ANNONCE

Foto: Rasmus Hjortshøj
Anmeldelse af

Indretningen af Karen Blixens Plads ved Københavns Universitets Søndre Campus består af tre overdækkede cykelparkeringer, foruden ni åbne, forsænkede parkeringscirkler a la Nørreport Station. De tre skaller er identiske, de måler ca. 38 meter i diameter og har hver tre cirkulære åbninger i forskellige størrelser. De to største åbninger giver adgang til parkeringsarealet, mens den tredje og mindste, alene som lysindtag, kroner skallerne lidt forskudt for det højeste punkt og sender himmellys ned i hulerne. Indgangene er drejet i forhold til hinanden, så de passer til flowet gennem pladsen. Hvor den vestligste orienterer åbningerne mod ankomsten fra Njalsgades forlængelse, er den sydlige vendt mod solen, og den østlige vender den største åbning mod Karen Blixens Vej nordøst for pladsen.

Hver overdækning har plads til 495 cykler, som dels parkeres radialt langs cirklens runding, dels i fire rækker med skråparkering i midten af parkeringsarealet. Parkeringspladser til de øvrige godt 500 cykler findes i de ni forsænkede cykelbrønde, der er drysset ud på pladsen med løs hånd. Tre af dem er udstyret med plinter rundt langs kanten, så de også kan fungere som bænke.

Møbleringen har, ud over at løse den rent praktiske opgave med at finde plads til 2000 cykler, også omdannet et ikke-areal til et 20.000 kvm stort byrum, som man virkelig har lyst til at opholde sig i. Også i regnvejr i december. Tænk bare, hvad der kan foregå af sjov og ballade, hvis det nogensinde skulle begynde at sne igen, og forestil dig næste sommers studerende henslængte på bakkernes siddetrapper med soundbox og bajere. Det er godt tænkt at beklæde cykelbakkerne med klinker, som er et rart materiale at bevæge sig på og røre ved. Det harmonerer fuldkommen i nuance med de omgivende bygningers facader af travertin, og mon ikke man også har tænkt lidt over, at klinker ikke er det fedeste underlag at skate på? Eller måske har skaterne bare ikke opdaget stedet endnu.

Anmeldelse af

Karen Blixens Plads

Adresse: Karen Blixens Plads, 2300 København S
Areal: 21.425 kvm
Arkitekt: COBE
Arkitektmedarbjedere: Ben James, Birk Folke Daugaard, Caroline Nagel, Christian Sander, Dan Stubbergaard, Joachim Makholm Michelsen, Karoline Liedtke, Louise Flach de Neergaard, Ludvig Holtenäs, Maria Aufegger, Matilda Andersson, Peter Laust Røhr Hønnicke, Stine Bærentzen, Søren Schaumburg Jensen
Bygherre: Bygningsstyrelsen
Fondsstøtte: A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal

Udgivelse

Anmeldelsen blev udgivet første gang i Arkitekten 01/2020.

ANNONCE

Foto: Rasmus Hjortshøj

Foto: Rasmus Hjortshøj

På afstand ser bakkernes bløde bue ud, som om de er lette at bestige, men de er ret stejle, når man gør forsøget at nå toppen uden at bruge siddetrapperne, og muligvis er det frygten for sagsanlæg for brækkede lemmer, der har fået bygningsejeren til at sætte skilte op, hvor der står: Færdsel sker på eget ansvar. Det er heller ikke helt lige til at afgøre, hvor høje de reelt er, når man står midt mellem dem, og det er for øvrigt lidt af en genistreg at skabe så stor og fornem rumlighed som den, der hersker under betonskallernes bueslag, uden samtidig at fylde byrummet op.

Om aftenen vendes oplevelsen på forunderlig vis på vrangen; formen forsvinder, og i stedet opstår rummet, takket være en masse up-lights i cykelstativerne, som oplyser hele kuppelrummet. Det bliver en tryg og hyggelig hule, der drager én til sig, som et bål i mørke. Ingen skumle parkeringskældre her.

Mod syd, i retning mod Tietgenkollegiets store cirkelslag og kanalens svungne forløb, forvandler landskabet af betonskaller sig til et jordlandskab af små, runde bakker med stier, der slynger sig omkring dem, og her lurer et par populærkulturelle forbilleder i baghovedet. Hobbitternes hjemegn, Herredet, i filmudgaven af Tolkiens Ringenes Herre er for evigt mejslet ind i vores fælles hukommelse, og hvis man havde småbørn i midten af 1990erne, er der rimelig stor risiko for at have været tvangsindlagt til at kigge med fra sidelinjen på et visuelt lsd-trip, der gik under navnet Teletubbies. Indbyggerne i begge disse sære universer færdedes også i et landskab af små kuplede høje med cirkulære indgange ind til deres boliger i bakkerne.

Plan. Tegning: COBE
Foto: Rasmus Hjortshøj

Et egentligt arkitektonisk forbillede finder man i det poetiske Teshima Art Museum af SANAA, på den lille ø af samme navn i det centrale Japan. Men mens museets spinkle, amorfe betonskal gemmer sig halvt mellem bakkerne i det japanske bjerglandskab, er de tre nye cykelbakker udformet som præcise geometriske kuglekalotter, der indgår i et retvinklet, urbant landskab af travertin, glas og stål. Og hvor anlægget i Japan er støbt oven på en grusbakke, som derefter er udgravet, er betonskallerne her støbt ved hjælp af en særlig forskallingsteknik.

Der knytter sig i øvrigt endnu en oplevelse til cykelbakkerne. Om det er en gave eller ej, afhænger af ørerne, der hører, og af kroppen, som fornemmer. Der hersker helt særlige akustiske forhold, som altid vil være til stede under en cirkelformet kuppel, nemlig stående bølger, som slår om én, når man går og taler. Jeg synes, det er en anelse klaustrofobisk.

Det er altid forunderligt at opleve, hvad det gør for opfattelsen af byens helhed, når et nyt byrum opstår, hvor der ikke før har været offentlig adgang. Det oprindelige KUA med dets labyrintiske struktur og lukkede gårdhaver i Koppels bygningskompleks var de studerendes frirum, ikke vores og ikke byens. Nu er Karen Blixens Plads hele byens plads, ja måske endda dens agora i helt klassisk forstand, som den ligger der omgivet af bygninger for de juridiske og teologiske fakulteter og Københavns Universitetsbibliotek. Det fine er, at Karens Blixens Plads i tilgift også fletter byen sammen på en ny måde, som et hængsel mellem fælledens uendelige landskab og Njalsgades skaktlignende gaderum.

Cykelstativ, snit. Tegning: COBE

Foto: Rasmus Hjortshøj