Faaborg Museum: Den historiefortællende dimension

Helhedsplanen er derfor mere end en plan for restaurering og udvidelse af et kunstmuseum. Den genindsætter museet i et unikt kulturmiljø og rækker ud til byens kunst, arkitektur og industrikultur og ud til de mange landskaber, som har formet kunstnerne.

Uanset om det gælder bygningsmæssige ændringer og udvidelser eller selve fortællingen om museet, står begreberne transformation, genbrug og bæredygtighed på samme måde som i 1915 som helt centrale idealer og metoder i planerne for det fremtidige museum. Med disse greb, som har rødder i Carl Petersens æstetik og arkitektursyn, kan man skabe et museum, hvor bygningshistorie og -bevaring, æstetik og funktionalitet spiller stærkt sammen og tilmed rækker ud imod og inddrager den omkringliggende by.

Carl Petersens bygning er et arkitektonisk hovedværk, og det er den bl.a. blevet, fordi arkitekten formåede at se mulighederne i og løfte udfordringerne med at genbruge eksisterende bygninger og de mange bindinger, som fulgte med at bygge et museum i et købstadsmiljø med begrænset plads. Det gælder f.eks. Carl Petersens udnyttelse af det sammensurium af lager- og fabriksbygninger for Dansk Vin- og Konservesfabrik, der lå på grunden bag hovedbygningen i Konservesgården. Disse er f.eks. gengivet i Peter Tom-Petersens tegning fra 1905, 10 år før ombygningen.

Hvis man får øje på denne sammenhæng, ser man pludselig, hvor mange bygninger fra fabrikkens tid, der indgår i Carl Petersens museum og dermed findes endnu – som ydermure, som grundform, som tage, tagformer, vindueshuller og port. Hermed var Carl Petersen på linje med noget meget grundlæggende dansk og europæisk i sin tilgang til opgaven. At bygge videre på noget eksisterende sker ikke kun af økonomiske grunde, men i et større perspektiv også som en anerkendelse af og et ønske om at bevare og videreføre en historiefortællende dimension i bygningsværket.

Visionen for Faaborg Museum er at løfte blikket fra bygninger til bydel. På denne måde vil museets på en gang ydmyge og ambitiøse forankring i genbrugstankegangen ‘vi bruger, hvad vi har’ blive genkaldt og virke med fornyet rækkevidde. Dette greb muliggør en langsigtet plan, der står på de tre vigtigste ben i museets udviklingsplaner, som skal skabe fundamentet for et revitaliseret museum: restaurering, udvidelse og teknisk opdatering af sikkerhed, klima og adgangsforhold.

Det er ingen sag at bygge nyt, men langt mere perspektivrigt at inddrage, bygge om og til i eksisterende bygninger. Det har Carl Petersen vist os med sit projekt til Faaborg Museum, hvor nyt flettes ind i gammelt, så man ikke umiddelbart erkender, hvor det ene slutter, og det andet begynder. Det er en indlevet og visionær arkitektur, båret frem af lige dele beskedenhed og fagligt mod, der taler lige så stærkt til os i dag, som den gjorde ved museets indvielse i 1915.

Frits Jørgensen (1882-1961) var tilsynsførende arkitekt på opførelsen af Faaborg Museum og har haft meget stor betydning for 1900-tallets bygningskultur i Faaborg. Han fortsatte i flere af sine bygninger den klassicisme, som Carl Petersen med museet bragte til byen, hvilket giver yderligere værdi til ideen om at lade Turbinehallen (1924) og Elværkets administrationsbygning (1925), der fraflyttes i de kommende år, indgå i museets udviklingsplaner.

Historisk dannede bebyggelsen langs Grønnegade byens grænse mod øst, hvorfra matriklerne strakte sig i en vifteform mod Sundet. Dette motiv kan stadig opleves i Faaborg Museum, hvor den langstrakte matrikel og Mads Rasmussens have fastholder den oprindelige struktur med vekselvirkning mellem bebyggelse, gartner Truelsens nyttehaver og murindrammede haver, der var karakteristisk for Faaborg omkring år 1900.

Ved at inddrage og bygge videre på eksisterende bygningers modstand og muligheder kan man sikre, at alle bygningsmæssige led i fremtidens Faaborg Museum fastholder en egen integritet og udvikler sine egne karakteristika. Ved tillige at lade markante, landskabelige træk indgå i helhedsplanen styrkes tidsdybden, forankringen og formidlingen af Faaborg Museum som institution og som byudviklingsprojekt med rødder i 1900-tallets begyndelse – og der vil ikke være tvivl om museets bygningsmæssige hierarki.

De ‘nye’ bygninger Turbinehallen (særudstillinger) og Bestyrerboligen (administration og forskning) indgår naturligt i museets ensemble af bygninger, der forbindes af Mads Rasmussens have og den kommende dyrkningshave, gartner Truelsens have, hvori et større væksthus til brug for museets formidling og udadrettede arrangementer tillige foreslås opført.

Med helhedsplanen for Faaborg Museum skabes et aktivt formidlende bygningsensemble, man færdes i og imellem, og som bringer museet i samklang med købstadens rum og skala.

De nye tiltag bygger på samme strategi, som Carl Petersen lagde til grund for Faaborg Museum, nemlig at bygge sig ind i og føje nyt til det bestående. Og de bidrager samtidig med nye lag til museets betydning, rækkevidde og potentiale i forhold til købstadens fortsatte udvikling. På denne måde kan de nye tiltag opnå at blive lige så unikke som Faaborg Museum uden at konkurrere med Carl Petersens bygning.

Truelsens bygning frigøres fra Carl Petersens bygning og bliver en selvstændig længe med nye funktioner som ramme om formidling og café. Herved understreges Carl Petersens bygning som museets hjerte, og den vil fremstå styrket snarere end udfordret af senere tilføjelser.

Ensemblet af bygninger har desuden potentiale til at pege på værdien af de tidligere nyttehaver på de langstrakte matrikler bag de nuværende museumsbygninger, der oprindelig rummede et gartneri. En genetablering af nytte- og staudehaver er levende kulturformidling og vil både binde museets enkelte dele sammen og tilføre byen nye rekreative arealer.

Helhedsplanen for Faaborg Museum, der endnu er ufinansieret, kan med udgangspunkt i eksisterende bygninger, landskabstræk og matrikelstruktur med dyrkningsarealer mod Sundet blive en løftestang for den samlede udvikling af museum og by i området mod Sundet.