Indefra og ud

Livsrum i Herning (se artikel i Arkitekten 06/2014, red.), som du byggede i 2014, tager udgangspunkt i et eksisterende byhus? Hvordan er det med skala­forhold og hjemlighed?

CP: Ja, ved første øjekast, når man passerer huset i Herning, tænker man ikke over, at der er sket forandringer, men når man bruger huset og passerer det flere gange, begynder man at opdage, at et eller andet er sket. Det gamle hus var faktisk en villa, som var kendt i Herning. Den havde en form for lokal kulturværdi, og derfor synes jeg, det var væsentligt at være skånsom over for den eksisterende arkitektur. Villaen skulle være hovedmotivet, dvs. at det, der trak sig ud fra den, det skulle skaleres ned. 

Hvis nu man ser på de to projekter, huset i Herning og det nye i Skejby, indefra og ud, hvad er det så for nogle mennesker, der kommer her? Hvad har de brug for? Hvad betyder det for dem? Hvad skal sådan et hus kunne i sit arkitektoniske udtryk? 

CP: På mange måder søger man en hjemlig karakter. Men vi lever jo meget forskelligt alle sammen, også kulturelt. Projektet i Herning kaldte vi for nabohuset. Det gav jo mening, fordi det lå med en masse villaer omkring sig, men det var mere den fornemmelse, som det kan være at besøge en nabo. Du er i et andet hjem, men du fornemmer alligevel et hjem. Hvis du på en eller anden måde kan skabe den fornemmelse ved at komme ind i de her rådgivninger, så synes jeg, at man er kommet langt. Og så har det for mig været vigtigt at nedbryde alle de her institutionelle forestillinger, altså hvordan bliver man modtaget? Hvad er det første, man møder, når man kommer ind i de her huse? Skranker og sådan noget er bandlyst! Væk med alle de ting. Det er et ansigt eller et spisebord eller et køkken, du bliver mødt af… noget, hvor du refererer til noget andet end en institution.

Og så er der overvejelsen omkring, hvad er det første, du møder? Når du kommer ind i det her hus, bliver du ikke fuldstændig blottet for den store rumlighed. Du kan tage et chassé til siden og så gå ind i en lille niche. At skabe små nicher i det store er et generelt motiv i begge projekter.

Hvor tæt har du været på brugerne?

CP: Jeg har haft mulighed for at møde brugerne af husene og personalet og har på den måde været i dialog med dem ift. ønsker. Men jeg har samtidig udfordret det. Jeg er kommet med mit perspektiv på, hvad gode rum er.

Kan du give et eksempel?

CP: Et eksempel, som kan være meget åbenlyst, er, at tit, når jeg møder brugere og rådgivere på de her steder, så begynder de at tale om meget kraftfulde farver. Det er noget af det første, jeg kæmper imod, for der er næsten ikke noget mere anmassende end farver, som folk ovenikøbet reagerer meget forskelligt på. Ved begge rådgivninger har jeg brugt meget neutrale farver – det er træet, der sætter tonen. Der er brugt nogle ganske få farver, en neutral grøn farve, en lys gråhvid farve. Og ellers er det kig til naturen, altså det grønne, du kigger ud i, som er det, der skaber farver. Hvis du ellers skal bruge farver, så er det løse ting, som f.eks. møbler, du kan skifte.

Men der kan også være særlige krav til f.eks., hvordan belysningen skal være på kontorer, som næsten kan fremstå koldt, fordi bygningsreglementet har meget høje krav til kelvin. Heldigvis er det lykkedes at få en varmere tone på det kunstige lys, fordi husene jo er lidt specielle og ikke så hårdt funktionsopdelt. Flere medarbejdere vælger ofte at sidde ude i fællesarealerne for netop at bryde grænser ned.

Hvad er de reelle økonomiske muligheder for faktisk at skabe denne her arkitektur?

CP: Det var forholdsvis privilegeret på projektet i Herning, hvor Realdania var inde over. De var med til at skabe en luftighed i projektet, og der gav det mig f.eks. mulighed for at være med ind over og bestemme hvert eneste møbel i huset. I Aarhus har der været en forholdsvis lav kvadratmeterpris. Derfor har ideen været at bruge let tilgængelige standardvarer. Alle vægge er beklædt med standard gulvbrædder i fyr, men vi har fået lov til at gøre det sådan, fordi det er billige gulvbrædder, og alle flader over 2,10 er beklædt med træuldsplader, men med en skarp kant, så de fremstår mere homogene. Alle facader er i standardmål af tømmer, så vi har hele tiden tænkt det på den måde, for at vi har kunnet dyrke nogle detaljer i materialet og kunnet samle det, som vi ønskede det.

F.eks. har vi brugt stavlimede fyrretræsplader, som man kan købe alle steder. Fidusen med dem er, at de er gennemgående, så det er robust og giver en særlig varm karakter. Det har vi brugt til alle lysninger. Der er et ret karakterfyldt ovenlys i Skejby, når man kommer ind, som er et stort skår i det store tag, og det er også beklædt med de stavlimede plader.

Hvis du skulle have valgt helt frit på hylderne, er der så noget, du kan pege på og sige, at du ville have gjort anderledes, eller ville du alligevel være endt med de materialer?  

CP: Jeg kunne være endt samme sted med materialerne. Jeg elsker tanken om at bruge ikke særligt avancerede materialer, som er noget, man kan købe som standard, og så er det mere måden, det bruges på. Jeg elsker at overbevise bygherrer om, at det kan et eller andet. Men hvis jeg skal pege på et sted, hvor jeg tænker, at det her ville jeg gerne have haft mere luft til, så er det belysningsdelen. Vi har egentlig opnået en ret god belysningstemperatur osv., men hvad angår armaturerne, der kunne jeg godt have tænkt mig en anden løsning.
Vi har naturligvis prioriteret, at de rum, hvor der kommer flest brugere, der har vi arbejdet mest med armaturerne. I både Herning og kræftrådgivningen i Aarhus er der arbejdet med ret højloftede rumligheder, som hele tiden varierer. Alle vinduerne i Skejby er jo ikke mere end 2,10 i højden, så på den måde er de trykket til den menneskelige skala, men så rejser det sig hele tiden mod et ovenlys eller mod en kip. Der kan pendlen noget. Den danner et andet rum. Den hænger frit i det store rum, men den laver et nyt loft, som fortætter rummet. Jeg kunne godt have drømt om, at vi havde fået pendler ind endnu flere steder.

Hvad har det arkitektoniske udgangspunkt været for dit hus?

CP: Jeg synes, det er vigtigt at få nævnt det her med kontekst. Jeg havde dog ikke særlig meget lyst til at gribe fat i supersygehuset, så jeg gav mig i stedet til at grave lidt i de historiske forhold i området. Skejby er et sted, hvor der har ligget en del storgårde, og på den anden side af ringvejen ligger stadigvæk Brendstrupgård, som netop er en af de her storgårde. Al landbrugsjord er væk, men gården er der, og der er noget fredskov. Og så ligger vi i et fuldstændig kunstiggjort landskab, som er overskudsjord fra byggepladsen, der er regnvandsbassin og køer, der går og græsser, Det er en ny natur, og derfor har motivet med gården været mit anslag, da jeg udformede centerets arkitektur.