ANNONCE
Hanstholm Vildtreservat
Ind og ud af landskabet. Arkitektur og natur forenes i 12 små talerstole under himlen i Nationalpark Thy.
Anne Pind
Arkitekt MAA
Nu skal vi ind i et gammelt landskab. Et landskab dannet af havbund og klitheder, så fremmed for øjet, at selv Naturstyrelsen sammenligner det med månens fjerne, drømmespundne topografi.
Hvad er det, vi længes efter at se, når vi begiver os ud i naturen? Romantikerne ville sige, at vi går ud for at se ind i os selv. Tænk på Caspar David Friedrichs maleri af vandreren over tågehavet, hvor de fortættede vandmolekyler i forgrunden spredes til let skydække, jo længere blikket når mod horisonten. Det elegante bymenneske står alene på en bjergtop med kroppen formet som et spørgsmål til landskabet. Billedet dukker op, da jeg ser vandrere i reservatet stige op, hver for sig, på de nye og i ordets bedste forstand sære podier i landskabet.
Mange tiltrækkes af Nationalpark Thy, så mange, at man for at beskytte naturen har været nødsaget til at fordele og omdirigere folk ad nye stier ud i området. Det er her, podierne dukker op som trædesten i landskabet. De understøtter nye bevægelser og kan som små topografiske toppe aflaste naturens egne højdepunkter.
Anne Pind
Arkitekt MAA
Steder i landskabet – Hanstholm Vildtreservat
Hindingvejs afslutning ved Tved Plantage, 7700 Thisted
Arkitekt: Anders Abraham Architects, landskabsarkitekt Steen Høyer og Rørbæk & Møller Arkitekter
Bygherre: Naturstyrrelsen
Med støtte fra: Realdania
Opført: 2017
Udgivelse
Artiklen blev udgivet første gang i Arkitekten 09/2017.
ANNONCE
12 podier fordeler sig i et felt i Hanstholmreservatets morænelandskab. Deres indbyrdes placering kalder ikke på kortlægning fra start. Snarere kan man nyde at gå på opdagelsesrejse fra det første, man får øje på, til det næste. De første ligger ved parkeringspladsen. Så er øjet stillet ind. De grå skikkelser træder stilfærdigt frem i landskabets mange nuancer af matgrøn og rødbrun.
De ellipseformede podier er støbt i sø-bestandigt aluminium. Ét, to, tre trin høje, afhængigt af placering. Deres riflede profiler tydes som en sekvens af topografiske linjer eller jordbundslag, de bløde konturer mimer de omgivende bakkers stigninger og fald. Ellipseformen skaber et stærkt dynamisk spændingsfelt. Formen samler sig om sig selv som et fortættet kunstnerisk udsagn. Samtidig puster den sig op, indefra, og tilbyder en vid udsigtsmulighed. Man er ikke i tvivl om, at podierne er til for at støtte landskabet. Dette mellemsted, hvor man kan træde op og se ud i et landskab, man ikke tager del i, men blot suger til sig på afstand, det er en stærk og smuk gestus.
Objekterne har samme kvaliteter som landskabet, på én gang fremmede for øjet og fulde af kendetegn. De er associative og meditative. Når man vandrer, møder en ny og træder op, har man de forrige i erindringen som små mindepunkter, der tilsammen beskriver det nye, bebyggede felt i landskabet. De igangsættes af vores handlinger. Man træder, sidder, står, går, hviler, mærker. Ellers ligger de bare fredeligt og afventende. De præsenterer os for en sær skønhed, os der går, ind og ud af landskabet. Langsomme, flertydige mindekapsler. Tilsammen danner de et lille fugerende kor for 12 stemmer. Det samme begyndelsesmotiv indføres suggestivt i landskabet, men udforskes polyfont.
I stiernes sand er nedlagt små, cirkulære plader med skrevne budskaber, retningsangivelser og grafiske tegn. På én står der endda: “Gå ikke ud i landskabet”. Vi er ikke frie til at gøre, hvad vi vil, med den her jord. Det højeste punkt i landskabet, isbjerget, er blevet lukket af. Ellers ville det blive trampet fladt under gummisko. Cirklerne peger på vores medansvar for at passe på jorden. De er mindeplader for et landskab under forandring og trykknapper til fremtiden.
Galleri
