Fra udstillingen Små aktører – nye fortællinger af Carsten Hoff i Pirpa, 2018. Udstillingen lukkede i oktober 2018, da den gamle bygning på Grønttorvet skulle rives ned for at give plads til nye boliger i området. Foto: Cai-Ulrich von Platen

Anne Pind

Redaktør

Hvad ville det betyde for vores byer, hvis folk fik muligheden for at bygge deres huse selv?

AR Jeg tror, der ville være så mange, der stod på spring, hvis man eksempelvis udbød grunde i mindre størrelser i København. Grupperinger af mennesker eller initiativer, som endnu ikke findes, kunne komme på banen og sige: “Vi vil gerne være med til at udvikle byen”. Jeg kan ikke forstå, at man ikke prøver det. Gad vide, om der ikke sker et eller andet med os, når vi alle sammen bor i præcis de samme lejligheder alle sammen? De samme hvidmalede gipsplader, de samme lyse trægulve, de samme køkkenelementer. Gad vide, om vi ikke glemmer at tage stilling til, at vi faktisk er forskellige og har forskellige behov. Hvad hvis vi så, at det kunne gøres på mange flere forskellige måder, i stedet for bare at acceptere de komplet standardiserede boliger, der bliver bygget nu?

CH Det er vigtigt at huske på, at selvbyggeri i en urban kontekst ikke nødvendigvis handler om at stå med en hammer i hånden. Det handler om at blive sin egen bygherre. Det handler om, at flere mennesker kan gå sammen og være med til at danne gader og skabe liv i byen. Modstandere af selvbyg-tanken siger altid, at det ikke kan lade sig gøre i en by. Men det holder ikke. Selvbyggeri kan sagtens omplantes og transformeres til et etagebyggeri og en karréstruktur. Men rammerne mangler, og derfor bliver det ikke udviklet. Developeren føler ikke noget incitament til at udvikle nye boligtyper, og det gør den almennyttige sektor desværre heller ikke i udpræget grad. Den monokultur, vi ser i by-boligerne i øjeblikket, har sin rod helt tilbage i industrialiseringen, hvor folk blev boligforbrugere. Det er en form for passivisering, som jeg synes er trist.

Hvad skal der til for at understøtte selvbyggeri i en urban kontekst?

AR Der er virkelig svært at komme til at bygge i København i mindre målestok. Det er ærgerligt, at der ikke er det mod, som vi ser i Amsterdam kommune, til at udbyde mindre grunde ad gangen. Bare det at skalere ned og lave nogle mindre boligblokke ville få mange flere aktører i byggeriet på banen. Det kan godt være, at man ikke bare kan oversætte de betingelser, vi har set i Amsterdam, til dansk kontekst, for der er en anden måde at sælge jord på dernede, men det er så ærgerligt, at man ikke i det mindste laver nogle forsøgsområder. Mange vil jo gerne bo i et hus, hvor de selv har været med til at bestemme materialerne og nogle rumligheder, der passer til deres eget eller deres families gemyt, om man så er alene eller en stor gruppe. Det er jo super inspirerende, at der er så mange, der har lyst til at forme bofællesskaber i tiden. Men det er svært at finde betingelserne i det urbane.

CH Hvis man går ind på Amsterdams kommunes hjemmeside, kan man se, hvor meget en by kan deltage i at udvikle alternative boformer og boligtyper. Der er i den grad vilje til dialog med byens borgere. To-fire gange om året laver man markeder, hvor man udbyder byggemuligheder til enkeltpersoner eller til en gruppe af mennesker, til at bygge i rækker eller etager, eller ind i gamle huse, og det følges op med anvisninger på, hvordan man agerer, hvordan man går ind i en proces for at låne penge, få fat i entreprenører, rådgivere osv. Man kan virkelig fornemme, at det er en by, der vil sine borgere. Går du ind på Københavns Kommunes hjemmeside under boligbyggeri, er der intet, der udfordrer dig eller siger: “Velkommen, nu skal du bare se – du har de og de muligheder, vi vil gerne være sammen om noget”. Det er dovenskab i kommunen. Det er jo også nemmere at administrere noget, som man ved, hvad er, end at skulle tage stilling til noget, man ikke har set før. Ligesom jeg tror, der ligger en angst for ikke at kunne styre tingene æstetisk. Det behøver ikke at komme til at ligne Christiania, fordi man giver mere plads til medbestemmelse. Det er mere et spørgsmål om skala, forskellighed og materialitet. Vi har jo en tradition for at bygge småt i byerne. Ser man f.eks. på vores gamle bykerner i København, så er de jo domineret af fem- og syv-fagshuse i en skala, der har skabt fantastiske byrum og bykvaliteter.

Anne Pind

Redaktør

Fakta

Anne Romme er arkitekt MAA og adjunkt ved KADK.
Carsten Hoff er arkitekt MAA.

Udgivelse

Interviewet blev udgivet første gang i Arkitekten 10/18.

Sammen med en gruppe studerende fra KADK har Anne Romme og Carsten Hoff, i oktober 2018, været i Holland for at hente inspiration til en semesteropgave om selvbyggeri i København. Forhåbningen er, at de studerendes forslagsstillelser kan få Københavns Kommune til at tænke nyt. Foto: Anne Romme

Tiden peger mod deleøkonomi, men danskerne elsker stadig at bo i parcelhus. Skal vi eje det hus, vi bor i?

AR Det er en del af et meget større politisk spørgsmål. Selvfølgelig er der en masse fordele i, at vi begynder at eje ting i fællesskab, eller at vi ikke ejer så mange ting længere, fordi vi streamer, leaser, deler osv. Mine økologiske onkler, som jeg kalder dem, der var banebrydende inden for økologisk landbrug og var med i de her kredse omkring vindmøller og økologisk byggeri, de sagde: “Du skal huske at bygge et halmhus. Det skal du ikke gøre, fordi det er godt for dig selv, eller fordi det har en æstetisk betydning, eller fordi det er økologisk. Du skal gøre det, fordi du bliver gældsfri”. For når man er gældsfri, kan man agere meget mere frit i verden. Det her med bolig og også selvbyg handler i virkeligheden om ejerskab til sit eget liv. Om man så ejer som en andelsboligforening eller privat er måske ikke så vigtigt. Man ved, at så mange mennesker i Danmark bor i parcelhus, fordi de godt kan lide følelsen af, at den her lille plet jord den er deres egen.

Hvis vi kigger på Stejlepladsen i Sydhavnen i København, hvor kommunen nu vil placere nogle af de boliger, der skulle have ligget på Amager Fælled, så ligger der to klumper af huse på privatejet grund og resten på en grund, der er lejet af kommunen. Kommunen kan opsige lejemålet, men det kan de ikke med de privatejede. Det skal vi virkelig prise os lykkelige for, for så står de, bogstaveligt talt, med fødderne på deres egen jord og siger “De planer vil vi ikke være med til.”

KasHuis. Foto: Anne Romme

KasHuis, Amsterdam. Tegnet af cc-studio og Dill Architecten, 2016. Foto: Anne Romme

Så din pointe er, at det faktisk kan være en politisk modstand at eje?

AR Det er det. Og det har også været en enorm løftestang, at Christiania nu ejer deres egen jord.

Jeg synes lige, man må nævne Urbania (bæredygtigt bofællesskab på Nørrebro, red.). Nu er deres boligprojekt så af alle mulige forskellige velargumenterede grunde blevet til en del af et alment projekt, men hvor er det dog fantastisk, at de mennesker endelig har fået en grund og skal til at bygge. Det må på en eller anden måde kunne inspirere nogle flere. De fik Kuben til at analysere alle medlemmers prioriteringer og ønsker til økonomi – altså om de ville have et økonomisk varieret område, så man kunne bo der, selv om man ikke tjente kassen og havde en kæmpe friværdi i forvejen, og så endte de faktisk med at komme til den konklusion, at Urbania skulle være lejeboliger. For bare 10-15 år siden havde man nok valgt andele. Men som de økonomiske betingelser for byggeri er nu, så besluttede de sig for at være et lejeboligselskab, og dermed alment. Det synes jeg er ret tankevækkende, at alle de her mennesker er villige til at give afkald på deres friværdi og flytte i lejeboliger på det tidspunkt i livet, som nogle af dem er. Det synes jeg er meget modigt.

CH Det er et eksempel til efterfølgelse. Men der er ikke mange, der har den stamina. Syv år tog det dem at komme hertil. Og igen, man opererer i en kommune, som ikke klapper én på skulderen og hjælper én. Snarere modarbejder projektet.

Vi skal have selvbyg ind i byerne, fordi det er lærerigt at se, at livet kan udfolde sig på mange forskellige måder. Og fordi der findes et behov for varierede boligtyper; til ældre, til unge til grupper og arbejdsfællesskaber. Problemet er ikke manglen på ideer. Problemet er manglen på vilkår til at realisere ideerne. Derfor synes jeg, at vi må argumentere for et skifte over for forvaltningerne, kommunerne, politikerne. Kommer dét, så skal vi nok være der, alle os arkitekter.

Superlofts, Amsterdam. Tegnet af Marc Koehler Architects, 2017. Foto: Anne Romme