ANNONCE

Parafrase over hus af Josef Hoffmann, Ernst Lohse, 1983. Tegning fra Arkitektur DK 05-06/1985
Tekst af

Kasper Lægring

Arkitekt MAA, mag.art., ph.d. og ekstern lektor ved Københavns Universitet

Den tomme plads

“Pladsen er tom som Toftegårds Plads i regnvejr. Den er et åbent rum mellem bygningsmassiverne, ikke andet. Den har hverken særlig betydning som vitalt organ i byens organisme eller som samlende symbolsk billede.”[1]

Sådan lød dommen over datidens byrum, hvis vi skal følge billedkunstneren Morten Skriver anno 1996, samme år som Kulturby ’96 løb af stablen, og han stod ikke alene med sin analyse. Mere end nogen anden lagde Rem Koolhaas – med sit provokerende essay om The Generic City (1994) – den traditionelle europæiske by i graven. “Det eneste vi har tilfælles er forvirringen”, fortsætter Skriver, som dernæst slår ned på Axeltorv i København som det perfekte sindbillede på tidens kulturelle tilstand. Byrummet er en kaotisk sammenstimling af elementer, der ikke har noget med hinanden at gøre – en meningstom kollision af farver, former og funktioner og en opvisning i arkitektoniske solonumre uden afsæt i et forpligtende fællesskab. Tilbage er blot – som Koolhaas også noterede sig, blot nogle år senere – at shoppe løs i oplevelsesøkonomien. Rammen for dette var “Scala-kompleksets friske firser-postmoderne indkøbscenter. En udtryksløs anonym emballage om et uspecificeret indhold”.[2] Morten Skriver sætter altså ikke sin lid til arkitektens evne til at genvinde meningen i omgivelserne, for tomheden “er ikke først og fremmest et æstetisk problem, som lader sig løse gennem formgivning eller fysisk planlægning. … Pladsens problem er et livsproblem”.[3]

På tidspunktet for Morten Skrivers opsøgning af Axeltorv var den overskårne plads forholdsvis nyanlagt. Shoppingcentret Scala stod færdig i 1989 efter tegninger af Mogens Breyen, og samme år blev Palads i den modsatte ende af pladsen underkastet et kulørt festfyrværkeri af Poul Gernes. Foran biografen stod allerede Robert Jacobsens skulptur De syv aksler, opstillet i 1987. Den blev så flankeret af skulpturværket Zodiac, hvor en serie vaseformede bronzeskulpturer af Mogens Møller repræsenterede solsystemets planeter, mens et stort granitbassin af Breyen stod for Solen selv. Værket blev indviet i 1991. Morten Skriver betragtede dette ukoordinerede spektakel af en pladsdannelse med vantro.

For tiden er pladsen tom, nu ikke blot i åndelig, men også i fysisk forstand. Mens vi venter på, at bylivet skal indfinde sig, kan vi passende reflektere over, hvordan pladsen skal genopstå. Det var et af de centrale spørgsmål, som trængte sig på for de postmodernister, som i kølvandet på modernismens krise søgte at give plads og monument en ny betydning, at genopdage den klassiske bys formverden som en ressource. I forskelligt tempo og med forskellige betoninger forplantede udenlandske udfordringer af modernismens ortodoksi sig til Danmark, hvor impulserne satte sig spor på arkitektskolerne og i den byggede praksis fra anden halvdel af 1960erne til begyndelsen af 1990erne.

Tekst af

Kasper Lægring

Arkitekt MAA, mag.art., ph.d. og ekstern lektor ved Københavns Universitet

Noter

1 Morten Skriver: “Den tomme plads”, i Byens Pladser, red. Martin Zerlang (København: Borgen, 1996), 132.

2 Ibid., 133.

3 Ibid., 137.

4 Peter Olesen: København med fantasi (København: Borgen, 1991).

5 Hans Peter Svendler Nielsen: “Dansk arkitektur i en post-moderne verden”, i 10 indlæg om dansk arkitekturs fremtid, Arkitektskolens Skriftserie 5 (Aarhus: Arkitektskolen i Aarhus, 1985)

6 Owen Hopkins: "Postmodern Architcture: Less is a bore", Phaidon (2020)

7 Henning Larsen: “Forhistorie og baggrund”, i Udvalgte artikler fra SKALA – Nordisk Magasin for Arkitektur og Kunst 1985-1994, red. Ken Rivad (København: Fonden til udgivelse af Arkitekturtidsskrift B, 1999), 12.

8 Nils-Ole Lund: “Tendensen mod teori”, Arkitekten 18 (1992): 527.

9 Kasper Lægring: “Bjarke Ingels and the Return of Representation: A Challenge to the Post-Critical”, Architecture and Culture 5, no. 2 (2017).

Udgivelse

Artiklen blev udgivet i Arkitekten 02/2021.

ANNONCE

Scala og Axeltorv, København. Foto og tegning fra Arkitektur DK 06/1991

Postmodernismen i Danmark – hvorfor og hvorfor nu?

Men som Morten Skrivers tidstypiske afskrivning af Scala vidner om, blev postmodernismen i Danmark en døgnflue, som hverken tog befolkningen eller arkitektstanden med storm – med enkelte undtagelser. Det er således bemærkelsesværdigt, at journalisten Peter Olesen med det samme omfavnede de få (men postmoderne) nybyggerier i et stagneret København omkring 1990 og gjorde dem til en indsigelse mod den elitære, kedelige arkitektur.[4] Og Olesen var ikke galt afmarcheret – faktisk var Københavns Kommune selv i 1980erne med til at udbrede den postmoderne arkitektur, f.eks. med plejehjemmet Norgesminde (arkitekt Knud Iversen, 1986-87).

For en del arkitekter blev den postmoderne arkitektur i stedet et yndet hadeobjekt. Debatemnet synes således ikke længere at være fokuseret på, hvordan man undgår postmodernismen, som på, hvordan man kobler sig til dette mangetydige begreb”. Sådan lød det spagt – ikke triumferende – fra Hans Peter Svendler Nielsen i 1985 på et tidspunkt, hvor det var nødvendigt at overvinde en vis skepsis for at kunne udstikke en ny kurs – “men kedeligt bliver det næppe.”[5]

Det holdt stik, og kedeligt bliver det heller ikke her i Arkitekten, hvor vi helliger to numre – dette og det følgende – til en udforskning af dansk postmoderne arkitektur og byplanlægning i al sin spraglethed. Og det er på høje tid, at perioden bliver belyst. I udlandet har genopdagelsen stået på i længere tid, og så sent som sidste år udkom oversigtsværket Postmodern Architecture: Less is a Bore.[6]

Samtidig er postmodernismen blevet historie. Både i persongalleriet og i bygningsmassen er hovedpersoner og hovedværker desværre faldet fra i de senere år. Nøglearkitekter i skabelsen af en kursændring i retning af postmodernisme eller dekonstruktion – såsom Ernst Lohse, Tage Lyneborg, Carsten Juel-Christiansen, Svein Tønsager, Mogens Breyen – kan ikke længere konsulteres. Ligeledes er toneangivende postmoderne konvertitter og/eller trækfugle – herunder Henning Larsen, Jacob Blegvad, Knud Munk, Boje Lundgaard, Steen Høyer – gået bort. Endelig er også bestanden af kritikere og teoretikere, der var fødselshjælpere for postmodernismen, decimeret – senest med tabet af Nils-Ole Lund og Carsten Thau, og før det med bortgangen af Allan de Waal, Kristian Berg Nielsen og Henrik Sten Møller. Det er på høje tid at høre centrale aktører og vidner fra perioden, og som sagt så gjort.

Men hvad er postmodernisme i det hele taget? Og hvordan afgrænse den? I disse spørgsmål har vi ikke tilstræbt en ultimativ definition, ligesom vi har fundet det mindre afgørende at gennemføre en streng periodisering. Som det ses af Charles Jencks’ værker, hvor snart sagt alle nye ismer kan finde plads, og hvor begreberne gradvist udvandes til grænsen af meningsløshed, mister periodisk og stilistisk karakteristik hurtigt sin forklaringskraft. I stedet har vi vægtet en række temaer, som har det til fælles, at de alle i varierende grad voksede ud af et opgør med modernismens vedtagne sandheder om arkitekturens mål og midler. De var udtryk for en krisebevidsthed, enten af æstetisk, social eller økologisk art, og temaerne ændrede den måde, som arkitekturen praktiseres og kommunikeres på. Og med den in mente forekommer det mindre vigtigt at skelne mellem postmodernisme, dekonstruktion, nyrationalisme osv.

SKALA 11/1987, forside

En ny skalafølsomhed

Begrebet skala omfatter de fleste af periodens eksperimenter og nybrud. Det var desuden navnet på periodens centrale organ og mødested, SKALA – Nordisk Magasin for Arkitektur og Kunst, som udkom i et lille tiår, fra 1985 til 1994, og som også udgjorde et galleri indtil 1989. “Der kom noget klaustrofobisk over arkitektmiljøet. Jeg fik mere og mere lyst til at tilføre lidt frisk luft, bl.a. ved at invitere betydende arkitekter til Danmark”, konstaterer idémanden Henning Larsen i et tilbageblik.[7] I indeværende nummer fortæller Helle Juul om sit engagement i SKALA og om det udvidede kulturelle felt, som arkitekturen blev kastet ud i og måtte forholde sig til.

For uden postmodernismen havde vi næppe set en figur som Bjarke Ingels, som sender på alle kanaler, som aktiverer ethvert tilgængeligt medie, og som har gjort massekommunikation, erhvervssamarbejde, politikudvikling og branding til selvfølgelige redskaber for den arkitekt, som vil være forrest i feltet. Det er en udvidelse af skalaen i én forstand – ind i cyberspace, op på bill­boards og ud i rummet.

I perioden viste denne udvidelse sig helt konkret ved en række skelsættende udstillinger, som udvidede arkitekturens repertoire enten i retning af alternative boformer eller i retning af den billedskabte virkelighed: Alternativ Arkitektur på Louisiana i 1977 og Huset som billede sammesteds i 1981, Bybilledet på Sophienholm i 1982, byggeudstillingen Byg & Bo 1988 i Odense, som gav os bydelen Blangstedgård, samt Alt er lige|gyldigt på Dansk Arkitektur Center Gl. Dok samme år.

Netop Blangstedgårds eksperimenter med tæt-lav-boligbyggeriet, som imiterede landsbysamfundets skala, mens husene fik facader med postmoderne markører, står centralt i Lovisa Nordlöfs serie af fotografier, hvor særligt bidragene fra Nielsen, Nielsen & Nielsen og Poul Ingemanns Tegnestue stadig kan fascinere. Fotografierne, som vi har fordelt over to udgivelser, viser, hvordan et udvalg af hovedværker fra perioden tager sig ud i dag.

Med sit bidrag til bebyggelsen demonstrerede Poul Ingemann sin fortrolighed med den monumentale skala, som han søgte genintroduceret i hverdagens arkitektur. Som han erkender, søgte han at trodse tabuer af både den modernistiske og klassiske art for at nå frem til en tidløs arkitektur.

Særligt Arkitektskolen Aarhus blev hjemsted for periodens teoretisering og faglige sværdslag, og i to komplementære essays beretter Hans Peter Svendler Nielsen, som lærte af den amerikanske postmodernisme med Robert Venturi som bannerfører, og Kjeld Vindum, som var knyttet til den europæiske nyrationalisme med Aldo Rossi som ledestjerne, om datidens konkurrerende positioner og brydningerne derimellem. Svendler Nielsen knytter disse betragtninger til sit udøvende virke som medstifter af tegnestuen Nielsen, Nielsen & Nielsen, mens Vindum fletter overvejelser over SKALA og andre formidlingstiltag ind i historien.

Nils-Ole Lund konstaterede, noget vemodigt, at “Der er altså en tendens mod teori i stedet for erfaring, og denne støttes af fagets internationale bevægelse mod æstetik og filosofi. I denne såkaldt postmoderne tid er mange øjensynlig tilfredse med, at arkitekter kan koncentrere sig om det, ‘de har forstand på’, formen.”[8]

Men i dag er det ikke længere entydigt, hvad og hvor meget arkitekter ‘har forstand på’ – og det er i hvert fald under stadig forandring. Fokuseringen på form viste sig at være en portal til andre fagområder snarere end til et afsondret reservat.

Byport, Ernst Lohse. Tegning fra Arkitektur DK 05-06/1985

En ujævnt fordelt arv

Samlet set kan man konstatere, at postmodernismens succes herhjemme er ujævnt fordelt, hvis nutidens arkitektur- og byplanpraksis tages i øjesyn. Læren fra Jane Jacobs, Aldo Rossi og Jan Gehl er for længst blevet fælleseje. Men hvor den modernistiske form for totalplanlægning effektivt er lagt i graven og erstattet af kontekstualisme og regionalisme med det traditionelle byrum og den traditionelle karré som råmateriale, er den stilistiske postmodernisme ikke i høj kurs. Den har ikke været set siden midt-1990erne, og en ekspressiv og billedglad ener som Ernst Lohse ville sikkert have svære kår. Billedmæssigheden lever godt nok videre hos især Bjarke Ingels, men her altid på pragmatiske præmisser.[9] Aldrig som en fri, formålsløs billedudladning, scenografi eller diagramkunst, som det var tilfældet med Lohses byporte, Nils-Ole Lunds collager eller de frie, til dels dekonstruktive undersøgelser hos Svein Tønsager.

I næste nummer af Arkitekten bidrager flere af periodens centrale aktører. Vi blænder op for nye fotografier af Retsbygningen i Holstebro, Garvergården, Historiecenter Dybbøl Banke og Brøstes Gård. Endelig bringer vi et overblik over dansk møbelkunst og design i perioden, og dansk og international postmodernisme sættes i relief af en nutidig kosmopolitisk stemme fra London.

God læse- og skuelyst!