K.B. Hallen: Integration

Arbejdet med disse elementer er ikke blevet en kopi eller pastiche. Bueslaget er forstørret, men overholder stadig sfærens geometri, de bærende betonbuer er erstattet af store, sortmalede stålbuer, gavlen er blevet transparent, og den udkragende skive gennembryder nu hele gavlen som en skystribe foran solen. Det er de to sidstnævnte elementer, glasgavlen og skiven (solen og skyen), der dominerer bygningens ydre fremtoning, når man møder indgangsfacaden fra Peter Bangs Vej. Set forfra synes skiven at give et lidt bastant udtryk, som en bjælke gennem øjet, sammenlignet med den gamle bygning, hvor skiven var brudt omkring centrum af facaden. Men den gennemløbende skive muliggør til gengæld nogle bedre rumlige sammenhænge i det indre.

Skiven er beklædt med, hvad der på afstand kan synes at være emaljerede stålelementer, men som ved nærmere øjesyn viser sig at være et system af forskudte, hvidglaserede terrakottasten, der hver måler 90 x 50 cm. En diagonal forhøjning mod centrum af stenene skaber konkave flader, hvori lyset og omgivelsernes farver spejler sig i den noprede glasur. På tæt hold er det smukt at følge, hvordan lysrefleksionerne vibrerer og changerer i de konkave overflader, selv ved små bevægelser af kroppen. Imellem de store terrakottasten er et taktfast mønster af mindre, rektangulære sten, der omkring skivens midte er erstattet med vinduesåbninger i et vilkårligt mønster. Et vagt minde om den gamle bygnings vinduesbånd, men i højere grad en ny ramme om bygningen med en mere retningsløs, tekstil karakter.

Bagved ligger den store glasgavl, der om dagen spejler himlen og de murede bygninger overfor, men om aftenen transformeres til en stor lysende regnbue, der afslører bygningens indre lag: øverst, den metertykke stålbue, som holder sammen på det hele, dernæst den plisserede loftsbeklædning over betonvæggen og den store lysende regnbue, som lyskunstneren Viera Collaro har installeret. Hvad der i dagslys kan synes en smule sterilt, folder sig i aftentimerne ud som en vild farvesymfoni af nærmest metafysisk karakter, der suger al opmærksomheden ind i huset. Den om dagen dominerende skive træder nu i baggrunden som et blåligt skyggebånd med lysende huller, mens det indre liv og lys toner lokkende frem bag glasset. Her bliver det tydeligt, at den nye K.B. Hal kan noget andet og mere end den gamle.

I bygningens indre er der arbejdet med samme enkelhed som i det ydre. Materialerne er kogt ned til tre toneangivende stofligheder: beton, sortmalet stål og presset bambus. I foyeren er den store, lydabsorberende bagvæg mod salen udført som insitustøbt beton med groft præg af bræddeforskalling. Smukkere kan forskallet beton næppe udføres. Monteret direkte på væggen ligger Collaros lysinstallation og sender skiftende lysfarver opad og ned over betonvæggens rustikke overflade og ud i foyeren og nattemørket. Den store, sorte stålbue blotter sine stærke ben, mens alle øvrige stålelementer tager farve heraf. I den udkragende del på første sals niveau, dvs. skivens indre, er ydervæggene beklædt med presset bambus, lagt i et mønster, der afspejler terrakottabeklædningens geometri, men samtidig sender varme hilsner til et andet traditionsrigt spillested i København, nemlig Vilhelm Lauritzens Vega på Vesterbro, med dets ornamentale træbeklædning.

På gangene i den udkragende ring er en fortættet stemning omkring barområderne, som genkalder noget af den træforede atmosfære, der kendetegnede den gamle K.B. Hal. En begavet lyssætning sørger for, at kun fladerne belyses, så fokus rettes mod mennesker og materialer, helt uden blændingseffekter. Disse rum, der er skabt til at opleves om aftenen, er en oplevelse i sig selv. ‘Samtalen’ imellem betongulvene, de sorte stålelementer og den varme bambusbeklædning er så kontrolleret og veludført, at den er selv en Lauritzen værdig. Uden at være sentimental fremmaner den også noget af den loungestemning, som den gamle K.B. Hals sidegemakker besad.

Men hvordan er det så lykkedes med det allervigtigste, med selve eventhallen, som den så smukt kaldes? Bedømt efter en enkelt koncert synes der at være sket et bemærkelsesværdigt løft i forhold til den gamle K.B. Hal, hvor lyden var dårlig. Lyddesignet er gennemgået i Arkitekten 03/2019, så her skal jeg blot nøjes med at konstatere, at missionen om at sammensmelte arkitektur og god akustik synes at være lykkedes.

Hallen har plads til 5000 mennesker, men virker i kraft af sin overskuelige rumdybde ikke for stor, når der er færre. Udsynet er godt, uanset hvor man befinder sig, og den fremragende lyd følger med overalt. Materialerne er igen beton på gulvet, sortmalede stålelementer og stolesystemer og gennemgående bambusbånd i siderne på 1. sal. Akustikloftet er inddækket med hvide, perforerede og plisserede stålplader, der tillader lyden at passere igennem til den akustiske regulering, men samtidig skaber et ensartet ‘draperi’ under hvælvingen, hvis sfæriske form fremhæves af plisseringerne. Under koncerter vil man grundet belysningen kun ane hvælvingen som striber af lys og skygge. Under en håndboldkamp eller andre sportsbegivenheder vil den visuelle støj fra installationer og lydkasser være tilsvarende dækket.

Via flytbare trapper er der adgang til balkonerne på 1. sals niveau, hvor fire åbninger i hver side leder ind til barområderne. Åbningerne er bemærkelsesværdigt anbragt lige foran fødderne af de store stålbuer, der står som spændte ketcher- eller basstrenge og understreger bygningens formål og konstruktive syntaks. Man må forvente, at mange store sportsbegivenheder eller koncerter vil flette sig ind mellem minderne fra de historiske højdepunkter, der bevidnes i billedsuiten i det rummelige og vellavede garderobeområde i kælderen. Nu blot med en langt bedre lydoplevelse end i den gamle, legendariske hal, hvis optimistisk lyseblå facade nu er erstattet af et visuelt blikfang, der passer sig for en mere støjende tidsalder.

Med elementer af den gamle bygnings aura og identitet genskabt har historien givet et kærligt skub i retning mod K.B. Hallens fremtidige placering i vores bevidsthed. Det er ikke længere ånden fra 1930ernes idrætsliv, der vil indprente sig på nethinden, når vi besøger bygningen, men vor tids eventkultur. Tilsat et strejf af den mytologiske fortid, der heldigvis ikke er brændt helt af. På sydsiden, i forlængelse af det nye, ligger stadig den smukke gamle tennishal og de fine gamle klubfaciliteter med deres lette betonbalkoner, som fortsat vidner om anlæggets historiske værdier. Takket være en effektiv indsats fra brandkorpset lykkedes det at bevare disse bygninger intakte, inklusive Sikker Hansens historiske vægmalerier, der sammen med bygningerne blev fredet kort før branden i 2011.

Men det greb, der for alvor formår at fuldende anlæggets placering i bybilledet, er landskabsarkitekt Marianne Levinsens forplads, der smukt formidler overgangen fra Peter Bangs Vejs trafikale hovedåre til K.B. Hallens tilbagetrukne placering. Som et blødt tæppe af tegl med ‘puder’ af beton og nyplantede Robinia-træer introducerer pladsen et nyt åndehuld i byen af ypperste kvalitet. Pladsen omkranses af typiske 1930-er etagehuse, der ligger som to L-former over for hinanden og danner en symmetrisk ramme om pladsen og K.B. Hallens frontfacade. Pladsen er bygget op om en stor teglstensflade af mørkebrune Bretagne-klinker, som brydes af to store indfældede ellipsebuer af hvidlige teglsten. I ellipserne, der er anlagt lidt forskudt af midteraksen, er indbygget trappetrin i hvide tegl, der formidler (og understreger) et let terrænfald mod K.B. Hallen. Teglfladen brydes af svungne siddeplinte i hvid beton og af gruslommer med træer. Belægningen spænder helt ud til de røde murstensejendomme. På den måde er der skabt et byrum, der integrerer snarere end at afgrænse de eksisterende elementer, og som både spejler og dølger massiviteten i K.B. Hallens front.