ANNONCE

Hanssted Skole. Tegning: Københavns Stadsarkiv
Anmeldelse af

Martin Søberg

Kunsthistoriker mag.art, ph.d. og lektor ved Det Kongelige Akademi

Svimlende 180.000 tegninger. Omfanget af den tegningssamling, Københavns Kommunes egen tegnestue har efterladt sig i Stads­arkivet, forekommer ubegribeligt. Det vidner om, hvor uhyrligt mange opgaver der blev løst under Stadsarkitekten, fra tegnestuens oprettelse i 1886 til dens nedlæggelse i 1998. Hvad samlingen gemmer på af skatte, er takket være Københavns Museum nu synligt for enhver, der besøger udstillingen Byen på tegnebordet. At udstillingen er kommet i stand, skyldes ikke mindst tidligere stadsarkitekt Otto Käszner (1938-2019), der som leder af en arbejdsgruppe fra 2017 og frem arbejdede på digitaliseringen af nogle af de mange tegninger i samlingen. Foreløbig er det blevet til scanninger af 800 tegninger, som kan ses på hjemmesiden www.kbhbilleder.dk, og som repræsenterer 60 af tegnestuens projekter. 

Blandt de mange projekter har man udvalgt 16 til udstillingen på museet, hvor de på forbilledlig vis er sat i forbindelse med fortællinger om byen og dens indbyggeres liv i en periode præget af enorme forandringer. Foruden tegningerne, der naturligvis spiller hovedrollen, består udstillingen af enkelte modeller og ikke mindst af en række fortrinlige fotografier af nogle af de bygningsværker, tegningerne har dannet grundlag for, nemlig nyoptagelser ved arkitekturfotografen Jens Markus Lindhe. Historiske fotografier vidner til gengæld om byggeprocessen eller om bygningernes tidligere tilstande eller brug suppleret med korte citater af et bredt spektrum af mennesker, der på den ene eller den anden vis har haft noget at gøre med eller i bygningerne: eleven, beboeren, medarbejderen, hvis erindringer og sprog bringer stoffet til live. Foruden en indledende sektion, der introducerer til stadsarkitektens rolle og tegnestuens historie og desuden på pædagogisk vis præsenterer forskellige typiske tegningsformer, rummer udstillingen tre tematiske sektioner: ‘Skoler & boliger’, ‘Vand, el & kød’ samt ‘Gader, pladser & byinventar’. Så om man går højre eller venstre om i udstillingen er underordnet. 

Da det nyrenoverede museum ikke tåler ophæng direkte på væggene, er tegninger, fotografier og formidlingstekster placeret på nogle lette gitterkonstruktioner af ubehandlet træ, hvilket giver udstillingsdesignet et uhøjtideligt præg, som var der tale om en mellemting mellem en opslagstavle og et byggearbejde. Desuden underopdeler konstruktionerne de tre udstillingssale i fem mindre rum og skaber derved mere ophængsplads. For så vidt er der tale om en klassisk plancheudstilling, og det er da også netop en pointe, at tegningerne ikke er fremhævet som kunstværker, også selvom langt de fleste af dem vitterligt rummer store æstetiske kvaliteter. Vi lades forstå, at tegningerne først og fremmest var arbejdsredskaber, der blev gemt og taget frem igen, hvis noget skulle bygges om, hvilket påklistrede mærkater og ophængsstrimler yderligere demonstrerer. Tegninger er materielle objekter, og udstillingens håndtegnede eksempler vidner gentagne gange om armens bevægelser i frembringelsesprocessen. Skyer af penneprøver flyver rundt i marginen, eller blækklatten sladrer om et lille uheld.

Går vi mod uret, er skoler og boliger første emne. Byens hastige vækst fordrede opførelsen af begge dele, men hvordan ikke mindst en skole skulle se ud, ændrede sig enormt gennem perioden. I begyndelsen gjaldt det skoler i de brokvarterer, der efter nedlæggelsen af Københavns befæstning i slutningen af 1850erne lagde sig som et tæt væv omkring middelalderbyen. Rådmandsgade Skole på Nørrebro (1889), den første tegnet under stadsarkitekt Ludvig Fenger, fik både badefaciliteter og køkken og spisesal til bespisning af de sikkert i en del tilfælde fejl- eller underernærede børn. En stor opstalt viser dette imponerende monument over samfundets tagen sig af sine poder, sirligt forsynet med hver en detalje tegnet i rødbrunt og gråsort blæk, der indikerer et væsentligt arkitektonisk forhold: kontrasten mellem solid rød blankmur og ornamenter, der synes plukket i arkitekturhistorien. 

Pist væk er hvert et ornament i Hanssted Skole i Valby, tegnet af Hans Chr. Hansen under stadsarkitekt F.C. Lund og opført i 1955. Her har den rytmiske virkning i distributionen af vinduer og fag og forskydningen af bygningslegemer med samme taghældninger været virkningsdannende, og det er nu heller ikke noget problem i dette så spillevende tilfælde. Blyantstegnede hjælpelinjer springer videre fra hvert et hjørne i opstalten og giver os et indblik i tegningens tilblivelse. Tegneteknikken og gengivelsen af materialer og konstruktion danner en fuldkommen tektonisk syntese lige her på det flade papir og foregriber ikke desto mindre bygningens rum. 

Anmeldelse af

Martin Søberg

Kunsthistoriker mag.art, ph.d. og lektor ved Det Kongelige Akademi

Udgivelse

Anmeldelsen bliver udgivet i Arkitekten 05/2021, der udkommer den 09. juni.

Fakta - Byen på tegnestuen

Adresse: Københavns Museum, Stormgade 18, 1555 København V
Udstillingsperiode: 21. april – 14. november 2021

ANNONCE

Tinghøjbeholderen. Tegning: Københavns Stadsarkiv og arkitekt Ib Lunding

Synet af tegningerne og modellen til plejecentret Ringbo gør denne anmelder mismodig. Rent ud sagt er det en komplet skandale, at dette hovedværk både i Hans Chr. Hansens produktion og inden for dansk velfærdsarkitektur står til nedrivning i 2021 (se tema om Hans Chr. Hansen i Arkitekten 08/2013 samt artikel om Ringbo i tema om brutalisme i Arkitekten 03/2019, red.). Trods et fredningsforslag har de ansvarlige myndigheder ikke taget deres opgave seriøst, særligt lader kortsigtede økonomiske betragtninger til at have haft førsteprioritet for kommunens vedkommende. Må udstillingen være et opråb til kommunen om fremover at tage bedre hånd om den bygningsarv, der er i dens varetægt. Og en påmindelse til os alle om, hvor høj kvalitet og hvor megen vilje til at fejre fællesskabet det offentlige byggeri kan rumme. En ganske enkel tegning med kraftig skyggelægning viser det samlede anlæg i fugleperspektiv og dermed det klare hovedgreb: bygningerne placeret i en ring omkring et centralt haverum og med tagfladerne brudt af spidse ovenlysvinduer parvist fordelt jævnt over en cirkel.

Forsyningsanlæggene, der under overskriften ‘Vand, el & kød’ er temaet for udstillingens midterste sektion, er byens stille monumenter. Ofte enorme af skala ligger de gerne i byens periferi, hvorfra de sender deres nervetråde tværs gennem kvartererne. Renseanlæg Lynetten, opført i 1980 efter tegninger af Martin Andersen, Svend Baggesen og Erik Katborg under stadsarkitekt Eivind Lorenzen, er blandt verdens største rensningsanlæg. Situationsplanen har samme geometriske klarhed som en renæssanceplan. Langt mere ambivalent virker et tegnet perspektiv af ristebygningen. Nok er tegningen fuldkommen aflæselig i og med arkitekturens repetition af ligedannede elementer, ikke desto mindre fremstår et rør og en pille som to hvidmalede sært doriske søjler, der krydser hinanden i en rumlig vridning.

Ib Lunding kan vi takke for nogle af udstillingens allermest mesterligt komponerede og samtidig ganske finurlige tegninger. Virtuosen forener flere skalaer, plan, snit og opstalt i en tegning af et af indgangstårnene til vandværket Tinghøj Højdebeholder, opført i 1931 under stadsarkitekt Poul Holsøe. Hver en bolt er indtegnet og snitfladen forsynet med en blyantsgraduering så sensibel, som man kan tænke sig den. Måske en foregribelse af kobbertårnenes senere patinering? Tegningerne til Den Hvide Kødby, opført i 1934 og tegnet af Tage Rue og Curt Bie, også under Holsøe, er bestemt også smukke, men det er nu de historiske fotografier af de prunkløse slagtehaller i brug, der især fascinerer.

Stadsarkitektens tegnestue havde ikke blot ansvaret for udformningen af kommunens bygninger, men også for byens ‘Gader, pladser & byinventar’, der er emnet for udstillingens tredje sektion. Grufulde forslag fra 1949 af den ellers dygtige Ib Lunding til udretning af Vestergade i middelalderbyen blev heldigvis aldrig til noget, ej heller en parkeringskælder under Gråbrødretorv tegnet i 1957 under stadsarkitekt F.C. Lund. Under den noget misvisende overskrift ‘Byens nips’ hænger en fuldkommen forrygende tegning af et brandalarmskab, anmelderens personlige favorit. Tegningen er usigneret og udateret, men nok fra omkring år 1900. Med suveræn monumentalitet fremtræder opstalterne af dette lille gadetårn sært urovækkende, både grundet funktionen, skabets gotisksorte silhuet og skalaen, der gør borgeren til en anden King Kong ved siden af tårnet. Så er der mere fest over Curt Bies collage fra 1932, altså tilvirket under Poul Holsøe, der viser plan, snit og opstalt af en reklamesøjle. Hele tidens grafiske ekvilibrisme er kondenseret i denne lille jazzede fremstilling.

Byen på tegnebordet er et must for enhver arkitektstuderende, der søger inspiration til forbedring af sine tegneteknikker, og i det hele taget for alle, der interesserer sig for arkitektur og byens udvikling. En fabelagtig udstilling, der vækker til refleksion over, hvad det er for kræfter, der på godt og ondt forandrer byen eller holder forandringer i ave. Indirekte spørger udstillingen dermed også til stadsarkitektens rolle i dag, hvor selve formgivningen grundet ønsker om konkurrence er overladt til private aktører, og hvor en stadsarkitekt først og fremmest har til rolle at rådgive og vejlede, formidle og skabe dialog, men ikke længere selv og med egen tegnestue slår stregerne.

Plakatsøjle på Rådhuspladsen fra 1932. Tegning: Københavns Stadsarkiv

Gadeinventar, brandalarm fra ca. 1907. Tegning: Københavns Stadsarkiv