ANNONCE
Hotel Ottilia: Industrielt kunsthåndværk læst og forstået
Hotel Ottilia vækker den gamle arkitekturånd på Carlsberg til live, indefra og ud.
Martin Keiding
Chefredaktør
Arkitekt MAA
Lagerkælder 3 (1969), som er den formelle betegnelse for det, man på Carlsbergsprog kaldte ‘Slottet’, er, selvom tiden og genren er en anden, beslægtet med Maltmagasinet (‘Brasserie Ny Carlsberg’, 1881) og Dipylon-Porten (1892).
Alle tre bygninger gjorde nemlig, hvad de kunne for at skjule deres tekniske indhold. Arkitekten Vilhelm Dahlerup fik Brasseriet og Dipylon til at ligne hhv. en herregård og et tempel. Hvad Svenn Eske Kristensen (SEK) havde i tankerne med sit slot, var højst sandsynligt i et moderne sprog at genfortolke Dahlerups bygninger, som det påpeges i monografien om Kristensen.[1]
De guldbelagte paraboler er en dekorativ abstraktion over de vandretliggende og stablede lagertanke (udtaget før ombygning til hotel) inde i huset, men har også referencer til nogle af de cirkulære dekorationer og krumme konstruktionsbuer, som man finder på Dipylon.
Motivet med at hente dagslys ind gennem skjulte vinduespartier bag krumme, murede vægskiver, som det ses mod Pasteursvej, er en klar forløber (eller samtidig udviklet) til Eske Kristensens ‘Hængende Haver’ (1969). Men hvor skiverne i sidstnævnte tilfælde skulle forhindre direkte udsigt til den private have og æresboligen på Carlsberg, har der vist ikke været krav om noget tilsvarende i forbindelse med opførelsen af Lagerkælder 3.
Hos Dahlerup er der ingen tredimensionelle facadeelementer, men skulle man søge efter flere cirkelmotiver, er der jo de runde vinduer i det overfor liggende nyklassicistiske Kraftværk (1928) og Kedelhus (1929) og i den nærliggende Mineralvandsfabriks overetage (1927). Alle tre udført af arkitekten Carl Harild.
SEK har nok ladet sig inspirere bredt af husene på Carlsberg. Der er noget løssluppent og tivoliagtigt over Lagerkælder 3’s facader, som, sammen med de føromtalte hængende haver, markerer en afslutning på det underholdende og dekorerende spor i Carlsbergs arkitekturtradition. De to bygninger udgør tillige en bemærkelsesværdig parentes i forhold til Svenn Eske Kristensens øvrige, mere afdæmpede arbejder både inden- og uden for fabrikken på Valby Bakke.
Gennem al denne fredede arkitektur og et historisk spænd på omtrent 80 år løber så det nyindrettede hotel med alle sine krav til komfort og funktioner, som jo skal gå op i en æstetisk helhed med det eksisterende.
Hvad det ydre angår, er det mest Lagerkælderen, som har ændret udtryk, og her skal der heppes på, at man mod pladsen har gjort det, som facaden lægger mest op til; nemlig at fjerne murværket i de cirkulære recesser, der var der i forvejen, og skifte dem ud med glas. Så er der hul til værelserne til den ene side i den fløj og en fornøjelig rumoplevelse med specialdesignet hynde i lysningen med udsigt over den frembrydende bydels nye og gamle bygninger. Opsprosningen af vindueshullerne er spinkel og diskret, en mindre ekstra investering ville have givet midterrammerne i top og bund den samme krumning som murhullerne i stedet for den nuværende lidt for tunge vandrette profil. Det er en detalje, den er vigtig, og en dag kan den ændres.
Martin Keiding
Chefredaktør
Arkitekt MAA
Hotel Ottilia
Bryggernes Plads 7, 1799 København
Arkitekter: Arkitema Architects (Poul Schülein) i samarbejde med Christoffer Harlang Architects
Bygherre: Carlsberg Byen
Interiør: Mette Fredskild og Morten Hedegaard
Ingeniør: Wissenberg
Udført: 2019
Oprindelige bygninger
Maltmagasinet
Arkitekter: Vilhelm Dahlerup
Opført: 1881
Dipylon-Porten
Arkitekt: Vilhelm Dahlerup
Opført: 1892
Lagerkælder 3
Arkitekt: Svenn Eske Kristensen
Opført: 1969
Noter
1 Svenn Eske Kristensen – velfærdsarkitekten (2017), s. 196.
2 Arkitektur DK 8/2008, s. 34.
Udgivelse
Anmeldelsen blev udgivet første gang i Arkitekten 06/2020
ANNONCE
På begge sider af de gyldne skjolde har man nænsomt udtaget facadesten uden at bryde forbandtet og på den måde sikret dagslys og lidt udkig på en festlig og legende måde.
Det spiller selvfølgelig ind, at bygningen blev fredet i 2009 før den aktuelle transformation, men i 2013 fremkom analyser af andre arkitekter til ny udnyttelse af bygningen, hvor de gyldne skjolde foreslås fjernet og udskiftet med runde vinduer…
Der er også værelser bag de lodrette, konkave murskiver med sidelys, og også disse er bevaret, tillige indadtil med deres blanke, røde mursten og nu konvekse former, som skaber rumlig dynamik. Selv den oprindelige hvide flisebeklædning af væggene i det, der var fordelingsgange i fabrikken, har fået lov at blive siddende.
Disse nutidige og nødvendige forandringer af facaderne på Lagerkælder 3 er fornemt arkitektarbejde i sig selv, som man umiddelbart opfatter som noget, der har været der fra begyndelsen. Bygningens karakterfulde gavl har fredningsmyndighederne åbenbart været ligeglade med, for her er nyligt påbygget et hus, som intet har med hotelprojektet og dettes involverede arkitekter at gøre, og sådan set heller ikke meget med Slottets arkitektur at beskaffe.
Et meget specielt træk ved SEK’s murværk på Lagerkælderen er, at det er opdelt i elementer, skiftende mellem røde felter og smalle tilbageliggende spor af mørkegrå sten. Alt dette kan fortsat nydes og beundres og ikke mindst udforskes, for disse murede felter er jo udfyldninger i et skjult betonskelet og samlet udført som rent industrielt kunsthåndværk fra øverste skuffe.
Den oprindelige lukkede facade mod pladsen var efter min personlige smag den bedste, men samtidig er det jo indlysende, at netop udskiftningen med glas har skullet til for overhovedet at få den bygning til at leve videre.
De nye elementer og tilføjelser spiller generelt med og ikke imod de gamle bygningsdele. Ved værelseskorridorerne i Lagerkælderen kommer der tæpper på gulvene, og det kunstige lys er dæmpet ned. Det giver en fornemmelse af diskret luksus og privathed, hvad der efter denne skribents hotelbegreber er lige efter bogen. Det samme præger de enkelte værelser, hvor det er lykkedes at fremkalde en slags moderne hygge med bundklang af soliditet og ordentligt konstruktionsdesign.
De gamle dobbeltsøjler i beton (som også er fredede) og de nye elementer, specielt flisebeklædningen i baderummene, er skabt, som havde SEK himself været med, idet de samme flisetyper ses på underetagens yderside.
Også den nye restaurant, som er bygget oven på Slottet, er fint anbragt som et tilbagerykket penthouse med respekt for den eksisterende kobberafdækning af de skrånende dele af taget og af murkronen.
I loungeområder og i møderum finder man også visse steder nye væg-til-væg gulvtæpper, som er specialdekoreret med mega-tidsler som motiv. Det virker forvrænget i forhold til, at der i udbredt grad er taget hensyn til de eksisterende bygningselementer og generelt holdes en dæmpet tone i den nye indretning. Særligt det store loungeområde, og det ifølge hotelledelsen gode spillested i Dipylons indre, er apteret omkring de oprindelige tømmerkonstruktioner på en måde, som forstærker hele historien om, at her befandt sig oprindelig to maltkamre, idet dobbeltporten var, som man bl.a. kan læse i tidsskriftet Arkitektur DK, afhentestation for brygsalens ‘mask’, der blev lukket ud af dyser (de sidder der stadig) i de hvælvede lofter under de to porte.[2]
Hotel Ottilia vækker den gamle underholdende arkitekturånd på Carlsberg til live indefra og ud i stedet for at smøre egne vittigheder uden på facaderne. Det er godt læst og forstået.