Fra skatkisten

Svimlende 180.000 tegninger. Omfanget af den tegningssamling, Københavns Kommunes egen tegnestue har efterladt sig i Stads­arkivet, forekommer ubegribeligt. Det vidner om, hvor uhyrligt mange opgaver der blev løst under Stadsarkitekten, fra tegnestuens oprettelse i 1886 til dens nedlæggelse i 1998. Hvad samlingen gemmer på af skatte, er takket være Københavns Museum nu synligt for enhver, der besøger udstillingen Byen på tegnebordet. At udstillingen er kommet i stand, skyldes ikke mindst tidligere stadsarkitekt Otto Käszner (1938-2019), der som leder af en arbejdsgruppe fra 2017 og frem arbejdede på digitaliseringen af nogle af de mange tegninger i samlingen. Foreløbig er det blevet til scanninger af 800 tegninger, som kan ses på hjemmesiden www.kbhbilleder.dk, og som repræsenterer 60 af tegnestuens projekter. 

Blandt de mange projekter har man udvalgt 16 til udstillingen på museet, hvor de på forbilledlig vis er sat i forbindelse med fortællinger om byen og dens indbyggeres liv i en periode præget af enorme forandringer. Foruden tegningerne, der naturligvis spiller hovedrollen, består udstillingen af enkelte modeller og ikke mindst af en række fortrinlige fotografier af nogle af de bygningsværker, tegningerne har dannet grundlag for, nemlig nyoptagelser ved arkitekturfotografen Jens Markus Lindhe. Historiske fotografier vidner til gengæld om byggeprocessen eller om bygningernes tidligere tilstande eller brug suppleret med korte citater af et bredt spektrum af mennesker, der på den ene eller den anden vis har haft noget at gøre med eller i bygningerne: eleven, beboeren, medarbejderen, hvis erindringer og sprog bringer stoffet til live. Foruden en indledende sektion, der introducerer til stadsarkitektens rolle og tegnestuens historie og desuden på pædagogisk vis præsenterer forskellige typiske tegningsformer, rummer udstillingen tre tematiske sektioner: ‘Skoler & boliger’, ‘Vand, el & kød’ samt ‘Gader, pladser & byinventar’. Så om man går højre eller venstre om i udstillingen er underordnet. 

Da det nyrenoverede museum ikke tåler ophæng direkte på væggene, er tegninger, fotografier og formidlingstekster placeret på nogle lette gitterkonstruktioner af ubehandlet træ, hvilket giver udstillingsdesignet et uhøjtideligt præg, som var der tale om en mellemting mellem en opslagstavle og et byggearbejde. Desuden underopdeler konstruktionerne de tre udstillingssale i fem mindre rum og skaber derved mere ophængsplads. For så vidt er der tale om en klassisk plancheudstilling, og det er da også netop en pointe, at tegningerne ikke er fremhævet som kunstværker, også selvom langt de fleste af dem vitterligt rummer store æstetiske kvaliteter. Vi lades forstå, at tegningerne først og fremmest var arbejdsredskaber, der blev gemt og taget frem igen, hvis noget skulle bygges om, hvilket påklistrede mærkater og ophængsstrimler yderligere demonstrerer. Tegninger er materielle objekter, og udstillingens håndtegnede eksempler vidner gentagne gange om armens bevægelser i frembringelsesprocessen. Skyer af penneprøver flyver rundt i marginen, eller blækklatten sladrer om et lille uheld.

Går vi mod uret, er skoler og boliger første emne. Byens hastige vækst fordrede opførelsen af begge dele, men hvordan ikke mindst en skole skulle se ud, ændrede sig enormt gennem perioden. I begyndelsen gjaldt det skoler i de brokvarterer, der efter nedlæggelsen af Københavns befæstning i slutningen af 1850erne lagde sig som et tæt væv omkring middelalderbyen. Rådmandsgade Skole på Nørrebro (1889), den første tegnet under stadsarkitekt Ludvig Fenger, fik både badefaciliteter og køkken og spisesal til bespisning af de sikkert i en del tilfælde fejl- eller underernærede børn. En stor opstalt viser dette imponerende monument over samfundets tagen sig af sine poder, sirligt forsynet med hver en detalje tegnet i rødbrunt og gråsort blæk, der indikerer et væsentligt arkitektonisk forhold: kontrasten mellem solid rød blankmur og ornamenter, der synes plukket i arkitekturhistorien. 

Pist væk er hvert et ornament i Hanssted Skole i Valby, tegnet af Hans Chr. Hansen under stadsarkitekt F.C. Lund og opført i 1955. Her har den rytmiske virkning i distributionen af vinduer og fag og forskydningen af bygningslegemer med samme taghældninger været virkningsdannende, og det er nu heller ikke noget problem i dette så spillevende tilfælde. Blyantstegnede hjælpelinjer springer videre fra hvert et hjørne i opstalten og giver os et indblik i tegningens tilblivelse. Tegneteknikken og gengivelsen af materialer og konstruktion danner en fuldkommen tektonisk syntese lige her på det flade papir og foregriber ikke desto mindre bygningens rum.