ANNONCE

Forslag til kornpakhus, C.F. Harsdorff, 1777. Tegning: Fra Rigsarkivet

Jannie Rosenberg Bendsen

Redaktør

Ph.d., cand.mag.

Hvad er de største udfordringer i forhold til bygningsfredning?

Fredningsbegrebet er svært at forstå for mange – også for arkitekter. En fredet bygning er ikke bare en struktur og et arkitektonisk objekt. Den er en fortælling om vores samfundsudvikling, samlet i et arkitektonisk udtryk.

I forhold til byggesagerne ser vi forskellige tendenser. På den ene side ser vi meget store restaureringer med nødvendige udskiftninger af facadebeklædninger og en gennemgribende restaurering indvendig. Der lægges mange penge i disse sager, og de virkelig dygtige rådgivere får plads til at lave grundige værdisætninger. De gennem­analyserer bygningerne, og de bruger værdisætningen i det efterfølgende formgivningsarbejde. Det kommer der nogle rigtig gode projekter ud af. På den anden side ser vi også en række situationer, hvor restaureringskyndige alene bidrager med forarbejdet og måske en ansøgning til os, og så bliver de vippet af rådgivningen. Det betyder, at projektet får hårde kår bagefter, fordi bemandingen på projektet ikke er tilstrækkeligt kvalificeret. Endelig er der en tredje tendens, hvor vi ser udførende, der slet ikke har forståelse for restaurering, men tror, de har det. Det får store konsekvenser for bygherren, som ikke får den rigtige rådgivning – og for tegnestuerne selv, der havner i en rigtig svær situation. 

Er der blandt rådgiverne en særlig måde at arbejde med bygningerne på? Eller er tilgangene forskellige?

Der er den traditionelle måde at restaurere på, hvor man kender materialet helt ned til fingerspidserne, og hvor der er en klar overbevisning om, at “det her gør man, det her gør man ikke”. Den tilgang har traditionelt også præget vores forvaltning i styrelsen. Man bruger jernvinduer og kalder dem traditionelle, selvom det jo ikke er traditionelt at sætte et jernvindue i et tegltag. De skaber kondens og nedbryder træværket, men de er jo smukke. Man restaurerer med kalkmørtel, og man laver ikke store forandringer i planløsningerne. Den måde at håndtere en restaureringssag på er under pres, og skal også være under pres. For den er kun håndterbar i de sager, hvor der ikke er behov for ændringer, og hvor bygningsmassen er traditionelt opført. Den kan ikke give de rigtige svar i de øvrige sager, fordi de spørgsmål, der i dag bliver stillet til de fredede bygninger, er meget større og mere komplekse, og udfordrer virkelig værdierne i husene. Der bliver stillet krav om komfort, energioptimering, nye funktioner og nye anvendelser. Og det kan du ikke løse med de traditionelle, materialeorienterede metoder. Resultatet bliver, at nye tiltag iværksættes uden en egentlig strategi og langsomt udvander arkitekturen. Vi kan se af fredningsgennemgangen, at husene bliver hule og nydelige – oftest mere nydelige, end de nogensinde har været. Det er et tab, og vi må jo erkende, at det er løsninger, vi har medvirket til at finde i styrelsen. Derfor ser vi også indad.

Jannie Rosenberg Bendsen

Redaktør

Ph.d., cand.mag.

Udgivelse

Interviewet blev udgivet første gang i Arkitekten 06/2020.

ANNONCE

Lyngby Rådhus. Foto: Fra Arkitektens Månedshæfte, 1943

Hvad gør man i stedet for?

Moderne bygninger er ikke bygget traditionelt. Det er uinteressant, hvor mange fag Lyngby Rådhus har. Det er et betonhus, hvor det i forhold til dets tekniske udfordringer er interessant, om armeringen ligger langt tilbage eller fremme. I forhold til det arkitektoniske udtryk skal man vide, om facadeudtrykket bliver forvrænget, hvis facadeplanet trækkes tre centimeter frem, og det kan man kun vurdere, hvis man forstår principperne bag proportioneringen. Man skal have en grundlæggende viden, og skal kunne sætte sig ind i den pågældende arkitekts tankegang. Rådgiverne skal kunne analysere, for det er først, når man forstår, hvad det er, der skaber arkitekturen, at man kan arbejde videre med den. Det gælder ikke kun moderne bygninger, det er også nødvendigt at analysere en bygning af Philip de Lange for at kunne forstå, hvorfor hans bygninger er så ekstremt mere elegante end andre bygninger, der også er lavet af teglsten og trævinduer. Hvis man anvender ‘håndværksmetoden’, fanger man ikke de nuancer.

Hvordan får man den viden og forståelse for bygningerne, som er nødvendig for at kunne restaurere dem?

Det gør man ved at være arkitekturhistorisk og -teoretisk interesseret, men det hjælper ikke, at man bare ved, hvad der har været før. Man skal også forstå, hvorfor det har været sådan. Det handler om at erkende, at arkitektur er et spejl af vores samfund – en fortælling om, hvordan vi har levet. En anden viden får man ved at være med på byggepladsen. Du går ud, du kigger, du undrer dig, du går hjem, du tænker, du læser, og så konkluderer du. Vi kan se, at problemerne opstår de steder, hvor man ikke er opmærksom på, at svaret på de spørgsmål, bygningen stiller til en restaurering, det ligger i bygningen selv. En restaurering handler ikke om at gøre et gammelt hus pænt. Det handler om at genfortolke det og om at fange en idé og så bygge videre på den. Man skal have en forståelse for de kulturhistoriske værdier – og så skal man have en indgående forståelse for den kunstneriske proces. Nationalbanken i København afspejler f.eks. måden, man har håndteret Dannmarks økonomi på. Skarpt, præcist, upersonligt og professionelt – som en borg. Her er der ikke plads til personlige påfund og skæve ideer. Det er vigtigt at forstå, så fortællingen ikke svækkes, hvis der er behov for ændringer. Kommer der nye behov, må de smeltes sammen med bygningen, de må tale samme præcise sprog. Et andet eksempel er kornpakhusene, der har lukkede facader, så kornet ikke skulle spire. Man kan sikkert godt sætte store nye vinduer i på en visuelt vellykket måde, men fortællingen om pakhuset forsvinder let, og så forsvinder fredningsværdien. Der er masser af pakhuse, der ikke er fredede, og dermed ikke repræsenterer en kulturhistorie på nationalt niveau – og dem kan man jo bygge om og eksperimentere med, som man lyster.

Hvis man behandler de fredede bygninger som billeder, hvor alt skal se pænt ud, og man er ligeglad med, hvad der er inde bagved, så får vi en hul historisk bygningsmasse, der ligner størstedelen af den nye bygningsmasse. Det skal vi helst undgå. I mine øjne er arkitekturen i de fredede bygninger på det allerhøjeste niveau, mens den i meget af det nye byggeri er i frit fald. Og det er en vigtig opgave at kunne beholde den der, men det er ikke let.

Nationalbanken, København. Foto: Strüwing

Hvordan kommer udfordringerne til udtryk?

Det tager tid at skabe ordentlig arkitektur uanset alder – og det koster mange penge. Derfor sætter bygherrerne måske nok deres rådgiver i gang med en værdisætning, men ved siden af går de i gang med deres programmering. Det sker parallelt, og det betyder, at de ikke kigger på, hvad bygningen har at tilbyde. De starter ikke med at stille spørgsmål til bygningen: Hvad kan den? Hvor har den problemer? Man begynder med ‘hvad har jeg brug for, og hvad kunne jeg godt tænke mig?’ Det går bare ikke. Først registrering, så analysen – og så kommer værdisætningen, der kan give svar på, hvad bygningen kan. Hvis ikke man gør det, så kan man ikke løse opgaven ordentligt. Og det er spild af penge, for det er langt dyrere at arbejde imod en bygnings idé. Det er i virkeligheden bare en ordentlig måde at arbejde på som arkitekt. Det er en fuldstændig almindelig kunstnerisk proces at stikke fingrene i jorden, tænke og arbejde med det, indtil du ikke kan sætte flere ord på. Og så skal formgivningen komme. For det er jo lige meget, om du formgiver et nyt vægpanel, som skal supplere noget gammelt i et eksisterende hus, eller om du formgiver en ny bygning. Det er den samme proces.

Er det i alle typer bygninger, I ser problemer?

Ja. Det er lige meget, om det er et lille tofamiliehus i Sønderjylland, hvor ejeren egentlig gerne vil bruge det til én familie og i skyndingen kommer til at se stort på husets oprindelige fortælling, til de rigtig store modernistiske bygninger i København. Men det, der er helt tydeligt, er, at der er tegnestuer, der har metodikken med sig, og som ikke går på kompromis med den. De tegnestuer, de skaber nogle værker – og det vil jeg kalde det, at skabe værker, der går et helt andet sted hen, hvor huset bliver genfremkaldt. Her kan man se, at restaurering er en kunstnerisk disciplin. Det skal stå med kæmpe bogstaver, for faget har svært ved at fatte det.

Bliver arkitekterne klædt ordentligt på til at arbejde med restaurering af de fredede bygninger?

Jeg synes, at der er enormt gode toner på vej på uddannelserne. Men problemet er, at den periode, hvor de studerende undervises i restaurering, er meget kort. Og det er et stort problem. Der er så meget at lære på ekstremt kort tid. De studerende har ofte lært en anden metode først, og så kommer kandidatdelen på som et add-on. Vægten på formgivningsprocessen er dog også helt essentiel – og tidskrævende, så måske handler det mest om at blive ved med at lære og læse. Også når man er færdiguddannet.

Man kan sige, at vi bevæger os et nyt sted hen i dag, fordi vi bevæger os i flere baner. Vi ser tilbageførende projekter, hvor rådgiverne er meget inspireret af fortiden. Vi får også projekter fra rådgivere, der eksperimenterer meget. Og så ser vi unge, som pludselig opdager eller forstår, hvad restaurering er, og som begynder at nørde med både formgivning og materialer. Så nysgerrigheden findes. Når man forstår, at restaurering er en kunstnerisk disciplin, får vi flere forskellige måder at løse tingene på, og det er fedt. Men det er ikke en fri disciplin. Det har arkitektfaget aldrig været, det er i mine øjne derfor, det er så interessant. Der ligger et meningskrav og fletter sig ind i formgivningen, og der opstår fordybelsen og det eviggyldige.