ANNONCE
Interview med Jacob Ingvartsen: Tilbage og frem
Kaj Gottlobs friluftsskole er nyistandsat og mange steder tilbageført til sit oprindelige ‘jeg’. Men det er mere end bare farver, materialer og konstruktioner…
Martin Keiding
Chefredaktør
Arkitekt MAA
JI: Da vi overtog sagen, var der en anden funktionel disponering af skolen end den, vi endte med at pege på. Vi foreslog, at den helt stringente struktur, som vi også indleder vores værdisætning med, var bærende for en funktionalistisk skole. Man havde en rumstruktur, som gav mening, og som var orienteret til de funktioner, der lå i de forskellige bygningsafsnit. Så overordnet set var det Friluftsskolens oprindelige programmering, vi gerne ville tilbage til: en skole for børn med særlige behov, som krævede mere plads.
Hvilke større forandringer har fundet sted i Friluftsskolen, før I kom til?
JI: Før skolen blev fredet i 1990, blev der foretaget nogle relativt store ændringer. Hele den indre, langsgående glasvæg i nordfløjens korridor blev eksempelvis revet ned og erstattet med lukkede gipsvægge. Oprindeligt var der spisesal i nordfløjen, og fra korridoren, som har glasfacade ud til gården, hentede man lyset videre gennem den indre glasvæg ind til salen. Med gipsvæggene har man villet forbedre lokalerne brandmæssigt og tilpasse dem til en anden slags børn. Som en kompensation for sidelyset, der forsvandt, fik man så sat en hel række nye vinduer i den ellers næsten lukkede, lave facadestrækning ud mod Samosvej. Men Slots- og Kulturstyrelsen var meget enige i, at det var en bærende fredningsværdi, at skolen skulle reetableres til den samme type børn, som den var tænkt. Og derfor har vi genopbygget glasvæggen så tæt på den originale udgave som muligt.
Det kan vi nu, fordi vi har brandsikkert glas og træ, og fordi der er færre børn. Vi har en lavere CO2-produktion, så derfor kan vi godt undgå nye ventilationsanlæg i rummene.
Ofte når vi tager fat i gamle skoler, har de i udgangspunktet haft de samme intentioner som dem, vi har i dag. Der er altid tænkt ventilation ind i skolerne, der er altid tænkt dagslys og hygiejne ind, især fra århundredeskiftet og fremefter, hvor der var fokus på masser af lys og luft. Men nu lever vi jo i en tid, hvor de tekniske krav dikterer, og når det står i et program, at der skal være en ventilation med en z-faktor på et eller andet bestemt, og vi skal ned på en bestemt ppm (måleenhed for, hvor mange CO2-partikler, der må være i luften, red.), er det nogle absolutte krav, der ikke lader sig forhandle, og så må arkitekturen og bevaringen ofte underlægge sig, fordi det er svært at formulere de arkitektoniske bevaringsværdier i eksakte tal. Med fredede bygninger er vi anderledes stillet, fordi fredningsloven har det med at trumfe mange af de tekniske krav.
Hvordan har I arbejdet med de ottekantede undervisningslokaler?
JI: Undervisningslokalerne var i og for sig fine. De var senest blevet istandsæt i 2002, og på det tidspunkt havde man foretaget farvearkæologiske undersøgelser. Men vi kom til nogle lokaler, som var fyldt op med masser af gardiner, skabe, bordplader, der var blevet smidt ind i lokalerne for løbende at tilpasse sig. Vi kom også til et rigtig dårligt indeklima. Den oprindelige tanke om at sidde i Friluftsskolen i solen kan være en meget god idé, men den er ikke nødvendigvis sammenfaldende med, at man gerne vil undervise på smartboards med projektor, og den er heller ikke møntet på, at man har et gulv, der kun er opvarmet af gulvvarme, som gør, at det er meget træg varme: Du får det meget varmt, når solen skinner, og koldt, når solen går væk. Vi kom også til et undervisningsrum med nedhængte lysstofrør og med gardiner trukket for, så eleverne sad i mørke hele dagen – i en friluftsskole!
Nu er der en styret varme, hvor en computer er sat til at overvåge temperaturen, så vi bruger gulvvarmen som en grundpræmis alt efter årstid, og hvordan det bliver koldere om natten, og så har vi sat radiatorer ind, som ikke har været der før.
Og farverne i gang og rum?
JI: Der var forskellige processer. Der var hele den farvearkæologiske undersøgelse, hvor vi, som vi også peger på i værdisætningen, har været inde for at genbesøge de oprindelige farver. Vi kunne se, at det ikke var Gottlobs farver, vi fandt, da vi gik i gang med opgaven, det var en tolket palette med mere hidsige farver, som man har brugt ved sidste istandsættelse. Så selvom man begrundede det i en farvearkæologisk undersøgelse dengang, så var det endt et sted, som ikke passede til bygningen og historien. Så bygherre indvilgede i, at vi fik foretaget en ret omfattende farveundersøgelse,
De gamle limfarver og oliefarver, som huset var malet med oprindeligt, egner sig ikke til et hus med den her brug. Vi ved fra andre skoleprojekter, at vi ikke skal forvente, at der kommer en arkitekt de næste 20 år og vedligeholder det, så det skal være den tekniske ejendomsleder og kommunens tekniske afdeling, der skal kunne vedligeholde det fremover. Hvis vores materialevalg blev alt for akademisk, ville det gå tabt i vedligehold.
Jeg har brugt relativt lang tid på Stadsarkivet i stadsarkitektens og stadsingeniørens arkiv for at se, om man kunne finde nogle af de gamle beskrivelser. Da jeg endelig fandt de gamle malerbeskrivelser, stod der: “Farve aftales på stedet.”
En klog arkitekt!
JI: Præcis, men det gav os ikke meget at arbejde med. Vi ved dog, at man har valgt forskellige typer maling til forskellige funktioner.
Martin Keiding
Chefredaktør
Arkitekt MAA
Udgivelse
Interviewet er første gang bragt i Arkitekten 06/2021.
ANNONCE
De eksisterende vindues- og dørpartier, der er lavet i træ og stål. De er stort set bevaret og sat i stand?
JI: De har været relativt godt vedligeholdt. De har været igennem en større renovering også i 2002, men de var nu holdt op med at fungere efter formålet. Det er jo skydedørspartier, som hænger i et skydedørssystem, og jeg tror måske ikke, at man har prioriteret at få det til at fungere, sidst man renoverede, men mange af de her kæmpestore partier har vi måttet tage ned og montere det hele op igen for at få det til at fungere.
Men vi var udfordret, fordi det jo er indadgående skydedørspartier og indadgående døre, og det er svært at få tæt igen, så alle bundkarme har været skiftet. Vi har været tilbage i de oprindelige tegninger for at finde ud af det, og Gottlob havde jo en god løsning dengang for at holde vandet ude. Eller mere præcist, han havde nogle tanker om drænsystemer, så det vand, der kommer ind, kan komme ud igen, men det kræver vedligehold. Man skal ind med en lille piberenser og lukke edderkopperne ud! Det har ikke fungeret. Så vi har introduceret nogle bundskinner for at kunne lukke bedre til.
Og så har vi automatiseret det gamle manuelle system til at åbne og lukke de øverste vinduer til ventilation. Der sidder nu en lille diskret motor i samme materialevalg. Den kan fjernes igen. Men lige nu medvirker den til at skabe den naturlige ventilation i rummet, som man ikke tidligere havde styr på i dagligdagen.
Hvad med finerdørene ind til klasseværelserne. De ser nye ud?
JI: Der var kommet en del reparationer på dørene, med lidt mærkelige pletter, så vi måtte opgive bare at sætte den gamle finer i stand. Man kan ikke bare slibe en finerdør på samme måde, som hvis den havde været i massivt træ.
Oprindeligt var de jo designet som primære døre i skolen, og det synes vi, de skulle være igen, i det materiale som de blev skabt med. I virkeligheden er det den samme dør, der har fået nyt finer.
Vi har samlet de beslag, som var der oprindeligt. Og de dørpumper, vi har sat på bagsiden, er også de gamle dørpumper. Men med hensyn til fineren, så har vi ikke normal Gaboon-finer i vores finersamlinger i Danmark, og vi arbejder ikke med finer i de her størrelser længere. Når man bestiller en fineret dør, så får man finerstriber i 10-20 centimeter. Her skulle vi altså op i en halv meters bredde. Og det var vigtigt, at det var finer, der var skåret, ikke skrællet. Når du laver finer, kan du enten skrælle det af som en blyantsspidser, eller du kan skære det i skiver. For at vi kunne få den her spejlede effekt, var det vigtigt, at det var skåret.
Liggesalen ovenover har undergået en gennemgribende istandsættelse. Hvad mødte I der?
JI: Kort fortalt begyndte vi med at skrælle alt det asbestholdige af. Det viste sig, at der var rigtig mange ton. Da vi kom ned og kiggede på gulvet, så kunne vi se, at det hang som en teltdug fra væg til væg.
Hvad var årsagen?
JI: Vi mener, at det måske ikke var det bedste betonprojekt nogensinde. Relativt hurtigt efter man har støbt det her, så har gulvet sat sig.
Ingeniøren vurderede dog ikke, at det var nødvendigt at gøre noget ved det i forbindelse med vores istandsættelse. Det havde sat sig det, det skulle, men vi måtte ikke belaste det igen. Derfor kunne vi ikke bruge almindelig flydemørtel, som egentlig var med i projektet, men vi måtte bruge noget beton med små flamingokugler i for at sikre os, at det ikke vejede noget som helst. Det har reduceret belastningen på etageadskillelsen.
Oprindeligt lå der et såkaldt Dafoleum-gulv, som var en slags flydende asfalt, man hældte ud, typisk for tiden. Men det var revnet og i meget dårlig stand.
I dag har vi lagt et flydende sportsgulv, som kommer relativt tæt på det oprindelige gulv. Også i farve.
Helt oprindeligt var der glastage over karnapperne?
JI: Ja, men de holdt bare ikke specielt længe. Som man kan se i stadsingeniørarkivet, som er det bedst organiserede, så har der været meget ballade med det tag. Det føg ind med sne om vinteren, og det blæste af i tide og utide. Man kunne altså ikke få det til at fungere, så derfor blev det relativt tidligt udskiftet. Men ideen er stadig, at man kan lukke de lodrette glaspartier op til mange sider, og den funktion med at lukke op, den har vi vægtet højt.
I øvrigt var det Gottlob selv, som forestod ændringerne til lukkede tage over karnapperne.