Hus med rumligt fletværk og sirlig, grov detaljering

Som et delikat sammenvæv af rum danner villaens plansnit rumlige forbindelser på langs og på tværs og ud til rummene i haven, der fletter sammen med det indre.

En hovedakse løber gennem huset som en slags ryg, eller måske nærmere et tvær-rumligt bindeled. Står man med ryggen mod bagmuren i atelieret og vender snuden mod øst, ser man gennem husets samlende midterakser, på langs gennem forstue, køkken-spisestue, stue og ud over Øresund. Huset er i et enkelt plan med loft til kip, og man kommer ind i den centrale forstue gennem store, dobbelte glasdøre fra et beskyttet gårdrum med teglbelægning, der følger med indenfor. Herfra fordeler funktionsprogrammet sig i to: Mod vest og vejen ligger atelier, arbejdsværelse med vinterstue og udendørs arbejdsgård plus gæsteværelse; mod øst og vandsiden er brygges og køkken, stuer og soveværelse. Herfra er også udgang til et beskyttet uderum med køkken, terrasse og trappe videre ned til sauna og bruser. Haven er ved at blive anlagt, og i forhaven er gjort klar til en vægkranset nyttehave. Uderum er med omhu bundet sammen med inderum, og bygningskroppenes forskydninger danner beskyttede læsteder. Hvor planen opfattes som en mængde rum, der skyder sig sammen med hinanden, er oplevelsen af bygningen som tredimensionel krop ganske anderledes. Her binder et – noget dekonstrueret – saddeltag med lav rejsning det hele sammen som en samlet figur og danner gavlmotiver i enderne.

Villaen er bygget af isolerede letklinkerblokke. Udvendigt er fladerne enten beklædt med let flammede, gule teglskaller eller hvidpudset enkelte steder. Mod øst har ønsket om store vinduer mod udsigten over vandet medført et behov for at stabilisere de bærende facadevægge. Det er løst ved at montere få, men kraftige, udvendigt synlige stålprofiler, som er blevet malet i en teglgul tone (se også Arkitekten 02/2022). Løsningen har også muliggjort flere store hjørnevinduer, der har fået en rund, lodret bæring i hjørnet for at tage kræfterne fra overliggeren. Det er ved første blik en lidt skør løsning – man tænker, om ikke man kunne have løst stabilisering og bæring i samme greb og dermed have undgået en søjle i det glashjørne, man gerne ville have. Men på sin vis er det også en meget lige-ud-ad-landevejen-løsning, der på pædagogisk vis formidler kræfternes vandring i byggeriet og samtidig giver vinduerne en form for tektonisk ornamentalvirkning. Det er faktisk ikke så tosset endda.

Som volumen synes huset stort – på trods af den opdelte bygningskrop – nogle steder mere massivt end andre. Især fra nordsiden, hvor et stort, offentligt græsareal mod vandet giver kig mellem højt buskads til huset, der herfra opleves som en lang, gennemgående tagflade med store tagvinduer. Det føles som husets bagside – og sådan en må der selvfølgelig også gerne være. Man forstår ønsket om at lukke sig her mod nord og det offentlige areal, men det er alligevel lidt en skam, at der ikke er en større imødekommenhed i facadeartikuleringen. Måske er det planen, at buskadset skal gro højere og give en grøn udsigt, hvor tagfladen træder i baggrunden?

Artiklen fortsætter nedenfor.