ANNONCE

Billedfrisen viser forholdene under pesten i London i 1665 på en måde, der – måske af politiske grunde – får begivenheden til at fremstå mere velordnet, end den i virkeligheden var. Billedfrisen starter i et værelse, hvor patienten er omgivet af læger og sygeplejersker, og fortsætter ud i byens rum, hvor man bl.a. ser bål, der skulle rense luften, vagtmænd foran forseglede huse med kors på dørene og aflivning af hunde, der blev anset som potentielle smittekilder. Herefter følger illustrationer af folk, der forsøger at undslippe London ad floden eller via landevejen og bliver afkrævet helbredsattest, begravelsesoptog og begravelser uden for bymuren. På det sidste billede ser man folk bevæge sig tilbage til den ‘helbredte’ by efter pestangrebets ophør. Billedfrisen viser samtidig de forskellige zoner i datidens bysamfund: hjemmets private interiør; gadens offentlige rum, der giver adgang til de enkelte huse; og det store ingenmandsland uden for bymuren, der fungerede som en bufferzone med plads til begravelser og kontrolposter. Plague Broadsheet af John Dunstall og John Sellers, 1665-66. Illustration: Wellcome Collection

Peter Thule Kristensen

Arkitekt MAA, dr.phil., ph.d. og professor i arkitektur- og interiørhistorie på KADK

‘Bliv hjemme’, ‘vask hænder’, ‘hold afstand’ er tilsyneladende enkle instruktioner. Ved nærmere eftertanke forudsætter de forestillinger om forskellige fysiske zoner, der på kompleks vis griber ind i hinanden. Hvad vil ‘hjemme’ overhovedet sige? Hvad er kroppen for en størrelse i en politisk sammenhæng, og i hvilke rum skal man holde afstand? Det er i tilspidsede situationer som corona-epidemien, at vi for alvor bliver opmærksomme på, hvilke fysiske og rumlige enheder samfundsmaskineriet egentlig består af, og hvordan de interagerer. En simpel zoneopdeling af den moderne verden i private, halvoffentlige og offentlige rum, som arkitekter ofte opererer med, bliver anfægtet. Samtidig oplever vi i dag foranstaltninger, som vi troede hørte fortiden til.

Inden for historieforskningen er det en velkendt tese, at det offentlige og private i løbet af tidlig moderne tid – det vil sige perioden 1500-1800 – på en mere eksplicit måde bliver adskilt fra hinanden. Denne sondring kommer til at gennemsyre hele samfundets opbygning og fører til nye former for hjemlighed eller til forestillinger om et civilsamfund, som er noget andet end staten. Betragter man nutidens corona-krise, falder det imidlertid i øjnene, at en klassisk skelnen mellem det private og det offentlige kan være vanskelig at opretholde. Vores privathed er måske ikke så privat, som vi gik og troede, eller også har det private fået andre betydninger?

Det er netop sådanne spørgsmål, som er centrale i forskningen på grundforskningscentret Centre for Privacy Studies, hvor arkitekturhistorikere fra KADK arbejder sammen med kirke-, rets- og socialhistorikere på Københavns Universitet. Centret undersøger, hvordan mennesker i den vestlige verden i perioden 1500-1800 udviklede et behov for særligt private sfærer. Historiske undersøgelser af det privates udvikling kan nuancere vores egen opfattelse af det privates rolle i nutiden og måske vise, at det private er en mere sammensat og flygtig størrelse, end man ved første øjekast kunne tro. Det giver derfor mening at kaste et blik på historiske eksempler, hvis man vil forstå, hvordan epidemier udfordrer forholdet mellem individ og samfund, eller hvordan forestillingen om ‘et hjemme’ altid har været omdiskuteret i sygdomsbekæmpelsen. Her nytter det ikke at betragte arkitektoniske fænomener isoleret. Man bliver nødt til at tænke forhold som jura, tro, psykologi og kultur med ind i den arkitektoniske ligning.

Peter Thule Kristensen

Arkitekt MAA, dr.phil., ph.d. og professor i arkitektur- og interiørhistorie på KADK

Udgivelse

Essayet blev udgivet i Arkitekten 04/2020.

ANNONCE

Det første store udbrud af pest i Europa fandt sted i midten af 1300-tallet mellem 1347 og 1351. Her en illustration fra Firenze baseret på forfatteren Boccaccios beskrivelse i bogen Dekameron. Kilde og illustration: Wellcome Collection

1563, 1665, 1711

En interessant historisk case, som forskere på Centre for Privacy Studies har arbejdet med, er en forordning for byen Westminster i anledning af en pestepidemi, der hærgede England i 1563 og kostede næsten ¼ af befolkningen i London-området livet. Forordningen instruerede borgerne i en række forholdsregler, hvor den enkelte husstand spillede en afgørende rolle. I huse, som blev ramt af pest, skulle alle beboerne forblive i karantæne inden for husets mure i 40 dage. Karantænen blev håndhævet af særlige vagter og omfattede også aflukning af alle husets vinduer og døre ud mod offentlige gader og stræder. Denne forholdsregel afspejlede datidens tro på luftbåren smitte via sygdomskim, såkaldte miasma. Det enkelte sogn var omdrejningspunkt for effektueringen af forordningen, mens husejeren havde et ansvar for, at kun beboere opholdt sig i huset under epidemien. Folk, som ikke havde et tilhørsforhold til en husstand, blev overladt til sig selv eller forvist fra byen. I 1500-tallets Westminster bestod en husstand ikke kun af en kernefamilie, men af flere generationer, logerende, ansatte, f.eks. lærlinge, svende og tyende under det samme tag, så det har ikke været helt enkelt at holde styr på. Borgernes tilknytning til en husstand var med andre ord en afgørende forudsætning i epidemibekæmpelsen, hvilket også synes at være tilfældet i dag, hvis man betragter alle problemerne i forhold til ‘strandede’ turister og hjemløse.

Efterhånden blev hjemmekarantænen suppleret med pesthospitaler og karantænestationer, men f.eks. reglen om en 40 dages karantæne for den enkelte husstand blev fortsat håndhævet, også under den sidste store pestepidemi i London i 1665 (se illustration).

Nogenlunde samme tilgang kunne man også opleve under den voldsomme pestepidemi i København i 1711, hvor syge eller folk fra smittede områder blev sat i karantæne på bl.a. Saltholm i 40 dage. Den kostede 1/3 af befolkningen i hovedstaden livet. I pestramte huse skulle de syge ifølge en kongelig forordning fjernes fra huset eller – om muligt – isoleres fra resten af husstanden i et separat værelse med egen natpotte, spiseservice og en egen sygeplejer, mens de tilbageværende raske medlemmer af husstanden skulle blive i huset i 14 dages hjemmekarantæne. Huse, som havde været inficerede, skulle derudover desinficeres med røg og udluftes, mens vægge skulle pudses om og males, hvilket efter alt at dømme rent faktisk havde en effekt.

Ideen om karantænestationer for i første omgang udefrakommende personer og skibe fra pestramte områder var ny i Danmark i 1711 og inspireret af karantænestationer i Venedig og Livorno, som Frederik IV sandsynligvis havde set på sin Italiensrejse 1709-10.

Ved pesten i 1711 satte man også hele byer i karantæne ved hjælp af militær, og karantænestationerne blev suppleret med egentlige hospitaler og lazaretter for syge uden for byerne. Vi møder i 1711 den samme diskussion om isolation i hjemmet versus isolation uden for hjemmet, som vi også har i dag, hvor WHO anbefaler isolation af smittede uden for hjemmet.

I København i 1711 havde kun velhavende mulighed for at isolere enkelte medlemmer af husstanden inden for hjemmets vægge. Pesten gik hårdest ud over de fattige, og der var ligefrem eksempler på, at syge tjenestefolk blev smidt ud på gaden og ladt i stikken af deres husstand. Sygdomsbekæmpelse har altid haft en social slagside.

Diagram 1: Diagram udviklet og anvendt på Centre for Privacy Studies for at anskueliggøre de forskellige zoner i en række nordeuropæiske samfund i perioden 1500-1800. Behovet for privathed havde historisk set ofte et afsæt i religiøs praksis, hvor individets sjælelige eller åndelige liv var centralt.

Diagram 2: Modificeret diagram, der viser, hvordan en epidemi kan føre til en parallel verden, hvor den syge bliver isoleret under statens kontrol.

Det private mellem sjæl og stat

I en nutidig dansk kontekst oplever vi hjemmet som en særlig zone, der spiller en afgørende rolle i bekæmpelsen af smittespredning, og som samtidig er delvist adskilt fra andre zoner. Ligesom i eksemplerne fra London i 1665 og København i 1711 bliver de smittede i dag isoleret inden for to ret forskellige rumlige situationer. På den ene side opholder de sig i en domestisk zone inden for deres bopæl, som de ikke må forlade, når de er smittede. På den anden side ser vi i dag i medierne billeder af store haller med plads til flere hundrede patienter, der giver mindelser om tidligere tiders karantænestationer uden for byerne, og som ikke levner nogen som helst plads til privathed.

Centre for Privacy Studies har udviklet det her viste diagram (diagram 1) for at beskrive, hvilke zoner det tidligt moderne samfund i Nordeuropa typisk bestod af. Det giver mulighed for at diskutere det privates rolle i forhold til forskellige ‘zoner’ eller områder i samfundet. Som diagrammet viser, griber zonerne også ind i hinanden. Den tidligt moderne stat havde f.eks. en interesse i at påvirke folks sjæle, ikke mindst gennem kirken, ud fra en forestilling om, at Gud straffede riget med bl.a. sygdom og ødelæggelse, hvis borgerne ikke førte et moralsk levned. Og ikke nok med det. Som eksemplerne fra bl.a. København i 1711 viser, havde staten også interesse i at regulere den enkelte husstand, ja sågar det enkelte værelse og den enkelte krop under f.eks. en pestepidemi, hvor syge borgere kunne blive i hjemmet, hvis de isolerede sig fra de raske medlemmer af husstanden i et særskilt værelse. Samtidig havde de mere lokale fællesskaber også en betydning, f.eks. sognet og menigheden, der skulle registrere dødsfald og organisere begravelser, ligesom husstandens overhoved havde ansvar for de enkelte medlemmer af husstandens konkrete kropslige udfoldelse. I en ekstrem situation med epidemi styrker staten – også i de historiske fortilfælde – grebet om den enkelte borger, hvorfor det muligvis giver mening at modificere det første diagram og supplere med en parallel verden af zoner omkring den syge (diagram 2).   

I dag under corona-krisen appellerer Danmarks dronning og statsminister som repræsentanter for staten på en lidt anden, men alligevel sammenlignelig måde til, at borgerne udviser ‘samfundssind’. Staten forsøger målrettet at påvirke vores sind i en grad, som vi måske ikke er vant til. Sundhedsstyrelsen tager hånd om borgernes mentale sundhed og opfordrer i pjecer borgeren til at skabe struktur i hverdagen og være mentalt aktiv, om ikke gennem bønner, som man ville have opfordret til i tidlig moderne tid, men i stedet gennem læsning, puslespil, sudoku eller sang. Aktiviteter, som man under normale forhold ville henregne under privatsfæren.

Staten går også ind og anviser, hvordan syge skal isolere sig i hjemmet: “Du bør have så lidt kontakt som muligt med personer i din husstand. Undlad fysisk kontakt som kys og kram, og hold så vidt muligt 1-2 meters afstand. Undgå så vidt muligt at sove sammen og tilbringe længere tid i samme rum”. Hyppig udluftning og rengøring, som bør foretages af den syge, hører videre til anbefalingerne. Kroppen, hjemmets indretning og husstandens aktiviteter hænger således sammen på en måde, som vi normalt ikke er opmærksomme på inden for boligarkitekturen. Hjemmet bliver pludselig et offentligt anliggende, et hospital, men også en arbejdsplads og en skole. Arbejdspladsen er et vigtigt lokalt fællesskab, der under dagens corona-krise overtager dele af hjemmet. Mange må indrette ekstra hjemmearbejdspladser og afvikle videomøder i hjemmet. Fællesskabet indtager helt bogstaveligt alkoven og kammeret for nu at henvise til nogle af de begreber, der er anvendt i diagrammet.

Det paradoksale ved den nuværende situation er, at den på den ene side håndhæver forestillingen om et ‘hjemme’ som et nødvendigt rum, hvor borgeren kan trække sig tilbage og isolere sig med sin husstand. Men på den anden side bliver dette ‘hjemme’ også indtaget af arbejdspladsen, skolen eller hospitalet. Samtidig bliver intimsfæren omkring sygelejet placeret i nye rumlige kontekster. Patienterne afbildes både gennem isolerede interiører med døde familiemedlemmer i sengen og store offentlige haller, hvor de ligger på rad og række uden nogen form for arkitektonisk privathed.

Det er tankevækkende, at ligheden med de tidligt moderne historiske eksempler og de nutidige eksempler er stor, men der er også forskelle. I en dansk kontekst isolerer vi i dag ikke kun den syge, men hele samfundet fra den syge. Til gengæld opererer især den vestlige verden i dag med et paradigme, hvor man opretholder isolation af syge i hjemmet ved siden af isolation af syge på hospitaler, hvilket svarer lidt til strategien i 1711, mens en række asiatiske lande primært isolerer de syge uden for hjemmet. Hjemmets rolle har været og er et omdrejningspunkt i en diskussion om forskellige paradigmer inden for sygdomsbekæmpelse. 

Som arkitekter får vi i denne periode ikke bare anfægtet vores forestilling om, hvad et hjem kan indeholde, men også en typisk antagelse om, at privathed især er et spørgsmål om fysisk adskillelse. Som forskning inden for interiørteori viser, kan det give mening at tale om både et fysisk interiør og et mentalt interiør (‘interiority’) og at diskutere udvekslingen mellem disse to former for interiører.

Privathed er ikke bare et spørgsmål om skillevægge, døre og vinduer, men også om situationer og praksisser og det mentale interiør, der knytter sig til disse. Det er for simpelt kun at fokusere på grænsefladen mellem offentlig og privat. For en arkitekt er det mindst lige så interessant at undersøge udvekslingen mellem forskellige zoner i samfundet, der både har mental og fysisk karakter.

I et forsøg på at stoppe pesten i London i 1600-tallet tegnede vagtmændene røde kors på dørene i de huse, der var under karantæne. Hvis man gik ud, risikerede man at blive dømt til døden. Kilde og illustration: Wellcome Collection

Udgivelse

Essayet blev udgivet i Arkitekten 04/2020.