Kannikegården

Resterne af det gamle kannikekloster, som nedbrændte i 1100-tallet, er hjertet i huset. Var det ikke for klosterets teglmure, der er blandt Danmarks ældste, er konstruktionerne i sig selv ikke særlig spændende. Det er de nye rammer derimod, og takket være dem bringes fortidens arkitektur i spil som nutidig og nærværende.

I betragtning af byens alder og bevaringsgrad, med Domkirken som centralmassiv, torvet, den tidligere kirkegård, som slette og de små byhuse som kantede bakker i Ribes flade marsk­landskab, er iagttagelseszonen stor og kompleks. Fordi der både indgår rumlige forhold, stoflighed og landskabsmæssige træk. De udførende arkitekters fine Sorø Kunstmuseum (2009) og “Pakhuset” (2015) på Langelinie med vinduesåbninger i et ‘spættet’ mønster, er i familie med Kannikegårdens ydre. Og Peter Zumthors pavillon omkring en romersk udgravning i Chur (1986) minder i sit indre om udstillingsrummets disponering med galleri og trapper i stål.

Smukke detaljer

Men der er også klare forskelle, som har med omgivelserne at gøre, og med den store kraft, som den nye bygning besidder. Kannikegården rummer en serie af almindelige kontorer til menighedsrådet og et større møderum oppe under kippen. Et stort tagvindue her var en del af de første skitser, hvad der ville have givet mere dagslys i rummet og et storslået udkig over kirken og pladsen, men det blev ændret til de mindre åbninger, som man ser i dag. Den lidt dekorative ‘spættede’ placering af vinduerne taler et andet arkitektonisk sprog end det stringente, lodrette udtryk, som bygningens stuetage fremstår med. Til gengæld er pixeleringen af taget i tråd med pladsens belægningsmønster.

Det mesterlige er dog, for mig at se, arkitekturens nyskabende brutalistiske greb med den grove teglkappe på rå betonstolper underopdelt af lodrette egeplanker som megapersienner. I sin helhed synker bygningen på magisk vis nærmest ind i totalbilledet. Som om den havde været der fra begyndelsen, men med et skær af fremtid over sig. Den er fremmed og velkendt på samme tid. Som tidløse ting har det med at være.

Et komplekst historisk anlæg

Domkirken og resterne af dennes koromgang, som Kannikegården er forbundet med, er de bygninger, som den nye arkitektur bør måles med. Kirken er af historiske grunde et komplekst anlæg, et legeme af tilbyggede fragmenter, som siden 1100-tallet har taget plads og form i byen. Kirken er romansk i sin kerne, og dermed får vi det ikke meget bedre i Danmark. Men Borgertårnet er nu det hele værd. Et vagtårn, med fladt tag, en fæstning, som blev bygget i 1300-tallets begyndelse som erstatning for et tårn med spir, som sank i grus.

Sammenbygning karakteriserer det gamle anlægs elementer. Mellem Kannikegården og koromgangen er derimod et mellemstykke, som viser en mere nutidig faglig position om, at nye og gamle elementer skal holdes adskilte. I det konkrete tilfælde er sprækken dog smal og dyb med markante skyggevirkninger, som også er et træk ved Domkirkens arkitektur.

Kannikegården spænder byrummet op

I begyndelsen af det 20. århundrede restaurerede arkitekt H.C. Amberg Domkirken med en kreds af bede og træer omkring. Amberg satte også det fjollede spir på Nikolaj Kirke i København og inspirerede brygger Carl Jacobsen til at sætte et på C.F. Hansens Vor Frue Kirke, uden held – heldigvis. Det sidste betyder i forhold til genstanden for denne anmeldelse ikke alverden. Men det spiller dog med i fortællingen om, at der findes gode og dårlige bygmestre og arkitekter til alle tider. Og at Kannikegården ikke blot løfter ruinen frem, men også spænder hele byrummet op sammen med det smukt formede torv, som blev skabt af Schønherr i 2013.

Samme landskabsarkitekt har udformet Kannikegårdens nærmeste omgivelser og dermed tilslutningen til et samlet arkitektonisk projekt. Fra pladsen kan man se ind gennem de store glaspartier og ned på ruinen. Om aftenen, uden for åbningstid, kan man tænde lyset i udstillingsrummet og fornemme den glød, som fotos altid fordrejer, men som præger den nye arkitektur.