ANNONCE

Arkitekten Jardin pavillon
Foto: Casper Brogaard Højer
Anmeldelse af

Martin Keiding

Chefredaktør

Arkitekt MAA

Kunstakademiet blev oprettet i 1754, med Nicolai Eigtved som direktør.

Eigtved døde dog samme år, så det blev den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin, som tog over. Nu som professor. Senere blev Jardin også leder af Danmarks bygningsvæsen. Baggrunden var, at man ikke kunne lide Eigtveds tegninger til den planlagte Frederikskirke. Jardins første tegninger til kirken var mere populære, men blev modereret kraftigt, og så gik byggeriet af det, som eftertiden kalder Marmorkirken, i gang – indtil Struensee standsede byggeriet, fordi det blev for dyrt. Herefter stod underdelen uden aktivitet i 100 år for til sidst at blive bygget færdig , i ny stil, af Ferdinand Meldahl. Arkitekturhistoriker Claus M. Smidt fortæller denne historie i Arkitektur DK 1/2008, hvor også Jardins voliere i palæhaven på Amalienborg, bag Moltkes palæ, som Eigtved jo tegnede, omtales, som “en elegant øvelse i at sammenbringe engelske og franske klassicistiske motiver”.

Smidt fremhæver desuden koblingen af rundtempel med den massive trekant bagved, og det er nu denne samlede helhed, som er blevet restaureret (se faktaboks). Pavillonen pryder i øvrigt forsiden af Frederik Weilbachs Dansk Bygningskunst i det 18. Aarhundrede, der udkom i 1930.

Det lille bagsideløse hjørnehus fremstår med en rumlig styrke, som efter restaureringen træder endnu tydeligere frem. Særligt indvendigt, hvor der tidligere var hvid plastikmaling på væggene: konveks på grund rotundens søjler i facaden, og det kuplede kobbertag mod haven, konkav som følge af den murede bagvæg i samme forrum.

Den krumme havesal med de markante nicher udgør et tredje og helt selvstændigt, men geometrisk afledt rumforløb. Det er i sig selv fantastisk, at der i et så lille hus, med enkle greb kan skabes så mange og forskelligartede dynamiske virkninger. Desværre er det ikke muligt at vise billeder set fra rotunden, ud mellem søjlerne hen over den stiliserede have og op mod palæets facade. Det er i særlig grad fra denne position med forestillingen om rislende vand og eksotiske fuglelyde i baggrunden, at man fornemmer ideen med arkitekturen. For, som det fremgår af Jardins egen plan (se illustration), ligger huset lige i palæets symmetriakse, og det giver samtidig en indrammet panoramisk oplevelse af Eigtveds arkitektur.

 

Se flere illustrationer længere ned i artiklen.

Anmeldelse af

Martin Keiding

Chefredaktør

Arkitekt MAA

Fakta

Jardins Voliere
Amalienborg Slotsplads 3, 1257 København K
Arkitekt: Rønnow Arkitekter
Arkitektmedarbejdere:
Camilla Løntoft Nybye
Laust Ovesen, Peter Ib Brorson,
Charlotte Madsen, Laura Kastrup Nielsen,
Sophie Thorsøe Stokholm
Ingeniør: Eduard Troelsgård
Bygherre: Slots- og Kulturstyrelsen
Projektleder: Slots- og Kulturstyrelsen: Clara Isabella Runstedt Klausen,
Katrine Frølich Kristensen
Udført: 2023

Original bygning

Arkitekt: Nicolas-Henri Jardin
Opført: 1763


Se yderligere fakta nederst på siden.

ANNONCE

Plan 1:150. Tegning: Rønnow Arkitekter.

Nicolas-Henri Jardin. Egne skitser. Bl.a. ses øverst th. Frederikskirken. Tv. planudsnit af Amalienborg med Volieren markeret med ‘A’. Nederst th. ses plan og opstalt af Volieren m. m. Det Kongelige Bibliotek – Kunstbiblioteket.

Fakta

Tegnestuens beskrivelse

Jardins Voliere er tegnet af Nicolas-Henri Jardin, opført o. 1763 for grev Adam Gott­lob Moltke og beliggende i haveanlægget bag Moltkes Palæ (Christian VII’s Palæ), Amalienborg i København. Bygningen er placeret som et symmetrisk point-de-vue i palæets midterakse, i det bagerste hjørne af haven, hvor to hegnsmure møder hinanden i en ret vinkel. Bygningen blev opført i klassicistisk formsprog som pavillon eller lysthus og indrettet med voliere for fugle og rum til ophold. Pavillonen består af en åben søjlerotunde, der er sammenbygget med et bagvedliggende krumt galleri. Oprindeligt var pavillonens krumme galleri således opdelt i tre af ståltrådsrammer med henholdsvis to volierer på hver side af et midterafsnit med en udvidelse, nymfæum, bagtil. I nymfæets bagerste niche var der en kamin, mens der i de to sidenicher var ovale fontæner. Man kunne dermed tage ophold i midterafsnittet, der som i dag havde sandstensbelægning, med kig til de to volierer, hvor eksotiske fugle fløj frit omkring. I voliererne var der oprindeligt i alt fire bassiner med fontæner i gulvet og siddepinde til fugle i bagvæggens nicher. Volierens facader, gesims, attika og vaser samt rotundens søjler og gulv er udført i blokke af Nexø-sandsten fra det netop (1754) af Frederik V og Moltke åbnede stenbrud ved Nexø. Taget er kobberdækket med kuppel over rotunden, mens der på oversiden af pavillonens hovedgesims og attika er blyafdækning. Pavillonen har murede fundamenter, der står på kampesten. Over gavlenes dørstykke er der sandstensdekorationer med motiv af frugtguirlander, og over nymfæets nicher er der ranker med søplanter.

Restaurering 2022-2023
Jardins Voliere havde i mange år ligget glemt og lidt forsømt hen i haveanlægget bag Christian VII’s Palæ. Desværre var bygningen i ret dårlig forfatning. Der havde været vandskade, og kobbertaget var klar til udskiftning. Pga. sætninger havde bagmuren kraftige revner flere steder. Den oprindeligt limfarvede bagmur i pudset murværk var blevet malet med plasticmaling, og – viste det sig senere – også pudsrepareret med cementmørtel. Plasticmalingen kunne ikke fjernes uden at skade de ældre løse pudslag, så det hele – gamle pudslag, nyere cementpuds og plasticmaling – måtte væk for have et ordentligt underlag. Bindbjælkerne over volieren manglede forankring i facaderne, og pudsloftet var derfor revnet og løst. Volierens gulve bestod af det oprindelige sandstensgulv i midterfaget, et nyere betongulv fra 1910 i fagene mod syd og et ældre, meget sammensat gulv af forskellige natursten og beton i fagene mod nord. Restaureringen af Volieren har primært bestået i udskiftningen af bygningens kobbertag. I den forbindelse er kuplens laurbærkrans rekonstrueret, og blyinddækningen på attikaen er udskiftet. Sandstensfacaderne er afrenset, fuger er repareret, og der er udskiftet ganske få sandsten. Indvendigt er volierens krumme bagmur repareret for de kraftige sætningsrevner og nypudset. Nymfæets trukne pudsindfatninger og gipsranker er afrenset og repareret. Enkelte dele måtte rekonstrueres og afstøbes eller delvist modelleres i kopi af de eksisterende dele. Der udførtes nye forankringer af bindbjælkerne over volieren, og loftet måtte udskiftes med nye rør og puds, ligesom loftgesimsen blev trukket på ny. Vinduer og døre er snedkeristandsat. Den oprindelige farvesætning er forsøgt genskabt med udgangspunkt i de inderste farvelag, som den farvearkæologiske undersøgelse viste. Loftet og loftgesimsen er hvidkalket. Bagvæggen er kalket i en rosa nuance blandet af kalk og jernoxydrød. Vinduer og døre er laseret med kasselerbrun på en varm lysegrå bund i en træimitation. Der er udført nye teglstensgulve i volierens yderste fag mod hhv. nord og syd, hvor der tidligere var fuglebure. Da de nyere gulve blev fjernet, fandt vi to af de oprindelige sandstensbassiner, det ene med intakt fontæne, under et tyndt jordlag. I samarbejde med bymuseet blev fontæner og installationen derfor udgravet. Installationen var udført i blyrør og næsten intakt. I siden mod syd var bassiner og en del af blyrørene fjernet, så kun de murede fundamenter var tilbage. Bassinerne er bevaret og synlige i de nye teglstensgulve, og i siden mod syd er to forsvundne bassiner rekonstrueret. Forkortet af redaktionen.