Klintens fortælling

I 2014 blev Stevns Klint optaget på UNESCOs Verdensarvsliste, og det nye besøgscenter huser fortællingen om begivenheden for 66 millioner år siden, der gjorde en ende på store dele af livet på Jorden, og som i dag kan spores i det berømte fiskeler. 

I disse enkle konstateringer findes et svimlende blik på eksistensen. Sådan er geologien. Den forekommer os at være en stabil baggrund, et lager af råstoffer, smukke landskaber, man betragter. En sten, man samler op på stranden og kaster i vandet. Men stenen kommer fra en større sammenhæng. Dens mineralske sammensætning kan spores til stedsspecifikke dannelses- og erosionsprocesser. Til voldsomme pladetektoniske bevægelser og tidslige ophobninger. Enhver sten er et unikt diagram over sammenhænge i mikro- og makroskala. Flinten er ikke bare flint, men krystallinske formationer fra hulrum gravet af tertiære krebsdyr på havets bund. Kalk er ikke bare kalk, men resterne fra milliarder af mosdyr med små fimrehår, som filtrerede det tropiske vand i Danien-tiden. Og fiskeler, ja det er ikke så meget fisk, som det er beviset på et dramatisk møde med et interstellart objekt, der over hele kloden efterlod et tyndt, iridiumrigt lag, der satte forskere på sporet af det, som med al sandsynlighed var de store dinosaurers endeligt og skiftet fra en geologisk epoke til en anden. 

Disse på samme tid banale og ubegribelige omstændigheder, som ethvert eksistentielt fænomen er omgærdet af, spejles i besøgscenteret. Lad mig indledningsvis tilkendegive en bias i form af en stor kærlighed til både geologi og besøgscentre. Der er noget enormt tilforladeligt og generøst i at ville formidle omfattende viden til et bredest muligt publikum. Med den seriøsitet og dygtighed, der gås til opgaven i dagens formidlingsinstitutioner, er barren sat højt. Det eneste, som er lidt synd i den henseende, er, at selve udstillingsrummene ofte indskrives i projekterne som black boxes og derved på mange måder tages ud af den arkitektoniske sammenhæng. Det er tilfældet her, men er imødekommet pragmatisk og elegant, ved at bygningens aflange black box er gravet ind i kalkvæggen, mens resten af huset, med café, butik og mødested, ligger som et åbent udsigtsrum på en hylde øverst i det nedlagte Boesdal Kalkbrud. De to dele er koblet sammen af en lavloftet passage med diagonale vægge, som forstærker fornemmelsen af at træde ind og ud af klippevæggen. 

Det havde været ganske spektakulært at inkludere arkitekturen i et eller andet omfang her inde under jorden, især fordi der i et af udstillingsrummene står en tonstung kalkblok med fiskeler, der tegner sig som en dansende lysegrå linje, og som arkitekt tænker man, at det er en missed opportunity ikke at få lov til at lyssætte den med ovenlys, eller hvad ved jeg, men her er man altså gået efter den rene scenografi, og det kører også meget godt. Men rent arkitektonisk er det ude i lyset, det sker, i det hvide, højloftede rum med søjler og vinduer fra gulv til loft. Facaden er trukket ind i forskudte sektioner med søjlebåret tagudhæng, der følger en mere geometrisk linje, og man har fornemmelsen af at være i læ, samtidig med at man kan overskue kalkbruddet og et glitrende stykke af havet. Sådan set flugter udsynet ganske godt med en anden stærk fortælling på stedet, som egentlig er sekundær og så alligevel ikke. Her kommer det antropocæne paradoks igen til udtryk, for mens vi spekulerer over fiskeleret og denne usandsynlige kosmiske hændelse, der blev vores – os pattedyrs – brød, så vandrer blikket ud over ekstraktionslandskabet, hvor de samme kalkfossiler, som ligger beskyttet af glasmontrer i udstillingen, er blevet sprængt, knust, brændt og transporteret, spredt ud over vores industrilandbrug og rejst som bygninger. 

Arkitekterne tænkte selvfølgelig, at det ville være en god idé at beklæde centeret med selvsamme sten. Men trods århundreders erfaring med lige præcis det var det ikke sikkert nok for entreprenøren, hvorfor en – i moderne byggeri – mere velafprøvet kalksandsten blev valgt. Det er en industriel sten, der normalt ikke står råt, og både skala og tekstur virker derfor ny. Kalkfiltsning har givet stenene ekstra stoflighed og resistens, hvilket gør det muligt at fortsætte samme materialitet inde og ude, og derved knytte de to rum tættere sammen. Store betonoverliggere i inderummets døråbninger bidrager til et roligt og robust udtryk og klæder stenene virkelig godt. Samme ambitioner går igen i det støbte betongulv, der er matslebet og stedvist grænsende til terrasso, og som kan holde til beskidte støvler. Loftet består af grove, hvidolierede fyrretræslister, og så er vinduer og tag indrammet i aluminium. Taget ligger i niveau med plateauet over klinten og er dækket med jord og kalk fra udgravningen til byggeriet. 

Artiklen fortsætter nedenfor…