Identitet til hele byen

Kollegiets bebyggelsesplan består af en L-formet hovedbygning, underdelt i mindre enheder, men sammenbundet af en karaktergivende, gennemgående rumgitterkonstruktion i træ samt en række fritliggende to- og tre-etages kuber med værelser, fællesrum etc. Hele balancen mellem de enkelte punkthuse, det store midter-areal med bassiner og broer og selve hovedanlægget er rumligt yderst vellykket: fortættet mellem kuberne i ‘landsbyen’ og så voksende i bredde og højde – eller omvendt. De mange åbninger til alle sider mod den øvrige by medvirker til, at det samlet set fremstår porøst og ikke som en fæstning. Der er masser af plads mellem husene, og dog binder de forskellige fine eksempler på betonbelægning – som ud over at være skønne at skue skal inspirere kommende jord- og betonarbejdere til den ædle kunst at lægge smukke flader ud – vandbassiner og træbroer det hele sammen og giver området sin helt egen identitet.

I hver bo- og opholdskube er der et indre atrium, som modtager dagslys fra oven, omgivet af fælles fordelingsarealer til værelser, trappe og elevator. Der er tale om store værelser foret med træ og udført i en grundig og omhyggelig detaljering. Selvfølgelig. Særligt udmærker området omkring vinduerne sig med indbyggede senge–sove-slængebrikse, og man noterer sig her i øvrigt, at der ikke er køkken m.m. i værelserne. Det foregår i nogle elegante fælleskøkkener med skræddersyet inventar. Samlet set må det for enhver snedkeraspirant, som får lov at bo på kollegiet, være inspirerende og præstationsangstfremkaldende på samme tid. En mindre tvivl fra en glad anmelder går i retning af den konstruktive nødvendighed i forbindelse med stolpekonstruktionerne i boligblokkenes atrier: De er fritstående og blot fastgjort, men har næppe nogen bærende betydning i hovedkonstruktionen. Men måske mangler vi vel netop en fortælling om, at dekorative elementer i arkitekturen og ikke mindst i tømmerkonstruktioner i et historisk perspektiv altid har spillet med i det samlede æstetiske billede. God samtale om tektonik og ærlig arkitektur, som lærere og elever kan folde ud her!

Den samme kombinerede fornemmelse af glæde og mindreværdsfølelse prægede ved besøget de storslåede værksteder med tilhørende værktøj og maskiner. Alt ordnet og stablet på en måde, så man så at sige tvinges til at tage arbejdet alvorligt. Man rydder op efter sig og behandler værktøjet ordentligt her – hele interiøret i de fine rum kalder på disciplin og omhu. Det skal siges, at kollegiet først nu skal til at tages i brug, og forhåbentlig bliver det hele slidt og lidt mere rodet – så det kommer til at ligne et ordentligt værksted hos en god håndværker. Som nævnt fremtræder hele byggeriet robust og slagfast, og den lidt uudgrundelige blanding af sterilitet og lounge-agtige nok-se-men-ikke-røre-stemning, som prægede stedet i maj, vil forhåbentlig fordampe.

Tilbage til den store vandrette taggitterkonstruktion. Efter min opfattelse er denne del af byggeriet et suverænt arkitektonisk greb. Den giver identitet ikke kun til kollegiet selv, men til hele bydelen. Den slags skal have karakter og være noget i sig selv, men det bemærkelsesværdige er, at det sker på en funktionel og logisk måde, idet det jo skal sikre tørvejr og højtsiddende dagslys til rummene nedenunder. Arkitekterne har ligesom taget en elementær nødvendighed og gjort den til noget særligt alene gennem samlinger og detaljering, uden at blive grebet af hittepåsomhed. I en vis forstand forekommer den beslutning modig og radikal i en tid, hvor det opsigtsvækkende for længst er blevet mainstream og dermed noget, man forventer dukker op under betegnelser som ‘markør’ eller ‘blikfang’ eller ‘vartegn’.

Det eneste forstemmende ved sagen er, at der ikke er mere almindeligt nybyggeri i Danmark af samme kvalitet på alle skalatrin som i Håndværkskollegiet i Horsens.