ANNONCE

Foto: Oskar Koliander
Essay af

Albert Algreen-Petersen

Redaktør

Arkitekt MAA og ph.d.

Vi omtaler for det meste en bygning som færdig i det øjeblik, hvor det sidste lag maling netop er strøget på, hvor byggepladsen rømmes, og nøglerne overdrages til bygherre. Men det er en misforståelse: Vi burde i stedet vænne os til at tale om, at en bygning begynder. For arkitekturens tid er lang. Det er ressourcekrævende at bygge, og bygninger bliver i de fleste tilfælde gamle. 

Patina og aldringsprocesser har historisk set præget arkitekturen med deres synlige, motivdannende spor om, hvordan huse bliver gamle, og arkitekter har bearbejdet disse informationer ofte til arkitektoniske motiver. 

Et tværsnit i f.eks. et traditionelt længehus eller en murermestervilla viser bygningens profil med de arketypiske bygningselementer som taget med sin hældning og sit udhæng, gesims, sålbænk og sokkel. Det er bygningselementer, der ses i forskellige udformninger på tværs af arkitekturhistorien, og som ikke udelukkende er historiske elementer, men er opstået på baggrund af erfaringsbåren viden om, hvordan bygninger ældes. 

Det engelske begreb weathering (1) dækker over de aldringsprocesser, en bygning undergår over tid, når den udsættes for brug, slid og vejrlig. I sin oprindelige betydning blev weathering dog defineret som de fysiske dele af en bygning, der leder vand væk fra bygningen. Begrebet forbinder dermed de bygningsfysiske aldringsprocesser med de specifikke bygningsdetaljer og materialer, der beskytter en bygning mod nedbrydning. Ud over at forhale forløbet har arkitekter også arbejdet bevidst med at styre patina i en retning, der understøtter en arkitektonisk idé og måske ligefrem ophøjer arkitekturen over tid, som når rusticering – ofte som grov tilhugning af natursten, men også af beton – skaber et spil mellem lys og skygge i overfladen. Dette spil forstærkes af patina over tid, når de dybere liggende områder samler støv og i sig selv bliver mørkere, samtidig med at de fremstikkende dele vaskes lysere af regnen. Med en bevidst tilgang kan patina således fungere som en fremkaldervæske, hvor den arkitektoniske idé understøttes og ikke sløres. 

I antikken havde patinering som sådan ikke interesse. Ikke desto mindre medvirkede antikkens ruiner til en gryende interesse for patina. Med renæssancens fødsel i Italien i starten af 1400-tallet genopdagedes en række af antikkens store værker, nu i form af ruiner. Fascinationen koncentrerede sig mindre om patinaen og mere om ruinens fortælling om det engang sublime værk. Siden, og særlig op gennem det 18. og 19. årh., udviklede fascinationen sig til en egentlig fascination af det ruinøse, hvor patina som tydeligt spor af tid blev central. I oplysningstiden udvikledes en ny historieforståelse og også et nyt historiebegreb, og en ny opfattelse af kulturarv opstod (2). Den ændrede forståelse af historicitet medførte et nyt blik på historiske bygningsværker, hvor hvert enkelt værk måtte opfattes som unikt og værd at bevare bl.a. i kraft af sin historie, og hvor bygningens patina tager del i værkets særlige karakteristika. Det patinabegreb, der blev dannet i perioden, var karakteriseret af en forståelse af, at synlige spor af alder er vigtige for forståelsen af et (historisk) værk. Patina, som vi typisk forstår begrebet i dag, stammer herfra og udtrykkes tydeligt af John Ruskin (1819-1900) i The Seven Lamps of Architecture, når han skriver, at “(…) the greatest glory of a building is not in its stone, or in its gold. Its glory is in its Age (…) it is in that golden stain of time, that we are to look for the real light, and colour, and preciousness of architecture (…).” (3)

Med den industrielle revolution fra midten af det 19. årh. skete omfattende ændringer af arkitekturens materielle virkelighed og dermed af de materialefysiske vilkår, der gjorde sig gældende for arkitekturen og for arkitekturens patina. 

Essay af

Albert Algreen-Petersen

Redaktør

Arkitekt MAA og ph.d.

Udgivelse

Artiklen blev første gang udgivet i Arkitekten 06/21.

Artiklen er skrevet med afsæt i forfatterens ph.d.-afhandling med titlen
"Patina – Arkitektonisk motiv og informant", 2019, Kunstakademiets Arkitektskole, København.

Noter

1 Begrebet diskuteres med modernismen og industraliseringen som afsæt og desuden i en arkitektonisk sammenhæng i: Mohsen Mostafavi og David Leatherbarrow: On Weathering: The Life of Buildings in Time. Cambridge, Mass.: The MIT Press, 1993.

2 Formuleret særligt af Giovanni Battista Vico (1668-1744) og Gottfried Herder (1744-1803). Se desuden: Jukka Jokilehto: A History of Architectural Conservation. Oxford: Butterworth-Heinemann, 1999, s. 16-19 og 54-55.

3 John Ruskin: The Seven Lamps of Architecture. London: Smith, Elder & Co., 1849, s. 162-84.

4 Helen G. Welling: Modernismens Bygninger: Idègrundlag og bevaringssynspunkter. Miljø- og Energiministeriet: Skov- og Naturstyrelsen, 1999, s. 82-83.

5 Jorge Otero-Pailos: The Ambivalence of Smoke: Pollution and Modern Architectural Historiography, Grey Room. Cambridge, Mass: The MIT Press (2011).

6 Otero-Pailos, op.cit., s. 90-113.

7 Aloïs Riegl: Der Moderne Denkmalkultus. Sein Wesen und seine Entstehung. K.K. Zentral-Kommission für Kunst- und Historische Denkmale, 1903.

8 Edmund de Waal: Haren med de ravgule øjne. København: Forlaget Hr. Ferdinand, (2010) 2014, s. 382-83.

9 Juhani Pallasmaa: Arkitekturen og sanserne, red. Carsten Thau og Martin Keiding, København: Arkitektens Forlag (2014), s. 55. 

ANNONCE

Arkitrav, frise og gesims fra Jupitor Stator-templet i Rom. Tegning: C.F. Hansen, Kunstakademiets Bibliotek.

Patina i det moderne

Industrialiseringen af byggeriet i det 19. årh. og 20. årh. resulterede i introduktionen af en til stadighed stigende mængde nye materialer og byggeteknikker, der kunne understøtte massefremstillingen af byggeelementer og honorere nye krav til øget hastighed for opførelsen. Den udvikling medførte også et ændret syn på arkitekturens aldring og patina, hvor de nye materialers egenskaber var anderledes end dem, man kendte til, og hvor arkitekters syn på den materielle del af arkitekturen forandredes. Parallelt med at industrialiseringen af byggeriet tog fart, og i en gensidig udveksling med hinanden, vandt modernismens idealer frem. Vi kender fortællingen: Lidt groft sagt blev historiske, arkitektoniske principper i modernismens begyndelse anset som dekoration, man ønskede at frigøre sig fra og med et tabula rasa begynde forfra. Det betød en forkastelse af mange bygningsdetaljer, der indarbejder patina i arkitekturen. De mest rendyrkede modernister havde en forestilling om, at en bygning er opført til én bestemt funktion, hvilket betød, at man også opførte huse med en kort tidsbestemt periode for øje. Herefter kunne de rives ned, og nye huse kunne bygges til nye formål. Udviklingen medførte en radikalt forandret tidshorisont i byggeriet, hvor evigheden erstattedes med nuet (4). Det betyder, at mange af modernismens bygninger lige fra opførelsestidspunktet var sårbare og i dag ofte plages af vedligeholdelsesproblemer. Som et resultat af nye materialer og teknologier opstod også radikalt forandrede patinaforhold end dem, man kendte fra den førmoderne, førindustrielle arkitektur.

Arkitekturteoretikeren Jorge Otero-Pailos argumenterer for, at et af det moderne industrisamfunds mest radikale og forandrende nye materialer for arkitekturen og for vores forståelse af patina og arkitektur var røg og forurening (smoke and pollution) (5). Hvor patina i den førmoderne arkitekturforståelse var tilkommet naturligt, var det moderne industrisamfunds nye materiale, røg, en kulturel og menneskeskabt patina direkte afledt af den nye, forurenende virkelighed. Den moderne patina blev dermed en materiel manifestation af den ændrede fysiske (arkitektur)virkelighed, hvilket bidrog til en destabilisering af den stabiliserende, historiske orden, der havde struktureret den arkitektoniske orden. Materialerne og husene artede sig gradvist anderledes, under indflydelse af påvirkninger fra røg og forurening, nye materialer kom til, som atter artede sig på nye måder. Otero-Pailos understreger, at “­(n)ot only did architects change the way they thought about building materials; the physical behavior of those materials was itself slowly changing under the action of a new and most pervasive industrial material: pollution.” (6)

Hvidvaskede, fremtrædende partier og tilsmudsede recesser. Facadens intentionelle lys-skygge-spil ‘fremkaldes’ af patina. Basilique du Sacré-Cœur de Montmartre. Paul Abadie, 1875-91. Foto: Albert Algreen-Petersen

Kludetæppe af puds og patina. Råd- og Domhus ved Nytorv. C.F. Hansen, 1803-15. Foto: Oskar Koliander

Hvad skal vi med patina?

Det skift, der skete inden for arkitekturen med fremkomsten af industrifremstillede materialer og fremkomsten af den moderne periodes idégrundlag, var en gradvis holdningsændring og ikke et pludseligt skift, som kan tilskrives enkelte arkitekter eller bygningsværker, sådan som arkitekturhistorien kan have en tendens til at argumentere. Det forrykkede billede af patina og spillet mellem naturligt og kulturelt præger til dels fortsat vores opfattelse af patina.

Nu er vi opmærksomme på, at arkitekturens ælde og patina er uundgåelig. Så opstår der et arkitektonisk spørgsmål, som rækker ud over spørgsmålene om f.eks. økonomisk betydning og miljømæssig bæredygtighed (at det er ressourcekrævende at bygge og vedligeholde). Det er spørgsmålet om, hvad tid gennem patina så føjer til arkitekturen? Hvad skal vi med patina?

Kunsthistorikeren Aloïs Riegl (1858-1905) svarer ganske klart på dette spørgsmål i sit essay Der Moderne Denkmalkultus: Sein Wesen und seine Entstehung7 fra 1903 med sin værdibaserede tilgang til arkitektur. Her defineres og fremhæves Alterswert (alderens værdi), forstået som synlig og umiddelbart aflæselig alder på en bygning, der i sig selv har en værdi, fordi vi som beskuere kan sætte os selv i relation til bygningen og den historie, den repræsenterer, uden forudgående (arkitektur)historisk viden etc. Den engelske forfatter og keramiker Edmund De Waal forklarer med afsæt i en arvet, japansk netsuke: “Måske er patina en proces som handler om at slide og gnide, indtil det væsentlige træder frem (…). Man tager en genstand op af lommen og lægger den foran sig, og så går man i gang. Man begynder at fortælle en historie” (8). Hvor røg var den moderne periodes arkitekturs radikalt forandrende materiale, kan hastighed i dag betragtes som den digitaliserede verdens forandringskraft i forhold til opfattelsen af arkitektur og patina. Ifølge Juhani Pallasmaa udfordrer den øgede hastighed vores mulighed for at føle os hjemme i verden, hvilket er et problem, da “(v)i har et mentalt behov for at forstå, at vi er underlagt tidens gang, og i en menneskeskabt verden er det arkitekturens opgave at formidle denne oplevelse. Arkitekturen tæmmer det grænseløse rum, så vi kan bebo det, men den bør også tæmme den uendelige tid og hjælpe os med at finde vores plads i tidens kontinuum.” (9)

Patina er ikke et romantisk, men et højaktuelt anliggende for et fornyet fokus på arkitektur, hvor materialesætning og detaljering ikke blot skal se ud og være et billede på noget, men kan tage del i en stedsspecifik arkitekturforståelse informeret af brug, slid, tid og vejr. Anerkendelsen af, at patina må forstås bredt og forholde sig til gældende vilkår og nye materielle virkeligheder, kan åbne for et aktualiseret patinasyn, der tillige kan indgå i brede og langsigtede bæredygtighedsstrategier, hvor aldring og patina ikke kun tager fra, men også føjer til.

 

Hævet fra terræn og beskyttet af det store tagudhæng. Korshagehus. Erik Korshagen, 1960. Foto: Laura Conradi