Humanistisk arkitektur som eksportvare

Velfærdsarkitekter som eksportvare

Men en anden helt central parameter fremhæves også, når arkitekter skal beskrive årsagen til den relative succes med at eksportere dansk arkitektur. Det er den grundindstilling og dannelse, de har. Den skyldes ikke bare designprocessen og kulturen på tegnestuerne, uddannelsen på arkitektskolen og de værdier, der bibringes de studerende dér. I højere grad er det tilsyneladende centralt at være rundet af nogle dybe traditioner og værdier, der er bagt ind i opdragelse, pædagogik, grundskole, foreninger og alle de institutioner, som arkitekterne har været påvirket af, inden de blev arkitekter.

“Der ligger noget, før vi er arkitekter. En særlig dansk grundtone, som i virkeligheden er det, vi eksporterer. Det kan godt være, at dansk design inden for møbler er Arne Jacobsen eller PH-lamper, men inden for arkitektur er dansk design en metode. Det er ikke en form eller et udtryk – det kommer senere og ændrer sig over tid – det er en måde at gøre tingene på, og den har ikke forandret sig meget, men handler om at tilgodese alle parter. Det udspringer af det demokratiske samfund, vi lever i, hvor der ikke er nogen, der bliver efterladt ude i nogle hjørner – sådan var det i hvert fald. At man både har fodgængere og biler i en gade. Man har nogle, der skal hente noget skrald i en bygning, samtidig med at andre arbejder inde i bygningen, men begge dele skal fungere.”

—Louis Becker, Henning Larsen Architects[9]

“Et andet vigtigt aspekt i den danske tilgang til enhver opgave er vores ‘demokratiske grundholdning’ – en insisteren på at udfordre forudsætninger og altid have det enkelte menneske og brugeren i centrum. Det er vores styrke ikke at være autoritetstro, hvilket giver frihed og fokusering til at skabe en arkitektur for alle uden at fortabe sig i det monumentale eller meningsløst tekniske.”

—Julian Weyer, C.F. Møller[10]

Velfærdsstaten er ikke kun økonomisk omfordeling og en stor statslig sektor, der, fordi den sidder på en stor del af byggeopgaverne, kan implementere særlige værdier. Velfærdsstaten er en dybt forankret idé i danskerne om, at frihed er til fælles bedste; at modsatrettede synspunkter er nødvendige for at finde den bedste løsning (Grundtvig); at samarbejde er godt, og at alle vinder, hvis vi organiserer os sammen (andelsbevægelsen); samt en dybt forankret idé om, at mennesker skal være lige, og at dette kun sker, hvis befolkningen er uddannet og oplyst (højskolebevægelsen/Grundtvig).

Opbygningen af velfærdsstaten er et resultat af en stærk politisk bevidsthed i samfundet om at undgå den polarisering og radikalisering, som kommunismen og fascismen ideologisk tilbød i 1930erne. Efter 2. verdenskrigs destruktion blev omfavnelsen af humanismen, utilitarismen og universalismen brugt som værn mod polariseringens destruktive kræfter. I dag er bevidstheden om dette forsvundet mange steder i samfundet. Men blandt arkitekterne er der stadig en stærk bevidsthed om disse værdier. Måske fordi arkitekterne oplever, hvordan disse værdier har skabt grundlaget for det, de lever af i dag og eksporterer.

Empatien og følelsen af skæbnefællesskab mellem arkitekterne og de mennesker, der skal leve i og med arkitekturen, er et centralt punkt for at forstå velfærdsarkitekturen. Den kan forklares ud fra begrebet om ‘Den etiske fordring’ beskrevet af den danske teolog K.E. Løgstrup (1905-81) som det at tage ansvar for den andens skæbne som en naturlig universel impuls. Det centrale i den etiske fordring er, at det er en definition af etik og næstekærlighed, der har samfundet som ramme. ‘Den næste’ er bredt defineret og rækker langt ud over de nærmeste, familien eller dem, man møder på sin vej. Grundlæggende forstås ‘næsten’ som andre mennesker. Forståelsen af den etiske fordring relaterer sig også til samfundet som ramme, idet den naturlige impuls kun kan opretholdes, hvis der findes en gensidig tillid imellem mennesker – også fremmede. Når Danmark er et af de lande i verden med den største tillid mellem mennesker og mellem individ og stat, så giver det et godt udgangspunkt for faktisk at kunne handle empatisk, også – som i denne sammenhæng – i forhold til fremtidige brugere af et stykke arkitektur, som arkitekten ikke kender og aldrig vil komme til at kende.

“Med vores blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden dens skikkelse. Hvilken vidde og farve den andens verden får for ham selv, er jeg med til at bestemme med mine holdninger til ham. Jeg er med til at gøre den vid eller snæver, lys eller mørk, mangfoldig eller kedelig – og ikke mindst er jeg med til at gøre den truende eller tryg. Ikke ved teorier eller anskuelser, men ved min blotte holdning. Hvorfor der er en uudtalt, så at sige anonym fordring til os om at tage vare på det liv, som tilliden lægger i vores hånd.”

—K.E. Løgstrup: Den etiske fordring[11]

Begrebet og tænkningen om den etiske fordring udspringer af en teologs udlægning af kristendommens etik. Men den beskriver også ganske godt en del af grundlaget for en humanistisk arkitektur. Konciperet af danske arkitekter eller ej, eksporteret eller ej. Det interessante er, at en sådan universalistisk etik i kombinationen med universelle arkitektoniske redskaber har meget store mulige implikationer for kvaliteten af rigtig mange menneskers liv. Redskaber forstået som at sikre adgang til dagslys, hvor end man opholder sig, bygninger og byrum, der organiserer hverdagslivet på en måde, som sikrer adgang for alle, og muligheden for at opholde sig sammen på tværs af køn, alder og position i samfundet m.v.

Eksportholdninger: eksotisten, universalisten og pragmatikeren

Forståelsen af relationen mellem etik og arkitektureksport kan uddybes ved at se på, hvilke forskellige overvejelser og positioner der kan indtages, når en humanistisk orienteret arkitektur bruges som grundlag for en arkitektureksport. Med udgangspunkt i tre konkrete praksisser, tre forskellige danske arkitekter, der alle på forskellig vis har virket markant i udlandet – Jørn Utzon, Jan Gehl og Bjarke Ingels – kan et felt for forståelse af rammerne for dansk arkitektureksport udspændes. De tre praksisser eksemplificerer ret forskellige tilgange – holdninger, kunne man kalde det – til, hvordan og på hvilket grundlag man som arkitekt med udgangspunkt i humanismen agerer uden for en politisk kontekst defineret af denne.

EKSOTISTEN: Jørn Utzon

Eksotismen er i Jørn Utzons version tæt knyttet til modernismens ideologi om universalisme, men i den særlige version, der udvikledes i 1960erne, hvor arkitekter rejste til ‘eksotiske’ steder for at blive inspireret og finde et nyt grundlag for arkitekturen, som ikke primært var baseret på teknologien og den tidlige, heroiske modernistiske arkitektur, men også på byggekultur. Det var før, verden blev ‘flad’. Udgangspunktet var en transhistorisk og transkulturel interesse for arkitekturens grundelementer, der var (delvist) uafhængig af tid og kultur. Når Utzon studerede kinesisk, mellemøstlig og amerikansk arkitektur og fra den udledte arkitektoniske og strukturelle principper, var det uden stillingtagen til værdierne i de samfund, der havde bygget dem. Det var ren arkitekturtænkning. At Maya-templerne, Utzon studerede i Mexico, havde været brugt til rituelle menneskeslagtninger, diskvalificerede dem ikke for Utzon som arkitektonisk grundlag for f.eks. at strukturere undervisnings- og kulturbyggerier i den moderne, humanistiske velfærdsstat. Eksotisme er kendetegnet af en interesse for at lære af fremmede byggekulturer med forventningen om, at disse erfaringer kunne være grundlag for noget ganske nyt. Erfaringerne kunne abstraheres og flyttes til nye sammenhænge med et nyt program og et humanistisk grundlag. Gårdhavehusene i Helsingør og Fredensborg er eksempler. De bygger på studier af traditionel japansk og nordafrikansk byggeskik, men gennem transformation og nøje tilpasning til det specifikke program (i Helsingør en typisk opgave fra velfærdsstatens opbygning: billige boliger for middelklasse-industriarbejderen) og den specifikke lokalitet bliver de både lokale og universelle på en gang. De kan herefter danne udgangspunkt for nye transformationer og applikationer i helt andre kulturelle og samfundsmæssige kontekster.[12]

Utzons vigtigste værker uden for Europa, Sydney-operaen, Melli-banken i Iran og parlamentsbygningen i Kuwait er alle skabt som arkitektoniske rammer for det givne program uden etiske domme på forhånd, men med blik for de betingelser, de skaber for det, Utzon refererer til som ‘menneskets velvære’. Der er tilsyneladende ikke hos Utzon nogen større forbehold for at arbejde for f.eks. styret i Kuwait. En anekdote fra byggeprocessen illustrerer den eksotistiske tilgang: født af en oprigtig interesse for og en respekt for lokale kulturelle skikke, men også insisteren på, at arkitekturen rækker ud over denne, og i Utzons version med nogle klare humanistiske værdier bagt ind:

“Så jeg fandt på, at hvis jeg anbragte et stort soltag foran, så kunne de mødes – lederne fra de her mødelokaler kunne møde borgerne, og samtidig ville borgerne føle, at der blev taget hånd om dem, at der blev gjort noget for dem. Samfundet her er meget autoritært og patriarkalsk, forstår du, meget klassebevidst, det er ikke ligesom i et demokrati. Og så er skyggen meget vigtig som kulturelt element. Et sted som her, hvor lyset er så skarpt, kan man ikke klare sig uden skygge – i Arabien siger de, at når en leder dør, dør hans skygger også. Da vi nåede så langt, at vi var klar til at bygge, var den ledende skikkelse blandt bygherrerne – det var faktisk formanden for parlamentet – ikke indstillet på at betale, hvad det kostede at lave det tag. Så da jeg omsider fik mulighed for at møde ham […] gik jeg hen til ham og forklarede, at i vores demokrati har vi ikke den forbindelse, den direkte kontakt, som jeg beundrede, og at det var dén, der var anledningen til den åbne forhal. Han sagde ikke noget. Så gav jeg ham hånden – det må man ellers ikke under nogen omstændigheder! […] Men 14 dage senere fik vi besked om, at taget skulle bygges.”[13]

Eksotistens motivation er faglig, kunstnerisk og kulturel. Humanismen ligger implicit. Men tilgangen er ikke ukritisk. Utzon forholder sig skeptisk-anerkendende til den styreform, han bidrager til at repræsentere, og vælger at bryde kulturelle kodeks som f.eks. håndtryks-tabuet for at fremme sin og kunstens sag. Arkitekten holder sig som kunstner fri af eller uden for systemet, og fra den position er det hans rolle at balancere hensyn til klient, kunst og almenvellet. Arkitekturens formål er større end politikkens i dette perspektiv. Og bekymringerne om, hvordan adgangen til det direkte demokratiske møde under baldakinen faktisk foregår, måske heller ikke afgørende. Det vigtige var at få den bygget. At sikre, at baldakinen blev bygget og dermed arkitekturværkets integritet.

UNIVERSALISTEN: Jan Gehl

Jan Gehls tilgang kan beskrives som universalistisk humanisme. Den betoner det universelle i de hverdagslige behov, mennesker over hele kloden har for tryghed, komfort og nydelse.[14] Til forskel fra den eksotistiske position, der også baserer sig på universalismen, er fokus her mere direkte og eksklusivt på studier af, hvordan arkitekturen bedst sikrer, at menneskets fysiologiske og psykologiske behov dækkes. Udgangspunktet er menneskekroppen og dens sanser, som er universelle, omend de påvirkes af den kulturelle kontekst, mennesket vokser op i. Men Gehl betoner de grundlæggende, biologisk funderede ligheder mere end de kulturelt definerede forskelle.

“Helt centralt handler det om respekt for mennesker, om værdighed og livsglæde, om byen som mødested. På disse områder er forskellen mellem drømme og ønsker i forskellige dele af verden ikke store. Metoderne for arbejdet er også påfaldende ens, fordi det drejer sig om mennesker, der har samme grundlæggende udgangspunkter. Fælles er færden til fods, sanseapparat, bevægelsesmuligheder og basale adfærdsmønstre. Ligheder er væsentligt større end forskelle imellem kulturer.”[15]

Tilgangen lægger sig tæt op ad den humanisme og universalisme, som FN’s menneskerettigheder tager udgangspunkt i. Den beskriver (byrums)arkitekturen som en slags menneskerettigheder for byboere i den forståelse, at de er tænkt universelle og principielt applikérbare overalt i verden med hensyntagen til lokalt klima og til en vis grad lokale kulturelle praksisser. Universalismen åbner derfor for en praksis, der kan udfolde sig overalt, hvor det skønnes, at der er mulighed for at forbedre menneskets vilkår – principielt uafhængigt af, hvilken styreform eller politik der regulerer samfundet. Der ligger et kritisk potentiale i at adressere, hvordan muligheden for en lige og fri adgang til brug af byens (måske) offentlige rum er, men universalisten i Gehls version arbejder på et niveau, der kan være uafhængigt af større politiske spørgsmål. Fokus ligger på hverdagslivet og ikke på det monumentale eller repræsentationelle niveau. Universalistens tilgang er som eksotistens transkulturel og åbner for eksport af danske cykelstier til Melbourne og New York, import af australske forhaver til Danmark osv. Alle de grundlæggende arkitektoniske struktureringsformer, der virker, kan bruges andre steder. Også uden den store transformation eller tilpasning.

Gehls arbejde er igennem en systematisk tilgang til registrering, dokumentation og reproducérbarhed i familie med den moderne arkitekturs positivisme, og det er en tilgang, der ligesom den tidlige modernisme i høj grad er påvirket af utilitarismens menneskeorienterede og liberale livssyn. Men det særlige ved Gehls universalisme og den praksis, den informerer med analyse- og rådgivningsarbejde i hele verden, er, at den baserer sig på menneskelig tilstedeværelse og indlevelse i en specifik situation, altid med udgangspunkt i menneskets udfoldelses- og oplevelsesmuligheder. Herved adskiller den sig væsentligt fra modernismens utilitarisme, som den udviklede sig til på arkitektskoler og universiteter i 1950erne og 60erne med produktion af mønsterløsninger, der kunne udrulles overalt i verden – den tilgang, som igen spøger i nutidens krav om ‘evidens-baseret design’.

PRAGMATIKEREN: Bjarke Ingels

Pragmatikeren adskiller sig fra eksotisten og universalisten ved kun i minimal grad at begrunde sig i universalistiske argumenter. I stedet er det utilitarismen, der har en fremtrædende plads og forbinder pragmatismen med velfærdstænkningen. Bjarke Ingels og hans firma, BIG, opererer som de fleste arkitekter fra hans generation i den ‘flade’, næsten modstandsløse verden (sådan bliver den i hvert fald set). Gennem internettet er de så kulturelt infiltrerede i verden, at verdens mystik og oplevelsen af, at der findes helt nye erkendelser gemt i fjerne kulturers arkitektur, ikke længere er drivkraft. I modsætning til Jørn Utzons generation af arkitekter, der havde meget begrænset adgang til information om andre lande og deres byggekultur, og som måtte rejse ud og studere den ‘on site’, hvis de ville vide noget om den, så er informationen i dag tilgængelig, så rejsen i dag måske kun er en besværlig nødvendighed i forhold til arbejdet med at få opgaver.

I manifestet Yes is More – en evolutionsteori placerer Bjarke Ingels sit eget bidrag meget stærkt forankret i en utilitaristisk ‘prøve at gøre alle glade’-tradition:

“Den danske velfærdsstat er gennemsyret af konsensuskultur. Som det mindst socialt ulige land i verden er det styret af ærværdige principper om, at alle er ligeværdige, og alle synspunkter lige gode.

Ud over de åbenlyse samfundsmæssige dyder har disse principper haft en betydelig slagside inden for arkitekturens verden: en grå masse af ensartethed, som kendetegner størstedelen af det danske bybillede, hvor de fleste forsøg på at rage ud er blevet banket på plads i den samme uanstødeligt kedelige kasse, og al libido investeret i at pudse og polere detaljerne til perfektion. Summen af de utallige små detaljer har blokeret overblikket over det store billede.

Hvad hvis det at gøre alle glade ikke nødvendigvis førte til kompromiser og laveste fællesnævner? Det kunne være vejen til at finde den umuligt akrobatiske kolbøtte, som vrider og drejer sig for at opfylde ethvert ønske uden at træde nogen over tæerne.”[16]

Ingels advokerer for en tilgang, der som mål har at integrere forskelle, “ikke gennem kompromis eller ved at vælge side, men ved at sammenbinde modstridende interesser i en gordisk knude af nye ideer”, “en arkitektur, der ikke er hæmmet af den konceptuelle monogamis forpligtelse til en enkelt interesse eller idé”, og refererer implicit til den konsensus og ‘uskrevne kontrakt’, som blev etableret i det 20. århundrede, og som her er omtalt som ‘velfærdsarkitektur’. Han søger en helt anden konklusion end den byggeskik, der blev resultatet af det arbejde. Endelig taler Ingels for “en arkitektur, som tillader os at sige ja til alle aspekter af livet, uanset hvor selvmodsigende de er”. Der er således her tale om et selvpålagt etisk krav om at sige ‘ja’, at involvere sig, uanset hvilket system der skal arbejdes for, uafhængigt af hvilke ideer om mennesket og dets livsbetingelser det inkluderer. Denne ambition refereres også til i præsentationen af Ingels på omslaget af den engelske udgave af Yes is More:

“Bjarke Ingels er en ‘Yes Man’. Han ser næsten ethvert krav som en udfordring, uanset om det er rimeligt eller ej, og besvarer det med et uforbeholdent ‘YES’. Det gør ham bare endnu mere opsat på at integrere alle de politiske interesser, der præger et projekt, og forvandle dem til de mest utrolige former, som afvæbner enhver kritik.”[17]

I forhold til spørgsmålet om arkitektureksport ligger udgangspunktet her i forlængelse af opfattelsen af at være en del af en globalt integreret, ‘flad’ verden, der naturligt ses som en åben spilleplade, hvor arkitektur kan skabes under de forhold, der nu måtte byde sig. Det interessante er i den sammenhæng, hvad det enkelte lille forbehold i sætningen ‘næsten ethvert krav’ betyder. For det viser sig, at det kun er ‘næsten’, og at der er en grænse. Den går ikke ved at arbejde med repræsentative projekter for stater, der er så tæt på at være diktaturer, som man kan komme (nationalbiblioteket, Kasakhstan), men ved korruption (der fik ambitionerne om Kasakh­stan-projektet til at ryge) eller våbenfabrikation:

“Problemet med våben er, at man ikke ved, hvad de vil blive brugt til. Vi har ikke lyst til at komme i en situation, hvor vi har bidraget til at lave våben, der så bliver brugt i en konflikt på en måde, som vi ikke kan stå inde for.”[18]

I et etisk perspektiv er der her igen tale om en kraftig omgang utilitarisme, men som ikke i udgangspunktet har universalismen som grundlag. Humanismen og dens frihed- og lighedskrav ligger heller ikke langt fremme i argumentet. Det er en meget mere partikularistisk tilgang, med dens stærke insisteren på at arbejde med de helt specifikke udfordringer, der findes i de forskellige opgaver, der findes med interessenter med forskellige meninger, der alle skal stilles tilfredse. Det er mere oplagt pragmatismen, der definerer udgangspunktet her, og særligt filosoffen John Deweys idé om ‘den moralske forestillingsevne’, der er vigtig. Den kan fungere på to niveauer:[19]

Dels gennem empati: indlevelse i andre menneskers situation og problemer. Dels gennem skabelsen af mentale scenarier for, hvordan en given situation kan ændres, så den kommer til at fungere bedre for de mennesker, der er involverede. At skabe det bedst mulige udkomme af en given situation. Det er dét, alt arkitektarbejde handler om, kan man sige. Men det giver alligevel mening at fremhæve denne pragmatiske etik i særlig grad i forbindelse med BIGs praksis. Netop fordi, at for ideelt set at kunne indgå i den pragmatiske løsning af en given problemstilling med udgangspunkt i vores moralske forestillingsevne så må vi løses fra forudindtagede ideer som f.eks. ligheds-, friheds- og universalisme-forestillinger. Derfor kan Ingels ikke lide dem, og derfor er han pragmatiker og Jan Gehl ikke. Universalistens udgangspunkt er en fast idé om, hvad menneskelige behov er. I forhold til eksotistens distancerede tilgang, der også tilbyder at balancere interesser, men fra en uafhængig position, så er pragmatikeren modsat helt på det rene med at være ‘fedtet ind’.

Etiske eksport-dilemmaer

Disse tre positioner, udviklet og eksemplificeret på baggrund af tre specifikke praksisser, udspænder et arkitektureksport-etisk felt. Det kan beskrive de fleste af de argumenter og etiske overvejelser, som danske arkitekter og virksomheder kan have med deres fælles udgangspunkt i velfærdsarkitekturen. De fleste vil befinde sig i feltet og altså have elementer af alle holdninger med sig.

Feltet forklarer noget om, hvad grundlaget for arbejdet uden for velfærdsstaten er. Men det siger ikke så meget om de konkrete dilemmaer og etiske spørgsmål, der opstår i arbejdet.

I projektverdenen er der hele tiden mulige etiske spørgsmål, der skal tages op. Hvem bygger huset, og hvad er arbejdsvilkårene? Hvad vil bygningen blive brugt til? (Det er ikke kun våben, man ikke ved, hvad skal bruges til. Anekdoten om en norsk tegnestue, der under arbejdet med en retsbygning i Mellemøsten på et tidspunkt blev bedt om en lille tilføjelse til programmet: et torturkammer, peger – om den er sand eller ej – på dette.)

Det lidt større spørgsmål er, hvad vi som arkitekter skal gøre, hvis vi finder, at tørre tæsk til bygningsarbejdere, politisk motiverede fængslinger, tortur og henrettelser som en del af retssystemet, lovfæstet ulighed mellem mænd og kvinder, minoriteters forfølgelse… ikke passer med den måde, vi mener, verden skal indrettes på, når vi nu som profession faktisk arbejder med at indrette små dele af verden.

Grundlæggende er der to muligheder: Vi holder os væk eller engagerer os. Vi finder for tiden begge holdninger hos danske arkitekter,20 og begge tilgange kan tilgås mere eller mindre kritisk reflekteret.

Der kan være mange gode argumenter for at holde sig væk. Arkitekten, der følger et kantiansk, pligtetisk princip, vil meget hurtigt uden for Europa (og måske endda også inden for) komme i konflikt med standarder og principper, der tages for givne i en dansk sammenhæng. Hvis absolutte standarder skal opretholdes, så er det bedre at blive hjemme.

På den anden side: Med Løgstrup og den etiske fordring forstår vi måske kravet om at engagere os i omverdenen.

Mange arkitekter er i dag indstillet på at operere i udlandet, og meget af den internationale diskussion om emnet går på, at engagementet primært er ureflekteret og styret af pengenes magt.

Men det er også muligt at engagere sig meningsfuldt og muligt at ændre verden gennem bygget arkitektur. For danske arkitekter er det oplagt at overveje, om og i givet fald hvordan det giver mening at operere som velfærds- og demokrati-missionærer, der med arkitekturen som medie og brohoved forbedrer verden (sådan som også den nationale arkitekturpolitik ønsker).

Opfølgningsspørgsmålet er nemlig, om danske arkitekter, der forfølger en sådan ambition, er “the biggest whores in town” (arkitekturkritikeren Cedric Prices formulering[21]), der uden egentlig substans eller mulighed for at følge op på, hvad alle de gode intentioner faktisk har af konsekvenser, naivt sælger sig selv med retorik om humanisme, velfærd, social bæredygtighed og demokrati, og accepterer at arbejde med dobbelte standarder om, hvad der er godt for mennesker ude og hjemme.

Der kan ikke anvises rigtige eller forkerte svar. Men ambitionen må være, at en arkitektur-eksporterende praksis er så reflekteret som muligt i det komplicerede faglige og etiske minefelt.

De følgende er nogle af mange overvejelser, man kan have om spørgsmålet:

Den trojanske hest

Det giver mening at søge at ændre verden gennem den måde, man som arkitekt agerer på, at vise andre muligheder for f.eks. åben dialog uafhængigt af hierarki, køn osv. Når HLA bruger kvindelige projektledere til deres projekter i Mellemøsten, så vil det være et eksempel på netop dette. At demonstrere egne værdier og måder at agere på. Utzons håndtryk i Kuwait demonstrerer denne venlige insisteren. Mere virkningsfuldt er det måske at arbejde med at implementere værdier igennem den måde, som arkitekturen programmeres på. Når COBE taler om deres Adidas-konferencecenter og showroom, så handler det om at organisere det, så alle kan mødes i den samme kantine.[22] Eller når SHL taler om deres China Mobile Campus i Huai’an, et enormt call-center, hvor arkitekterne med udgangspunkt i nogle enkle strukturelle greb formåede at ændre programmet og skabe større arbejdspladser med dagslys, adgang til en park, overnatningsmuligheder for ansatte, der boede langt væk m.v. Eksporten af det, man kan kalde velfærdsstatens systemkode, vil være en måde at tænke eksporten på. Her bliver arkitekturen en slags trojansk hest, der parkeres i en verden med helt andre prioriteter. Ikke ladet med soldater, men dagslys, åbne kantiner, rekreative landsskaber m.v.

Legitimering

Legitimeringsspørgsmålet følger al arkitektureksport og både den eksotistiske, den universalistiske og den pragmatiske tilgang. Når Utzon tegner parlament i Kuwait, når BIG tegner nationalbibliotek i Kasakhstan, og Gehl Architects laver byrumsrådgivning samme sted, eller når HLA opererer i arabiske lande, der deler værdier (også konkret forstået) med nogle af de grupper, Danmark for tiden officielt er i krig med, er de så med til at legitimere og dermed styrke styreformer, som er så rædsomme, at de under ingen omstændigheder selv ville ønske at være de steder, de er med til at bygge? Er engagementet på den lange bane en trussel for vores værdier, når vi lægger navn til f.eks. statslige byggerier? Dette spørgsmål må overvejes grundigt, og karakteren af den type opgave, der arbejdes med, er vigtig. Der er vel forskel på, om det er en børnehave eller et præsidentpalads? Det Norman Foster-designede Palace of Peace and Reconciliation i Kasakhstan bidrager til at konsolidere personkulten omkring landets despotiske leder. Spørgsmålet er, om den børnehave, Cebra har tegnet i Abu Dhabi med den royale familie som bygherre, gør noget andet?

Etik og forretning

Markedstænkningen modarbejder principielt set humanismen. Den sætter markedet som en større sandhed og gør pengenes og transaktionernes frihed vigtigere end menneskets frihed. Men der kan praktisk argumenteres for, at hvis vi bare handelsmæssigt og økonomisk integrerer os på tværs af nationale grænser, vil det være til fordel for den mellemfolkelige forståelse. F.eks. vil det potentielt modvirke krig, fordi de økonomiske interesser vil være større end de politiske. Arkitektur kan integrere markedstænkningen og humanismen, hvis den tænkes og udføres godt. Arkitekturen rummer i sig muligheden for at være en agent for forandring, fordi både arkitektur og arkitekter er ladet med værdier. Det stiller større krav til arkitektureksporten end til osteeksporten, fordi værdisæt ikke kan sluges, men perspektivet for integration på tværs af kulturer er også større.

Kunst er ikke politik

Zaha Hadid blev skydeskive for kritikken af de globalt orienterede designfirmaer, fordi hun afviste at tage ansvar for de døde arbejdere under opførelsen af Al-Wakrah Stadium i Qatar (og i øvrigt en lang række andre byggerier med forskellige sociale, bæredygtighedsmæssige og politiske implikationer), som hun var arkitekt på.[23] Hadid var fortaler for, at arkitektur er kunst, og kunst ikke er politik eller bygget etik, og at det, med mindre det står som et ansvarspunkt på en kontrakt, ikke er kunstens eller kunstnerens rolle at være hverken etiker eller politiker. Når hun afviste at have ansvar ud over det kontraktlige, så er det et argument, som har en lang historie i arkitektur og kunstdiskussionen. Giuseppe Terragnis Casa del Fascio var med til at legitimere diktaturet i Italien, Albert Speer slap måske mere nådigt end de andre nazister, fordi han ‘bare’ var en arkitekt, der tænkte stort og lod sig forføre af et æstetisk potentiale. Le Corbusier ville bygge for hvem som helst – Stalin, Vichy-regeringen – men har ikke mistet anseelse som arkitekt af den grund.

Historien vil dømme

Normer er ikke absolutte, de er politisk definerede. Det er politisk bestemt, at det er i orden at eksportere arkitektur til Saudi Arabien, men f.eks. ikke til Nordkorea. Nogle arkitekter afviser at tegne fængsler. Men er de også imod, at samfundet kan straffe og indespærre? Erik Møller Arkitekter (nu Erik Arkitekter) har tegnet det, der kaldes “verdens mest humane fængsel”. Kan man det? BIG vil ikke tegne huse til våbenproduktion. Ikke fordi de er imod våben, men fordi de ikke ved, hvem de skal bruges imod.

Argumentet for det danske sportssamvirke med Nazityskland helt frem til 1941 kunne forklares ud fra sportens apolitiske, mellemfolkelige karakter. Selv om man kan diskutere, hvor stor skade dette samarbejde reelt gjorde, så ville de fleste i dag have foretrukket, at de fodboldkampe ikke havde været spillet.[24] Hvordan vi om 50 år vil se tilbage på danske arkitekters engagement i Kina, de arabiske lande eller Rusland, er umuligt at forudse. Det vil paralysere al aktivitet, hvis vi begynder at agere efter, hvorledes historien vil dømme os, men det er alligevel værd at tænke principperne og bevæggrundene igennem, også i et langt perspektiv.

Spørgsmålene omkring etik, arkitektur og eksport er mange. De kan ikke besvares, kun diskuteres. Og der synes at mangle diskussioner om, hvorvidt det er muligt på et niveau over den enkelte praksis at formulere fælles faglige stillinger i emnet. Men selv om det skulle lykkes, så slipper den enkelte arkitekt ikke for selv at tage moralsk stilling.