Forskydningens kunst

Bygherrens valg af sted for projektet skal ses i relation til Sjællands Universitetshospital Køge, delvist ibrugtaget og under opførelse tæt ved. En række arealer i tilknytning dertil er således udstykket af kommunen med henblik på salg til sundhedsrelateret byggeri, i dette tilfælde en medicinalvarevirksomhed. Byggegrunden ligger yderst i udstykningen, mod en vej med læhegn, og det betyder, at man til den ene side kan være sikker på, at udsigten vil være den samme over tid, og derfor vender de fleste kontorer også mod dette rolige område.

Selve lagerhallen og tilkørselsarealet tager det meste af siden til den tilstødende grund, hvor der formentlig vil blive opført nyt erhvervsbyggeri. Den primære repræsentative adgang er orienteret mod sydøst, men bag hallen findes et større fælles areal med parkering for medarbejdere og ledelse og indgangsforhold af samme kaliber som hovedindgangen. Tilmed findes der endnu en indgang helt omme ved ledelseskontorerne, i en overdækket niche, som bedst kan sammenlignes med entréforholdene ved et pænt stort funktionalistisk enfamiliehus. Således er der ingen bagsider i bebyggelsen.

Spisesalen, der ligger centralt i anlægget, veksler ligesom flere kontorer mellem to forskellige loftshøjder. Det skyldes, at tekniklofterne er komprimeret så meget, at omtrent to tredjedele eller halvdelen af rummenes loftsarealer er højtliggende. Dette rumdannende forhold er i særlig grad virkningsfuldt der, hvor alle mødes for at spise. Der er store vinduer, som vender ud mod virksomhedens mere interne udearealer, samt med døre til en overdækket terrasse. Det er også her, at byggeriets eneste fritstående søjle i interiøret viser sig, på et sted, som medvirker til fordeling af flow mellem gennemgang og opmarch til serveringsområdet ved køkkenet.

(Artiklen fortsætter nedenfor)

De fleste detaljer er udført, som de var tænkt, men der har også været forhold undervejs, som har ansporet til detail-løsninger på stedet. Disse tilretninger er så formet efter givne geometrier i hovedkonstruktionernes bygge- og samlingsprincipper, og med det samme apteringsvokabularium, som i det øvrige hus.

Hvor man i 1960erne ville have dækket sekundære samlingsdetaljer ind, f.eks. med montering af lysningspaneler ved ovenlys og vinduer, lader man i Køge elementerne være synlige, men modulerer til gengæld forløbet mellem delene ved at forskylde og tilbagerykke karmprofiler og konstruktionsforkanter. Det ses bl.a. omkring bygningens ovenlys, som er anbragt over husets fællesområder

Her, i ovenlysene, dukker forkanter på tagets betondæk op og møder profiler til vinduer og akustiklofter med indlagte lysskinner på lofter m.m. Kanterne får her lov at stå rå frem, eller de er påmonteret lakerede stålplader.

Ved facadeåbninger er al detaljering forkalkuleret, f.eks. hvor vinduesrammer ved udadgående hjørner er ført frem til de vinkelret tilstødende forplader i facadekonstruktionens sandwichelementer, således at den bærende betons overraskende skarpe kanter står alene som markører mellem ude og inde. Indersiden af betonvæggenes overflade fremstår jævnt ru, som de ser ud, efter at støbemassen er vibreret på plads i formen, med en let afsluttende slibning, mens ‘lysnings’-siderne er spejlglatte og laseret i en lys grøn.

Hvad den indvendige aptering angår, er der designet ned til afstande på blot få millimeter. Laseret krydsfiner, malet fyrretræ, hvid akustikdug på vægge, hvide træfiberplader på lofter, matte grønne fliser på gulvene samt massivt egetræ i møderum er bestykningen i den indre arkitektur. Førnævnte, fritstående søjle går nærmet knas på loftets lysskinner og akustikdæmpende paneler. Når jeg nævner dette, er det, fordi man instinktivt først ønsker sig en mere markeret overgang mellem lodret og vandret, indtil det jo bliver tydeligt, at alle andre konstruktionselementer mødes på samme tætte måde.

Man har valgt en tone i hele projektet, som tydeligvis går ud på en form for diskret, stilfærdig renhed, helt i tråd med de projekter, som virksomheden forhandler. Varerne skal være sterile, og derfor virker det rigtigt, at det hele udstråler en vis puritanisme. Det gælder også de arkitekttegnede, hesteskoformede mødebords-elementer, som fremstår enkle og solide. Bordpladerne kunne måske have haft en profilering eller kant, det ville have bragt designet endnu tættere på de andre detaljer i huset.

Førnævnte beklædning af lofter er også anvendt som indsatte elementer i de specialdesignende ventilationskanaler i loftet, og det medvirker til en ganske kort efterklangstid i alle rum. Der er højeffektivt, støjdæmpende glas overalt i administrationsdelen, og det betyder totalt set, at lyde fra verden udenfor (som primært er trafikstøj) ikke trænger ind. Omkring bygningen vil der med tiden danne sig en beplantet engstrækning, bearbejdet med en lavning til overskudsvand samt en randbeplantning, Med den store lagerhal, som løfter sig op over administrationsdelen og giver sig til kende i området med en vis lukket alvor, virker det samlede anlæg som et kloster.

(Artiklen fortsætter nedenfor)

Gennem anvendelse af glatte og ru overflader i betonen, ude og inde, og forskellige overfladebehandlinger er arkitekturen i det aktuelle byggeri forfinet og let i udtrykket. Med lysegrøn lasering i lysninger og langs sider på facadepanelernes relieffer, kombineret med førnævnte lakerede alu-vinduesrammer og indfatninger i samme farvetone, opstår et levende spil i stueetages facader. Tilbagerykkede felter med frilægning af den norsk calcit, som er tilslagsmateriale i betonen, veksler modulært og systematisk med glatte grå felter. Effekten opstår i realiteten ved, at calcitoverfladerne er de øverste dele af byggeriets gennemgående leddelte pilastre, som varierer i tykkelse. Ved overdækkede terrasser og omkring den delvist indeliggende gård står disse pilastre som søjler – således er de bærende elementer i byggeriet ens i alle led.

Hele dette spil mellem farver, glatte overflader og synlig calcit er forbeholdt stueetagen. Her kunne man godt have ønsket sig, at nogle af de samme virkemidler var bragt i anvendelse på lagerhallens mere tørre og matte facader, som jo i samlet overfladeareal er ganske betydelige.

Forskydninger, både vandret og lodret, som artikulerer og kalibrerer overgange mellem detaljer, elementer og rum, skaber en fornemmelse af æstetisk fylde. At rummene i sig selv også forskyder sig i forhold til hinanden i forbindelse med udvekslinger, når bygningsfløjene ændrer retning, at alle gange og rum på forskellige måder er foret med paneler og indbyggede skabe, gør, at man føler sig som en del af en helhed. Der er ingen steder, hvor man oplever at være afsondret, fordi rammerne omkring én er de samme, som findes i hele systemet. Blot falder lagerhallen og dennes fordelingsområde anderledes ud med et mere skrabet industrielt præg. Men alligevel er der også her taget hånd om fornemmelsen af samhørighed takket være etableringen af store vinduesåbninger fra fordelingshallen ud til en lang gang, som gør tre ting på én gang: optager koteforskelle, forbinder kontorområder og giver udsigt til det ‘private’ nyetablerede landskab. Den flade mark er blevet mere kurvet, og, som nævnt, er en ny sø anlagt til opsamling af regnvand. Arealet er beplantet med bl.a. eg, valnød og hvidtjørn og tilsået med enggræsser og urter. I gårdhaven ved ledelseskontorerne er et steppegræsbed, og langs lagerhallen til den anden side er plantet et hegn med poppeltræ. Også på det landskabsarkitektoniske niveau er der, om end vurderet på et tidligt stadie, tale om et kvalitativt løft, der giver mindelser om den omhu, som mange af de førnævnte modernistiske arkitekter lagde i deres arbejde med at tænke bygninger og landskab sammen som helheder.

Nu ligger der så et ved første øjekast ganske anonymt klosteranlæg, som en ø i et hav af kedelige nye konstruktioner og arealkrævende infrastruktur. Det er først, når man træder nærmere på huset og indenfor, at man oplever arkitekturens diskrete charme og store detailrigdom folde sig ud i et suverænt æstetisk og rumligt flow.