ANNONCE
Klimadagsordenen er en planlægningsopgave for arkitekter
Andet bidrag i Arkitektens føljeton om planlæggeruddannelsen handler om, at kommunerne har brug for arkitektuddannede byplanlæggere.
Lisbet Wolters
Arkitekt MAA og stadsarkitekt i Vejle Kommune.
På det nyligt afholdte klimafolkemøde i Middelfart bar debatterne præg af nødvendigheden af at komme i gang med den grønne omstilling. Der var i høj grad fokus på, hvordan vi kommer fra tanke til handling og får igangsat de konkrete indsatser, som politikerne har formuleret. Byerne skal indrettes med el-ladestandere til cykler, biler og busser. Biogasanlæg, solcelleparker og vindmøller skal indpasses i landskabet. Byerne skal udvikles, så der er plads til vandet fra skybrud og stormfloder. Bygninger skal transformeres til nye formål i stedet for at blive revet ned. Nye bygninger skal opføres af bæredygtige og genanvendte byggematerialer. Der skal rejses ny skov. Lavbundsjorde skal udtages og landbrugsarealerne omstilles til nye produktionsformer. Flere områder skal lægges ud til vild natur, og biodiversiteten skal øges. Alt sammen kalder det på en gennemtænkt og sammenhængende planlægning.
Af planlovens formålsparagraf fremgår det, at der i planlægningen skal tages hensyn til både samfunds- og miljømæssige interesser. Værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber skal både skabes og bevares. I praksis varetager kommunerne hovedparten af den konkrete planlægning. Kommunerne skal både planlægge for byerne og for det åbne land ud fra de overordnede rammer, som staten udstikker, og regionerne ønsker. Evalueringen af planloven tyder på, at klima også kan blive en del af formålsparagraffen.
Med den nye klimadagsorden bærer kommunernes planlæggere altså en stor del af ansvaret for, at den grønne omstilling kan omsættes til virkelighed. Men opgaven er kompleks. Og skal den fysiske planlægning skabe de optimale rammer for, at fremtidens bæredygtige byer og landskaber kan udvikle sig, kræver det også en omstilling af selve planlæggerens arbejdsfelt. Fremtidens planlægning kræver ny viden. Om at lede komplekse processer og sammentænke mange forskelligartede hensyn. Om at samarbejde med virksomheder, erhvervsliv og borgere og indgå i partnerskaber. Den kræver inddragelse af mange flere forskellige aktører, end der hidtil har været behov for, og den kræver planlæggere, der kan kommunikere og formidle på en måde, der skaber engagement og handling hos dem, der i sidste ende skal få tingene til at ske. Behovet for klimaledelse er udtalt og et kompetenceløft nødvendigt, hvis operationen skal lykkes. Planlæggere med en arkitektfaglig baggrund bidrager med en grundlæggende forståelse af arkitektur og form, der forudsættes for at udvise følsomhed over for eksisterende bygninger, byer og landskaber, hvilket er afgørende for at løfte klimadagsordenen i kommunerne. Den arkitektoniske grunduddannelse bibringer en arbejdsmetode, hvor en undersøgende og kunstnerisk tilgang fører til nytænkende forslag – til uddannelsen af det, man kunne kalde helhedsorienterede byudviklere.
Lisbet Wolters
Arkitekt MAA og stadsarkitekt i Vejle Kommune.
Udgivelse
Artiklen bliver udgivet første gang i Arkitekten 08/2021, der udkommer den 12. oktober.
Første bidrag i Arkitektens føljeton om planlæggeruddannelsen er skrevet af arkitekt MAA og professor emeritus Jens Kvorning kan læses i Arkitekten 07/2021.
Noter
1) En undersøgelse af bæredygtig lokalplanlægning juni 2021. Green Building Council, Dansk Byplanlaboratorium, Rambøll, Schønherr, Cobe.
ANNONCE
I foråret gennemførte et team af forskellige organisationer og virksomheder på plan- og byggeområdet en undersøgelse blandt kommunernes planafdelinger. Undersøgelsen blev igangsat med henblik på at afdække kommunernes oplevede udfordringer med at stille konkrete krav til klima- og miljømæssig bæredygtighed i lokalplanlægningen i Danmark. Undersøgelsens besvarelser viser, at kommunerne i høj grad arbejder med strategier og redskaber, der skal bidrage til, at de nationale klimamål opnås. Samtidig viser undersøgelsens resultater dog, at klimamål sjældent indgår i lokalplanlægningen, idet der i mange kommuner ikke er taget stilling til, hvordan lokalplanlægningen skal bidrage til at opfylde klimamålene (1). Revisionen af planloven lukker muligvis op for ændringer, men lovgivning gør det ikke alene.
Kombinationen af stigende havvand, øgede nedbørsmængder og stigende grundvand stiller store krav til mange byers planlægning. Flere byområder har i de senere år stået under vand flere gange om året, og det har rejst spørgsmålet om, hvordan vi skaber plads til vandet i byens rum. På den korte bane kalder det på konkrete løsninger, og i flere byer er der skabt klimaparker, hvor regnvand kan opsamles og skabe rekreativ merværdi. På den lange bane åbner det for en langt større planmæssig indsats. Vi må tage stilling til, hvordan byerne skal udvikle sig i en fremtid, hvor naturens kræfter sætter dagsordenen. Skal vi fortsætte med at skabe nye bydele i lavtliggende områder eller tæt på kysterne? Hvordan indretter vi de byer, der ofte oversvømmes, og hvilken arkitektur skal gøre sig gældende her? Hvordan udformer vi bydele, der fungerer både i tørre og våde perioder? Vi er nødt til også at kigge langt ud i fremtiden, når vi planlægger. Vi må bruge naturen som en medspiller i planlægningen og tage udgangspunkt i de kvaliteter, som et vildere vejr og en ændret klimaadfærd kan bringe. Overveje nye muligheder og vægte de mange hensyn. I den forstand er det kommunernes byplanlæggere, der skaber rammerne omkring fremtidens bæredygtige byer og landskaber. Klimaopgaven er en planlægningsopgave!
I kommunerne skal vi rustes bedre til opgaven. Vores organisering i forvaltninger med afdelinger, der varetager hver sit fagområde, spænder ben for løsningen af klimaudfordringerne, der kalder på en langt mere helhedsorienteret tilgang til planlægningen. Der er et øget behov for samarbejde på tværs af de kommunale forvaltninger og i de politiske fagudvalg. Desuden er samarbejder mellem nabokommunerne afgørende for at opnå en samlet og koordineret indsats, der sammentænker klimadagsordenen med byudviklingen, og som kan levere det strategiske grundlag for lokalpolitikernes beslutninger.
Vi må ikke gå på kompromis i vores iver efter at løse de presserende udfordringer og opfylde de politiske mål. Bygge tekniske sluser og høje mure for at holde vandet væk fra byerne, så kontakten til vandet afskæres. Eller acceptere dårlige boligområder, hvor vi fratages adgangen til natur og grønne områder. Vi skal bruge vores kreativitet og vores arkitektoniske grunduddannelse til at finde nye løsninger på fremtidens bæredygtige byer. Derfor bør planlæggeruddannelsens forankring i den akademiske arkitektuddannelse stadig stå centralt. For planlægning er stadig et spørgsmål om formgivning og en æstetisk tilgang til udformningen af de fysiske rammer i byers og landskabers rum. På den måde skaber kommunernes planlægning et vigtigt bidrag til en bæredygtig fremtid.
Med de opgaver, vi i kommunerne står overfor, har vi brug for, at arkitekternes planlæggeruddannelse bliver prioriteret, og gerne med klimadagsordenen for øje. Derimod er det af mindre betydning, hvor uddannelsen geografisk bliver placeret. En udflytning kan måske endda være den brændende platform, der sætter gang i en nødvendig nytænkning af uddannelsens indhold. Det afgørende er, at vi får styrket arkitekternes planlæggeruddannelse, så de nye planlæggere kan rustes til at bidrage til fremtidens bæredygtige byer og landskaber. Arbejdet kalder. Det er på høje tid!
