Daguerreotypi fra 1840 optaget af Aymard Charles Théodore Neubourg. I baggrunden (venstre side) ses Vejer-huset fra 1580erne og foran det Pramlaugets hus. I forgrunden en tidligere udgave af Højbro. Det Kgl. Bibliotek, Kort- og Billedsamlingen

Hvad er jeres rolle som arkæologer, når der skal bygges metro – hvor starter jeres arbejde?

CH Vi starter altid med at lave det, der hedder arkivalsk kontrol, hvor vi dels ser på, hvad et eksisterende kortmateriale kan fortælle os om de bygninger, der førhen har ligget på stedet, og så går vi ned i tidligere arkæologiske iagttagelser. Det danner tilsammen fundamentet for det, vi gør, når vi åbner en udgravning. Når det gælder metroudgravningerne, havde vi en fin aftale med Metroselskabet om, at vi fik lov til at komme ind, før de skulle i gang med at bygge. Rådhuspladsen havde vi stort set for os selv i 1,5 år. Så havde vi entreprenører til at hjælpe os med at åbne jorden, pille asfalten af og flytte større forstyrrelser. I selve udgravningsprocessen ligger der jo en destruktion, i og med at vi dokumenterer tingene i tre dimensioner, dvs. at vi fjerner materiale for at se, hvad der er nedenunder. Og sådan bevæger vi os gennem de strukturer og lag, der måtte være, samtidig med at vi bevæger os ned gennem tiden.

Hvad havde I regnet med at finde på Rådhuspladsen, og hvad fandt I?

CH Vi fandt meget af det, vi havde regnet med at finde. Vi fandt den middelalderlige voldgrav, resterne af den vandmølle, der har ligget henne ved Vestergade fra starten af 1600-tallet, og vi fandt tre tidligere Vester-porte ind til byen.

Det, vi ikke kunne vide, var, at vi ville finde en meget tidlig middelalderlig kirkegård med skeletter fra midten af 1000-tallet, altså fra overgangen mellem vikingetid og middelalder. Da vi fandt den, så det ud til at være kristne grave. Skeletterne lå med hovederne mod vest, så de ville kunne rejse sig mod øst – når den dag kommer. De lå også uden gravgaver og med armene ned langs siden, som er en typisk måde at blive begravet i tidlig middelalder. Men først ved senere kulstof 14-prøver fik vi bekræftet vores antagelser.

Det, der er virkelig spændende, er, at vi for 10 år siden gravede 1200 individer ud fra hele middelalderen lige i starten af Strøget, der hvor det gamle diskotek Absalon lå, og hvor der nu er bygget en ny Sportmaster. Det lader til, at de to kirkegårde stort set har været sameksisterende. Hvorfor den ene er blevet sløjfet og gået i glemmebogen, ved vi ikke helt, men vi arbejder på at finde ud af det.

Anne Pind

Redaktør

Camilla Haarby Hansen er arkæolog og museumsinspektør ved Københavns Museum.

Interviewet blev bragt første gang i Arkitekten 09/19

Københavns Museum gravede på de tre store metrobyggepladser i Indre By, Kongens Nytorv, Rådhuspladsen og Gammel Strand, samt Assistens Kirkegård på Nørrebro og de øvrige 16 stationer rundt om Indre By. Gravearbejdet stod på fra 2009 til 2014 (men selvfølgelig ikke på alle stationer samtidig).

Københavns Museum genåbner den 7. februar 2020 i Stormgade 18, hvor bl.a. skoene, der blev fundet under Rådhuspladsen, kan ses i udstillingen.

Udgravningen ved Gl. Strand blev foretaget under et stort telt, der dækkede hele udgravningsfeltet. På billedet ses arkæologer i gang med at undersøge og dokumentere de mange jordankre og bolværker, der har hørt til havnen over tid. Foto: Krister Kam Tayanin

Men fundet fortæller os noget om størrelsen på bosætningen København i den tidlige middelalder?

CH Det gør det. Og strukturen. Vi har hele tiden regnet med, at den ældste by og bebyggelse skulle findes inde i starten af Strøget, det vi kalder Clemensstaden, som går mellem Mikkel Bryggers Gade og Gammel Torv. Der har man tidligere konstateret en lille, næsten hesteskoformet vold og voldgrav. Den er rigtig svær at efterspore arkæologisk, men den er set i nogle meget tidlige arkæologiske udgravninger. Det har vi tolket som den tidligste bebyggelse – uden at vi rigtig kan komme til at efterprøve det, for der ligger jo mange huse i dag. Nu har vi så på Rådhuspladsen fundet en udnyttelse af et område, vi ikke havde regnet med.

Hvordan er forbindelsen mellem Gl. Strand, hvor du også har gravet i forbindelse med metrobyggeriet, og så Rådhuspladsen gennem tiden?

CH Det er jo et rigtig godt spørgsmål og noget af det, vi godt kunne tænke os at efterprøve nærmere. I og med at vi kun graver der, hvor noget andet skal graves, ofte ude i gaderne i forbindelse med fjernvarmeudgravninger, så har vi lidt svært ved at forbinde de udgravninger, der kommer helt ned i middelalderen. Vi har masser af kortmateriale fra 16-, 17- og 1800-tallet til at hjælpe os på vej. Men det tidligste kort, vi har over København, er fra omkring 1598. Så har vi nogle skriftlige kilder, som nævner forskellige huse, men ret sjældent stedfæster præcist, hvor de lå.

Fordi metrostationen Gl. Strand skulle ligge så langt mod syd, fik vi kun havnestrukturer fra starten af 1500-tallet og op til vore dage med i udgravningsområdet. Det, vi har lært her, er, at man har skubbet kanten af byen længere og længere ud i vandet.

Hvilket peger på en infrastrukturel tilpasning til en handelsby i vækst?

CH Ja, alle de varer, der blev sejlet til København fra hele verden, skulle ind omkring Gl. Strand for at blive vejet og kvalitetsvurderet. Gl. Strand er i århundreder et administrativt knudepunkt på kanten af byen med Vejer-huset og Pramlaugets hus, der er forsvundet i dag.

Hvad fylder man så op med, når man udvider byens kant gennem tiden?

CH Så fylder man op med det, man har allermest af og bøvler utroligt meget med at komme af med, nemlig affald. Der ser ud til at være affald fra hele byen i havneudvidelserne på Gl. Strand. Vi har fundet uhyrlige mængder keramik, glas og kridtpiber. Materialer, som let går i stykker, men som ikke forgår. Det, vi ser, er faktisk seks faser af udbygninger, som er foregået ved, at man har sat et bolværk, og så har man fyldt op med affald. Der er også byggeaffald og formentlig også et element af gødning. Men latrinerne ser ud til at have været inde på gårdspladserne, og i det omfang, de er blevet tømt, er de blevet kørt uden for byen. Ligesådan har vi hverken menneskelig eller dyrelig. De er også blevet fjernet. Derudover har vi jo også fundet levn af de her aktiviteter, der er foregået på kajen, ved at man har tabt eller smidt ting i vandet. De ligger under opfylds-lagene. Vi kalder dem aktivitets-lag.

Et udvalg af de mange kamme, der blev fundet på Rådhuspladsen i forbindelse med metroudgravningen der. En kam har tilsyneladende været allemandseje, og her er kamme fra både middelalderen og renæssancen. Foto: Københavns Museum.

Lædersko fra 1600-tallet fundet i den opfyldte voldgrav/møllerende på Rådhuspladsen. Skoen er blevet omformet fra den oprindelige form, ved at man har skåret en slids ned gennem skoens overside. De mange sko vidner om både modetendenser, skohåndværk og genbrug. Foto: Københavns Museum

Så direkte affaldshåndtering leder til byudvidelse?

CH Ja. Det lader til at være store, sammenhængende læs, der er kørt på. Hvilket giver os et ret bredt udsnit af de genstande, folk har omgivet sig med. Vi har fundet helt almindelig keramik, lertøj, hvor noget af det ser ud til at være produceret i København. Det kan vi se ved, at der er fejlbrændinger i, og dem ville man jo ikke have handlet sig til udefra. Vi har altså fundet både produktionsaffald, hvor en brænding er gået galt, og det allerfineste importerede kinesiske porcelæn, som jo desværre også er gået på gulvet på et tidspunkt. Og så er der alt det masseproducerede indimellem, som vi har fået fra især Holland og Tyskland.

Hvornår stopper man denne her praksis med at fylde byen op med affald?

CH Det er faktisk et godt spørgsmål. På et eller andet tidspunkt går man jo over til at brænde affaldet af. Vi ser opfyldning indtil 1880 her på Gl. Strand, op til den kajmur, der var der, inden metroen blev bygget. Den ser også ud til at være opfyldt, i hvert fald delvist, med affald. Da man begynder at få gravemaskiner, bruger man i langt højere grad stabilgrus.

Hvad med den jord, I fjerner? Man flytter jo lag af byens historie, væk fra stedet.

CH Det kan man godt sige. Den jord, vi har nedprioriteret, er i høj grad blevet flyttet et andet sted hen.

Ved Gl. Strand metrostation ser man Absalon på hesten som det første, når man dukker op i byen. Hvor stor betydning har den myte for byens selvforståelse?

CH Selve Absalon-myten ser ud til at stamme fra en eller anden skriftlig kilde i 1500-tallet, der siger: ‘Her var stranden, hvor Absalon anlagde de første fiskehytter.’ Så derfor står han på Gl. Strand. Hele det der med, at man tilsyneladende har haft behov for en personificering af grundlæggelsen af København, kan man jo godt forstå, fordi det er så usikkert og abstrakt, hvornår og hvordan byen blev grundlagt. Det lader til, at behovet stadig er der for, at man konkretiserer identiteten ‘København’ ved at have en person som samlingspunkt.

Netop metroringen er med til at åbne op for en by, der har mange identiteter. Ikke blot én.

CH Det kan man sige, og vi har i kraft af vores arbejde med metro­udgravningerne jo også været med til at ryste forestillingen om Absalon som byens grundlægger. Men vi har ikke behov for at tage myten fra folk – så længe de ved, at det er en myte. Man skal jo heller ikke nedtone Absalons rolle for København. Han har haft en kæmpe betydning for byens opblomstring i højmiddelalderen. Det var bare ikke ham, der lagde den første sten.

Hvor længe har arkæologer haft København som fast arbejdsfelt?

CH Arkæologien er først blevet et egentligt fagfelt i byerne ret sent. Først omkring 1975 får man en arkæolog tilknyttet Københavns Bymuseum. Den selvfølgelighed, vi har i dag, har ikke altid været der. I dag er det i øvrigt bygherrer, der betaler, når vi laver undersøgelser – ifølge museumsloven fra 2001.

Hvad har I efterfølgende lært af de fund, I har gjort under metroudgravningerne?

CH På Rådhuspladsen fandt vi bl.a. 300 lædersko, som jo gav os et helt nyt blik på skomoden igennem de århundreder, der er repræsenteret. Vores skoekspert, Vivi Lena Andersen, har skrevet en ph.d. om det. Hun har iagttaget nogle spændende tendenser over århundrederne. I middelalderen er der et stykke læder, der er foldet op omkring foden og fastspændt med snørebånd og huller i, så man kunne sætte dem omkring foden. De var rigtig gode at gå i – rigtig sunde. Men de kan ikke repareres, når først du har slidt hul i dem, så skal du kassere det hele. Da man så i 1600-tallet begynder at få de sko, der er lavet i rigtig mange dele, så kan det godt være, at det tager længere tid at bygge skoene, og de er elendige for din krop og holdning at gå i, men til gengæld kan du udnytte alle de bittesmå dele, du klipper af. Det kan blive en del af den hæl, der er bygget op af mange lag læder. Og du kan også reparere dem. Der er en direkte parallel til Louis den 14. – altså Solkongens – modetendens. Han gik med røde hæle på sine sko. Det har vi også kunnet se på nogle af skoene på Rådhuspladsen. En anden kollega, Charlotte Rimstad, har skrevet ph.d. om moden i 1600-tallet på basis af de tekstilfund, vi har fra udgravningerne på Rådhuspladsen.

I dag brænder vi størstedelen af vores affald og genstande af – selv om vi er ved at blive dygtigere til genanvendelse. Men på den måde mister vi også en masse historie fra vores hverdagsliv?

CH Ja, det kan man sige. Vi mister tingene, men vi dokumenterer vores liv på en helt anden måde nu, end man gjorde tidligere. Og vi gør det forsætligt. Vi vælger jo, hvilke billeder vi tager og deler med hinanden af perfekte hverdagsliv. Man kan måske godt komme til at stå med en reel krise, når man skal finde ud af, hvordan folk levede.

Fordi det er redigerede fund, vi efterlader. Fremtidens arkæologer vil mangle aktivitets-lagene?

CH Ja, netop.