ANNONCE

Havneudvidelse v. bugten foran Mindeparken. Foto: Maria Willemoes Franck

Ellen Braae

Landskabsarkitekt MAA, MDL, ph.d. og professor i landskabs­arkitektur og urbanisme ved Københavns Universitet.

Menneskets relation til sin umiddelbare omverden og i videre forstand arkitekturens og byudviklingens gensidige udveksling med natur er det måske allermest basale omdrejningspunkt. Vores baseline. Det er også en mangfoldig relation – både som oplevet fænomen og rumligt-materielt ressourcegrundlag. Det har det altid været, og det er det fortsat. Når det handler om byen og dens rum, er en række begreber som ‘bynatur’, ‘grøn by’, ‘biodiversitet’ og økologiske kredsløb kommet i spil, ligesom en række angelsaksisk-klingende begreber har vundet indpas i hverdagsfagsproget såsom ‘greening’, ‘biomimicry’, ‘nature-based-solutions’ og ‘ecosystem-services’. De vidner om, at relationen mellem by og natur er mere aktuel end nogen sinde og har fået nye overtoner med de standende og indbyrdes relaterede kriser: den økologiske krise, den demokratiske krise og boligkrisen, ‘the housing crisis’. Og med betegnelsen det antropocæne er vi nået dertil, at menneskets del i relationen er blevet ikke bare den dominerende, men at vi kan tale om en udtømt, drænet, udnyttet, beskadiget og ødelagt planet. Den ramme er nu vores udgangspunkt og stiller store og nærmest ubesvarlige spørgsmål som, hvordan bebor vi planeten Jorden eller helt præcist den ‘kritiske zone’, som udgøres af det tynde lag, der udfolder sig i al sin mangfoldighed mellem ganske få meter ned under jordens overflade og et par kilometer op i luften. Og om hvilken rolle kan arkitekturen spille. På den dystre baggrund besøger jeg Aarhus og tager temperaturen på samspillet mellem by, byudvikling og natur. 

Men for at sætte en tidsmæssig ramme om byudvikling skal vi lige omkring den britiske arkitekt Cedric Price, der bl.a. fungerede som inspirator for Team10. Han har lavet en herlig klar beskrivelse af byformers udvikling og dermed en formmæssig relation til natur ved at sammenligne med et ægs mulige tilberedningsformer. Den middelalderlige by er således et hårdkogt æg, en kompakt byform med et veldefineret centrum, en lige så veldefineret ydre afgrænsning, hvor natur er det ydre, man afgrænser sig fra. Den tidlige industrialiserede by med jernbanelinjerne, der med et relativt intakt centrum nu strækker sig selv og byudviklingen ud i det omgivende landskab, sammenligner han med spejlægget. Her er det åbne landskab blevet en ressource. Og den moderne, arealkrævende by med new towns, kraftige infrastrukturer og et opløst centrum er naturligvis røræg. Nu åbner forestillingerne om røræg for mange varianter, der er knap så entydige som de to foregående, men den er porøs og har mange ‘huller’, hvor den underliggende natur træder frem. 

Ellen Braae

Landskabsarkitekt MAA, MDL, ph.d. og professor i landskabs­arkitektur og urbanisme ved Københavns Universitet.

Udgivelse

Essayet er første gang udgivet i Arkitekten 08/2021.

Arkitekten Live

Hør eller genhør Ellen Braae læse sit essay højt i forbindelse med Arkitekturens Dag den 4. oktober 2021.

Find oplæsningen via dette link:
https://arkitektforeningen.dk/nyheder/se-alle-arrangementerne-fra-arkitekturens-dag-i-arkitektforeningen/

ANNONCE

Brabrandstien. Foto: Maria Willemoes Franck
Tangkrogen. Foto: Maria Willemoes Franck

Tre byer

Men ser vi på tætheder, er det faktisk mere oplagt at tale om tre byer: ‘den førmoderne by’, ‘den nye by’ og ‘den neoliberale by’. Den førmoderne by, det hårdkogte æg, er tæt. Den nye by – det 20. århundredes by og i efterkrigstiden velfærdsbyen – er karakteriseret ved at være åben, flad og at urbanisere store arealer. Byudviklingen tegner en centrifugal bevægelse med lavere tæthed og relaterer til både spejlægget og rørægget i Prices analogier. Den nye by ser grøn ud, men det er også en problematisk by, idet den har udløst en del af det klimaregime, vi befinder os i. Dels fordi der er så meget af den – over halvdelen af alle byggede kvadratmeter er bygget efter Anden Verdenskrig – dels fordi den er ekstremt ressourcekrævende og trækker på globale ressourcer, og endelig fordi den trods sin grønne fremtoning hviler på en naturforståelse, hvor naturen er baggrund og ressource for menneskets handlinger. Den nye by har imidlertid fået sig en afløser, der hænger nøje sammen med den neoliberale økonomiske ramme, hvor byer mere betragtes som vækstmotorer og deres bygninger som investeringsobjekter – et spil, vi alle er indlejret i qua bl.a. pensionskassernes formuepleje – end som levesteder for mennesker og andre levende organismer. Det praktiseres lige så vel af private investorer som af det offentlige, idet kommuner nu optræder i dobbeltrollen som både myndighed og bygherre, der vil tjene penge til kommunekassen gennem jordsalg og tilflytning af gode skatteborgere. Den neoliberale by udfolder sig sjældent som nye byer eller lægger sig i periferien af et gammelt centrum. Den udfolder sig primært inden for rammerne af de eksisterende byer, på centralt beliggende og i begyndelsen tidligere industri- eller havneområder. Den fylder huller ud eller nedriver dele i de to gamle byer til fordel for en punktvis fremvækst af nye, kompakte kvarterer. Den markedsdrevne, neoliberale by – ja, by er det måske ikke, men bydele eller byområder – er karakteriseret ved at søge attraktive beliggenheder som stor bynærhed, havudsigt og opkobling på højeffektiv infrastruktur, ved høje bebyggelsesprocenter og ved at låne adgang til friareal fra den eksisterende kontekst. Inden for dens tætte områder skulle man tro, at jorden er giftig. Der er ikke meget af den og ofte forseglet med belægning. Den neoliberale by følger ikke nogen overordnet plan for byens udvikling, men vokser frem, hvor det er markedsmæssigt opportunt og politisk muligt – og den har ikke umiddelbart ambitioner på naturens vegne. Der er ganske enkelt ikke plads til natur i den model, og iblandt spoles udviklingen decideret baglæns, når ellers strategisk opkøbt jord til naturnære områder bebygges, som det er sket i Brendstrupkilen.

Forholdet til naturen

Set fra et bæredygtighedssynspunkt er det glædeligt, at den fortsatte udvikling af byen sker inden for rammerne af den by, vi allerede har. Men selvom det er blevet et nærmest uantastet dogme, at den bæredygtige by er kompakt, skal vi gøre det på en måde, der er i overensstemmelse med den viden og de behov, vi har som samfund. Og her er netop forholdet til naturen en hjørnesten. Den nye by – altså det 20. århundredes by – medtænker, hvor problematisk den end er, natur. Den bygger på to helt grundlæggende og arketypiske naturmodeller. Den ene, Ebenezer Howards haveby, er baseret på aktivt dyrkede, private havelodder. Den anden er CIAMs og modernismens pastorale, kollektive landskaber, som mennesket er henvist til enten at se på fra sin lejlighed eller at bevæge sig igennem. Her er mennesket nær på naturen, men samtidig fri fra den i den forstand, at vi er uafhængige af den, og at den ikke kræver dyrkning. De to arketyper udgør den nye bys to primære boligformer, parcelhuskvartererne og de større boligbebyggelser. Begge modeller er fortsat aktive i den måde, vi i planlægningen forholder os til natur på, og de genfindes i nutidig planlægning af byer og landskaber. De rummer også to indbyrdes forskellige forestillinger om offentlighed – fællesskabsforestillinger – og to forskellige bud på, hvilke goder naturen ud fra et menneskecentreret perspektiv bærer med sig, og har på godt og ondt klare politiske overtoner. Men hvordan forholder planlægningen og byudviklingen i dag sig til det helt overgribende spørgsmål om, hvordan vi styrker vores relation til natur på måder, der på en gang gør os begribelige, at vi er afhængige af det naturgrundlag, vi er indskrevet i, og skaber rammer om fællesskaber, hverdagslivet, åbner for oplevelsen af naturens magi og foranderlighed og samtidig styrker naturens processer på naturens præmisser? Det har både noget med byform og tæthed at gøre, og vi må finde andre modeller end parcelhuset og det passive forhold til fælles grønne, men ofte identitetssvage områder.

Kongelunden. Foto: Maria Willemoes Franck
Rosenhøjen. Foto: Maria Willemoes Franck

Byform

Verdens mest fantastiske byer er netop karakteriseret ved et eminent samspil mellem stedets naturlige karakteristika og den måde, det er blevet urbaniseret på. Vi taler om byform – som på den ene side er et anakronistisk forehavende langt fra byens dynamiske virkelighed, og på den anden side potentielt er en del i at skabe en opfattelig relation til den jord og det landskab, vi er en del af. Det gælder Skærgårdens småøer og vand, der sammen med de tunge bygningsvolumener i de lette farver former Stockholm som Nordens Venedig – for ikke at tale om urbaniseringen af de småøer i Venedig-lagunen selv, der har dannet afsæt for referencen. I New York spiller det kompromiløse grid sammen med Manhattans hvælvede halvø, der mod spidsen flader helt ud. I Rom hviler hverdagsbyens labyrintiske masse med sine udsparede byrum mellem de syv høje, der hver er kronet med en symbolsk funktion. Og sådan ligger også verdens mindste storby, Aarhus, smukt i en amfiteatralsk halvskål med sine fire landskaber – skovene fra hhv. syd og nord, ådalen fra vest og bugten mod øst – der hver strækker sig helt ind til byens hjerte. Takket være Aarhus’ placering i forhold til bugt, bakkedal og skov samt dens indre organisering af grønne træk er byen både med til at gøre det store landskab aflæseligt og de grønne træk med til, at man kan orientere sig i byen. Byen og dens landskabelige holdepunkter er på en gang en destination i et stort bylandskab og danner ramme om hverdagslivet og gør derfor Aarhus i landskabet og landskabet i Aarhus til to sider af samme sag. Her er de senere års store indsatser langs havnefronten væsentlige med synliggørelsen af åens udløb, der videre med anlægget af Havnepladsen udvider byens rum helt til kajkanten, hvorfra man kan følge vandspejlet helt fra byens gamle centrum og ud i bugten. I tillæg til den klare markering af overgangen mellem by og havneområdet tilvejebringes en klar og intuitiv forståelse af byens indlejring i det store landskab.

Bevæger man sig væk fra den nykoreograferede bymidte-bugts relationer og samspil mellem topografi, hav og byudvikling og ser på byen indlejring mod nord, vest og syd, tegner der sig et mere broget billede. Dels lukker Aarhus Ø, den nye og planlagte spilleplade for udfoldning af en neoliberal bydel på den tidligere containerterminal, godt og grundigt for samme forbindelse mellem by og hav i amfiskålens nordlige del, og tilsvarende kravler havnen længere og længere ud i bugten i den sydlige del. Her bliver kommunernes dobbeltrolle for alvor synlig. Aarhus er trods sine klare landskabelige forudsætninger aldrig lykkedes med at etablere et stærkt ledebillede som København med sin Fingerplan fra 1947, som er grundlagt på landskabsplanen Den Grønne Betænkning formuleret allerede i 1936. Fingerplanen har trods sine indlejrede udfordringer og uudnyttede potentialer formået at fastholde en forståelig og operationaliserbar relation mellem byen og dens landskabelige grundlag, som også har vist sig befordrende for styrkelse af naturens kredsløb, vandhåndtering og biodiversitet. Selv om parcelhuskvartererne har højere biodiversitet end dyrkningslandskabet, så er det alligevel kun et særligt udsnit af planter og dyr, vi kan finde her. Og som vi efterhånden har lært det, at vand skal have plads og optræde i sammenhængende systemer, er det også tilfældet for biodiversitet. Så også fra det perspektiv er der grund til at arbejde med byform.

De grønne træks rekreative og restorative egenskaber er efterhånden ganske veldokumenterede. Og i forlængelse af vandmiljøplanerne, der har forholdt sig til vandkvalitet, lærer vi i disse år på godt og ondt og i alle fald meget direkte, hvordan vandet gør krav på rum. Hvordan vandet fra oven og fra neden – regnvand og grundvand – vandet bagfra og forfra – vandoplande og havvand – skal tilbageholdes, nedsives, transporteres, renses og udledes. Det er en læring om, hvordan landskabet ikke er et fænomen, man kun finder uden for byporten, men et fænomen med mange aspekter, der er til stede overalt, og som skal have plads. Og senest bevidner det ekstremt hastigt accelererende tab af biodiversitet vigtigheden af samspillet mellem natur og by.

Hvordan er en by da i fremtiden? Og hvad er arkitektens opgave – planlæggerens, urban designerens, landskabsarkitektens? Der ligger flere klare opgaver. Den ene kan vi kalde naturen på naturens præmisser. Det er at sikre plads til, at naturens processer ikke alene kan udfolde sig i samspil med den måde, vi urbaniserer på, deres vilkår skal også klart styrkes. Her spiller den nye bys potentialer en væsentlig rolle, idet den på den ene side grundlæggende har negligeret det naturgrundlag, den er indlejret i, men på den anden side er så tilpas åben og grøn, at der er noget at arbejde med. Den neoliberale bys vækster skal dirigeres i forhold til dette nye rationale om styrkelse af naturens processer.

Naturfølelse

Den anden opgave handler om naturfølelse. Den handler om at genforbinde os med den natur, vi selv er en del af. Som den franske filosof Bruno Latour betoner, så er naturen ikke en bagskærm, hvorpå samfundets sociale dimensioner udfolder sig. Vi er som menneskehed helt afhængige af, at alle levende væsener, som beboer denne planet, faktisk overlever. Derfor er spørgsmålet om byform, altså om hvordan byen på den store skala spiller sammen med sine landskabelige forudsætninger på en forståelig måde, ikke abstrakt og formalistisk, men ganske væsentligt. Også her skal de neoliberale byvækster hjælpes på vej, så de ikke slører, men styrker fortællingen om byens indlejring i sit landskab. Det betyder ikke nødvendigvis, at byen skal se ud, som om nogen har glemt at luge hele sommeren, men der skal sættes fokus på, at tæthed ikke er en entydig formel for den måde, vi kommer til at indrette os på i fremtiden. Det handler i høj grad om, hvordan vi bygger hvor. Der er brug for et korrektiv til de nuværende checks-and-balances, hvor et almenvelle, der omfatter både mennesker og andre levende organismer, tilgodeses i langt højere grad, end det i dag er tilfældet. Derudover kommer vi til at arbejde med at mangfoldiggøre måden, vi som mennesker inden for dette system relaterer os til natur på. ‘Vi’ er et mangfoldigt ‘vi’. Det kan ikke deles i et kollektivt vi, som CIAM gjorde, eller i et kernefamilie-vi, som i Howards model. Med stadig øget diversitet i mange sammenhænge, i forhold til familieformer, minoriteter, kulturer, køn osv., må vi undersøge og udfolde mange måder, hvorpå vi kan styrke den forstandsmæssige, sanselige og følelsesmæssige relation til naturen. Måder, der hjælper os til at forstå vores afhængighed og indlejrethed.

For de enkelte bebyggelser foreligger et helt system til regulering i retning af større bæredygtighed i form af diverse certificeringer og retningslinjer. De er væsentlige, fordi de hjælper til at ændre vaner, forestillinger og processer. Men de alene leder ikke til en fundamental styrkelse af samspillet mellem mennesker og natur. Netop her er vores naturfølelse, vores oplevelse af samhørighed med natur, helt afgørende for, at vi kan mobilisere en langt større omsorg for vores fysisk-rumlige livsverden. En omsorg, der tager vare på de ruiner, vi nu en gang må leve i og med, og gør dem beboelige både her-og-nu og på lang sigt. Den opgave er fremover arkitekturens fornemmeste og helt nødvendige opgave.

Musikparkområdet. Foto: Maria Willemoes Franck
Højhuset på Søren Frichs Vej. Foto: Maria Willemoes Franck
True Skov. Foto: Maria Willemoes Franck