Essay: Et hus er aldrig færdigt

Patina i det moderne

Industrialiseringen af byggeriet i det 19. årh. og 20. årh. resulterede i introduktionen af en til stadighed stigende mængde nye materialer og byggeteknikker, der kunne understøtte massefremstillingen af byggeelementer og honorere nye krav til øget hastighed for opførelsen. Den udvikling medførte også et ændret syn på arkitekturens aldring og patina, hvor de nye materialers egenskaber var anderledes end dem, man kendte til, og hvor arkitekters syn på den materielle del af arkitekturen forandredes. Parallelt med at industrialiseringen af byggeriet tog fart, og i en gensidig udveksling med hinanden, vandt modernismens idealer frem. Vi kender fortællingen: Lidt groft sagt blev historiske, arkitektoniske principper i modernismens begyndelse anset som dekoration, man ønskede at frigøre sig fra og med et tabula rasa begynde forfra. Det betød en forkastelse af mange bygningsdetaljer, der indarbejder patina i arkitekturen. De mest rendyrkede modernister havde en forestilling om, at en bygning er opført til én bestemt funktion, hvilket betød, at man også opførte huse med en kort tidsbestemt periode for øje. Herefter kunne de rives ned, og nye huse kunne bygges til nye formål. Udviklingen medførte en radikalt forandret tidshorisont i byggeriet, hvor evigheden erstattedes med nuet (4). Det betyder, at mange af modernismens bygninger lige fra opførelsestidspunktet var sårbare og i dag ofte plages af vedligeholdelsesproblemer. Som et resultat af nye materialer og teknologier opstod også radikalt forandrede patinaforhold end dem, man kendte fra den førmoderne, førindustrielle arkitektur.

Arkitekturteoretikeren Jorge Otero-Pailos argumenterer for, at et af det moderne industrisamfunds mest radikale og forandrende nye materialer for arkitekturen og for vores forståelse af patina og arkitektur var røg og forurening (smoke and pollution) (5). Hvor patina i den førmoderne arkitekturforståelse var tilkommet naturligt, var det moderne industrisamfunds nye materiale, røg, en kulturel og menneskeskabt patina direkte afledt af den nye, forurenende virkelighed. Den moderne patina blev dermed en materiel manifestation af den ændrede fysiske (arkitektur)virkelighed, hvilket bidrog til en destabilisering af den stabiliserende, historiske orden, der havde struktureret den arkitektoniske orden. Materialerne og husene artede sig gradvist anderledes, under indflydelse af påvirkninger fra røg og forurening, nye materialer kom til, som atter artede sig på nye måder. Otero-Pailos understreger, at “­(n)ot only did architects change the way they thought about building materials; the physical behavior of those materials was itself slowly changing under the action of a new and most pervasive industrial material: pollution.” (6)

Hvad skal vi med patina?

Det skift, der skete inden for arkitekturen med fremkomsten af industrifremstillede materialer og fremkomsten af den moderne periodes idégrundlag, var en gradvis holdningsændring og ikke et pludseligt skift, som kan tilskrives enkelte arkitekter eller bygningsværker, sådan som arkitekturhistorien kan have en tendens til at argumentere. Det forrykkede billede af patina og spillet mellem naturligt og kulturelt præger til dels fortsat vores opfattelse af patina.

Nu er vi opmærksomme på, at arkitekturens ælde og patina er uundgåelig. Så opstår der et arkitektonisk spørgsmål, som rækker ud over spørgsmålene om f.eks. økonomisk betydning og miljømæssig bæredygtighed (at det er ressourcekrævende at bygge og vedligeholde). Det er spørgsmålet om, hvad tid gennem patina så føjer til arkitekturen? Hvad skal vi med patina?

Kunsthistorikeren Aloïs Riegl (1858-1905) svarer ganske klart på dette spørgsmål i sit essay Der Moderne Denkmalkultus: Sein Wesen und seine Entstehung7 fra 1903 med sin værdibaserede tilgang til arkitektur. Her defineres og fremhæves Alterswert (alderens værdi), forstået som synlig og umiddelbart aflæselig alder på en bygning, der i sig selv har en værdi, fordi vi som beskuere kan sætte os selv i relation til bygningen og den historie, den repræsenterer, uden forudgående (arkitektur)historisk viden etc. Den engelske forfatter og keramiker Edmund De Waal forklarer med afsæt i en arvet, japansk netsuke: “Måske er patina en proces som handler om at slide og gnide, indtil det væsentlige træder frem (…). Man tager en genstand op af lommen og lægger den foran sig, og så går man i gang. Man begynder at fortælle en historie” (8). Hvor røg var den moderne periodes arkitekturs radikalt forandrende materiale, kan hastighed i dag betragtes som den digitaliserede verdens forandringskraft i forhold til opfattelsen af arkitektur og patina. Ifølge Juhani Pallasmaa udfordrer den øgede hastighed vores mulighed for at føle os hjemme i verden, hvilket er et problem, da “(v)i har et mentalt behov for at forstå, at vi er underlagt tidens gang, og i en menneskeskabt verden er det arkitekturens opgave at formidle denne oplevelse. Arkitekturen tæmmer det grænseløse rum, så vi kan bebo det, men den bør også tæmme den uendelige tid og hjælpe os med at finde vores plads i tidens kontinuum.” (9)

Patina er ikke et romantisk, men et højaktuelt anliggende for et fornyet fokus på arkitektur, hvor materialesætning og detaljering ikke blot skal se ud og være et billede på noget, men kan tage del i en stedsspecifik arkitekturforståelse informeret af brug, slid, tid og vejr. Anerkendelsen af, at patina må forstås bredt og forholde sig til gældende vilkår og nye materielle virkeligheder, kan åbne for et aktualiseret patinasyn, der tillige kan indgå i brede og langsigtede bæredygtighedsstrategier, hvor aldring og patina ikke kun tager fra, men også føjer til.