ANNONCE
Enghaveparken: Ad gamle og nye stier
Enghaveparken har haft besøg af forskellige arkitekter og fremstår nu som en endnu bedre udgave af sig selv.
Rikke Stenbro
Mag.art. og ph.d.
Det er svært at forestille sig, at det sted, hvor Enghaveparken ligger i dag, ikke altid har været en del af den tætte by. Men frem til 1885, da haveselskabet erhvervede området og indrettede det til kolonihaver, græssede der stadig køer her. I slutningen af 1920erne overtog kommunen området, nedlagde kolonihaverne og anlagde det parkanlæg, som fortsat fungerer – og nu endog med fornyet kraft – som en nødvendig pause fra byens mylder.
Parken er tegnet af Stadsarkitektens Kontor i København, der også har stået bag de lange karrébebyggelser, som omgiver den. Den er født i en brydningstid og havde allerede ved anlæggelsen flere funktioner og flere perioders stiltræk i ét og samme anlæg, som derfor både rummer romantiserende, klassicerende og funktionalistiske træk. Perlegrusbelagte stier og rækker med allétræer, anlagt i en relativt stram geometri, er en del af den oprindelige haveplan, som Københavns første stadsgartner, Valdemar Fabricius Hansen, stod bag. At beplantning og stier deler haven op i en række større og mindre, internt forbundne landskabsrum, giver stadig plads til, at forskellige funktioner kan sameksistere. Parken blev fra starten af programmeret til dans og musik, boldspil og leg, samtidig med at den var indrettet med små fredelige hjørner, hvor man kunne sidde i fred og vegetere, kysse eller snakke fortroligt.
I tidens ånd var kunst en integreret del af det offentlige rum, og parken var derfor forsynet med bronzeskulpturer af hhv. Kai Nielsen og Einar Utzon-Frank. Den kuppelformede musiktribune, som er placeret som point-de-vue for enden af parkens midterakse, har i det indre hvælv også et fint indpasset relief af Aage Nielsen-Edwin. De arkitektoniske elementer – tribunen og de flankerende læskure, indgangspartiets pavilloner og sideindgangenes portaler – blev alle tegnet af Stadsarkitektens Kontor.
Det har uden tvivl været med til at generere en fornyet interesse for parkens renovering og fornyelse, at man i 2014 blev klar over, at det var en ung Arne Jacobsen, der som stadsarkitekt Poul Holsøes højre hånd stod bag udformningen af parkens arkitektoniske elementer. Navnlig de private fonde, som har ydet økonomisk støtte til restaurering og rekonstruktion, har gjort et stort nummer ud af, at der er tale om et tidligt værk af den verdensberømte danske arkitekt og designer. Det hævdes at bidrage til forståelsen af hans arkitektur og modernismens gennembrud i Danmark.
Restaureringen af musikpavillonen, de to flankerende læskure med spåntag og espalier og de oprindelige fem sideindgange samt tilføjelsen af to nye, som i både form og materiale korresponderer med de øvrige, var første etape af parkens fornyelse. De originale pavilloner ved indgangen fra Enghavevej blev fjernet i 1979, men er nu genskabt. En ny ambitiøs skybrudsløsning, som føjer sig til og ind i den oprindelige parks plan og program, bygger på vinderforslaget fra den arkitektkonkurrence, som Københavns Kommune udskrev i 2014 (se interview i Arkitekten 04/2018).
De forskellige arkitektoniske tiltag i parkens renovering er, som anført ovenfor, løst i etaper. De har ikke har været en del af en stor samlet pakke, men har været udbudt af forskellige opdragsgivere og er blevet løst af arkitektfirmaer med forskellige tilgange til stedets historie. Dette er for mig at se en stor kvalitet. Det svækker ikke oplevelsen af helheden, men styrker i stedet parken som et rummeligt sted, hvor der er plads til, at mennesker med forskellige opfattelser og behov, og spor fra forskellige tider kan sameksistere. Allerede fra begyndelsen var der en mangfoldighed af stiludtryk, og flere fagligheder var involveret. Forskellige funktioner eksisterede side om side. Det strittede lidt i forskellige retninger, men den stramme geometri, som findes på det overordnede plan, holdt sammen på elementerne. Det gør den stadig. På den måde fortsætter det nye i de spor, som allerede blev udstukket i 1920erne.
Rikke Stenbro
Mag.art. og ph.d.
Fakta
Fornyelse af Enghaveparken
Enghaveparken, 1761 København
Arkitekt: Tredje Natur
Arkitektmedarbejdere: Flemming Rafn (ansvarlig partner), Anders Juul Jensen, Kirstine Lorentsen, Christian Kuczynski, Anna Sissela Michalsdotter, Sofie Mandrup Andreassen, Jeppe Ecklon, Max Moriyama, Manabu Yamaya, Liane Filtenborg Laustsen
Bygherre: Københavns Kommune, HOFOR og Områdefornyelsen
Ingeniør: COWI
Brugerproces: Platant
Hovedentreprenør: Hoffmann
Udført: 2014-19
Boderne – genopførelse
Arkitekt: Bertelsen & Scheving Arkitekter
Arkitektmedarbejdere:
Rikke-Julie Schaumburg-Müller, Jesper Baunkjær Wael
Ingeniør: Niras (totalrådgiver)
Bygherre: Københavns Kommune (Teknik- og Miljøforvaltningen)
Hovedentreprenør: Emil Nielsens Smedeværksted
Opført: 2019
Musikpavillon og læskure – restaurering
Arkitekt: Bente Lange Arkitekter og Elgaard Architecture
Ingeniør: Eduard Troelsgaard Rådgivende Ingeniør
Bygherre: Københavns Kommune
Udført: 2016
Faktuelt
Den omdannede Enghavepark er ét af de 300 skybrudsprojekter, som Københavns Kommune og HOFOR vil gennemføre over de næste 20 år for at sikre København mod fremtidens stigende regnmængder. Parken er omdannet til et stort klimatilpasningsprojekt, hvor der er skaffet plads til 22.600 m3 skybrudsvand i den fredede park. For at få plads til disse store vandmængder og samtidig forbedre parkens rekreative funktioner er Multibanen, Rosenhaven og Vandhaven nedsænket, så de kan opstuve vand synligt. Når rørbassinet er fyldt op, vil Multibanens reservoir fyldes. Herefter fyldes Søen helt til kanten og til sidst Rosenhavens reservoir.
Carlsberg Byen er vandopland til Enghaveparken, og det betyder, at alt regnvand, der falder her, naturligt vil strømme på overfladen mod Enghaveparken. Når der er hverdagsregn, bliver alt tagvandet fra Carlsberg Byen ledt ind i parken, til et 2000 m3 stort rørbassin bygget af HOFOR under Rosenhaven,
Opsamlet tagvand kan tappes som vand til fejemaskiner og vanding af byens træer. Genanvendelsen giver en besparelse i brug af rent drikkevand til drift. Det resterende, opsamlede tagvand ledes til en rensezone hvor vandet opnår en kvalitet så rent, at det kan genanvendes synligt til leg og oplevelse i haven.
Der kommer dog p.t. ikke regnvand ind i parken, før der laves tiltag i oplandet, som fører vandet hertil.
Parkens terrænfald er på 1 m fra vest mod øst, og der er etableret et dige, som ved Enghavevej er 1 m højt. Det skaber en ‘fejebakke’, der kan tilbageholde 14.500 m3 vand. Når det helt store skybrud kommer, vil det femte reservoir, Diget, fyldes op, og den totale kapacitet på 22.600 m3 nås. Når dette sker, vil parken være lukket for offentligheden. Efter 24 timer, og når kloakkerne ikke er overfyldt mere, tømmes vandet ud ved Enghavevej, og parken åbnes igen.
Diget er det sidste reservoir i hele overflade-anlægget og har kun funktion i ekstreme tilfælde. Under ekstremregn vil portene i diget automatisk hæves, så parken kan fyldes med vand. Hverdagsregnvandet, der opsamles i rørbassinet under Rosenhaven, bliver renset og genbrugt til rekreative formål i en rende øverst i diget. Så længe der er vand i reservoiret, vil der løbe vand i diget.
Der er plantet 83 nye træer i parken, fordelt på 10 forskellige sorter. De fleste er plantet i forbindelse med genetableringen af den dobbelte allérække. Der er tillige plantet 11.000 stauder, bestående af 55 forskellige sorter i Bibliotekshaven, samt 950 duftende roser. Over hele parken er der sat 220.000 løgplanter.
Teksten er en redaktionelt bearbejdet udgave af faktuelle oplysninger fra Tredje Natur.
Udgivelse
Anmeldelsen blev udgivet første gang i Arkitekten 07/2020.
ANNONCE
Både første og anden etape har krævet overvejelser, om og hvordan autenticiteten knyttet til form, funktion og materialer skulle fortolkes. I første etape er der arbejdet med at følge spor, og ændringer sket efter indvielsen i 1929 kan fortsat læses, herunder bl.a. skudhuller i musiktribunens kobbertag og spor efter graffiti. Eftersom de originale pavilloner har været borte i 40 år, og opgaven var at rekonstruere dem, er de spor, som tiden sætter, taget ud af ligningen. Der er sat en parentes om den tid, der er gået fra, at pavillonerne blev opført, og frem til i dag. Opgaven har krævet en utrolig stor indlevelse i, hvad den oprindelige intention var. Arkitekterne skriver i et faktaark om de tegninger, der har dannet grundlag for den rekonstruktion af havens indgangs pavilloner, som de har lavet: “Tegningerne er detaljerede og meget fine. Der er dog altid oplysninger, som ikke fremgår, så vi har suppleret med de manglende løsninger og detaljer, og indpasset dem i det formsprog og den tidsånd, som allerede var givet”. Rekonstruktionen er i store træk tro mod forlægget, selvom der er foretaget en række byggetekniske forbedringer, bl.a. er der isoleret og indlagt varme. Tagbeklædningen, som i de oprindelige pavilloner var af bly og kobber, er i de nye af zink. Der er ingen tvivl om, at arkitekterne har gjort sig stor umage med at løse udfordringen, som var de Jacobsen selv. Mht. taget konstaterer de også, at det da “er endt meget godt”. Det er jeg sådan set enig med dem i, ikke bare hvad angår taget, men på et helt overordnet niveau. Pavillonerne står skarpt i både helhed og detaljering. For mig at se er et centralt spørgsmål imidlertid, hvordan man vil se på de fortolkninger og valg, som arkitekterne har truffet – på baggrund af deres indlevelse og intuition om forbedringer af tekniske og materialemæssige forhold – om 50 år? Er de mulige at videreføre – eller vil man til den tid føle sig nødsaget til at sætte ikke bare en, men to parenteser om historien og tiden, der er gået, og gå tilbage til start for at kunne løfte arven fra Jacobsen?
Tredje etape sætter også spor. Det realiserede projekt er uhyre ambitiøst, og det er tydeligt, at man også i denne fase har gjort sig stor umage med at forstå det arkitektoniske udgangspunkt for den opgave, der er blevet stillet. Skalaen, de skal arbejde med for at kunne indrette den eksisterende park til at håndtere de øgede regnvandsmængder, som vi har og kan se frem til, forudsætter imidlertid et greb, som rummer et større element af nytænkning. Der er derfor lanceret et plangreb, som bevarer og videreudvikler det geometrisk organiserede haveanlæg, bl.a. er der tilføjet nye alleer, ligesom man på tre af parkens fire sider, bag de høje skærmende hække, har anlagt diger, der foruden at være et rekreativt vandelement, har en regnvandsforsinkende funktion. Også det oprindelige haveanlægs rosenhave og boldbane er gentænkt i re-programmeringen, så de i tilfælde af ekstrem regn kan bruges til at tilbageholde større vandmængder. Nye elementer, i en lys indfarvet beton, er brugt flere steder i den fornyede og gentænkte park, eksempelvis til digerne og til indramningerne af bede i parken. Hovedgrebet er meget overbevisende og forholder sig respektfuldt til forlægget fra 1928, mens detaljeringen lader noget tilbage at ønske. Det geometriske oplæg fordrer skarphed og præcision. Det mangler, både hvad angår udførelse og vedligehold. Betonkanter, som skulle have stået lige og glatte, er krumme og ujævne, og samlingerne vrider sig op og ned. Det kunne se ud, som om der ikke har været ført ordentligt tilsyn med håndværkerne under udførelsen, og det skaber en dissonans i forhold til den perfektionistiske eksekvering af de øvrige etaper.
Hvad angår vedligehold, er der også et stort forbedringspotentiale. Mindre end et år efter indvielsen af de sidste etaper er den lyse beton på digerne sine steder overgroet af alger, og vandrendernes overløb er fyldt med blade og affald. I rosenhaven vokser ukrudtet inde i de klart afgrænsede bede. Roserne er sine steder gået ud, og græsset breder sig ind på de nye perlegrusbelagte stier. Man kan derfor spørge sig selv, om Københavns Kommune, der har været bygherre, har sørget for at tænke driften godt nok ind i anlægsfasen og har afsat tilstrækkeligt med ressourcer til at løfte den. Til trods herfor mener jeg alligevel, at der er tale om et enormt vellykket projekt. Folk i nabolaget har tydeligvis også taget godt imod det, og parken bruges af folk i alle aldre og fra mange kulturer. Man kan være fysisk aktiv eller lade være. På den måde er Enghaveparken tro mod det oprindelige koncept. Der er plads til mangfoldighed. Plads til historier, der fortsætter, fornyes og begynder, og vigtigst af alt plads til fællesskab og individ. Med andre ord plads til lidt af hvert (også forbedringer)…
