Jagtens Hus

I Naturpark Mols Bjerge mødes skov, strand, hav og det bakkede landskab med små spredte landsbyer, med historiske fortidsminder, gravhøje og slotsruinen fra 1300-tallet. Slottet blev oprindeligt opført på en ø, forbundet til fastlandet med en dæmning, omringet af vand og højt placeret. Ruinen står, dens tilstand på trods, i dag stadig som et markant monument i området.

Det er både en gave og en stor udfordring at skulle tegne ny arkitektur til et sted, der er så tungt præget af fortidens fortællinger samt landskabets og naturens overvældende indflydelse på det, i konteksten, lille menneske.

Danmarks Jægerforbund har allerede i en årrække boet på matriklen. Tidligere i en ældre gård, der for at leve op til funktionen var blevet bygget om, ud og til gennem mange år. Den dominerende tilstedeværelse af de mange forskelligartede natur- og kulturbegreber, der er til stede netop her, gør fortsat placeringen oplagt.

De tre nye sorte bygninger er placeret tilbagetrukket på grunden, så de ikke gør sig mere end nødvendigt bemærket fra vejen, og man får næsten fornemmelsen af, at de lave bygninger trykker sig ned i landskabet som en hare, der forsøger at gøre sig usynlig for jægeren. Usynlige er bygningerne ikke, men placering og udtryk fremstår nedtonet og tilpasset i landskabet, dog uden at arkitekturen bliver hverken vag eller sløret. Den sorte farve, der er gennemgående på alle bygningernes facader, træ- og tagværk, står anonymt, men skarpt, mod skovens mørke farvetoner i baggrunden.

Spejling under teltet

Bygningernes formgivning er grebet an med afsæt i ideen om et shelter, som må betragtes som den mindst indgribende overdækning til ophold i naturen. Ideen om en let og åben konstruktion, slået op i kanten af skoven for at give ly til en funktion, der på alle måder er tæt forbundet med og afhængig af den natur, den omgiver sig med, er sympatisk. Den store tagflade er spændt ud over skelettet og trækkes visuelt ned mod jorden, som var den netop en presenning forankret med barduner. Bedst fungerer konceptet, når man betragter bygningerne over x, idet gavlene og de glasbeklædte facader mod syd virker lukkede og mørke, i modsætning til åbne og lette, hvilket naturligvis sker, når man vælger glas som ‘det lette’ materiale.

Det er sjældent, at glas fremstår sådant og især ikke omgivet af høje træer, der spejler sig i de tonede ruder. Det ønskede lette udtryk står ikke altid tydeligt frem, og fra visse vinkler opfattes formen derfor mere som det simple og lukkede længehus, det jo også er, men uden den nyfortolkning, som teltets lethed skulle give. Man opnår, udefra set, ikke den gennemsigtighed og åbenhed under tagfladen, som tegnestuens renderinger ellers lover. Set indefra fungerer intentionen bedre, eksempelvis i kantinen, hvor man i det høje rum med vinduer fra gulv til loft næsten kommer til at føle, at man sidder i skoven og spiser.

I tagkonstruktionen er der i de flader, der orienterer sig mod vandet, skåret huller, så der dannes kig ind og ud fra tagetagen. Hullerne i tagkonstruktionen skal lukke lys ind og give udsyn ud mod det åbne landskab og havet, og den tanke forstår man til fulde ud fra et funktionelt og udkigsmæssigt synspunkt. Men hullerne, der løber langs facaden i stort set hele bygningens længde, svækker konceptet omkring tagfladen som en ubrudt flade, der skal skærme mod naturens elementer.

Fra skov til skrivebord

Trods en klar intention om en lang riffelgang med åbne kontorpladser, suppleret af små lukkede studieceller i form af fordybelsesrum og møderum, fremtræder kontorlængen standardiseret og konform i det indre. Kontakten med skoven bag bygningerne er indefra ikke-eksisterende, da man har valgt, at bygningen åbner sig mod vandsiden, mens den holder sig forholdsvis lukket mod skoven. Dette på trods af, at skoven starter få meter fra facaden og kunne have spillet en større visuel rolle inde i bygningen. De små studieceller, hvor medarbejdere kan trække sig tilbage fra storrumskontorerne og fordybe sig, har ingen vinduer og virker klaustrofobisk små og lukkede, selv om den grønne skov og himlen befinder sig lige på den anden side af betonen og tagfladen. Når man har besluttet at skære huller i tagfladen mod vandsiden, forekommer det besynderligt, at de funktioner, der orienterer sig mod skoven, ikke har samme kontakt med naturen.

Huset er programmeret og udviklet i tæt samarbejde med brugerne og rummer derfor en serie utraditionelle bygningsfunktioner som eksempelvis våbenværksted, våbendepot, skyllerum til støvler og parteringsrum til det vildt, der hentes ind fra skoven. Herudover findes laboratorier samt jagtstue med pejs i forbindelse med kantinen. Huset er på nuværende tidspunkt kun lige taget i brug, men man fornemmer allerede nu, hvordan dette sted kan komme til at fungere som et stærkt formidlingscenter i kraft af rammerne, der kan rumme, at man bringer naturen indenfor og undersøger den helt tæt på. Her er aldrig langt fra skov til skrivebord.

Tegnestuen har været med til at planlægge indretningen og designet dele af interiøret, heriblandt den tidligere nævnte jagtstue med indbygget sofabænk i et mindre mørkt rum, der hæfter sig på kantinen. Pejsestuen har ilden som sit fokus, dog med kig ud til vandet fra dele af rummet. Herudover har tegnestuen tegnet dele af kontorinventaret samt skranker med mere. Apteringen, især kontormøblementet, synes anonym og skiller sig ikke synderligt ud i kontorlandskabet.

Sort krop mod grønt farvespil

De primære materialer i Jagtens Hus er lys beton (de indre kerner), sortmalet træ og glas (facader), tagpap (tage) og udenfor lyse grå fliser, der mødes med den temmelig tvivlsomme herregårdssten på stierne, der forbinder bygningerne. På afstand opfanger man primært tre elementer, når man bevæger sig rundt: de sorte bygningskroppe, den lysegrå belægning og naturens grønne farvespil, der danner baggrund for hele bygningskomplekset.

Langs bygningerne bliver man opmærksom på konstruktionens taktfaste modulopbygning og dens rytmiske repetition. I de helt enkle detaljer, hvor materialer og bygningselementer mødes, ser man en bevidst bearbejdning mod at opnå en simpelhed, der spiller sammen med naturens umiddelbare fremtræden. Samlingerne i belægningerne forholder sig til fugerne mellem betonelementerne, der igen møder trækonstruktionen under udhænget, der hviler på søjler placeret præcist i det punkt, hvor to belægningssten mødes. Gentagelsen af denne rytme og tegnestuens eget udsagn om, at detaljerne stort set er tegnet væk, fungerer i sin enkelhed godt til den robuste og ydmyge arkitektur.

Der findes dog flere opsigtsvækkende detaljer, der springer i øjnene som uovervejede løsninger. Vakkelvorne og plasticagtige lysarmaturer langs gangstierne mellem bygningerne skæmmer bygningernes udtryk og tyngde, ligesom valget af belægning med herregårdssten mellem bygningerne virker malplaceret i et ellers så naturvenligt og tilpasset projekt.

Ser man bort fra disse sidsteøjebliksdetaljer, er det dog lykkedes arkitekten at skabe en arkitektur, der virker naturlig og selvfølgelig på dette sted, hvilket skal læses som stor ros i en tid, hvor ikon-arkitekturen synes at herske på mange af landets store tegnestuer, med store kontekstproblemer til følge.

Det er i Jagtens Hus lykkedes at lukke naturens poesi ind i huset i flere af de primære funktioner samt at forholde sig ydmygt til stedet og dets historie. Jagtens Hus råber ikke op, men ligger afventende i skovbrynet, tilbagetrukket fra områdets hovedperson, slotsruinen, som tiltrækker tusindvis af turister hvert år. Her kan det undre, at besøgscenteret på Jagtens Hus blot er 40 kvm, når potentielle besøgende i hobetal befinder sig lige udenfor. Her er potentiale til meget mere formidling og aktiviteter, der vil kunne give forståelse for Danmarks Jægerforbunds arbejde og rolle i dansk natur.

Jagtens Hus er et fint og sympatisk bidrag til en funktion, der har fået lov at beholde en placering ud over det sædvanlige. Brugerne af stedet har nu også fået de arkitektoniske rammer, der opfylder alle funktionelle krav på en underspillet og tilnærmelsesvist subtil facon, hvor omgivelserne og projektet beriger hinanden med deres tilstedeværelse.

Nina Ventzel Riis er arkitekt, ph.d. og postdoc på Arkitektskolen Aarhus

Anmeldelsen blev første gang bragt i Arkitekten 9, september 2016.