Interview med Sans: Dialog

Men på trods af de her gode rammer, så tager I på et tidspunkt til Danmark?

SK Kort tid efter, at vi fik vores datter, tog vi hjem. Jeg havde ikke rigtig prøvet at arbejde som arkitekt i Danmark. Det var også det, der trak. Jeg ville prøve at arbejde på mit modersmål og fik arbejde hos Schmidt Hammer Lassen i København. For selvfølgelig havde jeg nogle begrænsninger i Schweiz, i og med at man ikke kunne være 100% med sprogligt.

VB Da Entasis vandt konkurrencen om byudvikling af Carlsberg, søgte jeg med det samme ansættelse på tegnestuen. Det projekt ville jeg bare gerne være med til og kom på den måde til at beskæftige mig mere med planlægning. Jeg havde en idé om, at det her var et særligt projekt. At skulle skabe et nyt kvarter i byen. På det tidspunkt var det faktisk noget helt unikt, som vi ikke har set så meget af før – i Danmark i hvert fald.

Kan du give et par eksempler?

VB Altså før Carlsberg var der ikke nogen lokalplanlæggere, der talte om kantzoner og aktive stueetager. Der var ikke nogen arkitekter, der talte om, at den tætte by skulle være idealet igen med udgangspunkt i den klassiske by. Det var det, jeg synes var nyt ved Carlsberg og ved Entasis’ projekt. Det var, at man sagde “lad os lige lægge Le Corbusier på hylden et øjeblik og se på, hvordan vores byer har udviklet sig før det.”

På et tidspunkt får I en lokalplanopgave på Carlsberg?

VB Ja, nogle af de engagerede mennesker hos Carlsberg vendte senere tilbage med konkrete opgaver, efter jeg havde forladt Entasis. Lokalplanen, som var på 100.000 kvm, var jo byggeretsgivende, så vi fik mulighed for at tegne et karréprojekt (Scherfig Hus, red.), som flugtede med planen. Med i bagagen havde vi jo efterhånden også en del erfaring både fra Danmark og Schweiz.

Schweizisk pragmatisme på dansk grund?

SK Ja, måske. På et tidspunkt kom der et ønske om, at vi skulle have nogle flere små lejligheder ind, og i stedet for at blive utilfredse og synes, at de ødelagde vores arkitektur, så har vi taget det med. Og vi har fået skabt de her baghuse, som i virkeligheden er blevet en kvalitet for projektet, synes jeg, fordi det også zoneinddeler et stort gårdrum og gør det mere intimt og nærværende. Så på den måde tror jeg, at de nok også har opfattet os som nogle, der gerne ville spille med. Vi har været imødekommende. Og når vi er kommet med nogle ønsker for projektet, så har de også lyttet. Der har ikke været så meget tovtrækkeri på den måde. Det er ikke, fordi der slet ikke har været diskussioner, men jeg synes, der har været en god gensidig forståelse.

Hvad har I gjort jer af tanker omkring relationen til de eksisterende bygninger – jeg tænker i særlig grad på Humlebyen?

SK Karreen er jo opdelt i noget, vi kalder byhuse, og det har været vores udgangspunkt at bryde det store byggeri op i nogle mindre enheder med hver deres karakter. Også fordi bebyggelsen så kunne følge terrænet, og vi kunne variere skalaen.

Vi var jo i den forbindelse meget opmærksomme på, at Humlebyen var noget, man skulle værne om og passe på og sørge for at møde på den rigtige måde med tilbagetrukne facader på øverste etage. Så man kom helt ned og flugtede i størrelse med de gamle byggeforeningshuse.

Hvad ligger der bag de farver, I har valgt på de pudsede facader?

SK Vi havde faktisk oprindeligt foreslået mursten, men bygherren havde dengang et ønske om, at alt ikke skulle være mursten. Og det anerkendte vi. Hvad farverne angår, har vi kigget på de farver, der er i området. Både nede på Rahbeks Allé, hvor der er mange pudsede facader. Og så er der de gule huse i Humlebyen – og Halmlageret (eksisterende hal fra 1949, red.), der som det meste af Carlsberg jo står i røde tegl. Så vi endte med de her jordfarver, som man kan finde i pudsens og murstenenes mange nuancer, og som danner en sammenhæng med omgivelserne. På den øverste etage havde vi egentlig foreslået et rigtigt tag, men endte med en afslutning i mørk puds med lodrette spor i den våde puds, som er en teknik, vi kender fra Schweiz.

I har netop fået opført en boligbebyggelse i Skotlandsgade på Amager. Det er et broget sted, hvad bygninger angår.

SK Vi har prøvet at tage udgangspunkt i det der kaotiske, som Amager er og kan. Samtidig med det synes vi, at den nye bebyggelse skaber en lille lomme af ro og harmoni, fordi den binder sammen og i sin arkitektur har referencer til de mange bygningstyper og farvespil. Der er en grøn stribe med ældre træer mellem fortovet og indgangsområdet, som også bidrager til at skabe intimitet på stedet.

Der er et rigtigt tag på?

VB Ja, det er et ‘københavnertag’. Vi ville gerne afslutte bygningens form og synes, at det virker helt rigtigt på stedet. Hvis man kigger på alle de mange nye huse med fladt tag i den optik, så begynder man at tænke “der mangler jo noget deroppe”. En sjov detalje er tagbeklædningen, som er et produkt fra Schweiz, der ikke har været anvendt i Danmark før. En slags finmaskede bæverhaler i fibercement.

Hvad er det næste, I går i gang med nu?

SK Byggeri med vægge og dæk i massivtræ står ret højt på vores liste. Det har vi villet i et stykke tid og har også forsøgt at få det ind tidligere i et børnehaveprojekt. Lige nu arbejder jeg i tæt dialog med en boligforening og håber at få en opgave der.

VB Jeg vil gerne arbejde videre med planlægning og har taget arbejde på et kontor i Odense Kommune, der hedder Bystrategi, som tidligere hed Bystrategisk Stab. Det var dér, projektet til omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade blev født. Byen har jo i den grad momentum i disse år.