ANNONCE
Hus ved skovbryn


Martin Keiding
Chefredaktør
Arkitekt MAA
Huset ved skovbrynet
Interview med Sara Ahrenst Christensen
SAC:
Vi valgte at bygge i ét plan. Grunden er aflang og så var der nogle store ahorn- og bøgetræer som vi gerne ville forhold os til. Det resulterede så i et hus som er blevet til en del af det landskabsrum det befinder sig i: Når man bevæger sig fra den ene ende af huset til den anden har man samtidig bevæget sig langs hele grunden. Der en bakke til den ene side og træerne er, som nævnt, høje, og det er en smuk ramme som blandt andet har medvirket til at vi gerne ville trække en del af dagslyset ind ovenfra. Huset åbner sig med skovbrynet, som vi kalder det, med glaspartier fra gulv til loft i køkken- opholdsrummet. Sammen med ovenlyset over stuen får vi både rumligt og lysmæssigt ude og inde til at flyde mere sammen.
Kan du fortælle lidt om husets karakteristiske tagkant?
SAC:
Ja, for at få så meget lys ind som muligt ville vi undgå udhæng. Og så var der også et ønske om, at konstruktionen skulle være tydelig og ærlig. I stedet for bare at føre murene op over et skjult, fladt tag og lave en skarp afskæring af facaderne, er der skabt en løsning med et varmt tag der ligger ovenpå det bærende system af træ og murværk, som er tydeligt i alle rum. Udefra er taget således synligt og viser sig om en svagt skrånende kobberinddækket stern. Der kommer i øvrigt grønt på tagets flade stykker – for man kan faktisk se ned på huset fra nogle af de andre huse oppe på bakken.
Væggene er opført i teglblokke. Hvad er grunden til at bruge den byggemetode?
SAC:
Valget af blokkene handler om, at de giver et godt indeklima, ved at have en diffusionsåben væg, der kan optage og afgive fugt. Overfladerne er så afsluttet med et kalklag, både ude og inde. Når der skal vedligeholdes, kalker man bare op igen. Skillevæggene er ikke en del af det bærende system og det betyder, at man for flere vægges vedkommende både kan opsætte nye eller nedlægge eksisterende i forhold til bygningens modulære opdeling.
Lige nu er der fx åben forbindelse mellem de to børneværelser. Men der kan så opsættes en ny væg. På længere sigt kan stuen udvides ved at nedlægge et værelse osv.
Udearealerne er ikke helt færdige endnu. Hvad kommer der til at ske?
SAC:
Grunden er faktisk en lille smule trekantet – og det har været medvirkende årsag til forskydningerne i planen. Det er også med til at underdele den lange facade i mindre enheder og skabe forskellige zoner langs huset, for eksempel træterrassen mod skovbrynet. Langs sydfacaden bliver der lagt en terrasse af genbrugssten, som stammer fra et forfaldent sommerhus der lå på grunden, som desværre ikke kunne reddes. Endelig kommer der et mindre træskur for enden af haven som udover at indkapsle en varmepumpe skal fungere til haveredskaber m.m. Det bliver malet med mørkegrøn linoliemaling og opført med synlige konstruktioner, efter de samme tanker som ligger bag selve huset.
Se illustrationer nedenfor.

Martin Keiding
Chefredaktør
Arkitekt MAA
Enfamilieshus
Nordsjælland
Arkitekt: Sara Ahrenst Christensen
Opført: 2022
Arkitektens beskrivelse
Huset er opført i teglblokke, hvis porøsitet og hulrum i sig selv har en isoleringsevne, der gør ydervæggen i stand til at stå alene, uden en masse "ekstra lag". Blokken er pudset på hver side med kalkpuds, som giver en diffusionsåben overflade.
Gulv er i træ og beton. Tagkonstruktionen er udført i en synlig limtræskonstruktion med en gennemgående rem som ligger af på teglblokkene og samtidig danner overligger over samtlige vinduer. Tagfod er inddækket i kobber.
Teksten er bearbejdet af redaktionen.
Udgivelse
Artiklen er første gang bragt i Arkitekten 05/2023
ANNONCE


Foto: Laura Stamer

Foto: Laura Stamer


Plan 1:200. Tegning: Sara Ahrenst Christensen

Foto: Laura Stamer