Forskerboligerne på Carlsberg

Hvad forskerboligernes facader og bygningskrop angår, henter arkitekturen begrænsninger og inspiration fra Svenn Eske Kristensens ‘hængende haver’ (1969) og fra Carl Harilds mineralvandsfabrik (1927). Inspirationen er sidstnævntes tilbagerykkede tageetage og pergola, mens mønstermurværket med diagonalt vendte kopper stammer fra Kristensens buede teglskærme, som skulle forhindre udkig og blokere for enhver ny udvidelse ind i den forunderlige forstbotaniske have. Haven blev grundlagt i 1848 af hofgartner Rudolph Rothe og fik sit kuperede terræn med overskudsjord fra udgravninger til lagerkældre på fabriksgrunden. Træer og buske kom bl.a. fra J.C. Jacobsen, som fra sine mange udlandsrejser ud over ny teknologi også hjembragte eksotiske plantefrø (Arkitektur DK 8/08).

Begrænsningerne udspringer af et ønske om, at den nye bygningskrop indordner sig i forhold til de to eksisterende bygningers rumfang og netop haverummet med sin skovagtige dybde. Der er et møde i terrænet mellem have og hus, som endnu skal vokse til, men terrassen, som henvender sig til stueetagens gennemgående repræsentative lokale, flyder sammen med havens offentlige rum, og belægningens lysegrå sten følger med hele vejen rundt om bygningen og danner fortov under pergolaen, ud mod den kommende by.

Forbindelsen mellem by og have er tydelig i stuetagen, hvor det er muligt at se på tværs af huset gennem store uopsprossede glaspartier.

I de boliger, som har rum mod haven, danner store træer hele vægflader i rummene, naturen er med i boligen, og den virkning forstærkes blot af de indfældede altanrum, og generelt i fællesrummet øverst og på tagterrassen.

Murstensarbejdet er et af tyngdepunkterne i byggeriets arkitektur. Vil man matche, kræver det mere end blot at vælge byggematerialet og se at komme videre – der ligger en omhu i fremstilingen, opmuring i savtandsforbandt og blank mur, som bl.a. takket være de tilbageliggende vindues- og altanpartier ikke fremstår som drapering, men som ydersiden af en gennemmuret bygning, en tung blok, der kan modstå slag. Så kender man bryggeriet igen!

I interiøret er det lykkedes at videreføre det høje tekniske og materialemæssige kvalitetsniveau, som præger det ydre. Med undtagelse af hovedtrappeværnenes inddækkede konstruktion og et noget abrupt møde mellem værn og vinduespartier er der en meget klar og stærk materialeholdning, som afspejler soliditet og langtidsholbarhed og æstetisk samhørighed med det ydre. Gulve, træværk, indfatninger, dørblade, håndtag, stenbeklædning og badeværelser fremstår på en måde, som får én til at tro på, at det også vil se sådan ud om 50 år – eller mere, hvis man bare holder det hele lidt ved lige.

Der er 22 boliger i bygningen, og de er lifligt forskellige og varierede i størrelser og planløsninger. For de gennemgående boligers vedkommende er rumforløbene forskudt over en diagonal linje fra køkken til stue (eller omvendt), hvad der både giver rolige hjørner og indtryk af dybde.

Der er mest samling og karakter over husets byfacade. Pergolaen og knækket i bygningens plan tilfører huset en kompositorisk enhed, som karakteriserer mange af de murede industrianlæg på Carlsberg, herunder de første og klareste af Stilling og Nebelong til Gamle Carlsberg.

Også Kay Fiskers murede boligarkitektur og den funktionelle tradition, som han introducerede i Danmark, spiller med. Men ikke som et bedaget slæbeanker, for åbenheden, gennemsigtigheden og de livlige planer er helt nutidige og gør egentlig talt forskerboligerne til mere end blot summen af de ældre huses bedste træk, hvilket vil sige til noget af det bedste, der er bygget i området siden 1847. Indtil videre.