Frihavnstårnet

Praksis’ bevaringsmodel for Frihavnstårnet er i den forstand af ret konceptuel karakter. Lejlighederne ligger inden i silokonstruktionen, som er skåret op og beklædt med sammenhængende altaner på tre af facaderne og ekstra rummoduler på den fjerde.

Siloen kan ikke ses udefra, og den er forholdsvis gemt også interiørt. Sidstnævnte skyldes dels boligejernes præferencer, men stilen lægges allerede i korridorerne, hvor sisaltæpper og gipsvægge til lige over dørhøjde skjuler siloens flader.

Det giver en lidt kulisseagtig følelse, eftersom man kan se betonen i rummets øverste del. Inde i lejlighederne er væggene i de tidligere kornkamre for det meste skåret helt op og står tilbage som en slags udspringende pilastre. Den af lejlighederne, hvor vægfragmenterne og de nøgne betonvægge har fået lov at stå åbne, er selvfølgelig beboet af en arkitekt.

I vedkommendes lejlighed kan man se, hvor smukt resultatet bliver, når siloens grove beton møder nye elementer i fin beton. Hertil kommer aptering og vinduesrammer i egetræ, som giver lejlighederne et varmt og eksklusivt præg. At flere af boligejerne ikke dyrker denne kontrast mellem silobeton og egetræ, kan man undre sig over, for den er virkelig lækker.

De øverste fem etager af bygningen er bygget oven på den eksisterende konstruktion, hvilket viser sig subtilt som en rytmeændring i søjlerækkerne i facaden. Inden i toplejlighederne er der ingen referencer til siloen, her er den rå beton udskiftet med rå udsigt, så man glemmer alt om nostalgi og taktilitet. Der skal også temmelig rå ressourcer til for at erhverve en af penthouse­lejlighederne, men med 75 forskellige lejligheder, der går ned til godt 60 kvm, er der et bredt udbud i Frihavnstårnet.

En modernistisk kniplingskjole

Tanken om, at der ind imellem al den finskårne, hvide luksus gemmer sig en silokolos, er ret besnærende. Særligt når man beundrer bygningen på afstand, og Frihavnstårnets elegante søjlespil står som en modernistisk kniplingskjole rundt om siloen.

Og selv om beklædningen ikke svajer i vinden, står den anderledes bevægeligt end den forstenede betonsilo, noget alle dilatationsfugerne vidner om. Bygningen fremstår rytmisk og velkomponeret som helhed, med en dejlig kombination af gentagelser og forskelle.

Noget så enkelt som et skift i arkadehøjden fra nord- til sydfacaden skaber en afgørende dynamik i bygningen. Helt tæt på risikerer kritiske øjne at snuble i fugerne og enkelte rytmeforskydninger, men det kan man nemt se bort fra. Som beboer ville jeg muligvis også have irriteret mig over de hvide sten, der dækker udhænget over den sydlige arkade, men jeg aner ikke, hvad alternativet skulle have været, så lad nu det ligge.

Man lægger kun mærke til det, fordi alt andet er så fint og velgennemført. Mon ikke beboerne også har travlt med at kigge alle mulige andre steder hen, når nu de har fået så store altaner, der generøst smelter deres lejligheder sammen med himmelen over København.

Det fine lag af horisontale bevægelsesplaner, der er trukket helt ud i facaden, viser, med hvilken graciøsitet arkitekterne har kontrasteret siloens glatte, vertikale og utilgængelige konstruktion. Netop denne kontrast er noget af det fineste ved Frihavnstårnet.

Arkaden med de mange glæder

Frihavnstårnet gør sig også bemærket i mødet med byrummet, hvor en arkade løber rundt om hele bygningen. Praksis har givet sjældent set opmærksomhed til flisebelægningen i arkaden, hvor sten i tre farver danner mønster. Det er flot og understøtter arkademotivet, der balanceres fornemt mellem det arkaiske og moderne. I sydsiden bliver søjlegangen del af en restauration i bygningens stueetage, der vender ud mod den kommende Hamborg Plads.

Et lille skår i arkadeglæden er de overdimensionerede, taghængte lamper i nordsiden, hvor beboerne har deres adgang til huset. Lamperne virker klodsede og mod hensigten i forhold til at lade den høje arkade møde den lille menneskekrop, så man i stedet bliver en smule skalaforvirret. Til gengæld er hele væggen her klædt med imødekommende egetræsbrædder, så man genfinder sin skala.

Den fine sammensætning af flisebelægning, egetræ og beton gentages i de to ankomstfoyerer, der står som to smukke æsker foret med silobeton, plisserede egetræspaneler og en bænkeniche i egetræ. Herfra er der også adgang til bygningens mest forunderlige rum, som er trappeopgangen.

Her har ny og gammel beton blot fået et lag guldlasur, der sammen med den velovervejede belysning får væggene til at stå som smukke relieffer. Det er enkelt og alligevel ret spektakulært. Det samme kan man faktisk sige om cykelkælderen, der netop ikke er en kælder, men som ligger i niveau og dermed har fået den placering i byggeriet, som egentlig burde være en selvfølge i København. Sådan!