Funktionens og rummets genforening

Friluftsskolen var et dansk svar på en større reformpædagogisk bevægelse, der var bygget op omkring såkaldte friluftsskoler for især storbybørn (Open Air Schools eller Waldschulen). Bevægelsen så sin begyndelse omkring århundredeskiftet med pædagogen Hermann Neuferts Waldschule i Charlottenburg uden for Berlin fra 1904, og den blev hurtigt fulgt op af andre eksempler, hvoraf Uffculme uden for Birmingham fra 1911 er interessant, fordi hvert enkelt klasselokale lå i en særskilt pavillon med oplukkelig glasfacade ligesom i skolen på Amager. Et andet interessant forbillede er arkitekterne Eugène Beaudouin og Marcel Lods’ friluftsskole i Suresnes uden for Paris fra 1935, som delegationer fra Københavns Kommune, med bl.a. Kaj Gottlob som deltager, besøgte og studerede grundigt inden udformningen af Friluftsskolen på Amager. Skolen i Suresnes havde også et stort irregulært gårdrum i midten og sidekorridorer, der førte til klasselokaler i hver deres glasinddækkede pavillon, men i det hele taget havde de fleste af tidens friluftsskoler typisk adgang til det fri, store glaspartier, som kunne åbnes, og hygiejniske indretninger, der var inspireret af hospitalsbyggeri.

Kaj Gottlob (1887-1976) havde som mange i sin generation oprindeligt arbejdet inden for et nyklassicistisk formsprog, men blev i løbet af 30erne påvirket af den moderne bevægelse, som han bl.a. må have stødt på i Paris, hvor han selv stod bag det danske studenterhus i 1930 – nogenlunde samtidig med at Le Corbusier fik opført det schweiziske studenterhus i samme område. Sandsynligvis har Le Corbusiers farvepalet også inspireret Gottlob, da han tegnede Friluftsskolen.

Friluftsskolen, der er et enestående monument over både en arkitekturstrømning og en ny måde at tænke skole på, blev sammen med resten af Skolen ved Sundet fredet i 1990. Denne fredning var på høje tid, men den har også ført til, at skolens medarbejdere har følt sig besværet af at arbejde i en bygning, hvor man ikke kunne ændre noget. Arbejdet med helhedsrenoveringen af skolen har derfor i høj grad bestået i en slags forhandling mellem fredningsmyndigheder på den ene side og brugerne på den anden. Som et afgørende element af denne forhandling udarbejdede arkitekterne bag projektet indledningsvis en grundig værdisætning – i fælles forståelse med interessenterne – som under den efterfølgende renovering udgjorde et fælles grundlag for diskussioner og beslutninger. Værdisætningen gennemgik systematisk alle bygningsdele, der blev beskrevet ud fra en slags tretrinsraket: oprindelige forhold, de faktiske, registrerede forhold og endelig anbefalinger. På denne måde var projektets vigtigste greb identificeret og forhandlet på plads inden den egentlige projektering.

Generelt kan renoveringen beskrives som en blanding af to tilgange: en tilbageføring og rekonstruktion af de centrale rum, ikke mindst klasselokaler, liggehal og gangarealer, så de har samme udtryk som de oprindelige rum; og en mere gennemgribende nyindretning af især nordfløjens tidligere sundhedslokaler og spisesal, så de kan bruges til værksteder, fritidsklub, musik og bevægelsesrum.

Tilbageføringen bygger ikke mindst på den grundige værdisætning, herunder farvearkæologiske undersøgelser. Linoleumsgulve er udskiftet de fleste steder, og den oprindelige variationsrige farvesætning er rekonstrueret. Godt nok ikke med olie- og limfarver som oprindeligt, men med silikatmaling, der i gangene ved klasserne har fået et strøg gulvlak i brysthøjde, så den skinner i den nederste del og er mere smudsafvisende. Hver af de seks ottekantede klasseværelser i sydfløjen skaber en niche i gangarealet, der nu har samme farve som det bagvedliggende klasselokale. Hermed kan eleverne genkende deres eget klasselokale allerede ude i gangen.

Akustikpuds på lofter i klasselokaler og fælles­arealer gør samtidig, at man har kunnet undgå synlige akustikplader, der ellers ville skæmme rummene, og i nordfløjen har man blotlagt noget af den oprindelige bjælkekonstruktion. Også glasfacaderne er renoveret, så de fortsat kan åbnes, og man kan undgå mekanisk ventilation, der ellers huserer inden for nutidigt skolebyggeri. Samtidig har arkitekterne sammen med Louis Poulsen udviklet nye kugleformede pendler i akryl, der minder om de gamle glaspendler. Overflader på vægge, gulve og lofter og lysarmaturer har dermed samme karakter som oprindeligt.

Et scoop er reetableringen af den store liggehal over klasselokalerne, der ellers på et tidspunkt var i fare for at blive underdelt. Her er det oprindelige røde asfaltgulv blevet erstattet af et støbt gummigulv, der nu gør rummet anvendeligt som et storladent, uopvarmet bevægelsesrum, hvor også elever i kørestol kan skubbes op via en oprindelig og spektakulær rampe. I nordfløjen er man gået lidt mere radikalt til værks ved at underopdele den tidligere spisesal, håndvaskerum og lysterapirum til faglokaler og musikrum. Underopdelingen er foretaget ved hjælp af enkle glasvægge og fritstående, linoleumsklædte vægbokse, der i princippet vil kunne afmonteres igen.

Med helhedsrenoveringen har arkitekterne overordnet renset grundigt ud, så de fleste af rummene står langt skarpere og med mere sprøde detaljer end inden renoveringen. Denne skarphed bevirker også, at man bliver opmærksom på, hvordan meget af nutidens skoleinventar nemt kan give et rodet og tilfældigt indtryk. En arkitektur som denne kræver tilsyneladende en stram og gennemtænkt møblering, og arkitekternes nyudviklede tavle- og garderobemøbler til Friluftsskolen falder lidt igennem i forhold til Gottlobs arkitektur. Også gården, som arkitekterne med fordel kunne have haft mere indflydelse på end blot renoveringen af en oprindelig drikkefontæne i et hjørne, fremstår fortsat rodet med sit nyere og generiske legepladsinventar.

Dette ændrer ikke ved, at der er tale om en meget vellykket renovering, fordi bygningens oprindelige kvaliteter igen bliver blotlagt, samtidig med at brugernes behov for at kunne anvende rummene på tidssvarende måder tilgodeses – ikke mindst i kraft af et stort forhandlingsarbejde. Under en rundvisning fortalte restaureringsarkitekten, at én af brugerne efter renoveringen var rørt til tårer over, hvor smukt det var blevet. Det er den største ros, man som arkitekt kan få.