Københavns Museum: Kalejdoskopisk

Restaureringsholdningen rummer dele af forskellige tilgange: Flere steder er de eksisterende forhold bevaret, andre steder er der tale om tilbageføring til Holms originale farver, og samtidig er vores egen tids tilføjelser aflæselige, men diskrete. Det gælder f.eks. nogle store døre, der er glatte frem for at have fyldinger og er malet i en nuance en anelse anderledes end de omgivende vægge. Et andet eksempel er de steder, hvor der af hensyn til tilgængelighed er fjernet dørtrin og i stedet støbt ud med en grå mørtel, der antyder, at her er fjernet noget og tilføjet noget nyt i stedet. Indgrebene springer ikke i øjnene og vil gå ubemærkede hen for de fleste – det er ‘det usynlige arkitektarbejde’, der er gjort en dyd ud af, og den tilgang virker oplagt i dette projekt.

Nye installationer har også overvejende kunnet etableres usynligt, for bygningen indeholder oprindelige skakte og ventilationskanaler, der er brugt som føringsveje. Tilgængelighed er løst ved, at en nyere bitrappe er erstattet med en elevator, så der i dag via en lift er niveaufri adgang til hele bygningen fra forpladsen. De gamle fyldingsdøre er beskyttet med brandhæmmende maling, og brandmeldere er langt de fleste steder indpasset diskret i loftsdekorationerne. De mest synlige indgreb er foretaget i stueetagen i rummene til særudstillinger, hvor der i forhold til National Indemnity skal opfyldes en række høje sikkerhedskrav for at kunne indlåne værker. Der er derfor særlig sikring for vinduerne og ekstra indeklimastyring, der ikke har kunnet skjules, og derfor er etableret i fritstående ventilationsenheder. Det har også været nødvendigt med nye specialfremstillede døre. Når der nu ellers arbejdes med at give nye tiltag nutidens formsprog, kan man indvende, at dørene her burde have været glatte, men det valgte fyldingsudtryk skaber til gengæld en god helhedsvirkning.

En stor del af restaureringen har handlet om farver. Allerede i begyndelsen af 1900-tallet begyndte kritikken af historicismen, og mange af de farvestrålende interiører blev malet over. Det skete også i Stormgade 18, men heldigvis kun for væggenes vedkommende. Dekorationer på hvælv og bjælkelofter er i forbindelse med restaureringen bevaret og blot vasket ned og retoucheret efter behov. I stueetagen og på 1. sal er vægfarverne genskabt på baggrund af de oprindelige farver, der er fundet ved farvearkæologiske undersøgelser, og flere steder har man heldigvis ladet farveafdækningerne stå. Farverne er så vigtig en del af museets identitet, at der er produceret et postkort med de anvendte farver, der går igen i designet af produkter, man kan købe i museumsbutikken. Farvesætningen samler det enkelte rum og danner en rolig baggrund for dekorationer på hvælv og bjælkelofter og for udstillingerne. Trapperummet bades derimod i et mangefarvet, kalejdoskopisk lys, der falder ind gennem store glasmosaikker skabt til den oprindelige bygning i 1902 efter forlæg af kunstneren Agnes Slott-Møller. Også bygningens materialer bidrager til en varieret oplevelse: skakternede marmorgulve, granittrin, svære loftsbjælker, der hviler på udskårne konsoller, balustre af sort jern – blank og mat, glat og ru, tyngde og elegance.

Måske er det de forskellige udtryk, materialer og stofligheder, der har været inspiration for det nye udstillingsinventar, der har et genkendeligt design, som varierer gennem udstillingen i materialekarakter og detaljering afhængigt af de pågældende rum og deres temaer. Det er helt i tråd med historicismens eklektiske tilgang, og det fungerer altovervejende godt og er med til at anslå forskellige stemninger i rummene. Materialerne med hver deres stoflighed sikrer også, at det ikke kun bliver en visuel oplevelse at besøge museet. Et eksempel er et meget smukt iscenesat rum på 2. sal, der hører til afsnittet “Den moderne by” fra 1850-1950, hvor udstillingsinventaret er domineret af opalglas, der var et populært materiale i 1800-tallet. Montrerne med opalglasset har en præcis bearbejdning og udstråler en materialemæssig kvalitet. Andre steder er udstillingsvægge beklædt med brædder eller krydsfinerplader, og her virker materialet til gengæld lidt for simpelt.

Også det nye belysningssystem med skinner med flytbare spots har et gennemgående design, der favner forskellige varianter: smalle eller brede skinner, store eller små spots, montering på væg eller loft. Lyssætningen kan varieres i forhold til rum og udstilling, og det fungerer godt. F.eks. betyder de væghængte skinner, at hvælvene kan friholdes, så dekorationerne ikke antastes. Skinnernes lyse, matte metaloverflader bliver især i dunkelt dagslys lidt for påfaldende, især ved bjælkelofterne, mens de i fuldt dagslys falder godt ind i helheden. Den nye belysningsstander, der skyder op gennem trapperummets durchsicht, er til gengæld mørk som trappens jernbalustre og på én gang slank og med materialemæssig tyngde. Ud over at det er godt tænkt at montere belysningen i durchsichten, så de dekorerede vægge går fri, indgår standeren i dialog med den gamle lampestander, der afslutter trappen på 2. sal.

Det historiske hus og det nye udstillingsinventar indgår generelt i en frugtbar dialog. Montrer og udstillingsvægge er friholdt fra lofter, hvælv og vægge, så rummene stadig opfattes. Nogle steder står montrerne selvstændigt op ad væggen, andre steder har de en bagvæg; et overgangsled mellem montre og væg, som de fleste steder fungerer godt, men enkelte steder mangler præcision; enten skulle bagvæggens kanter flugte med andre linjer i rummet f.eks. gerichtet eller fodpanelet, eller også skulle de afvige mere fra dem, så der blev skabt en tydelig forskel. Det ødelægger dog ikke det positive hovedindtryk og de fine, æstetiske oplevelser, som mange af rummene byder på, f.eks. det store, bevidst dunkle og effektfuldt belyste rum i sydfløjen på 1. sal. Rummets centrale søjle kom til syne, da nyere skillevægge og lofter blev fjernet, og den er i dag omdrejningspunkt for en montre med en kraftfuld, kurvet linjeføring. Det er et godt træk, at montren ikke går hele vejen rundt om søjlen, men har en åbning, hvor man kan se søjlen i sin fulde udstrækning. I nordfløjens store rum er der indsat et spejlkabinet som en boks, et rum i rummet. Der er et flot kig gennem boksens lag af uhåndgribelige spejlvægge med en model af Salys rytterstatue fra Amalienborg Slotsplads som point de vue. Montrer og boks har her i modsætning til andre steder en knaldrød sokkel; en elegant underspillet detalje, der giver rummet en fornem karakter.

Møblementet i caféen og salen er designet til museet, og det er enkelt og neutralt og tager ikke pusten fra rummet. Det gør til gengæld inventaret på forpladsen: udendørs cafémøbler til den ene side og til den anden et trædæk med små bede med plantetyper, som arkæologer har fundet spor af i byens udgravede latriner. Bedene passes i samarbejde med en række børneinstitutioner, og det er meget sympatisk, men designet forekommer overdrevet rustikt. Til gengæld tilfører det den statelige bygning en afslappet og uformel stemning.

Projektet er alt i alt et godt eksempel på, at det ikke er nødvendigt med spektakulære transformationer eller kontrastfyldte indgreb for at skabe et interessant resultat – bygningen og udstillingsgenstandene har rigeligt at byde på i sig selv.