ANNONCE

Kanonhuset, Entasis, 2017. Foto: Jens Markus Lindhe

Christine Bjerke

Arkitekt MAA.

I rækken af nye murstensbebyggelser, der de seneste år er blevet opført i Århusgadekvarteret i Nordhavn, skiller Kanonhuset sig ud. Det kan noget mere; noget andet. Bygningens æstetik og fine detaljering, måden hvorpå funktionerne er stablet, etage for etage, samt samspillet med konteksten gør byggeriet til noget særligt.

Huset, der er tegnet og opført af Entasis, fremstår som et arkitektonisk eksperiment. Med frygten for det generiske i en ny bydel lurende under overfladen udfordrer Kanonhuset konventionerne med dets indlevelse i stedets historie, dets brug af materialer og fordeling af funktioner. Bygningen efterlader et nyskabende helhedsindtryk og et interessant indblik i, hvordan man kan udfordre de ofte snævre rammer for nybyggeri.

Christine Bjerke

Arkitekt MAA.

Kanonhuset

Trelleborggade 7, 2150 Nordhavn
Arkitekt: Entasis
Bygherre: Kanonhuset Aps
Ingeniør: Klaus Nielsen Rådgivende Ingeniørfirma
Opført: 2017

Udgivelse

Anmeldelsen blev første gang bragt i Arkitekten 10/2017.

ANNONCE

Foto: Jens M. Lindhe

Historisk forankring

Man fornemmer i Kanonhuset en arkitektonisk bevidsthed og forståelse for områdets historie. Alene bygningens navn fortæller historien om tidligere tiders industri og våbenproduktion, som fandt sted i kvarteret for 70 år siden. Derudover har man valgt at lade lofthøjden i stueetagen flugte med nabobygningens eksisterende værkstedrum. På samme måde vidner sammensætningen og opdelingen af husets funktioner – med produktion i stuen og boliger herover – om stedets fortid. Således huser stueetagen Entasis’ tegnestue, første sal giver plads til andre erhverv, og endelig er fem boliger at finde på husets øverste tre etager.

For at opnå et mere åbent nærmiljø i det i fremtiden tæt bebyggede område har tegnestuen planlagt muligheder for sociale rum forskellige steder i karréen, hvor stedets brugere og forbipasserende kan mødes. Interessant bliver det at se, hvorvidt ambitionerne om levende og inkluderende rum fra arkitekternes side bliver en realitet, når resten af karréen og området står færdigt. Det sociale fokus er dog allerede bragt i spil på pladsen uden for Kanonhuset og strækker sig helt ind i bygningen, hvor alle brugere – både dem af erhverv og bolig – deler samme indgang og trappe.

Foto: Jens M. Lindhe

Stærke kontraster

Indgangen og døren til bygningen er i sort aluminium. Det samme er bagtrappen, som løber uden på huset, og indramningerne af glaspartierne, hvis dækkapper er dybe. Asfalten lægger sig sort om huset, og sort er også husets sokkel. Facaden er opmuret i røde tegl og fuger, som tilsammen danner en stærk kontrast til de nyopførte boligblokke, der fremstår anonyme i det ellers dynamiske landskab af kraner og stilladser.

De indre vægge er opført i insitu-støbt beton; de fremstår ærlige og vidner om bygningens tektonik, om byggeprocessen og dens begrænsninger, hvilket klæder bygningen.

Dog er det mest i de nederste etager med erhverv, at betonen tilfører en eftertragtet råhed til interiøret. I boligerne får betonen – trods sammenspillet med de varme og højglanslakerede egetræsgulve – rummene til at føles kølige og industrielle.

Boligerne varierer i størrelse, men tager sig ens ud i forhold til interiøret, hvor indbyggede køkkener, skabe og andre faste elementer er en del af rummenes hovedgreb. I boligerne er det forbudt at male væggene, og gardinerne må ikke skiftes. Et standpunkt fra tegnestuens side, som på mange måder følger den debat, der har været for mange af de nye boliger i Nordhavn, og som i den grad deler vandene, om hvorvidt en boligs indvendige æstetik – som eksempelvis farverne på væggene og tekstiler til gardinerne – skal være defineret, inden beboeren overhovedet er flyttet ind.

Foto: Jens M. Lindhe

Detaljeret materialitet

Fælles for alle etagerne er et gennemgående fokus på materialerne, som træder i karakter, og som besidder en ærlighed i forarbejdning eller en kontrolleret mangel på samme. Som kontrast til de rå betonoverflader er der installeret gardiner, der fungerer som fleksible rumdelere. Det valgte tekstil – tykt og i grålige toner – forsøger ihærdigt at falde i ét med de grå betonvægge. Ved indgangen til toiletterne varieres gardinets farve fra grå til blå.

Grundet lofthøjden opleves gardinerne ret tunge og et valg af tekstil med mere lethed – eventuelt i flere lag – som stadig ville kunne imødekomme krav om lys og lyd, ville her kunne have tilføjet en sensitivitet og fremhævet de stemningsfulde betonvægge endnu mere som værende et af bygningens arkitektoniske hovedtræk.

De tegl, der er anvendt i bygningens facade, er ikke flammede som i mange af områdets andre nybyggerier, hvilket får dem til at stå frem på lang afstand. Med skiftende løberforbandt fremhæves de horisontale linjer, som er med til at understrege de lange træk i området og havnens horisont. Et arkitektonisk overskud, som tydeligvis er prioriteret fra tegnestuens side, og som skaber en direkte kobling til stedet, hvilket er kærkomment i en ny bydel som Nordhavn.

I sin helhed er Kanonhuset med sin arkitektur en overbevisende fysisk opsummering og eksempelsamling på, hvordan vi i fremtiden kan forene en række forskellige funktioner i samme bygning og undgå det arkitektonisk generiske, som præger meget af det nye byggeri i Nordhavn.