Essay: Det mentale interiør

1563, 1665, 1711

En interessant historisk case, som forskere på Centre for Privacy Studies har arbejdet med, er en forordning for byen Westminster i anledning af en pestepidemi, der hærgede England i 1563 og kostede næsten ¼ af befolkningen i London-området livet. Forordningen instruerede borgerne i en række forholdsregler, hvor den enkelte husstand spillede en afgørende rolle. I huse, som blev ramt af pest, skulle alle beboerne forblive i karantæne inden for husets mure i 40 dage. Karantænen blev håndhævet af særlige vagter og omfattede også aflukning af alle husets vinduer og døre ud mod offentlige gader og stræder. Denne forholdsregel afspejlede datidens tro på luftbåren smitte via sygdomskim, såkaldte miasma. Det enkelte sogn var omdrejningspunkt for effektueringen af forordningen, mens husejeren havde et ansvar for, at kun beboere opholdt sig i huset under epidemien. Folk, som ikke havde et tilhørsforhold til en husstand, blev overladt til sig selv eller forvist fra byen. I 1500-tallets Westminster bestod en husstand ikke kun af en kernefamilie, men af flere generationer, logerende, ansatte, f.eks. lærlinge, svende og tyende under det samme tag, så det har ikke været helt enkelt at holde styr på. Borgernes tilknytning til en husstand var med andre ord en afgørende forudsætning i epidemibekæmpelsen, hvilket også synes at være tilfældet i dag, hvis man betragter alle problemerne i forhold til ‘strandede’ turister og hjemløse.

Efterhånden blev hjemmekarantænen suppleret med pesthospitaler og karantænestationer, men f.eks. reglen om en 40 dages karantæne for den enkelte husstand blev fortsat håndhævet, også under den sidste store pestepidemi i London i 1665 (se illustration).

Nogenlunde samme tilgang kunne man også opleve under den voldsomme pestepidemi i København i 1711, hvor syge eller folk fra smittede områder blev sat i karantæne på bl.a. Saltholm i 40 dage. Den kostede 1/3 af befolkningen i hovedstaden livet. I pestramte huse skulle de syge ifølge en kongelig forordning fjernes fra huset eller – om muligt – isoleres fra resten af husstanden i et separat værelse med egen natpotte, spiseservice og en egen sygeplejer, mens de tilbageværende raske medlemmer af husstanden skulle blive i huset i 14 dages hjemmekarantæne. Huse, som havde været inficerede, skulle derudover desinficeres med røg og udluftes, mens vægge skulle pudses om og males, hvilket efter alt at dømme rent faktisk havde en effekt.

Ideen om karantænestationer for i første omgang udefrakommende personer og skibe fra pestramte områder var ny i Danmark i 1711 og inspireret af karantænestationer i Venedig og Livorno, som Frederik IV sandsynligvis havde set på sin Italiensrejse 1709-10.

Ved pesten i 1711 satte man også hele byer i karantæne ved hjælp af militær, og karantænestationerne blev suppleret med egentlige hospitaler og lazaretter for syge uden for byerne. Vi møder i 1711 den samme diskussion om isolation i hjemmet versus isolation uden for hjemmet, som vi også har i dag, hvor WHO anbefaler isolation af smittede uden for hjemmet.

I København i 1711 havde kun velhavende mulighed for at isolere enkelte medlemmer af husstanden inden for hjemmets vægge. Pesten gik hårdest ud over de fattige, og der var ligefrem eksempler på, at syge tjenestefolk blev smidt ud på gaden og ladt i stikken af deres husstand. Sygdomsbekæmpelse har altid haft en social slagside.

Det private mellem sjæl og stat

I en nutidig dansk kontekst oplever vi hjemmet som en særlig zone, der spiller en afgørende rolle i bekæmpelsen af smittespredning, og som samtidig er delvist adskilt fra andre zoner. Ligesom i eksemplerne fra London i 1665 og København i 1711 bliver de smittede i dag isoleret inden for to ret forskellige rumlige situationer. På den ene side opholder de sig i en domestisk zone inden for deres bopæl, som de ikke må forlade, når de er smittede. På den anden side ser vi i dag i medierne billeder af store haller med plads til flere hundrede patienter, der giver mindelser om tidligere tiders karantænestationer uden for byerne, og som ikke levner nogen som helst plads til privathed.

Centre for Privacy Studies har udviklet det her viste diagram (diagram 1) for at beskrive, hvilke zoner det tidligt moderne samfund i Nordeuropa typisk bestod af. Det giver mulighed for at diskutere det privates rolle i forhold til forskellige ‘zoner’ eller områder i samfundet. Som diagrammet viser, griber zonerne også ind i hinanden. Den tidligt moderne stat havde f.eks. en interesse i at påvirke folks sjæle, ikke mindst gennem kirken, ud fra en forestilling om, at Gud straffede riget med bl.a. sygdom og ødelæggelse, hvis borgerne ikke førte et moralsk levned. Og ikke nok med det. Som eksemplerne fra bl.a. København i 1711 viser, havde staten også interesse i at regulere den enkelte husstand, ja sågar det enkelte værelse og den enkelte krop under f.eks. en pestepidemi, hvor syge borgere kunne blive i hjemmet, hvis de isolerede sig fra de raske medlemmer af husstanden i et særskilt værelse. Samtidig havde de mere lokale fællesskaber også en betydning, f.eks. sognet og menigheden, der skulle registrere dødsfald og organisere begravelser, ligesom husstandens overhoved havde ansvar for de enkelte medlemmer af husstandens konkrete kropslige udfoldelse. I en ekstrem situation med epidemi styrker staten – også i de historiske fortilfælde – grebet om den enkelte borger, hvorfor det muligvis giver mening at modificere det første diagram og supplere med en parallel verden af zoner omkring den syge (diagram 2).   

I dag under corona-krisen appellerer Danmarks dronning og statsminister som repræsentanter for staten på en lidt anden, men alligevel sammenlignelig måde til, at borgerne udviser ‘samfundssind’. Staten forsøger målrettet at påvirke vores sind i en grad, som vi måske ikke er vant til. Sundhedsstyrelsen tager hånd om borgernes mentale sundhed og opfordrer i pjecer borgeren til at skabe struktur i hverdagen og være mentalt aktiv, om ikke gennem bønner, som man ville have opfordret til i tidlig moderne tid, men i stedet gennem læsning, puslespil, sudoku eller sang. Aktiviteter, som man under normale forhold ville henregne under privatsfæren.

Staten går også ind og anviser, hvordan syge skal isolere sig i hjemmet: “Du bør have så lidt kontakt som muligt med personer i din husstand. Undlad fysisk kontakt som kys og kram, og hold så vidt muligt 1-2 meters afstand. Undgå så vidt muligt at sove sammen og tilbringe længere tid i samme rum”. Hyppig udluftning og rengøring, som bør foretages af den syge, hører videre til anbefalingerne. Kroppen, hjemmets indretning og husstandens aktiviteter hænger således sammen på en måde, som vi normalt ikke er opmærksomme på inden for boligarkitekturen. Hjemmet bliver pludselig et offentligt anliggende, et hospital, men også en arbejdsplads og en skole. Arbejdspladsen er et vigtigt lokalt fællesskab, der under dagens corona-krise overtager dele af hjemmet. Mange må indrette ekstra hjemmearbejdspladser og afvikle videomøder i hjemmet. Fællesskabet indtager helt bogstaveligt alkoven og kammeret for nu at henvise til nogle af de begreber, der er anvendt i diagrammet.

Det paradoksale ved den nuværende situation er, at den på den ene side håndhæver forestillingen om et ‘hjemme’ som et nødvendigt rum, hvor borgeren kan trække sig tilbage og isolere sig med sin husstand. Men på den anden side bliver dette ‘hjemme’ også indtaget af arbejdspladsen, skolen eller hospitalet. Samtidig bliver intimsfæren omkring sygelejet placeret i nye rumlige kontekster. Patienterne afbildes både gennem isolerede interiører med døde familiemedlemmer i sengen og store offentlige haller, hvor de ligger på rad og række uden nogen form for arkitektonisk privathed.

Det er tankevækkende, at ligheden med de tidligt moderne historiske eksempler og de nutidige eksempler er stor, men der er også forskelle. I en dansk kontekst isolerer vi i dag ikke kun den syge, men hele samfundet fra den syge. Til gengæld opererer især den vestlige verden i dag med et paradigme, hvor man opretholder isolation af syge i hjemmet ved siden af isolation af syge på hospitaler, hvilket svarer lidt til strategien i 1711, mens en række asiatiske lande primært isolerer de syge uden for hjemmet. Hjemmets rolle har været og er et omdrejningspunkt i en diskussion om forskellige paradigmer inden for sygdomsbekæmpelse. 

Som arkitekter får vi i denne periode ikke bare anfægtet vores forestilling om, hvad et hjem kan indeholde, men også en typisk antagelse om, at privathed især er et spørgsmål om fysisk adskillelse. Som forskning inden for interiørteori viser, kan det give mening at tale om både et fysisk interiør og et mentalt interiør (‘interiority’) og at diskutere udvekslingen mellem disse to former for interiører.

Privathed er ikke bare et spørgsmål om skillevægge, døre og vinduer, men også om situationer og praksisser og det mentale interiør, der knytter sig til disse. Det er for simpelt kun at fokusere på grænsefladen mellem offentlig og privat. For en arkitekt er det mindst lige så interessant at undersøge udvekslingen mellem forskellige zoner i samfundet, der både har mental og fysisk karakter.