ANNONCE

Tingbjerg, optaget i perioden 1981-90. Foto: Mogens Breyen/KADK Docs

Byen er en ideologisk kampplads, hvor forestillinger om det ideelle samfund og det dertilhørende korrekte liv former nye bydele og transformationer af eksisterende kvarterer. For at nuancere vores forståelse af disse ideologiske brydninger kan man anlægge flere forskellige metodiske perspektiver. Et af disse er det kritiske feministiske, der giver os mulighed for at undersøge, hvorledes vores forståelser af og forventninger til køn afspejles og reproduceres i byens rum.1 Den kritiske feminisme har igennem de seneste årtier haft lingvistik, historiografi og kunst som sit analytiske genstandsfelt og herigennem vist, hvorledes sprog, historieskrivning og billeder er med til at forme vores forståelser af køn. Men inden for dansk arkitekturteori er den kritiske feminisme stadig et nicheperspektiv, på trods af arkitekturs direkte indflydelse på vores adfærd og interaktion. I et normativt antisexistisk projekt som det feministiske bliver arkitektur og byens rum altså et vigtigt genstandsfelt for kritisk refleksion, der kan give os en dybere forståelse af både byen og vores forestillinger om køn. 

Zoning og rumlig segregering

De rumlige grænsedragninger og vores forståelse af den sociale virkelighed påvirker, ifølge Shirley Ardener, gensidigt hinanden:
“ … space reflects social organization, but of course, once space has been bounded and shaped it is no longer merely a neutral back­ground: it exerts its own influence.”2
I sine rumanalyser sondrer hun mellem ‘X’ og ‘non-X’ som betegnelser for dem, der grundet sociale konventioner får hhv. adgang til eller bliver udelukket fra at opholde sig i givne rum. Hvis man anvender disse rumanalytiske værktøjer på Tingbjergs oprindelige organisering, ser man flere tidstypiske kønsstrukturer rumligt manifesteret. Både Tingbjerg og bydelens primære offentlige rum, Ruten, er funktionelt zoneinddelt. Disse zoner bliver betydningsdannende elementer, der definerer, hvordan forskellige grupperinger som f.eks. mænd og kvinder agerer. I den samfundsstruktur, hvori Tingbjerg opstod (1950erne) bestod kvinders arbejde primært af det ubetalte arbejde i hjemmet, hvorimod mændene oftest var lønmodtagere på faste arbejdspladser.3 Gennem modernismens funktionsadskillelse af byen adskiltes altså også kønnene i hver sin funktionszone. Tingbjerg er således primært tiltænkt den hjemmegående husmor, hvilket ses i form af de funktioner, der kobles til Ruten. Børneinstitutioner og småbutikker til hverdagshushold markerer området som værende kvindens primære opholds- og arbejdsareal, hvorimod det mandlige arbejde ligger andetsteds uden for boligområdet. Dette får betydning for måden, hvorpå mænd og kvinder bevæger sig i de trafikopdelte rum på Ruten. Da mændene må køre i bil til og fra Tingbjerg for at komme til erhvervszonerne uden for byplanen,4 bliver biltrafikken deres primære infrastrukturelle rum, hvorimod de nære funktioner tiltænkt kvinden kan nås til fods eller på cykel. I en plan over Ruten ser man tydeligt, hvorledes infrastrukturen efter typisk modernistisk ideal er klart segregeret med biltrafikken og parkeringen som det primære formgivende element, hvoromkring de øvrige former for infrastruktur er placeret. Den mandlige beboer indtager altså infrastrukturelt det mest dominerende rum på Ruten tilegnet privatbilismen og kvinderne de omkringliggende indskrænkede rum til den bløde trafik. Den funktionelle adskillelse af kønnene forstærkes af den stærkt begrænsede offentlige transport mellem Tingbjerg og resten af København, da den planlagte S-togsforbindelse aldrig blev realiseret. Kønnene er således gennem rumlig segregering blevet klart definerede og tildelt forskellige placeringer i byens rumlige hierarki.

Noter

1

For en introduktion til kritisk feministisk metode i kunst- og arkitekturhistorie se Griselda Pollock: Vision and Difference (London: Routledge, 1988).

2

Shirley Ardener: “The Partition of Space” i Gender Space Architecture – An Interdisciplinary Introduction, red. Jane Rendell, Barbara Penner & Iain Borden, s. 112-117 (New York: Routledge, 2000).

3

Dolores Hayden: “What Would a Non-sexist City Be Like? Speculation on Housing, Urban Design, and Human Work”, Signs, vol. 5 nr. 3, s. 170-187 (1980).

4

Poul Erik Skriver: “Tingbjerg: En bebyggelse ved Utterslev mose”, Arkitekten, vol. 8, s. 126-132 (1958).

5

For en introduktion til feministisk analyse af relationen mellem den offentlige og private sfære se Penny Sparke: The Modern Interior (London: Reaktion Books, 2008).

Udgivelse

Artiklen blev udgivet første gang i Arkitekten 07/2019

ANNONCE

Denne funktionelle adskillelse af kønnene ses også i den formmæssige karakter af de nu definerede maskuline og feminine rum. Med boligen som kvindens primære sfære opstår der en naturlig sammenhæng mellem femininitet og interiør, kontra det maskuline og eksteriør i kraft af mandens plads i offentligheden.5 Men selv i de offentlige rumligheder tiltænkt kvinderne kommer denne interiør-karakter til udtryk. Butiksarkaden på Ruten er trukket væk fra den mandligt dominerede og centralt placerede infrastruktur, og promenaden til fodgængere er overdækket af et udhæng kun en smule højere end en typisk loftshøjde. Hvad man kan betegne som et ‘offentligt interiør’ til kvinderne i butiksarkaden, ligger altså beskyttet og gemt væk i periferien af byrummet. På samme måde er de ellers offentlige arealer til rekreation, børneleg og -pasning indrammet og beskyttet af boligblokkenes grid-struktur, altså ligeledes som et offentligt interiør.

Vi ser således en rumstruktur i Tingbjerg, som både er formet af og samtidig reproducerer sin samtids kønsopfattelser. Denne struktur har højst sandsynligt ikke været intentionelt kønsdiskriminerende, men byggede på naturaliserede forestillinger om kønnenes adfærd – forestillinger, som vi igennem de feministiske analyseværktøjer kan dekonstruere. Dette giver os mulighed for at diskutere, hvorfor byplanen ser ud som den gør, og hvad det har af afledte konsekvenser for kønnenes sociale rangorden. Når den planlagte letbaneforbindelse etableres, og lokalplanerne for både Store og Lille Torv er udført, vil der opstå nye rumlige hierarkier, der opbløder de eksisterende grænser mellem byens funktioner og infrastrukturelle rum. Dette ændrer ikke blot byens fysiske fremtoning, men påvirker også, hvorledes mænd og kvinder bevæger sig, hvordan de mødes, og hvilken adfærd der virker naturlig. De nye forbindelser og offentlige rum vil altså bygge på og reproducere vores samtids sociale strukturer og påvirke vores forestillinger om kønnene og deres relation. De traditionelle kønsroller fastholdt af bl.a. den eksisterende rumstruktur kunne blive redefineret gennem øget mobilitet, synlighed og interaktion i byen. Dette feministiske perspektiv er ét blandt mange og i sig selv ikke en udtømmende analyse af Tingbjerg. Men det kunne give en mere nuanceret forståelse af, hvorfor dele af byplanen i dag ikke fungerer optimalt, hvor vores tanker om køn og ligestilling er markant anderledes end ved byplanens fødsel i midten af det 20. århundrede.

Lille Torv, optaget i perioden 1961-70. Foto: Tobias Faber/KADK Docs