ANNONCE
Frydefuld forenkling
Det rationelle konstruktionsgrid giver rum og system, men også plads til forandrede behov undervejs.


Pernille Scheuer
Teknisk redaktør
Arkitekt MAA
Beliggende mellem erhverv og tidligere industri i Svendborg havn er det nye SIMAC en let aflæselig bygning, både udefra og når man træder indenfor. Konstruktionen består af et slankt søjle-dragersystem i beton, som fortsætter ud gennem facadeplanet uden yderligere lag eller beklædning (læs mere i Arkitekten 01/2023). Ved bygningens udkragende hjørner er de nødvendige skråbånd tilmed placeret på facadens yderside – det er så ‘uindpakket’, bygningen er. Konstruktionsgriddet udfyldes i facaden af store glaspartier med en ultratynd opsprosning og enkelte blændede felter beklædt med sinusplader. Den maritime uddannelsesinstitution lå førhen spredt ud over flere lokaliteter, men er altså nu samlet under ét tag.
Man kommer ind i stueetagens foyer fra nordsiden eller fra syd via et dobbelthøjt kantinerum. Indenfor danner den modulære skeletkonstruktion ramme om et lyst, centralt atrium med tilstødende undervisningslokaler i vekslende højder og bredder inden for griddet. I stueplan ligger de mest pladskrævende faciliteter, som f.eks. et værksted til skibsmotorer og andre maskindele. Ud over fire konstruktivt stabiliserende kerner og et par enkelte undtagelser er de fleste vægge lette og udført i glas, så der er frit udsyn og indblik på tværs af husets aktiviteter. Bygningen er designet med øje for klimasikring, hvilket bl.a. betyder, at stueetagen efter sigende skal kunne tåle eventuelle oversvømmelser. Det er godt tænkt og peger på, hvordan man kan arbejde med og ikke mod stigende vandstande. Nok er betongulvet robust og konstruktionen blottet, men en række funktioner som køkken og kontorer tåler næppe vand. En endnu mere radikal tilgang med en komplet rå værkstedsetage kunne også have været flot.
Artiklen fortsætter nedenfor…

Pernille Scheuer
Teknisk redaktør
Arkitekt MAA
Det Ny SIMAC
Nordre Havnevej 4, Svendborg
Arkitekter: C.F. Møller Architects i samarbejde med EFFEKT Arkitekter
Arkitektmedarbejdere
C.F. Møller Architects:
Mads Mandrup, Julian Weyer, Gunner Nielsen, Jacob Torp Hansen,
Vivianna S. Andersen, Stefan Rysz, Martin Truba, Judith Peulecke,
Søren Jørgensen, Søren Hell Hansen og Kenneth Wulf
EFFEKT Arkitekter:
Sinus Lynge, Tue Hesselberg Foged, Toni Rubio Soler,
Ulrik Fenger Mathiasson, Henrik Christensen, Kasper Reimer,
Yulia Kozlova, Evgeny Markachev, Rie Celina Nielsen,
Mie Burchardi, Christoffer Gotfredsen, Virginie Le Goffic
Landskabsarkitekter: C.F. Møller Architects i samarbejde
med EFFEKT Arkitekter
Ingeniør: Artelia
Bygherre: SMUC Fonden
Udført: 2023
Udgivelse
Anmeldelsen blev bragt i Arkitekten 03/2025.
ANNONCE

Foto: Rasmus Hjortshøj

Foto: Rasmus Hjortshøj
Langs atriet og inden for griddet løber brede ståltrapper op gennem huset. På førstesalen ligger det største af to auditorier, som denne dag virkelig får det bedste ud af husets placering på kajkanten. Den faste solafskærmning er trukket delvist ned og efterlader en sprække langs gulvet, hvorigennem man kigger direkte ud på vandets glitrende spejlinger. Som et gennemgående træk er alle installationer trukket helt synligt under loftet, mens bagvægge og søjler i facaden er beklædt med perforerede metalplader. Faste træbænke og læderpuder bidrager med en eksklusivitet i de ellers industrielle rammer.
Etagerne op gennem huset er præget af mindre undervisningslokaler og bordopstillinger i åbne arealer samt bl.a. et dobbelthøjt laboratorie. Som ved mange andre nyere uddannelsessteder er her højt til loftet og god plads i husets mange mellemzoner. Næsten lidt rigeligt visse steder, men det kan nok tilskrives det sene tidspunkt på dagen. Der er dog mange gode opholdsmuligheder og små hjemlige indslag som f.eks. et stort, patineret billardbord, der har sneget sig med i indretningen. Materialepaletten er industriel med slidstærke betongulve, trådgitterværn i galvaniseret stål og trapper i noget, der ligner skridsikker dørkplade. Som modstykke hertil er der tilsat mere udsøgt fast inventar og fritstående møbler i eg og fyr. Et element, der er særlig flot, er de faste arbejdsborde i olierede træplanker langs atriets værn. De giver lige præcis den forholdsvis enkle, men ‘varme’ aptering, der skal til, for at man får lyst til at slå sig ned, uden at indretningen bliver for overdesignet.
Hvor det er nødvendigt, er væggene foret med højskabe eller akustikregulerende plader i træ og metal, men herudover er bygningen generelt set herligt skrællet for unødvendige lag. Det gør sig først og fremmest gældende i den eksponerede konstruktion inde og ude, men også ved f.eks. ovenlyset over atriet, som er en slags luftpudetag udført i et plastmateriale monteret på slanke stålprofiler. Det har den virkning, at tagopbygningen opleves umådelig let og svævende. Fra den øverste etage er der adgang til en offentligt tilgængelig tagterrasse med betonfliser og udsigt over havnen. SIMAC er et særdeles godt eksempel på rumgitteret som typologi. Alting er modulært og går op, så det er en fryd. Den velvalgte balance mellem det industrielle og det eksklusive er i en klasse for sig blandt andre eksempler af samme type. Det giver så meget mening med et optimeret modulært byggesystem, som potentielt kan skilles ad, men – måske allervigtigst – som er fleksibelt nok til relativt ukompliceret at kunne overgå til andre funktioner. Man ser for sig andre typer skoler, kontorer eller kulturhuse.
Vi ved, at anvendelsen af beton skal begrænses, og man kan derfor ikke undgå at tænke, at en bygning som denne måske også kunne være opført i træ. Spørgsmålet er, om der i så fald ville kunne opnås lige så materialeoptimerede, blottede konstruktioner med samme modstandsdygtighed. Så lad os håbe, at denne betonstruktur får et langt liv, der kan overleve både vandets hærgen og skiftende behov i fremtiden.

Foto: Rasmus Hjortshøj

Foto: Rasmus Hjortshøj