ANNONCE
Cirkulær proces
Det handler om at forlænge bygningers levetid og bruge alle ressourcer fornuftigt. Ny føljeton om drift.
Graves Simonsen
Arkitekt MAA og projektchef i Bygherreforeningen.
Arkitekturens kvalitative treenighed, Vitruvius’ teknik (firmitas), funktion (utilitas) og æstetik (venustas), har været en udbredt arkitektfaglig dyd gennem århundreder. Den kunstneriske del af arkitektens virke kan efter Vitruvius’ opfattelse således ikke ses løsrevet fra arkitekturens funktionelle og tekniske egenskaber. Balancen mellem de tre hovedelementer i den arkitektoniske kvalitet har imidlertid forskubbet sig gennem de seneste seks-syv årtier, hvor især den tekniske holdbarhed og robusthed har været mindre i fokus til fordel for æstetikken, men også funktionaliteten har været udfordret ift. bygningers indretning og volumener. Respekten for minimering af ressourceforbruget, som det er defineret i byggeloven, er blevet løst fortolket, og det samme er nødvendigheden af, at bygninger kræver drift og vedligeholdelse for at overleve.
Drift som begreb
Byggelovens operationelle redskab, Bygningsreglementet, fokuserer på bygningers tekniske kvalitet med hovedvægten lagt på økonomisk værdi på opførelsestidspunktet og i nogen grad holdbarhedsaspektet for opretholdelsen af værdien gennem bygningernes levetid. Reglementet forholder sig til gengæld kun i begrænset omfang til de driftsmæssige aspekter, som følger af bygningernes brug og forandringer, samt til brugernes adfærd over tid. Det er således ikke tilstrækkeligt at overholde bygningsreglementets bestemmelser, hvis der skal skabes værker, der kan blive en del af kulturarven i fremtiden, og lovgivningen i bred forstand lægger endnu ikke de store begrænsninger for en ‘opfør, brug og smid væk’-kultur.
Som så mange andre begreber inden for byggeri er drift uklart defineret, og det fremmer ikke forståelsen eller ansvarligheden hos de involverede parter, uanset hvor i værdikæden de befinder sig. Uklarheden i begrebsdannelsen kan i nogen grad begrundes med en udbredt, traditionel opfattelse af byggeriet som en lineær proces, som starter med analysen, ideen og programmet og slutter, når byggeriet er afleveret til bygherren, og det sidste kontraktforhold er afsluttet.
Men det gælder om at se byggeri som en cirkulær proces, der i princippet er uendelig. Hos professionelle bygherrer, og det gælder særligt de bygherrer, der bygger til sig selv og dermed egen kerneforretning, er der en stigende erkendelse af, at man bygger til drift. Det gælder særligt offentlige, almene, men også private bygherrer, som ikke bygger for at opfylde en fri markedsefterspørgsel, men som arbejder efter langsigtede investeringsplaner. Hos disse bygherrer bliver drift og vedligeholdelse helt centralt i beslutningsprocessen, og det giver incitamenter til at tænke drift med som et strategisk element i programmeringen. I større bygherreorganisationer med strategisk tilgang til drift opererer man i stigende grad med space management og facilities management (FM) som afgørende begreber og discipliner, hvor brugerens kerneforretning eller -funktion er omdrejningspunktet, og hvor bygningen og dens faciliteter er rammen, der skal understøtte disse funktioner. Der findes på nuværende tidspunkt næppe nogen bedre definition på drift end ovennævnte managementkoncepter, og selvom især førstnævnte allerede har en del arkitekters interesse, dækker det kun en begrænset del af den samlede drift.
(Artiklen fortsætter nedenfor)
Graves Simonsen
Arkitekt MAA og projektchef i Bygherreforeningen.
Arkitekten har søsat en ny føljeton om drift og vedligeholdelse af bygninger. Jo mere de to ting er integreret i programmering, byggeteknik og økonomi, jo længere holder huset. Og jo billigere bliver det i længden. Gæsteredaktør på føljetonen, Graves Simonsen, lægger ud.
Udgivelse
Artiklen er første gang bragt i Arkitekten 02/2022.
ANNONCE
Kompleksitet
Den evolutionære tendens i byggeriet har gennem tiden været at imødekomme øgede brugerkrav og -forventninger med flere tekniske krav, som så igen har fremmet en teknologisk udvikling af bygningers udformning og tekniske formåen. Udviklingen har samtidig givet arkitekter flere redskaber og muligheder for at kombinere bygherrernes og brugernes ønsker i løsninger af øget arkitektonisk, funktionsmæssig og teknisk kompleksitet. Med kompleksiteten følger imidlertid også øgede driftsudfordringer, og konsekvenserne heraf er ofte gået tabt i designovervejelser og -processer.
Eksemplerne spænder vidt, men de mest klassiske dækker typisk over, at konstruktioner er opbygget på sådanne måder, at det kræver omfattende demonteringer løbende at udskifte eller vedligeholde de svageste dele af kortest holdbarhed. Det kunne eksempelvis være MGO-plader som vindspærre i skalmurede facader, undertage af banevarer under tegltage eller skjulte installationssammenføringer i modulbyggeri; at der vælges materialer, der er mere pæne end holdbare i et dansk klima, eller typiske rengøringsrutiner – tænk eksempelvis vejrligsudsatte træbeklædninger uden tilstrækkelig konstruktiv beskyttelse; eller at der skabes uhensigtsmæssige bygningsdesign, der udfordrer brugerne eller mangler den nødvendige fleksibilitet, når bygningerne ændrer funktion – tænk eksempelvis nyere arkitektur, hvor indeklimakrav og -ønsker har krævet en mangfoldighed af komplicerede og driftstunge installationsløsninger, eller eksempelvis hvor hjemligheden i en plejebolig udebliver, fordi designet af boligens indretning ikke har taget tilstrækkelig højde for integrering af tekniske hjælpemidler.
De fleste eksempler vidner om, at den øgede kompleksitet giver problemer, som ikke i tilstrækkelig grad opfanges af selv de bedste digitale designredskaber og/eller tværfaglige dialoger mellem arkitekt- og ingeniør- og leverandørfagligheder. Spørgsmålet er, om en tilbagevenden til den klassiske begrebsopfattelse af arkitektonisk kvalitet i en mere enkel fortolkning af arkitektur kan blive redningen, der genskaber arkitekternes og bygherrernes forståelse for driftens betydning?
Et fælles ansvar
Det er nemlig vigtigt at understrege, at arkitekterne ikke står med hele ansvaret for, at en færdig bygning fungerer i drift. Det er bygherrens ansvar at klargøre sine forventninger og krav til de driftsmæssige aspekter på både kort og længere sigt, således at disse kan blive afspejlet i byggeprogrammeringen. Bygherren skal dermed være den kvalificerede dialogpartner med sin arkitekt, men skal samtidig kunne forvente en kvalificeret, faglig modspiller, der udfordrer bygherren – også i forhold til driften af en given bygning.
De fleste bygherrer har holdninger til, hvilke værdier deres bygninger skal repræsentere og afspejle, men de har brug for en dialog om, hvordan disse udformes i konkret fysisk form. Der er generelt ingen vej tilbage i forhold til at se byggeri som en væsentlig del af vores fælles, bæredygtige fremtid, og det stiller store krav til, hvordan vi bruger vores miljømæssige, sociale og økonomiske ressourcer mest optimalt. I den fremtid er der ikke plads til mange fejlkonstruktioner og dårlige løsninger, uhensigtsmæssige materialevalg og spild, mangelfuld funktionalitet og fleksibilitet, der forkorter bygningers levetid og skaber unødige driftsudfordringer, og som fordyrer bygningerne ud fra totaløkonomiske betragtninger.