alle var fælles om, da ville man bedre kunne begynde at regne ensartet på materialers miljø- og energibelastning. En god grund til, at man tøver med at implementere livscyklusvurderinger, kan være, at der er for store usikkerheder i forhold til at få de rigtige oplysninger. 

Og du mener, databasen skal være offentlig? 

Ja, for man skal kunne være sikker på, at de data, man bruger, ikke er påvirket af kommercielle interesser. Opgaven burde ligge hos f.eks. DTU eller SBi. Men de får næppe penge til at lave en sådan database lige foreløbig, selvom der er mange, som kunne være interesseret i en sådan database.

Note

1 Rebeauty-rapporten er udarbejdet af Vandkunsten og kan købes hos boghandlen på Dansk Arkitektur Center: http://vandkunsten.com/da/aktuelt/rebeauty-ny-rapport-om-genbrugte-byggematerialer